Share Soundvenue streamer
Share to email
Share to Facebook
Share to X
By Soundvenue
The podcast currently has 185 episodes available.
All good things must come to an end!
Efter tre år og over 150 programmer takker Soundvenue Streamer i denne uge af.
Filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich slukker mikrofonerne, men ikke før de siger et ordentligt farvel med deres anbefalinger af to af efterårets mest underholdende serier.
Den britiske hospitalsserie ’This Is Going to Hurt’ på HBO Max og Amazon Primes seriefortolkning af baseball-filmklassikeren ’A League of Their Own’ har begge fået 6 stjerner af Soundvenues anmeldere.
Og det kræver naturligvis en nærmere granskning fra de to værter, der især falder bagover over den ene, slet og ret mesterlige titel.
Hvilken serie kandiderer til en af årets absolut bedste? Kan ’Broad City’-skaberen Abbi Jacobsen omsætte en af 90’ernes mest elskede komedier til en seriesucces? Og hvorfor har Lise genset ’Skadestuen’?
Få svarene og tips til din næste store serieoplevelse i Soundvenue Streamers finale.
Tak, fordi I lyttede med!
Dragerne er landet!
Den første, med spænding ventede ’Game of Thrones’-spinoff, ’House of the Dragon’, har allerede slået streamingrekorder verden over, og selvfølgelig har filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich også ryddet pladen for at dedikere hele ugens program til serie-eventen.
For ja, ’House of the Dragon’ på HBO Max er på alle måder en af 2022’s helt store underholdningsevents – men er det også en god serie?
Og kan man se med, hvis man aldrig hoppede på ’Game of Thrones’-vognen?
Lise hører til sidstnævnte kategori af seere som går til dragerne med friske øjne, mens Jacob som ’Game of Thrones’-fan har de mere kritiske sammenligningsbriller på.
Værterne snakker verdensopbygning, fantasy-stereotyper og forfatter George R.R. Martins tætte involvering i projektet, der ikke nødvendigvis har været til seriens fordel i alle henseender.
Bliver ’House of the Dragon’ efterårets watercooler-serie, vi alle vil samles om?
Lyt med!
...And we’re back!
Efter en lang sommerpause er filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich tilbage ved mikrofonerne, og selvfølgelig skal der snakkes om serien, (næsten) alle så i ferien:
’Under the Banner of Heaven’ på Disney+, der med Andrew Garfield i spidsen fortæller historien om et virkeligt mord på en mormonkvinde i Utah i 1984.
Serien i syv afsnit er skabt af Dustin Lance (’Milk’) som selv er tidligere mormon, og er baseret på true crime-romanen af samme navn af John Krakauer fra 2003.
Ikke overraskende har ’Under the Banner of Heaven’ fået skarp kritik fra mormonkirken i USA, men dæmoniserer Lance sit tidligere miljø unødvendigt eller er det kirken, der desperat forsøger at udøve damage control?
Jacob og Lise diskuterer, og vender så snuderne mod HBO Max, hvor et af de mest besynderlige reality-serieeksperimenter har trukket både overskrifter, stor ros og dyb undren.
I ’The Rehersal’ vil komiker Nathan Fielder vil undersøge, om man kan metikuløst øve og planlægge sig igennem livets store udfordringer, men få ting går helt som forventet i serien, der sætter samtlige involverede såvel som seeren selv på en prøve.
På godt og ondt.
Der er stor splittelse i studiet om, hvorvidt ’The Rehersal’ er fascinerende underholdning eller komplet tidspilde, og kun én vært vil hænge på til den store finale.
Hvem mon? Og hvorfor?
Lyt med!
Endnu et halvt streamingår er gået, og der har været rigelig grund til at kippe med flagene efter seks måneder proppet til randen af stærke titler og ditto skuespilpræstationer.
Så hvad har gjort størst indtryk på filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich?
Det afslører værterne i denne sommer-special, hvor de kårer alt fra halvårets overraskelse til de mest fremtrædende tendenser, de bedste præstationer og den vildeste streamingoplevelse af dem alle.
