Spækhuggere (Orcinus orca) fra Salishhavet i det nordlige Stillehav er for første gang blevet observeret i at bruge tang i deres 'skønhedsrutine', som de udfører på hinanden.
Det skriver ScienceAlert.
Opdagelsen vidner om gensidig hjælp hos spækhuggerne, men også om en bevidsthed og kultur, forskere aldrig før har set hos spækhuggere, lyder det fra forskerne bag opdagelsen.
"Vi fandt ud af, at spækhuggere (fra Salishhavet, red.) regelmæssigt bruger stykker af tang under sociale interaktioner, tilsyneladende som et redskab til at pleje hinanden," fortæller forsker i dyreadfærd Michael Weiss fra Center for Whale Research i USA til mediet.
"Det var utroligt spændende at opdage, at hvalerne ikke bare brugte, men også fremstillede værktøj, og at disse genstande blev brugt, på en måde der aldrig før var rapporteret hos havpattedyr," fortsætter han.
Syv gange blev spækhuggerne nemlig set knække enderne af en tangtypen 'Bullwhip Kelp' (Nereocystis luetkeana) og derefter presse og rulle stilken frem og tilbage mellem deres kroppe, mens de svømmede i længere perioder.
Forskerne ved ikke, hvorfor spækhuggerne gør dette, selvom de dog har et bud:
Nogle hvalarter kan lide at svømme gennem store samlinger af tang, hvilket kaldes 'kelping'. Det hjælper dem nemlig med at holde huden sund ved at fjerne døde celler og eventuelle paracitter.
Men "det ser bestemt ud til at være en social aktivitet," forklarer forskeren.
"Jeg har også mistanke om, at de er i stand til målrettet at ramme specifikke områder mere præcist og udøve større pres, end hvis de bare svømmede gennem tang på egen hånd," uddyber han.
Michael Weiss og hans hold mener, at denne form for kelping kan være en unik kulturel adfærd for spækhuggerpopulationen i Salishhavet.