Episode nummer 24

Titel: SLUT

Hvor du blandt andet kan høre:

- om alt for stærk orangeade, der sved i maven og var tyk som grødis
- om græsset på græsplænen, der stod som knappenåle med glasklare hoveder af dug
- om astronauterne, der dansede i månestøvet

Moren havde krydset de universelle koordinater og på den måde ubevidst udfordret – ja - var det tilfældet, var det skæbnen, jeg ved det ikke.

Lars havde fået en viden, men kunne ikke bruge den til noget, tværtimod, forvirrede den ham bare, så han var nærmest forvirrende vidende.
Faren vidste ikke noget eller gjorde han, jeg ved det ikke.
Marken var forsvundet.
Men den kunne vækkes til live.
Duften af en nulret vild plante, lyden af frihed på en sommerblå himmel og smagen af små, vilde jordbær fra hemmelige steder.

Intet var som før, det gamle forsvandt, og det var der ikke noget nyt i.

Moren og faren var igen begyndt at gå ture på Fælleden.
Næsten som i deres unge dage, i hånd, mest i tavshed.
Hvis der lå lige så meget forude som altid, så gik de det måske i møde.

Moren var forvirret og usikker på sine følelser, men var alligevel glad, når hun mærkede mandens arm om sine hofter. Først, da kærligheden var forsvundet, gav det mening at lede efter den igen, men hun havde jo også fundet noget, hvor hun ikke havde ledt. Kunne én som Smilet igen dukke op?
Hun vidste det ikke – måske.

Kunne kærligheden rumme alt?
De gik tæt sammen. Den smalle sti krævede det, men de havde nok gjort det alligevel. Græsset var så højt på begge sider, at de kunne trække håndfulde af frø af, mens de gik, mærke dem i hånden og sprede dem.
Tilsyneladende på må og få flakkede sommerfugle gennem luften, mens alle vækster omkring dem præcis afgav den duft, som var deres bidrag.

Episode nummer 23

Har I ingen piger der, hvor du kommer fra?

Hvor du blandt andet kan høre om:

- ispapiret flaksede kluntet afsted, som en fugleunge, der lige havde forladt reden
- må man se en ilde tilredt død ved det sidste farvel?
- de sidste skal blive de første

Inden jeg fortæller om Lars, der måske endelig finder Siw, vil jeg tage fat i udtrykket de sidste skal blive de første.
Hvis du ikke har lyttet til andre episoder af ”Romkugle-folket” tidligere, vil de sidste blive de første. De sidste to, nemlig denne og den allersidste, som bliver episode nummer 24, altså ligesom juleaften. Der bliver sendt søndag den 12. januar 12.25.
De sidste kan på den måde blive en begyndelse.
Jeg kommer til at tænke på Jesus mærkværdige ord om, at de sidste skal blive de første – hvad betyder det? Jeg gør det så kort, som overhovedet muligt.

Jesus sagde: Himmerriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Daglønnen var en denar.
På den 3. time ansatte han flere.
På den 6. time og 9. time gjorde vingårdsejeren det samme, nemlig ansatte arbejdere.
På den 11. time ansatte han de sidste, der havde stået ledige hele dagen.
Da det blev aften uddelte han løn på den måde, at han begyndte med de sidste og sluttede med de første – og alle fik en denar.
De, der havde arbejdet hele dagen, beklagede sig over, at de, der kun havde arbejdet én time fik det samme i løn.
Men ejeren sagde til dem:
Jeg gør jer ikke uret, blev vi ikke enige om 1 denar?
Har jeg ikke ret til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit?
Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?
Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.

Tja. Giver det mening? Er der ikke noget med, at man skal yde før man kan nyde?
Er det forskellen på kommunisme og kapitalisme? Skal det ikke kunne betale sig at yde noget ekstra?
Eller er skal de bredeste skuldre ikke bære de tungeste byrder?
Kan de efterladte tillade sig at være utilfredse, hvis den afdøde også tilgodeser én eller anden frivillig organisation? Dyrenes beskyttelse eller Arbejdsløse julemænd?
Det afføder for mange spørgsmål det her.
Jeg vil nøjes med at sige, at Jesus ord hentyder til en situation, hvor der bliver vendt op og ned på tingene – sådan som Himmerriget er udtryk for.

Og hvem var det, der sagde, at vi ikke fik noget med herfra, sagde manden, der veltilfreds sad på en sky og talte sine penge.

Episode nummer 22

”I min mands pung fandt jeg dit telefonnummer”

Hvor du blandt andet kan høre:

- mødet mellem Smilets kone og Lars´ mor
- og selvfølgelig skulle hun ikke med til begravelsen
- havde Lars´far kørt Smilet ned med vilje?

Kvinden satte koppen igen.

”Min mand er lige død, ja, det er meget trist,” sagde hun, da hun så morens reaktion, ”det er tre dage siden, og vi - ja, jeg har også en datter, vi prøver at overleve, men indrømmet, det er meget svært i øjeblikket.”

