Social angst (på Testrup Højskole) (18 min)
170110: Fra mit ophold til Tag&Læs på Testrup Højskole i januar 2017. På trods af min sociale angst kastede jeg mig ud i en række sociale situationer for at udvikle mig som menneske. Selvom det ikke gik helt som håbet, var jeg rigtig glad for at kæmpe med mig selv og angsten. I optagelsen her taler jeg også om personlig udvikling og nævner bogen "At vokse som voksen" af Ole Vadum Dahl. Den læste jeg med stor iver og til stor inspiration i den periode. Det handler om at kaste sig ud i livet. Overvinde sig selv. Være stærkere end man var i går. Eller blot for et øjeblik siden!
Lavt selvværd (føler mig overflødig) (8 min) - Begynder ca. 18:00
170111: En førstehåndsbeskrivelse til ugekurset Tag&Læs på Testrup Højskole i januar 2017. At deltage i kurset vækkede en masse ufrivillige, negative tanker og følelser: At føle mig overflødig, ikke være god nok, gennemsigtig. De andre til kurset var rigtig søde. Alligevel følte jeg en stor nervøsitet. Hvad synes de om mig? Er jeg overhovedet god nok. Lægger de overhovedet mærke til, hvis jeg ikke er der?
Som jeg nævner til sidst, besluttede jeg at tage til psykolog. Det kan varmt anbefales! Sammen med hende fik jeg talt om alle de her ting, og det lykkedes mig at få en god døgnrytme og et langt bedre forhold til mig selv, min sociale angst og de negative tanker. Først må det være mørkt før, det bliver lyst. Sådan var det her.
Social angst: At overvinde sig selv (7 min) - Begynder ca. 26:00
170113: I januar 2017 var jeg på ugekursus Testrup Højskole og deltog i Tag&Læs. Meningen med udflugten var at komme ud af min indre verden og tage på udflugt i virkeligheden. At blive udfordret socialt. Opleve noget nyt. Det var en stor oplevelse! Om torsdagen, dagen før afgang til de hjemlige rammer, optog jeg denne lille video om social angst, at tale med andre mennesker og at udfordre sig selv. I mange år trak jeg mig ind i mig selv og gik på afstand af andre mennesker. En oplevelse af, at andre ikke ved, om jeg findes eller ej. Et spøgelse i skolegården, på gaden, i livet. Derfor blev jeg rigtig glad, da Liv, en anden som deltog i ugekurset på Testrup, spurgte: ”Hvor blev du af?”, da jeg en dag først vågnede kl. 15 om eftermiddagen. At blive lagt mærke til, at man ikke er der. At blive set. At eksistere. Det gav mig mod på mere. At selvom det var svært for mig at være social, opdagede jeg, at jeg kan mere, end jeg tror. Det handler om at kaste sig selv ud på dybt vand og opdage, at man sagtens kan svømme! Ugekurset på Testrup Højskole blev startskuddet til, at jeg for første gang i mit liv fik et arbejde, genetablerede gamle venskaber, fik en normal døgnrytme og deltog mere i den virkelige verden. Jeg kan kun anbefale, at man bliver udfordret. Fordi ofte finder man ud af, at man kan mere, end man tror. Og det er det, jeg oplevede på Testrup Højskole i januar 2017.
Om angst (11 min) - Begynder ca. 33:00
171011: Man skal passe på med at indrette sig efter sin angst og depression. Så giver man dem bare de bedste betingelser til fortsat at eksistere. Man må totalt udslette sin angst og depression ved at vælge lyset, det gode og positive. Det er også godt at tale med andre, der ved, hvad man oplever, og gennem samtale finde ud af, hvad angsten prøver at gøre ved en, og udveksle erfaringer med, hvad man kan gøre anderledes for at bekæmpe sin angst og depression. Man må berolige sig selv. Tage mikrofonen ud af hånden på angsten og stille den nogle kritiske spørgsmål. Kan det nu også passe, at der er fare på færde? ... Det er der sjældent ... Man må tænke positive tanker. Have tillid til sig selv, andre mennesker og verden. Selvfølgelig er det nemmere sagt end gjort. Men man må prøve. Man må!