Selvom forskningen gentagende gange har vist, at mænd er mere aggressive end kvinder, er der ét sted, hvor kvinder er mere aggressive end mænd.
Og det er i søskenderelationer, skriver Arizona State University i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet PNAS NEXUS.
I studiet blev der foretaget en spørgeskemaundersøgelse af 4.136 individer fra 24 lande verden over, såsom Canada, Thailand, Senegal, Frankrig og Tyrkiet.
Her blev de spurgt ind til, hvor ofte de havde opført sig aggressivt over for:
En bror/søster
En mandlig og en kvindelig ven
En mandlig og en kvindelig bekendt
Respondenterne skulle svare på deres aggressive opførsel - der omfatter direkte aggressioner som at slå og råbe, samt indirekte aggressioner som at sladre - både i barndommen og i voksenlivet.
Og her var konklusionen altså klar:
Piger og kvinder udviste flere direkte aggressioner, end drenge og mænd gjorde, mens drenge og mænd udviste flere direkte aggressioner mod venner og bekendte.
Begge køn var lige tilbøjelige til at udvise indirekte aggressioner både i barndommen og i voksenlivet.
Tendensen gjorde sig gældende i rige og fattige lande, ligesom den også var til stede i vestlige og ikke-vestlige lande, hvorfor forskerne vurderer, at det er universalt, at piger og kvinder er mere aggressive over for søskende, end drenge og mænd er.