ODYSSÉEN

Jeg troede længe,

at man først måtte tale,

når man var nået frem.

At ord krævede konklusion.

At retning skulle være sikker,

før den kunne deles.

Men jeg er ikke et svar.

Jeg er i bevægelse.

Det, jeg går igennem,

er ikke et opgør.

Det er en overgang.

Ikke et manifest,

men en rejse.

Lang.

Tvivlende.

Fuldt beboet af omveje.

En odyssé uden heltemod,

kun med ærlighed.

Jeg forlader ikke steder,

fordi de er forkerte.

Jeg forlader dem,

fordi de ikke længere er mine.

Der er forskel.

Jeg peger ikke på andre

og siger:

I burde være anderledes.

Jeg peger indad

og siger:

Jeg kan ikke være her mere.

Det er ikke afvisning.

Det er selvrespekt.

Jeg er vokset op med at passe ind.

Med at mærke stemninger før behov.

Med at gøre plads,

før jeg tog den.

Så når noget i mig strammer nu,

er det ikke arrogance.

Det er grænsedannelse.

Det føles grænseoverskridende,

fordi jeg krydser en gammel regel:

At hensynet altid skal gå udad.

Men der findes et andet hensyn.

Det, der hedder:

Mig.

Og ja, det koster.

Misforståelser.

Relationer, der skifter form.

Stilhed, hvor der før var genkendelse.

Men alternativet koster mere.

At blive.

At tie.

At leve et liv,

der ser rigtigt ud,

men føles forkert.

Jeg fortæller ikke min historie

for at overbevise.

Jeg fortæller den,

fordi sandhed kræver luft.

Og fordi jeg ved,

at jeg ikke er alene.

Der går mennesker rundt

med liv, der fungerer,

men ikke længere føles som deres.

De mangler ikke løsninger.

De mangler sprog.

Så jeg giver ikke svar.

Jeg giver spørgsmål.

Ikke konklusioner.

Men spejle.

Min rejse er ikke en opskrift.

Den er en tilladelse.

Til at mærke længslen.

Til at tvivle åbent.

Til at vælge noget andet,

uden at fordømme det gamle.

Og midt i det hele

står drømmene.

Ikke som flugt.

Men som kompas.

De viser ikke,

hvordan verden burde være.

De viser,

hvem jeg er,

når jeg ikke længere overlever.

Så hvis jeg skal sige én ting,

og kun én,

så er det denne:

Jeg fortæller ikke,

hvordan verden skal være.

Jeg fortæller,

hvordan jeg må være

for at kunne være i den.

Og det mærkelige er:

Jo tættere jeg kommer hjem,

jo flere genkender vejen.

/Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere