OT039. Martinus, Instituttet, kosmologien og Esperanto

https://d3ctxlq1ktw2nl.cloudfront.net/staging/2025-3-22/398831332-44100-2-a6a78740a79ba.m4a

7. Kapitel om Esperanto

7.1   I den ny verdenskultur vil verdensstaten få sit eget særlige internationale sprog

Udviklingen følger ganske bestemte naturlove, og med kendskab til disse love vil det være muligt at forudsige udviklingen af en ny verdenskultur. Klodens mange forskellige lande vil forene sig, ikke blot til verdens forenede stater, men til én verdensstat, der vil sikre en ligelig og retfærdig fordeling af alle klodens ressourcer, og for Martinus var det en selvfølge, at denne verdensstat også vil få sit eget særlige verdenssprog, som nok bliver det internationale sprog Esperanto.

2. Udgave af "Martinus og den ny verdensmoral" er udgivet af forlaget Scientia Intuitiva. www.martinusshop.dk

          I forklaringen til symbol nr. 26, Det rigtige menneskerige, hvor Martinus analyserer forholdene omkring skabelsen af det internationale verdensrige, kommer han også ind på løsningen af verdens sprogproblem ved skabelsen af et internationalt verdenssprog.

          Martinus: “At man i verdensstaten eller det internationale verdensrige ikke halter af sted på nationale sprogkrykker, tolke og mere eller mindre dårlige oversættelser, er selvfølgeligt. Verdensstaten vil naturligvis få sit eget særlige internationale sprog. Hvert eneste barn i skolerne verden over vil blive oplært i dette verdensstatens internationale sprog. Tænk hvilken lettelse det vil være for den tids mennesker totalt at være uden sproghindringer, lige meget hvor de så end befinder sig på jorden. Alverdens mennesker fra syden og norden, fra østen og vesten kan tale med hverandre, kan forstå hverandre. I et fælles sprog er hele verden blevet til et fælles fædreland for alle mennesker uafhængigt af nationalitet, kultur og race. Tænk hvilken lettelse eller arbejdsbesparelse, at ingen som helst bøger eller skrifter behøver at blive oversat. Alle kan læse alle. At ingen af de eksisterende nationale sprog vil blive anvendt til dette fælles sprog er naturligvis givet. Intet som helst af disse nationale sprog vil kunne anvendes uden eventuelt at skabe jalousi og bitterhed, ja, måske endog krig. Derfor vil verden få et neutralt, internationalt sprog. Når dette begynder at komme i alverdens skoler, vil de pågældende børn, der bliver oplært i dette, nå frem til at kunne tale med hverandre uafhængig af nationalitet og race. Dette vil bidrage til en langt større forening af menneskene i venskab og fred, og i en stedse stigende grad gøre dem til et samhørigt broderfolk over hele verden.” (DEV2 stk. 26.25).

7.2   Sprogforvirringen i Babel

I Bibelen kan man læse om den sprogforvirring, der opstod i byen Babel, da Gud straffede menneskene for deres hovmod:

          “Derpå sagde de: “Kom, lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden!” - Men Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskebørnene byggede, og han sagde: “Se, de er ét folk og har alle ét tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem; lad os derfor stige ned og forvirre deres tungemål der, så de ikke forstår hverandres tungemål!” - Da spredte Herren dem fra det sted ud over hele jorden, og de opgav at bygge byen. Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede Herren al jordens tungemål, og derfra spredte Herren dem ud over hele jorden.” (1. Mos. 11,4-11,9).

          I virkeligheden blev sprogene jo ikke pludseligt lavet om, som i Bibelens symbolske fortælling, men efterhånden som menneskene spredte sig ud over hele kloden og levede isoleret i forhold til hinanden, fik de jo helt naturligt deres egne erfaringer, deres egne ideer, deres egne udtryksmåder og dermed også deres eget sprog. På denne måde opstod der mange isolerede sprog, som styrkede flokmentaliteten og nationalitetsfølelsen. Men i dag er det en stor gene ikke at kunne forstå fremmede sprog, og menneskene søger at løse problemet ved at lære de store nationale sprog, der er mest udbredt; men det er ikke nok til at løse problemet.

          Den dag i dag står Babel eller Babelstårnet som et symbol på den store sprogforvirring, der på det internationale plan stadig hersker her på jorden.

7.3   En færdigudviklet og fuldkommen kommunikation

Bogstavalfabetet indeholder 29 bogstaver, mens talalfabetet kun indeholder 10 talbogstaver, som Martinus beskriver i LB3 stk. 1017-1023. Han skriver i sit hovedværk Livets Bog, at ligesom menneskets udvikling af talsystemet eller talsproget har nået fuldkommenheden, sådan skal bogstavsproget også efterhånden udvikle sig til at nå en tilsvarende fuldkommenhed. (LB3 stk. 1047-1051).

          Tanker og ideer kan man meddele andre gennem skrift og tale eller på kunstnerisk form som maleri eller skulptur. Det bliver et større og større behov for mennesket at give udtryk for sit liv og sit inderste væsen, der til sidst vil kulminere i form af udfoldelse af livskunst og ren næstekærlighed.