”Det er jeg ked af på jeres vegne.”

”Pænt af dig at sige det, men det skal du ikke bekymre dig om, nej, nu skal du høre, jeg rydder lidt op i nogle papirer i øjeblikket, og i min mands pung fandt jeg dit telefonnummer.”

Moren så forskrækket på kvinden.

”Min mand kunne godt lide kvinder, jeg ved ikke, om han var klar over, at jeg i flere år har vidst det, men det har jeg altså.
Han havde mange affærer, og jeg tror, at du var én af dem.”

Episode nummer 21

Den mystiske kvinde

Hvor du bl.a. kan høre:

- at det ikke er rart at få tidligt fri, når årsagen er, at man har kørt en mand ihjel
- om gule monstre, der buldrede rundt og høvlede alt af.
- og om en mystisk telefonopringning

Næste dag blev Lars vækket af motorlarm.
Over havens hæk steg sort røg lodret op flere steder i samme rytme, som der blev gasset op.

Straks buldrede gule monstre rundt og høvlede alt af.
Saftige, grønne græsruller blev løsnet og trillede foran den meterbrede skovl og blev efterfølgende samlet i store jordbunker med strittende grene som arme, der forgæves prøvede at undslippe katastrofen.

Sjælen var undsluppet.
Allerede, da det uundgåelige var en kendsgerning, havde den forladt området og efterladt det goldt.

Hele dagen sad udtryksløse ansigter og hev og sled i håndtag bag beskidte ruder.

Tung udstødningsos blev ustandselig afleveret lodret op fra blanke rør, mens lygter sad højt på køleren og lurede som øjnene på et krybdyr.
Ved fyraften drejede betalte håndlangere nøglen om og forlod stedet uden at se sig tilbage.

Episode nummer 20

Smilet dør

Hvor du bl.a. kan høre:

- hvordan den nye Düsseldorf – den nye sporvogn gled gennem gaderne
- hvorfor det er vigtigt at snøre sine snørebånd
- hvordan smerten i dødsøjeblikket bliver udløst i svævende blå
Hvad sker der, når sådan noget sker?
Er der noget med luftens koordinater?
Luftens koordinater, der finder hinanden i en skæbnesvanger kombination?
Er der system i det?
Måske – og måske i en stemning som her:

Koordinater knitrede, og skygger ledte efter genforening med lyset.
Alt var som altid.
Men betingelserne for uheldig krydskoordination var på forhånd givet.
Regler lå fast, og ingen kendte dem.
Kun brudstykker var synlige, var tilgængelige, men de gav ingen mening.
Det trak stadig gennem bløde huller i Intet - det Intet, der adskilte tiderne.
Som huller i luftig cellofan.
Pluff!
Der var en lyd, men ingen tillagde lyden noget.

Og Smilet blev selvfølgelig begravet.

Sorgen bandt de sørgende sammen, da højtideligheden omkring den døde krop blev afsunget og lukket med alvorlige ord.
Med tiden skyllede tårer sorgen bort og efterlod tomhed, som fyldte alt og forhindrede, at andet fik plads.

Smilet var blevet til en tåre i øjenkrogen, en trykken i brystkassen og et smilende fotografi på væggen.
Han var andetsteds.
I dødsøjeblikket havde Smilet oplevet en voldsom smerte blive forvandlet til svævende velvære i blåt.
Han havde lyst til at forlade livet og blev nænsomt draget mod den uimodståelige, stille og lydløse blå.

Der var naturligvis blevet ryddet op efter ulykken.
Som når naturen rydder op efter et dødt dyr i vejkanten.
Den tilkaldte læge kunne hurtigt konstatere, at tiden ikke var en afgørende faktor, og han beordrede, at et sidste farvel for de efterladte skulle ske med lukket kiste.
Oprydningsholdet arbejdede systematisk og sluttede med at spule ned i kloakken.

Episode nummer 19

Tårnspringerens død

Hvor du blandt andet kan høre:

- om en konfirmationsfest med kompromis
- om en konfirmationsfest med vold
- om tårnspringeren, der hængte sine underbukser til tørre – og det hedder hængte – det er først, når de hænger der, det hedder hang til tørre
...
Der skulle tårnspringeren op.

"Adræt trippede han op i voldsom fart, stoppede nogle gange undervejs og så ned på sit publikum, og så længere op af stigen, der blev smallere og smallere, men til sidst nåede han helt op til en meget lille platform.
Her stod han et øjeblik og genvandt sin almindelige vejrtrækning.
Tårnspringeren var halvgammel, havde Lars set, og lignede bestemt ikke ham på alle plakaterne, der havde hængt i lygtepælene i flere uger.
Tårnspringeren havde begyndende måne og topmave i sit supermandslignende kostume.

Pludselig blev vandet i det cirkelrunde bassin, som tårnspringeren skulle lande i, forvandlet til et flammehav, mens publikum gispede højlydt.
Nu holdt alle vejret og så op - kun tårnspringeren så ned - løftede armene mod himlen for derefter at kaste sig ud på hovedet - slog to saltomortaler i luften og forsvandt med et gigantisk plask i det brændende vand.

