En dansk opsendelse af en rumraket bliver måske virkelighed i 2026.
Det sker, efter at den europæiske rumfartsorganisation ESA har valgt at støtte virksomheden EuroSpaceport økonomisk, skriver DR.
Raketten er 11 meter lang, vejer et ton og skal affyres ud for Esbjergs kyst. Med nyheden om ESA's støtte kan virksomheden nu begynde at søge tilladelser til opsendelsen.
Raketten er blevet testet ved lavere højder i Polen og forventes at kunne flyve og navigere sikkert, siger virksomheden.
Det er en god idé at teste havet som affyringssted, så man i fremtiden kan sende flere satellitter fra Europa ud i rummet, mener John Leif Jørgensen fra DTU Space:
"Det gør det jo muligt at sende raketter op fra relativt befolkede områder, uden det er farligt," siger professoren til DR.