          Tal- og bogstavsproget er to af de ældste foreteelser i denne udfoldelse af livskunst, og Martinus mener, at mennesket vil blive i stand til at benytte bogstavalfabetet på lige så fuldkommen en måde, som det nu benytter talalfabetet. Det vil aldrig nogensinde kunne lykkes med de eksisterende nationalsprog, der alle er fyldt med uregelmæssigheder og andre ulogiske fænomener, der ikke med matematikkens logik frit og kreativt kan kombineres til nye meningsdannende elementer. Det fuldkomne sprog må være et plansprog, som fra starten er konstrueret, så det er helt befriet for uregelmæssigheder og uhensigtsmæssige vaner og traditioner. Det må indeholde en række sproglige elementer med stavelser, præfikser og suffikser, der kan kombineres sådan, at man kan udtrykke lige præcis det, man ønsker.

          Esperanto er et sådant sprog, der på grund af sin fuldkommen, logiske og matematiske opbygning, opfylder de krav, som man måtte stille til det fuldkomne sprog.

7.4   Esperanto er lavet efter guddommelige principper

Plansproget esperanto blev første gang præsenteret for verden i 1887 af det 28-årige sproggeni L. Zamenhof (1859-1917), der levede en stor del af sit liv i Warszawa.

          I et kursusforedrag udtaler Martinus: “Men nu er det en gene for en masse mennesker ikke at kunne fremmede sprog, og de må i stor grad hjælpe sig med de store og mest udbredte nationale sprog. Men det er ikke nok. Vi ser, at der er tendenser til at udvikle andre sprog, sprog der ikke er nationale, men internationale. Vi har set en idealist skabe et verdenssprog, Esperanto, som vil komme til at spille en overordentlig stor rolle, fordi det er skabt efter de guddommelige principper, fordi det er logisk, og fordi det er let at lære. Dette er også noget, der viser hen til, at der vil komme en anden tilværelse.” (Foredrag 19.01.1956).

 7.5   Hvordan fik det internationale sprog navnet esperanto?

Zamenhof skrev ofte indlæg i aviserne under forskellige pseudonymer, som han lavede ved at bytte om på bogstaver og stavelser i sit rigtige navn. En stavelse i hans navn er “hof”, og på tysk betyder “hoffen” at håbe. På esperanto betyder “esperi” at håbe, og “esperanto” betyder “en håbende”. Da Zamenhof i 1887 udgav den første bog om esperanto anvendte han pseudonymet Dr. Esperanto. I begyndelsen omtalte man det derfor som Dr. Esperantos sprog eller “Lingvo de Esperanto”, og det udviklede sig senere til, at sproget ganske enkelt kom til at hedde esperanto.

 7.6   Har Martinus konkret peget på esperanto som det kommende verdenssprog?

Martinus nævner ikke esperanto ved navns nævnelse i sit hovedværk, men i en spørgetime blev han direkte spurgt: “Vi skal jo komme til at tale samme sprog i verden engang. Hvilket sprog bliver det?”

          Martinus svarer: “Esperanto! – Det kommer vi til at tale. Det er ikke for, at jeg er esperantist, eller at det er mode, men det bliver mere og mere nødvendigt, at man får et fælles sprog. Tænk hvis man havde et fælles sprog i dag! – Så ville man være fri for alle de oversættelser. Alle bøger skal oversættes, det er sjældent, at de vinder ved oversættelser. Det er meget ofte, at de taber lidt ved oversættelse. Tænk hvilken besparelse det ville være, at man kunne det samme sprog. Alle vegne ville alle mennesker kunne tale sammen. Det ville også skabe fred. Nu er det i stor grad medvirkende til krigstanker, at man ikke kan tale med hinanden. Det vil lette samkvemmet og kærlighedens udvikling, når alle kan tale helt flydende med hinanden.” (Spørgetime, Jönköping 14. maj 1969).

          Ved et rådsmøde på Martinus Institut den 30. april 1974 sagde Martinus: “Jeg tror, vi er lidt tidligt på det med esperanto, men ellers er det mægtig godt. Det vil komme engang, og det er storartet. Men det bliver esperanto. Hvad skulle det ellers blive? Er der andre sprog, der er længere fremme? Der er ikke et sprog, der er så humant. Man må se på skaberen. Han var jo en kolossalt human mand. Man kan næsten se, han var sat til at gøre det.” (Samarbejds-Strukturen, stk. 6.4).

 7.7   Grundlæggeren af esperanto – Zamenhof

Grundlæggeren af det internationale sprog esperanto var som sagt Ludwig Lazarus Zamenhof, der i en stor del af sit liv var øjenlæge i Warszawa. Han var et meget beskedent og humant udviklet menneske og tillige et sproggeni. Han havde russisk som modersmål, men kunne også jiddisch, hebræisk, græsk, latin, tysk, fransk, engelsk, polsk og havde kendskab til endnu flere sprog. Når man studerer hans liv og skæbne, virker det som om, at han af Forsynet var udvalgt til at udføre denne specielle mission i menneskehedens tjeneste.

Grundlæggeren af plansproget Esperanto var den polske øjenlæge Ludwig Zamenhof, født i Bjalistok i 1859

          Han blev født i en russisktalende, jødisk familie i byen Bjalistok i Polen, der på den tid blev regeret med hård hånd af den russiske zar.