Der kommer callbacks til favorittitler tidligere diskuteret i podcasten, men også shoutouts til oversete perler, der ikke fandt vej til de normale programmer.
Lyt med – og få masser af streaming-inspiration til din ferie.
Podcasten holder sommerfri de næste tre uger. Vi lyttes ved i august!
I denne uge har filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich kun én titel på programmet – men mere kan det også dårligt blive til, når der først skal snakkes både Emmy-nomineringer og hvorfor, Duffer-brødrene er så bange for at slå deres børnskuespillere ihjel (ja, sidstnævnte spørgsmål har genereret en vis kritik på Soundvenues Facebook).
Efter at have vendt de største Emmy-overraskelser aka. de vildeste udelukkelser, kaster Jacob og Lise sig over AppleTV+-serien ’Black Bird’ produceret af Dennis Lehane – forfatteren til ’Shutter Island’, ’Gone Baby Gone’ og ’Mystic River’, og medskaber af HBO’s mesterlige Stephen King-serie ’The Outsider’.
’Black Bird’ er semi-baseret på en virkelig historie, og følger narkosælgeren Jimmy (Taron Egerton), som indgår en aftale med FBI om at slippe for fængsel, hvis han kan sweet talke seriemorderen Larry (Paul Walter Hauser) til at afsløre, hvor han har begravet sine ofre.
Jimmy lader sig indlogere i et af USA’s mest notoriske fængsler, men uret tikker og Larry er noget nær umulig at blive klog på.
Altid gode Greg Kinnear spiller efterforskeren, som forsøger at rejse nok beviser til sikre, at Larry ikke løslades før tid, og serien emmer af klassiske ’True Detective’-vibes.
Så hvorfor var de to podcastværter var ikke lige hooked fra start?
Lyt med!
Sidste del af ’Stranger Things’ sæson 4 landede i fredags, så i denne uge har filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich ryddet alle andre emner af bordet for at diskutere det bedste og det værste i Duffer-brødrenes bombastiske finale.
Der lægges ud med en spoilerfri snak for alle dem, der endnu ikke har set finalen, hvorefter værterne åbner Pandoras æske. Naturligvis med en advarsel forinden.
Levede Elevens (Millie Bobby Brown) store opgør mod sjælefjenden Vecna (Jamie Campbell Bower) op til forventningerne?
Hvem bed i græsset forud for sæson 5?
Flirtede Robin med sig selv?
Og var Hoppers russiske plot ren trolling af både os og David Harbour?
Jacob og Lise vender (næsten) hver en sten i afsnit 8 og 9, der præsenterede en spilletid på over 4 timer – svarende til halvdelen af hele sæson 1!
Endnu en Marvel-superhelteserie på Disney+?
Orker man det?
Filmredaktør Jacob Ludvigsen er selverklæret Marvel-skeptiker, men filmskribent Lise Ulrich har alligevel fået ham til at se seneste skud på superheltestammen, ’Ms. Marvel’.
Kan serien om en muslimsk, pakistansk-amerikansk teenagepige i Jersey City ruske op i superheltefabrikken, eller går der ublu tokenism i forsøget på at diversificere Marvel Cinematic Universe på hidtil uset vis?
Jacob og Lise diskuterer, og vender dernæst snuderne mod DR og satireserien ’Orkesteret’.
’Den Korte Radioavis’-duoen Frederik Cilius og Rasmus Bruun spiller hovedrollerne som henholdsvis arrogant 2. klarinet i DR’s symfoniorkester, og den nye souschef, der hurtigt kommer i klemme mellem public service-højborgens store egoer.
Der er MeToo-satire, konfliktsky chefer og mobbekultur på dagsordenen – men kun den ene halvdel af podcasten lader sig charme.
Lyt med!
Hvis du fik valget mellem at afsone en fængselsdom i et almindeligt fængsel eller en højteknologisk bunker med lækker mad, ingen lås på døren og eget værelse, hvad ville du så vælge?
