170515: En dag skal vi dø. Måske endda ud af ingenting. Langt før, at vi blev færdige med vores projekter. Eller overhovedet kom i gang. Vi udskyder løsningerne, og holder problemerne i gang. Hvorfor ikke leve det liv, vi ønsker? Nu. Hvorfor ikke udfolde det menneske, vi rummer? Nu. Dette er en lille peptalk til at gøre op med dårlige vaner og være den bedste udgave af sig selv.

170912: Findes der et større narrativ med vores liv? En rød tråd i livet? Nej. Men det betyder ikke, at livet er meningsløst. Vi har mulighed for selv at skabe en retning, men meget er stadig vilkårligt. Jeg tror, det handler om at give os hen til livet. Det begynder i det små. Hvis vi siger ja til de små ting, kan det åbne op for det store. En positiv dominoeffekt.

180327: Livet er meningsløst. Der er ikke nogen Gud. Intet efterliv. Intet himmel eller helvede. Vi bliver ikke dømt, når vi dør. Der er ikke noget særligt, vi SKAL nå. Vi SKAL ikke noget. Når man indser livets meningsløshed, og man ikke længere jagter noget, kan det hele føles lidt tomt. Hvad skal jeg så? Det taler jeg lidt om her.  FLERE TANKER: Når man skræller det unødvendige og overflødige fra i livet, hvad bliver så tilbage? Når man indser, man ikke behøver opnå noget særligt, hvad skal man så? Ofte ønsker man at opnå social anseelse, fx blive berømt ved at gøre noget særligt, fx blive forfatter, vinde et TV-program osv., fordi man er bange for døden. Man ønsker at blive udødeliggjort. Få sat en statue af sig selv op (hvis ikke en fysisk så en statue i form af omtale, minder, et efterladt værk, fx musik, digte, videoklip). Alt det, fordi man er bange for at dø. Man ønsker ikke at blive glemt. Være ubetydelig. Ikke at have levet et spændende liv. At realisere sig selv. Sandheden er bare, at vi alle bliver glemt. Vi er alle normale. Vi er alle ubetydelige i det store billede. Jagten efter succes og social anerkendelse smadrer os. Det er ikke kampen værd. Det er at kæmpe uden at vinde. Det handler om at vinde uden at kæmpe! Som 90-årig på plejehjemmet vil man ikke fortryde, at man ikke fik et gennembrud som kunstner, men at man spildte sin tid på at være ulykkelig og hige efter noget som ikke er vigtigt. Det handler om som 90-årig at dø "mæt af dage," fordi man brugte sin tid rigtigt. Man gjorde noget, man fik livsglæde af. Og det er ikke at opnå succes i andres øjne, Det kan tværtimod at være sammen med sine venner. At leve i ro, fred og uforstyrrethed. Det som de gamle grækere kaldte ataraxia.

180329: Jeg reflekterer over et citat fra Meditationer af Marcus Aurelius.