Jeg er gået i flashbackmode og lavet en lille fortælling om, hvordan jeg har holdt nytår de sidste 18 år. Nytårsaften er som regel en lidt uforudsigelig lort, der kommer snigende hvert efterår og gør, at jeg kan mærke uroen vokse, for hvad skal jeg dog finde på?

Hvert år til jul bliver jeg mindet om, at mit kærlighedsliv er gået i stå og det hjælper ikke ved at se en romantisk julefilm. Tiden føles nærmest som stillet tilbage, når jeg tager hjem og holder jul hos mine forældre.

Jeg er hoppet tilbage på Tinder og det er ikke et glædeligt gensyn. Det føles lidt som at være et træ lige inden der bliver råbt TIMBEEER.

Jeg er taget til singlejulefrokost, som er meget hyggeligt, men ikke noget der ændrer min singlestatus.

Jeg er taget til et singlebararrangement, men det bliver lidt svært at gøre sig til, når man føler sig lidt for tyk, har allergi i hele skærmen og vælger at farve sine øjenbryn med en ny farve på dagen.

Jeg er taget til speeddating, som jeg har været nogle gange før for mange år siden. Senere er jeg til et fyraftensarrangement, hvor jeg føler mig som den unge i selskabet.

Jeg er taget til et singlearrangement med 50 mennesker, hvor jeg møder en jeg synes er sød fyr, så jeg fik da mærket, at jeg ikke er helt død indeni.

Det er sensommer og jeg har kastet mig selv ind i 'find en kæreste' kampen igen. Men hvor skal jeg efterhånden lede? Jeg starter ud med en singlefestival, hvor jeg i den grad bliver ramt af virkeligheden.