Hader du også, at øjnene løber i vand, når du skærer løg? Så er der gode råd at hente.
En ny undersøgelse viser nemlig, at måden du skærer løg på, faktisk kan mindske, hvor meget de får dig til at græde.
Det skriver Cornell University i en pressemeddelelse.
Forskere fra det amerikanske universitet har ved hjælp af højhastighedskameraer vist, hvordan løg udsender små dråber, når de skæres - og at de dråber kan spredes over en halv meter med en hastighed på op til 40 meter i sekundet.
Det sker, når trykket mellem løgets lag frigives, idet kniven bryder den ydre skal.
Dråberne indeholder de svovlforbindelser, der danner den tårefremkaldende væske propanetial-S-oxid.
Forskerne opdagede, at hastigheden på dråberne er langt højere end selve knivens bevægelse. Professionelle kokke, der blev filmet under forsøget, skar med en hastighed på omkring 1 meter i sekundet, mens dråberne bevægede sig op til 40 gange hurtigere.
Studiet viser altså, at knivens skarphed og skæreteknik har betydning for, hvor meget løget sprøjter.
En slebet kniv og langsomme snit kan mindske mængden af dråber, mens et tyndt lag olie på løget også kan dæmpe effekten.
Forskerne peger desuden på, at resultaterne kan være relevante for fødevaresikkerheden. Da løg kan bære bakterier som E.coli, kan de hurtigt bevægende dråber potentielt sprede disse bakterier i et køkken.
I videoen herunder kan du se, hvordan dråberne spreder sig eksplosivt, når kniven skærer sig vej ned igennem et løg.