Arkæologer er stødt på en sjælden og uberørt etruskisk grav i det centrale Italien.
Etruskerne var et gammelt folkeslag, der levede i det nordlige Italien fra år 800 f.v.t. til 300 f.v.t. Forskerne mener, det nye fund kan hjælpe os med at forstå de civilisationer, der levede før romerne.
Det skriver Baylor University i en pressemeddelelse.
Inde i etruskergraven ligger resterne fra fire individer på senge af sten. Ved siden af dem har man fundet mere end 100 artefakter, som omfatter keramikvaser, jernvåben og bronzeornamenter.
"Dette fuldstændig forseglede gravkammer afspejler et sjældent fund inden for etrusisk arkæologi," siger arkæolog Davide Zori i pressemeddelelsen.
Etruskergraven blev fundet ved det arkæologiske område San Giuliano, der ligger 70 kilometer nordvest for Rom. Selvom arkæologer har fundet flere etruskiske grave i området, er det unikt at finde en uberørt grav, som ikke var blevet plyndret, siger forskerne.
En tidlig analyse antyder, at de begravede individer kan være to par af en mand og en kvinde. Det endelige svar bliver dog først klart efter yderligere analyse.
Græske og romerske kilder viser, at etruskerne var et avanceret folk bestående af dygtige ingeniører, handels- og landmænd.
Med det nye fund har forskerne nu mulighed for at undersøge etruskernes tro og begravelsestraditioner.