Det giver vel sig selv, at vi skal lytte til hinanden. Eller...?At lytte burde være noget af det nemmeste. Og det, der kræver mindst indsats. Vi kan ikke engang lukke ørerne, på samme måde som vi kan lukke øjeene.
Som jeg oplever det, er vi alligevel utrolig ringe til at lytte til hinanden. Og jeg kender det selv: Mens den anden taler, lytter jeg ikke rigtig efter, men bruger tiden på at forberede et modsvar. Og faktisk er jeg ikke så interesseret i, hvad den anden siger. For det kunne risikere at nuancere min egen holdning. Og det orker jeg ikke :-)
I arrangerede debatter bruges lytning oftest til netop at samle ammunition til at svare igen eller angribe den, der taler. Ikke til bare at lytte og blive klogere. Og forestil dig en politisk debat, hvor en deltager siger, at vedkommende gerne vil prøve at forstå den anden – kunne du tænke dig at fortælle mere? Nej, vel? Hvis det sker, ville ens tid som for eksempel ordfører for et område meget hurtigt ophøre. For det er slet ikke meningen, at du skal lytte interesseret!
Man kan tage kurser i lytning. Her lærer man at sidde eller stå rigtigt i forhold til den anden. Vi lærer det rigtige kropssprog. Vi lærer at have øjenkontakt, at nikke på udvalgte tidspunkter, at spejle den anden engang imellem for at vise, at man har forstået – måske ved en gentagelse eller en opsummering af det, den anden har sagt.
ELLER: Man kan bare lytte! For når vi virkelig lytter, sker det hele af sig selv: Vi står eller sidder rigtigt i forhold til andre. Vi har det rigtige kropssprog. Vi har naturlig øjenkontakt. Vi fanger os selv i at nikke på de helt rigtige tidspunkter. Vi spejler den anden – og så videre.
Men hvad er der i det for mig, hvis jeg skulle lytte til andre? Det er da bedre, at jeg selv taler!
Der er i hvert fald det gode i det, at den, der får lov at tale, ofte bliver meget begejstret. For hvornår har nogen sidst lyttet? Jeg talte engang med en ven et kvarters tid. Det vil sige, han ringede og var tynget af nogle problemer og frustrationer. Så jeg lyttede. Jeg sagde faktisk ikke et ord. Efter et kvarters tid sagde han: "Tak for den gode samtale. Det var virkelig godt at tale med dig". Jeg er meget sikker på, at det var længe siden, at nogen reelt havde lyttet til ham.