"Farvel, og tak for alle fiskene!"
Sådan lød delfinernes budskab til menneskene, inden de forlod Jorden i science fiction-komedien 'The Hitchhiker's Guide to the Galaxy' ('Blafferens Galakseguide'). Men eftersom de udtrykte det via spring gennem hulahopringe, fangede vi ikke budskabet.
Nu spekulerer forskere på, om også pukkelhvaler længe har forsøgt at fortælle os noget - ganske vist både mindre kompliceret og ildevarslende - gennem alternative kommunikationsformer.
Et forskerhold fra SETI Institute i Californien har nemlig samlet en række eksempler på, at pukkelhvaler sender bobleringe - lidt ligesom røgringe i luften - op, når de møder mennesker på havet, som de er venligt stemte overfor.
Det skriver forskningsgruppen SETI Institute, der normalt kendes som 'alien-jægere', som søger at finde bevis for intelligent liv uden for Jorden, i en pressemeddelelse.
"Pukkelhvaler lever i komplekse samfund, er akustisk forskellige, bruger bobleværktøjer og hjælper andre arter, der bliver antastet af rovdyr," siger Fred Sharpe, der forsker i dyreadfærd hos SETI Institute, ifølge pressemeddelelsen.
"Nu kan vi vise, at de puster bobleringe i vores retning, tilsyneladende i et forsøg på interagere med os på en legende måde, se vores reaktion og indlede en form for kommunikation."
I det nye studie forklarer forskerne, at pukkelhvaler i forvejen bruger bobleringene som signaler, når hannerne for eksempel vil kurtisere hunner.
Og så har forskerne i øvrigt en speciel grund til at studere hvalernes kommunikation.
For som vi kender fra andre science fiction-fortællinger såsom 'Nærkontakt af tredje grad' og 'Arrival', kommunikerer rumvæsner tit med os på alternative måder - i de nævnte eksempler med henholdsvis musik og blækringe.
Det kan også være tilfældet med de livsformer, vi leder efter i det store univers, påpeger forskerne fra SETI Institute, hvis erklærede mål er at søge efter intelligent liv i rummet.
Derfor vil det gavne os at blive klogere på alternative former for kommunikation mellem arterne på vores egen blå planet, mener forskerne.