Det lyder måske som en no-brainer, men der er et ækelt twist – og det er dét twist, den mest sete Netflix-film lige nu handler om.
’Spiderhead’ er instrueret af Joseph Kosinski, som utroligt nok også er biografaktuel med ’Top Gun: Maverick’, og filmen har Chris Hemsworth og Miles Teller i hovedrollerne.
Der foregår mystiske eksperimenter i bunkeren, og ’Spiderhead’ har på papiret alle ambitioner om at være tæt beslægtet med ’Black Mirror’.
Men når den Charlie Brookers dystopiske antologiserie til sokkeholderne?
Filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich diskuterer, og vender derefter blikket mod det engelske, hvor BBC blænder op for spændingsserien ’Chloe’, der herhjemme kan ses på Amazon Prime Video.
Erin Doherty fra ’The Crown’ (hvor hun spiller prinsesse Anne) er Becky, som bliver besat af at finde ud af, hvorfor hendes tidligere barndomsveninde Chloe har begået selvmord.
Ganske vist har Becky og Chloe ikke haft kontakt i årevis, men Becky har ivrigt fulgt Chloes »perfekte liv« på Instagram. Og snart fristes hun til at svindle sig vej ind i Chloes inderste vennekreds.
2022 har stået i svindlerseriernes navn med ’Inventing Anna’, ’The Tinder Swindler’ og ’The Dropout’, så kan ’Chloe’ bringe noget nyt til bordet?
Lyt med!
Ville du melde dig til en live-udgave af ’Squid Games’ på Netflix?
Det spørgsmål lægger filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich med at stille, men bare rolig – det er ikke seriefænomenet fra sidste år, der er omdrejningspunktet i denne uge, hvor det i stedet handler om Apple TV+-filmen ’Cha Cha Real Smooth’ og den franske Disney+-serie ’Oussekine’.
’Cha Cha Real Smooth’ er skrevet og instrueret af 25-årige Cooper Raiff, som også spiller hovedrollen som Andrew:
En empatisk, charmerende dagdriver, som en dag falder for en ung singlemor med en autistisk teenagedatter.
Raiff spillefilmsdebuterede som instruktør som bare 23-årig, og ’Cha Cha Real Smooth’, som er hans anden film, fik glødende anmeldelser på Sundance-filmfestivalen sidste år.
Så er spørgsmålet bare, om de to Streamer-værter nu også er enige i, at den semiselvbiografiske dramedy danser sig lukt i hjertet (sorry).
Herefter går turen til Paris i 1980’erne i dramaserien ’Oussekine’ på Disney+, der udfolder de virkelige begivenheder omkring politidrabet på en ung, uskyldig studerende: Malik Oussekine.
Malik blev tævet ihjel på vej hjem fra en koncert i 1988, og serien følger hans families kamp for retfærdighed imod et politisk system, der for alt i verden ikke vil give politiet et dårligt ry. Og som er gennemsyret af racisme.
Lyt med, når Jacob og Lise vender Disney+’s første franske satsning.
Romcom ’Fire Island’ på Disney+ og slægtsserien ’Pachinko’ på Apple TV+.
To titler, der dårligt kunne være mere forskellige, både i genre og kvalitet.
Men som dog alligevel har ét, velkommet fællestræk, der tegner et lovende billede af, hvor diversificeret mainstream-streaming er blevet anno 2022.
Filmredaktør Jacob Ludvigsen og filmskribent Lise Ulrich kaster sig først over ’Fire Island’, der sælges som en fræk, banebrydende komedie med et rent LBGTQ-cast i et spin over Jane Austens ’Stolthed og fordom’
Fortællingen følger en flok venner på sommerferie, og der er lir og konfetti i luften på den eponyme Fire Island. Men fænger festen også podcastværterne?
Herefter skal det handle om ’Pachinko’, der i otte time-lange afsnit fortæller en gribende immigrationshistorie i blændede billeder. Det er lærerigt og følelsesladet – men (ugens andet store men!) går der historietime i den?
Lyt med!
The podcast currently has 185 episodes available.