Forestil dig selv at stå i skyttegraven. Granatsplinterne pifter hen over hovedet på jer, og maskingeværsilden knitrer faretruende. Er fjenden ved at angribe? Stormer de skyttegraven? Måske står der en officer ved siden af dig og råber ad dig: "Op af dækning!".

Uanset hvad, så må man stikke hovedet op.

Bang.

Antallet af sønderskudte ansigter var enorme under Første Verdenskrig. Alene i England kom mere end 60.000 soldater hjem med alvorlige ansigtsskader; kæber skudt af, næse, kinder, øjenhuler smadret af granatsplinter og maskingeværsild. Brandskader fra eksplosioner. Ansigt efter ansigt efterladt uigenkendeligt.

I dag tænker vi mest på ansigtsløft, næseoperationer og brystimplantater, når vi hører ordet plastikkirurgi. Men plastikkirurgien blev grundlagt i sin moderne form på baggrund af tusindvis af unge mænd med sønderskudte ansigter.

Men af de kirurgiske udviklinger, der kom ud af krigen, er det især plastikkirurgien, der skiller sig ud.

"Den, der vil være kirurg, må gå i krig".

Sådan står det skrevet allerede i det Hippokratiske korpus, en samling af lægeskrifter fra det antikke Grækenland. Sådan har det været gennem historien. Krigen har været kirurgiens motor, dens trykkammer.

Og sådan var det også med Første Verdenskrig.

Plastikkirurgien har faktisk en lang historie. De første nedskrevne beskrivelser af plastikkirurgiske indgreb stammer fra Indien, helt tilbage fra det 6. århundrede før Kristus.

I denne periode var der rig mulighed for at træne rekonstruktion af næser, da man i det daværende retssystem ofte benyttede afskæring af næsen som straffemiddel.

Man benyttede hud fra kinden eller panden til at efterligne næsen, i det omfang det var muligt. Teknikkerne forsvandt, men blev genoptaget efter middelalderen, og der er spredte historiske eksempler på plastikkirurgiske indgreb gennem århundrederne.

Fra slutningen af 1800-tallet var teknikkerne blevet bedre, og franske og tyske kirurger udviklede teknikker til at flytte hud fra en del af kroppen til en anden.

Men det er først med Første Verdenskrig, at der opstår en kritisk masse af teknologi, medicinske fremskridt og altså, ikke mindst patienter, der starter plastikkirurgien som et selvstændig, udviklet medicinsk fagområde.

Der var især to tidligere medicinske gennembrud, der blev afgørende for at plastikkirurgi, i det omfang som krigsskaderne nødvendiggjorde, blev en mulighed:

Anæstesi: De første midler, der kunne bedøve patienter fuldstændigt under operation, blev opdaget i slutningen af 1840'erne. De var kritiske for kirurgens mulighed for at lave komplicerede indgreb.

Antiseptik: fra 1860'erne og frem begyndte kirurger at holde operationssenge, instrumenter, sår - og kirurgen selv - så rene og fri for bakterier som muligt.

Før anæstesien havde hastighed været en afgørende faktor i kirurgien. Man ved fra optegnelser fra engelske hospitaler omkring 1800, at de bedste kirurger kunne foretage amputationer på lidt under et minut, fra det første snit til huden blev trukket på plads over amputationspunktet.

Anæstesien gav derfor kirurgen tid.

Opdagelsen af mikroorganismer satte fokus på bakterier. Det betød, at infektion, koldbrand og betændelse ikke længere var så afgørende kritisk et problem for kirurgien, som det havde været indtil da.

Udover anæstesien og antiseptikken, spillede andre teknologiske fremskridt med i udviklingen: Elektrisk lys gjorde det muligt at operere mere præcist i kroppens hulrum.

Desuden flyttede fotografisk dokumentation af tusindvis af patienter plastikkirurgien fra anekdotiske beskrivelser af operationer til veldokumenteret rutinepraksis.

Paradoksalt nok stod teknologien bag krigens uhyrligheder - bomber, fly, maskingeværer, kemisk krigsførsel. Men det var også teknologiske, medicinske og videnskabelige udviklinger, der muliggjorde behandlingen af ofrene.

Der var et stort politisk pres på at udvikle plastikkirurgien. På alle sider af fronten blev der hurtigt etableret specialiserede hospitaler, der kunne behandle de alvorligt såret og skam...