Nu er det europæiske rumobservatorium Gaia omsider kommet på pension.

Det har aldrig været så kendt som Hubble eller James Webb, og det er egentlig synd, for de observationer, Gaia har foretaget, har været mindst lige så vigtige som dem, der er foretaget af de to mere berømte observatorier.

Gaia har koncentreret sig om Mælkevejens stjerner og ikke om fjerne galakser, og de resultater, der allerede nu er kommet, har vist, at det har været en god plan.

Vi har fået en ny viden om Mælkevejens historie, og hvorfor Mælkevejen tilsyneladende er 'skæv', og målingerne er endda blevet brugt til at fremsætte en teori om, at supernovaer har været årsag til nogle af de fem store masseudryddelser af det meste liv på Jorden.

Alt dette er sket, uden at Gaia har taget et eneste flot billede af Mælkevejen. Til gengæld har den fyldt computere her på Jorden med enorme mængder data, som man stadig er ved at grave sig igennem - og man regner ikke med at være færdig før omkring 2030.

Hver gang, Gaia har observeret en stjerne, har den i stedet for billeder foretaget tre målinger, nemlig:

Præcis måling af stjernens position på himlen

Hvor hurtigt stjernen bevæger sig hen mod os eller bort fra os (radialhastigheden)

Hvor meget lys stjernen udsender i forskellige bølgelængdeområder

Disse målinger er gemt på store computere, som har brugt de indsamlede data til at beregne stjernens afstand, samt hvor hurtigt og hvordan den bevæger sig i Mælkevejen.

Resultatet af beregningerne ender så i store stjernekataloger, som er uhyre vigtige for forskningen, simpelthen fordi de har en kvalitet, der er langt bedre, end vi kan opnå ved observationer her fra Jorden.

Gaia har leveret data, der viser, hvordan vores Mælkevej langsomt er blevet opbygget ved at opsluge mindre galakser. Det er sket i samarbejde med astronomer her på Jorden, hvor man har kombineret målinger her fra Jorden med data fra Gaia, som har leveret præcise målinger af afstande og bevægelse af de stjerner, astronomerne har observeret.

Resultatet er, at man nu kender 12 såkaldte 'stjernestrømme', der er samlinger af stjerner, som alle bevæger sig på samme måde rundt om Mælkevejens centrum. At banerne er næsten ens, er et tydeligt tegn på, at stjernestrømmen stammer fra en opslugt dværggalakse.

Kortlægning af stjernestrømme er en af grundpillerne i det, man kunne kalde for 'galaktisk arkæologi', hvor man søger at danne et billede af Mælkevejens udvikling gennem måske 13 milliarder år.

Galaktisk arkæologi kan afsløre detaljerne i denne proces, for eksempel om vores galakse har opslugt grupper af galakser på én gang.

Gaias bidrag til studiet af stjernestrømme begyndte allerede et par år efter Gaias opsendelse i 2013. Man havde indsamlet data for syv millioner stjerner. Det viste sig hurtigt, at 30.000 af disse stjerner bevægede sig gennem rummet på en meget speciel måde, nemlig i modsat retning rundt om Mælkevejens centrum end alle andre stjerner.

Og ikke nok med det: Deres baner var ikke næsten cirkulære som normalt, men meget aflange.

Det endelige gennembrud kom, da man ud fra en computersimulation af et galaksesammenstød kunne se, at resultatet ville blive en strøm af stjerner, nøjagtigt som Gaia havde observeret.

Den galakse, som for milliarder af år siden var stødt ind i vores langt større Mælkevej, er for længst gået i opløsning - og tilbage er nu kun strømme af stjerner i mærkelige baner i Mælkevejen.

Den nu forsvundne galakse har fået navnet Gaia-Enceladus, og den har været ganske stor, måske 1/10 af Mælkevejens nuværende størrelse. Men da sammenstødet skete, var vores Mælkevej meget mindre end nu, så størrelsesforholdet har nok været, at Mælkevejen dengang kun var fire gange større end Gaia-Enceladus.

Vi forestiller os altid Mælkevejen som en flad skive, men det er ikke helt sandt. For omkring 70 år siden opdagede man, at skiven var lidt skæv. Den bøjede lidt 'nedad' i den ene side og lidt 'opad' i den anden side. Det kunne man dengang ikke forklare, men nu har Gaia kastet nyt lys over mysteri...