I uddannelsesbekendtgørelsen for træfagenes byggeuddannelse, Murer, samt Anlægsstruktør, Bygningsstruktør og Brolægger, står der at eleverne på grundforløbet skal kunne: ”Referere de væsentligste regler for sortering og bortskaffelse af affald, herunder have kendskab til affaldshierarkiet og processer for affaldsforebyggelse, forberedelse til genbrug, genanvendelse og bortskaffelse.”
Læser man bekendtgørelsen for hovedforløbet – indenfor samme fag – så står der desuden at: ”Lærlingen kan indgå i generelle drøftelser om og udføre bæredygtigt byggeri, der inddrager valg af konstruktioner, byggematerialer, vedligeholdelse og drift samt potentialet for genbrug og genanvendelse ud fra et livscyklusperspektiv.”
Men genbrug og genanvendelse af byggematerialer er samtidig en kæmpe udfordring for byggebranchen. Faktisk er det kun omkring 4 pct. af alle byggematerialer i Danmark som genbruges eller genanvendes i øjeblikket, hvilket endda er under det globale gennemsnit, som ligger på omkring 7,4 pct – og for at det ikke er nok har den danske byggebranche samtidig øget sit materialeforbrug med 50 pct. siden 2010. Så der er i høj grad brug for at alle aktører i byggebranchen, og herunder erhvervsuddannelserne, begynder at arbejde målrettet med genbrug og genanvendelse af byggematerialer.
Men hvordan får man egentligt gang i en snak om cirkulært byggeri ude i klasselokalet? Et sted at starte kan f.eks. være at se på de nye krav til selektiv nedrivning, og i den forbindelse kravet om at der skal udføres en såkaldt ’ressourcekortlægning’.
Podcasten er produceret af Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed. Interview, optagelse og redigering er foretaget af Bjørk Andersen. Gæst i denne episode er Nina Kock Ørvad, projektchef i Værdibyg.
Links:
https://www.uvm.dk/erhvervsuddannelser/love-regler-og-aftaler/love-og-uddannelsesbekendtgoerelser/uddannelsesbekendtgoerelser https://mst.dk/publikationer/2018/april/ressourcekortlaegning-af-bygninger https://vaerdibyg.dk/vejledning/ressourcekortlaegning/
https://vaerdibyg.dk/byggeprocessen-skal-vendes-paa-hovedet-hvis-vi-skal-genbruge-flere-materialer/