Planet X

Planet X

By JSFTV & Film
Download on the App Store

Planet X episodes

  • Planet X Afsnit 7: Caress of the Moss Monster

    Her kommer nu endnu en groft overset filmskaber af den type, Planet X har som sin mission at gøre opmærksom på. For hvornår har man sidst læst om Bill Black?

    Vi stødte på ham, da vi ledte efter en dvd-udgiver, der havde gode kopier af gamle amerikanske filmserials som f.eks. Perils of Nyoka og Spy Smasher. Dem havde firmaet Nightveil, men de havde også meget andet. For ejeren er Bill Black, og han er ihærdig filmfan, der elsker især gamle actionfilm og westerns fra 1940'erne. Hvem gør ikke det? Men Bill har taget sin hobby et skridt videre. Han er blevet filmproducent og instruktør - og viderefører nu temaer og traditioner fra de gamle B-film og serials. Wow!

    Vi har kastet os over en af de nyeste fra hans imponerende produktion. I Caress of the Moss Monster møder vi en hans faste figurer, superheltidnen Stormy Tempest, der spilles af Nicola Rae.

    En dramatisk historie med masser af kamp, effekter, skud - og et monster, der er lavet af mos!

    Lyt med, når vi (Jakob Stegelmann og Christian Volfing) forsøger at gengive denne ubegribelige film.

    1 hr 7 min
  • Planet X Afsnit 6: Deathstalker 3

    Filmen hedder Deathstalker and The Warriors from Hell. Den er fra 1988 og er den tredje film i Roger Cormans sydamerikanske action-fantasy-serie Deathstalker. Sword and sorcery, når det der bedst! En film, Planet X for længst har taget til sig, men som vi har prioriteret netop nu. Den kvindelige hovedrolle - som tilmed er en dobbeltrolle - spilles nemlig af selveste Carla Sands (som dengang hed Carla Herd), en succesrig forretningskvinde, som præsident Trump i september måned nominerede til amerikansk ambassadør i Danmark. Det skal lige godkendes af kongressen, men det anses for at være en ren formalitet.

    Noget tyder derfor på, at vi snart kan byde velkommen til en ægte Planet X-stjerne her i Danmark, og vi håber selvfølgelig på, at vi kan lokke hende til at gæste vores postcast og fortælle om denne fabelagtige film. Den får ganske vist kun 2.5 i imdb-karakter, men netop i dette luftlag føler vi os hjemme.

    Deathstalker and the Warriors from Hell er et lille fantasymesterstykke med klare mindelser om Conan. Ubestemmelig middelalder, magi, hed kærlighed og masser af kampe. Virkelig mange!

    Så lyt gerne med, når vi - Christian Volfing og Jakob Stegelmann - gennemgår mesterværker minutiøst og især konstaterer - og her er vi helt alvorlige - at den kommende ambassadør ikke havde behøvet at droppe skuespilfaget. Hun er helt perfekt!

    1 hr 14 min
  • Planet X Afsnit 5: Revenge of Dr. X

    Vi har et japansk-amerikansk mesterværk fra 1967 på programmet i denne udgave af Planet X. På vores teknisk ret middelmådige dvd hedder den Revenge of Dr.X, men den er også kendt som Venus Flytrap og Body of the Prey eller under den japanske titel Akuma No Niwa.

    Men selvom kopien er slidt, skinner genialiteterne igennem og slår os helt af pinden. En moderne opdatering af Frankenstein-myten (med klare filmiske referencer til James Whales klassiker!) - dennegang med en kødædende plante som monstret og en videnskabsmand, der er så humørsvingende, at filmen samtidig synes at være et signalement netop den slags lidelser.

    At der udover monstret også er vulkaner, undervandsscener, en pukkelrygget medhjælper og topløse studiner ved stranden (de hjælper med de undervandbotaniske studier!) - ja, så man man bare sige, at det er en sensation.

    Instruktøren Norman Earl Thomson har aldrig fået anerkendelse - eller lavet andre film. Men bag ham lurer et geni, for selvom han ikke er krediteret, ved vi, at selveste Edward D. Wood, Jr. har været med til at skrive manuskriptet. Det bekræfter forfatteren Rudolph Grey i sin fremragende bog om den gamle mester, Nightmate of Ecstacy.

    Lyt med, når vi forsøger at sammenfatte vores utrolige oplevelser med Revenge of Dr. X.

    1 hr 10 min
  • Planet X Afsnit 4: Slave Girls from Beyond Infinity

    Så skal vi til det igen: En filmklassiker hevet frem fra glemslen og de underkendte mesterværkers kirkegård: her er Slave Girls from Beyond Infinity, skabt i 1987 af den gådefulde Ken Dixon, en instruktør, det er meget svært at finde fornuftige oplysninger om. Han både skrev, producerede og iscenesatte denne historie om to rumfarende kvinder, der havner i kløerne på en galning, hvis hobby er jagt - på mennesker.

    Ideen er bygget på den gamle 1932-klassiker The Most Dangerous Game, bare med 1980'erne æstetik og noget mere nøgenhed end i den oprindelige udgave.

    I denne episode af Planet X Podcasten analyserer vi Slave Girls from Beyond Infinity, dennegang i selskab med en anden kunstkender, Steffen Raastrup, der trods sit normale arbejde i chefredaktionen på DR ikke har formået at få netop dette mesterværk på skærmen.

    Sammen med Jakob Stegelmann og Christian Volfing forsøger Steffen at redegøre for hændelserne i filmen. Det er en svær opgave, og der opstår undervejs den slags heftige debat, som store kunstværker sætter i gang.

    Desværre kan vi ikke takke instruktøren Ken Dixon, for vi ved så lidt om ham. Et par andre film er det blevet til, som dokumentarfilmen Famous T&A og Zombiethon.

