Forestil dig, at du begynder at klø, svie, hæve op eller endda får svært ved at trække vejret ganske kort efter sex. For et lille, men stigende antal kvinder er det ikke bare en prekær situation. Det er en reel medicinsk tilstand.
Lidelsen, som kaldes overfølsomhed over for sædplasma eller SPH ('human seminal plasma hypersensitivity'), er en allergisk reaktion over for sæd.
Denne sjældne, men ofte oversete allergi skyldes ikke selve sædcellerne, men proteinerne i sædplasmaet, som er den væske, sædcellerne befinder sig i .
Tilstanden blev første gang dokumenteret i 1967, da en kvinde blev indlagt efter en 'voldsom allergisk reaktion' i forbindelse med sex.
I dag betragtes SPH som en type 1-overfølsomhed - i samme kategori som høfeber, peanutallergi og allergi over for de proteiner, der findes i kattens hudceller (skæl).
Symptomerne spænder fra milde til alvorlige. En del kvinder oplever lokale reaktioner: svie, kløe, rødme og hævelse i vulva eller vagina.
Andre får symptomer i hele kroppen: nældefeber, hvæsende vejrtrækning, svimmelhed, løbende næse og endda anafylaktisk chok, som er en potentielt livstruende immunreaktion.
Indtil 1997 mente man, at SPH ramte færre end 100 kvinder på verdensplan, men et studie ledet af allergilægen Jonathan Bernstein viser, at næsten 12 procent kvinder, der rapporterede symptomer efter samleje, sandsynligvis havde SPH.
Jeg lavede selv et mindre, upubliceret studie i 2013, hvor jeg fandt en tilsvarende forekomst på 12 procent.
Det reelle tal er dog muligvis endnu højere. Mange tilfælde bliver aldrig rapporteret, bliver fejldiagnosticeret eller afvist som kønssygdomme, svampeinfektioner eller generel 'sensitivitet'.
Ét afslørende tegn er dog, at symptomerne forsvinder, når der bruges kondom. Et studie fra 2024, som bekræfter dette fund, peger på, at SPH både er mere udbredt og oftere fejldiagnosticeret, end man tidligere har troet.
Det vigtigste allergen ser ud til at være et prostata-specifikt antigen (PSA), som er et protein, der findes i al sædplasma - ikke kun i en bestemt partners.
Med andre ord kan kvinder udvikle en reaktion på enhver mands sæd, ikke kun deres faste partners.
Der er også evidens for såkaldt kryds-reaktivitet. For eksempel ligner Can f 5, som er et protein i hundeskæl, strukturelt menneskelig PSA. Derfor kan kvinder med hundeallergi også opleve reaktioner på sæd.
I et usædvanligt tilfælde fik en kvinde med nøddeallergi nældefeber efter sex - sandsynligvis på grund af spor af nøddeproteiner i hendes partners sæd.
Diagnosen starter typisk med en grundig seksuel og medicinsk vurdering, efterfulgt af priktest med partnerens sæd eller blodprøver for PSA-specifikke antistoffer (IgE).
Min egen forskning blandt kvinder med symptomer har påvist, at test med vaskede sædceller (som er fri for sædplasma) kan bekræfte, at det allergisk udløsende stof ikke er selve sædcellerne, men proteinerne i sædvæsken.
Og det er ikke kun kvinder, som kan være allergiske over for sæd. Det er muligt, at en del mænd er allergiske over for deres egen sæd.
Denne tilstand, kendt som fænomenet 'post-orgasmic illness syndrome' (POIS) - eller post-orgasmisk syndrom, oversat til dansk - forårsager influenzalignende symptomer som træthed, hjernetåge og muskelsmerter umiddelbart efter udløsning.
Det menes at være en autoimmun eller allergisk reaktion. Diagnosen er vanskelig, men priktest med mandens egen sæd kan give en positiv reaktion.
Overfølsomhed over for sædplasma forårsager ikke direkte infertilitet, men kan gøre undfangelse mere kompliceret.
At undgå allergenet - som ellers er den mest effektive behandling ved allergi - er ikke en mulighed for par, der prøver at blive gravide.
Behandling er blandt andet:
forebyggende antihistaminer (antihistaminmedicin, der tages på forhånd før forventet kontakt med et allergen, eller før symptomer opstår, for at forhindre eller mindske alvoren af en allergisk reaktion)
antiinflammatorisk medicin
desensibilisering (mindske overfølsomheden) med fortyndet sædplasma
I me...