180319: Som 7-årig blev jeg anbragt på behandlingshjem med diagnosen "udviklingsforstyrret," hvilket er et andet ord for autist. Næsten 20 år senere talte jeg med en psykolog om mine ni år som anbragt barn på behandlingshjem. Hun kunne med det samme sige, at jeg ikke er autist, og at diagnosen var helt forkert. Det kan godt ske, at jeg er psykisk sårbar,  og derfor har haft brug for hjælp. Men hvad er hjælp? Faktisk har jeg i en del omfang fået det dårligere af at få "behandling". At blive stigmatiseret som psykisk syg. At være psykisk syg, have en sindslidelse, personlighedsforstyrrelse og hvad man ellers siger, blev en selvopfyldende profeti. Jeg blev psykisk syg af at blive kaldt psykisk syg. Jeg blev introvert, fordi jeg fik at vide, jeg var introvert. Jeg må have et opgør med mig selv. Jeg er ikke psykisk syg. Jeg er alt muligt andet Hvorfor fokusere på mine begrænsninger, når jeg kan alt muligt?

Grunden til, at jeg lavede denne optagelse, var, at i marts 2018 skulle til at lægge en ny video ud på Youtube. Det gjorde mig nervøs. Hvis jeg står frem og siger, at jeg har boet ni år på behandlingshjem, hvordan opfatter andre mig så?

180319: Jeg taler om psykiatriske diagnoser, identitet, personlighedsforstyrrelser, at blive opfattet som psykisk syg, at opfatte sig selv som psykisk syg, og hvordan det påvirker, hvordan man lever sit liv. Jeg synes, man skal tage diagnoser med et gran salt. Problemet er, at en diagnose kan være sindssygt identitetsskabende. "Jeg er skizofren". "Jeg er borderline." "Jeg er aspergers" "Jeg er angst." "Jeg er introvert" "Jeg er social angst". Det er bedre at tænke: "Jeg har en diagnose som skizofren, men jeg er ikke skizofrenien. Skizofrenien prøver at påvirke mig negativt, og det er et problem. Problemet er problemet. Ikke mig!" "Min angst er et problem. Men jeg er ikke selve angsten. Angsten er noget som ønsker at påvirke mig. Som en person, der griber ind og vil have kontrol. Det er et problem!" Hvis man har fået en diagnose som psykisk syg, er det ekstremt vigtigt, at man husker sig selv på alt det andet, man også er. Alle de andre roller, man har i livet. Det er sindssygt vigtigt, at man finder nogle andre identitetsmarkører end fx "psykisk syg" ... At man opdager alt det andet, man også er ... Jeg er fx min mors søn, mine brødres lillebror, mine venners ven, mine kollegaers kollega .. jeg er sorgramt efter min far døde, jeg er Brøndby-fan! ... jeg er digter, jeg er ung, jeg er galgenhumorist, jeg er fan af rockmusik, jeg er cyklist, jeg er borger i samfundet, jeg er alt muligt!! ... Det handler om at indse, at man er alt muligt .. og at ens psykiske skrøbelighed måske i virkeligheden ikke fylder særlig meget (hvis man da kan få øje på alt det andet!).

D. 19. april 2019 tog jeg tilbage til Behandlingshjemmet Egevang, hvor jeg blev anbragt som barn, da jeg var 7 år gammel. Sammen med en af mine venner, der også har boet på behandlingshjem, fortæller jeg, hvordan det var at bo som anbragt barn.

180615: I marts 2008 flyttede jeg hjem til min mor efter at have boet på behandlingshjem i 9 år. 10 år senere, i juni 2018, flyttede jeg så som 27-årig ud i min egen lejlighed. Klar til at stå på egne ben. I denne optagelse taler jeg lidt med min mor og hendes kæreste Steen om livet og fremtiden.