Vi har misforstået kroppens hormonbalance.

Den, der sikrer, at vores celler er kampklar til dagens måltider, at vi kan bevare koncentrationen og ja, bogstaveligt talt lukker munden på os, når vi er mætte.

I årtier er insulin blevet betragtet som den store helt - og skurk - i kroppens hormonbalance.

Men vores nye forskning har katapulteret glukagon ind i en hovedrolle. Meget tyder på, at hormonet er nøglen til at forstå sygdomme som diabetes, fedtlever, fedme og endda demens.

Glukagon og insulin er hormonernes svar på yin og yang. I lærebøgerne på gymnasier og universitetet står der, at insulin frigives, når blodsukkeret er højt, og glukagon udskilles, når blodsukkeret er lavt.

Det er en antagelse, som er helt forkert, viser vores forskning. Faktisk balancerer de to hormoner vores cellers 'velbefindende', hver gang vi spiser. Vi ved nemlig nu, at det kraftigste signal til, at glukagon udskilles, ikke er blodsukkeret, men faktisk er de proteiner, vi spiser.

Det vender op og ned på den etablerede viden, som har været et udtryk for silotænkning. Nu forstår vi hormonet i et nyt perspektiv.

En anden opdagelse, vi har gjort, er, at hormonet også spiller en rolle for vores kognitive evner. Det er ikke før påvist, så vores studie skal bakkes op af flere studier, før vi for alvor kan sætte to streger under.

I vores nye forskning har vi fundet glukagonreceptorer - altså de modtagere, der aktiveres af glukagon - i menneskets hjerne. Ikke bare lidt, men koncentreret i hjernens pandelap: Den del, du bruger til at tage beslutninger, huske og tænke. Og det bliver vildere.

Vi fandt nemlig, at mennesker med genetiske fejl i glukagonreceptoren - altså folk, hvor signalet ikke virker optimalt - klarer sig dårligere i kognitive tests. Det gælder også for unge og raske personer.

Vi ved meget lidt om glukagons rolle i hjernen. Og tidligere studier har fokuseret på dets hæmning af fødeindtagelse, men altså ikke hukommelsen, som vores nye studie viser.

Glukagon er altså ikke kun relevant for blodsukkeret - det taler direkte med hjernen.

Hos mennesker med fedme og fedtlever (og det er millioner af danskere) sker der noget underligt: Glukagon er skyhøjt i blodet - men leveren lytter ikke.

På baggrund af vores forskning har vi udviklet en ny test - GLUSENTIC - der måler leverens følsomhed for glukagon.

Det, vi så, var overraskende: Leveren reagerer ikke hos personer med metabolisk sygdom. Den er 'glukagonresistent'.

Når leveren ikke reagerer, stopper den med at nedbryde proteiner (aminosyrer), som den plejer. Aminosyrerne ophobes i blodet - og gæt, hvilket hormon de stimulerer?

Rigtigt: Glukagon. Det bliver en ond cirkel. Leveren råber: "Nej tak", og bugspytkirtlen skriger endnu højere.

Resultatet? Et kropsligt skænderi mellem organer - og ud af det spirer diabetes, fedme og demens.

Insulinresistens, altså at cellerne ikke kan optage sukker fra blodet, har i årevis været hovedforklaringen på type 2-diabetes. Men måske er det bare toppen af isbjerget.

Vores forskning peger på, at glukagonresistens i leveren er den egentlige drivkraft bag det hele. Det har flere uheldige konsekvenser:

For meget glukagon i blodbanen er farlig. Rigtig farlig. Man udvikler sukkersyge og har risiko for leversygdom og ja, sandsynligvis også demens. Vi ved nu, at en væsentlig årsag til dette er glukagonresistens.

Og i modsætning til for meget eller for lidt insulin kan glukagonresistens skjule sig i blodet, og det bliver værre med alderen, overvægt og stillesiddende livsstil.

Det værste er, at det er en 'silent killer' - man kan ikke mærke, om man har for lidt eller meget glukagon i blodet.

Så hvad stiller vi op?

Vi kan og bør være mere fysisk aktive. Forebyggelse er altid bedre end behandling, men vi kommer nok ikke i mål med forebyggelse, før vi (læs: vores politikere) tør gøre sund mad billigere og usund mad dyrere.

Forskere kan bruge GLUSENTIC-testen til at screene for glukagonresistens - måske endda før sygdommen rammer.

Læger kan målrette behandlinger, altså det vi kald...