    Til gengæld kender man producenten Charles Band. I 80'erne og 90'erne stod hans firma Full Moon bag en lang række direkte-til-video film i både horror, fantasy og familiefilmgenren. Han var meget produktiv, brugte sjældent mange penge og undlod ofte at betale sine kunstnere. Men han efterlader film som denne, så vi tilgiver ham.

    Og så skal vi takke Niels Martin Trier Josefsen, som har fået vores øjne op for denne film. Vi holder meget af den slags forslag, for uden dem føler vi, at vi så nemt kan komme til at overse perlerne.

    1 hr 26 min
  • Planet X Afsnit 3: Adventures of the Masked Phantom

    ADVENTURES OF THE MASKED PHANTOM var den eneste film, cowboystjernen Monte "Alamo" Rawlins lavede, hvilket nok er grunden til, at han ikke er så kendt i dag. Men hvilken film!

    Han var oprindelig stuntman, men avancerede til stjerne i denne film, der var tænkt som starten på en serie med "det maskerede genfærd", der sørger for retfærdighed i det gode gamle vilde vesten.

    Mængder af coyboyfilm fyldte biograferne i slutningen af 30'erne, og den her er en af dem - men den er i en klasse for sig, for Monte Rawlins er sjældent udtryksfuld på en meget afdæmpet måde...

    Og så er filmen fyldt med andre imponerende og overraskende skuespilpræstationer - som f.eks. bedstemor, der spilles af Dot Karroll. Det var også hendes eneste film.

    Instruktøren er Charles Abbott, der kun instruerede to film - og forsvandt så ud i glemslen. Og firmaet, der stod for den, var det meget lille Equity Pictures, hvis primære problem var, at de ikke havde en god distributionsaftale. De havde simpelthen svært ved at filmen ud i biograferne, og dengang i 1939 var der ikke andre platforme. Ingen video, ingen streaming, ingen tv. En film, der ikke kom i biffen, kom aldrig videre. Og den kom selvfølgelig aldrig helt til Danmark.

    Men i dag er det anderledes, og her i Planet X er vi stolte over at give nyt liv til denne glemte klassiker. Lyt med, når vi gennemgår, analyserer og kommenterer.

    56 min
  • Planet X Afsnit 2: SHARK EXORCIST

    SHARK EXORCIST - historien om en ferskvandshaj, en præst og instruktøren Donald Farmer.

    DONALD FARMER er en klassisk undergrundsinstruktør. Han har været aktiv siden slutningen af 80'erne og instrueret og produceret en hel stribe film, der aldrig er nået længere end til forskellige former for homevideo, og kun sjældent i mainstreambutikker. Han fik mange fans i de kredse for Cannibal Hookers (1987) - om to studiner, der klæder sig ud som prostituerede og derefter bliver til zombier. Siden har han begavet verden med film som Vampire Cop og Chainsaw Cheerleaders. Man aner Fred Olen Ray og hans Hollywood Chainsaw Hookers som inspirationskilde - og Farmer er da også erklæret filmfan. Han har lavet et par dokumentarfilm om bl.a. den spanske horror-mester Jess Franco.

    Shark Exorcist er en af Donald Farmers nyeste film. Den er lavet billigt og givetvis over lang tid - måske tilmed planlagt sådan hen ad vejen, gonzo-agtigt og uden et nagelfast manus. Men det er jo netop det, der giver en hele den fornemmelse af Z-film-charme, som den flyder over med, bortset fra de passager, hvor man døser lidt, fordi dialogen går i jeg-ved-ikke-hvad-vi-skal-sige-her tomgang.

    Heldigvis er både den og mange andre af Donald Farmers film til at på DVD. Og den er heller ikke særlig lang, heldigvis. Men lyt med på Planet X Podcast, hvor vi gennemgår den grundigt!

    Lige nu er Donald Farmer ved at færdiggøre sit næste opus. Cannibal Cop handler om - ja - en betjent, der ikke skyder, men æder skurkene. Man kan næsten ikke vente.

    49 min
  • Planet X Afsnit 1: Malibu Express

    En af heltene fra Planet X er den nu afdøde producer-instruktør Andy Sidaris. En mand, der brugte mange år af sit liv på at producere action-film på små budgetter - men med masser af overskudsenergi.

    Han er kendt for at krydre sine film med erotik og effekter - og for replikker, man husker - ofte fordi de virker så vidunderligt malplacerede eller er meget lidt mundrette.

    Malibu Express er et Andy Sidaris-mesterværk fra 1985 - en god årgang for hans særlige mix af action, komik - og lidt erotik.

    I vores Planet X Podcast gennemgår vi Malibu Express - og noterer os de mange fantastiske detaljer og det på én gang indviklede og meget enkle plot. Det handler om ulovlig eksport af computerteknologi til russerne - et forvarsel om vor tids cyberkrig.

    Blandt de mange stjerner lægger vi især mærke til smukke Sybil Danning (f.1952) - 80'ernes ukronede B-film-dronning - født i Østrig, først fotomodel, siden skuespiller i vidunderlige film som Battle Beyond the Stars, Reform School Girls, Hercules - og så selvfølgelig Malibu Express, som hun løfter ved sin tilstedeværelse - og sin helt unikke udstråling.

    1 hr 18 min

About Planet X

From the publisher's feed

Podcasten, hvor ingen film er dårlige. Lyt med, når Jakob Stegelmann og Christian Volfing fortæller om deres oplevelser fra B-filmenes verden.

More shows like Planet X

Vanvittig Verdenshistorie by Alexander Janku og Peter Løhde

Vanvittig Verdenshistorie

28 Listeners

Troldspejlet - podcast by DR

Troldspejlet - podcast

8 Listeners