Og så skete der ikke mere.
Alle stillede sig på tær og så forskrækket på sidemanden. Havde vandet ikke været dybt nok alligevel?"

Episode nummer 18

In-A-Gadda-Da-Vida

Hvor du blandt andet kan høre:

- om Lars´ øjne virkelig var trillet ud af hovedet
- og kan skæve tænder være charmerende
- og kan pandehår virkelig danse

Og nu skulle han passe på, at han ikke kom til vrøvle om billederne fra tøjkataloget, det ville være for pinligt.
I stedet fortalte han kort, syntes Lars i hvert fald selv, om deres fælles besøg på borgen, men han fortalte med en detaljerigdom, der tydeligvis imponerede pigen og Jens.
Mens Lars fortalte, smilede pigen og afslørede en række hvide tænder, hvor to af dem tydeligvis sad skævt.

Når hun smilede formede læberne sig til en smuk geometrisk figur, som ingen matematiklærer nogensinde ville fortælle om.
Hele hendes ansigt var i det hele taget modelleret af former, som burde være obligatorisk stof, men formlerne ville nok være for komplicerede for selv de dygtigste.

”Hold da op, du har da set noget,” mente én af de to andre piger, som stod med en cigaret i hånden.
…

Episode nummer 17

Er du god til at gennemskue en løgn?

Hvor du bl.a. kan høre:

- Smilet lyver
- Moren ved det næsten godt
- Bliver løgnen afsløret?

Sidste gang fortalte jeg om Lars, der var på lejrskole med sin klasse og på en ekskursion til en eller anden bygning – måske var det en slags borg – læreren fortalte ikke noget – han ville bare have ro – men pludselig kom en anden klasse også forbi – og så så Lars noget, der helt tog vejret fra ham – og det svimlede for hans øjne.

Hvad det var, Lars så, vil jeg ikke fortælle noget om i dag, men jeg har da en idé om det, men det bliver først næste gang.

I dag vil jeg fortælle om mødet mellem Lars´ mor og manden, som jeg har besluttet at kalde for Smilet.

"Fra den første boblende slurk til det sidste suk gik det hurtigt – alt for hurtigt – alt for forkert – men også rart.
Bagefter lå de på ryggen og så op mod de højder, hvor de for kort tid siden havde været.
Gardinet pustede sig let op, luftede med duvende bevægelser som et stort dyr under vand og lagde sig lodret tilbage igen.
En støvtråd løsnede sig fra lysekronen og dalede i slow motion, mens boblerne i glassene fortsatte deres selvmorderiske opstigning mod overfladen.

Afslappede smil blev sendt tværs over ingenmandsland fra deres to puder."

Episode nummer 16

Din lejrskoletur

Hvor du blandt andet kan høre om:

- forskellen på en god og dårlig lærer
- og eleverne aner ikke, hvorfor de skal se lige den bygning
- "Forældreforkert"

Forældreforkert

Vi har gjort alt for dig
Vi har forkælet
Fordelt
Fordybet
Foreviget
Forgudet
Forgyldt
Forherliget
Fornøjet
Forstået
Forsørget ...forgæves

For du siger, vi har
Formørket
Forhindret
Forlangt
Forsømt
Forurettet
Forulempet
Forværret
Formået ... for lidt

De har gjort alt - forkert for dig
siger du
og låner bilen

Episode 15

”Her sidder jeg og skriver, mens bulldozeren river Vejen op”

Hvor du bl.a. kan høre:
- at hullerne i Vejen bliver brugt til at fylde op på lossepladsen
- om skyggen fra Hiroshima, der stadig sidder og venter
- og om seksdrageskrigen i 1967 med Syrien, Jordan, Egypten og Israel
- og hvem skal man egentlig holde med, tænker Lars

Lars´ skygge var der stadig.
Overalt på marken fandtes den – den havde brændt sig fast, som skyggen fra Hiroshima.
Den berømte skygge fra Hiroshima. Her havde en ventende mand siddet på en trappe, da bomben sprang. Og lysglimtet fik manden til at kaste skygge, der fik skyggeområdet til at være lidt køligere end varmen fra området omkring skyggen. Og det er lige så uforståeligt, som det er sandt.
Tænk sig at blive til en skygge.
Manden sidder den dag i dag stadig og venter på trappen i sin egen skygge.

Lars var ved at forlade de år, der senere ville blive husket for det glemte. Men samtidig husket, fordi det gode voksede sig selv over hovedet, fordi alt skete for første gang.
Lars var på vej, men han blev forsinket af sin egen evne til at se flere forgreninger frem.
Lykkelig er den, der blot kaster blikket til næste hjørne! Måske lykkelig uvidende, men dog lykkelig.

Men han var ved at finde ud af det og var også snart den, der var skredet – akkurat som som skriget, der var skreget.
For hans koordinater knitrede, og det kunne være et godt tegn.