STILLADS - Matematik- og naturfagsdidaktik

STILLADS - Matematik- og naturfagsdidaktik

Download on the App Store

STILLADS - Matematik- og naturfagsdidaktik episodes

  • Ny viden: Hvordan bliver forskning til undervisning?

    Hvordan bliver ny viden til undervisning?

    Det spørgsmål står lærere og lærerstuderende ofte med, når de møder ny forskning, nye faglige dagsordener eller nye emner, som skal ind i klasseværelset.

    Men ny viden kan sjældent flyttes direkte ind i undervisningen. Den skal vælges ud, omformes og gøres meningsfuld for eleverne. Og undervejs kan noget ske: Den nye viden kan ende som et kort oplæg i starten. Den kan blive presset ind i gamle aktiviteter. Eller den kan faktisk ændre det, eleverne skal undersøge og arbejde med.

    I denne episode af Stillads taler vi med Helle Kruse Krossá om, hvordan lærerstuderende arbejder med at omsætte forskningsbaseret viden til naturfagsundervisning.

    Vi følger blandt andet en gruppe fysik/kemi-studerende, der hører en fødevareforsker fortælle, at hvis alternative fødevarer skal ændre vores madvaner, er det ikke nok, at de er sunde eller bæredygtige. De skal også smage godt.

    Det bliver starten på en undervisningsaktivitet, hvor elever skal undersøge, om tang kan tilberedes, så det minder om bacon.

    Hvordan går man fra forskningspointe til elevaktivitet? Hvordan undgår man, at en god aktivitet sluger den faglige pointe? Og hvad kan lærere gøre, når de vil have ny viden ind i undervisningen uden at den bare bliver et oplæg i starten?

    Læs forskningsartiklen, episoden bygger på, her:
    https://tidsskrift.dk/mona/article/view/166714

    Gæst: Helle Kruse Krossá, lektor på læreruddannelsen i Odense, UCL
    Vært: Magnus Krabbe-Raun
    Redaktion: Magnus Boye, Mads Christian Heede, Lukas Bjerg
    Produktion: Kontekst & lyd


    26 min
  • Hvorfor er det så svært at regne med brøker?

    Hvad kan et forkert svar fortælle os?

    Når elever regner med brøker, kan det hurtigt gå galt. De kan lægge tæller sammen med tæller og nævner sammen med nævner. De kan tro, at 1/4 er større end 1/3, fordi 4 er større end 3. Eller de kan svare forkert på en tilsyneladende enkel opgave som: Hvad er 2 divideret med en halv?

    Men fejlsvarene er ikke bare fejl. De kan være spor.

    I denne episode af Stillads taler vi med Pernille Ladegaard Pedersen om, hvad elevers fejlsvar i brøkregning kan fortælle om deres talforståelse. Sammen med Christian Gregersen Brix og Bent Sortkær har hun analyseret fejlsvar fra folkeskolens prøve i matematik uden hjælpemidler i 9. klasse.

    Analysen viser, at mange elever ikke ser brøken som én samlet størrelse. I stedet behandler de tæller og nævner som to adskilte tal. Forskerne kalder det en fragmentbaseret metode.

    Hvorfor er brøker så svære? Hvad sker der, når elever overfører logikker fra hele tal til brøker? Og hvordan kan lærere bruge fejlsvar som en vej ind i elevernes forståelse i stedet for bare at rette dem som forkerte?

    Læs forskningsartiklen, episoden bygger på, her: https://tidsskrift.dk/mona/article/view/168768

    Gæst: Pernille Ladegaard Pedersen, lektor på læreruddannelsen i Aarhus, VIA University College
    Vært: Magnus Krabbe-Raun
    Redaktion: Magnus Boye, Mads Christian Heede, Lukas Bjerg
    Produktion: Kontekst & lyd

    25 min
  • Æstetik i naturfag: Hvordan fremmer vi omsorg for naturen?

    Hvad får mennesker til at passe på naturen?

    Mange vil svare viden. Hvis vi bare lærer nok om klimakrise, biodiversitet og bæredygtighed, vil vi også handle derefter.

     Men ifølge Henrik Zinkernagel er det ikke hele svaret. Viden er vigtig, men den får ikke nødvendigvis elever til at handle. Hvis naturfagsundervisningen skal skabe omsorg for naturen, må den også vække elevernes forundring, sansning og oplevelse af, at naturen er noget, vi er forbundet med.

    I denne episode af Stillads undersøger vi, hvordan æstetiske oplevelser som forundring, fascination og skønhed kan skabe en stærkere forbindelse til naturen. 

    Vi taler blandt andet om fuglesang, astronauters blik på Jorden fra rummet og den bemærkelsesværdige historie om pukkelhvalernes sang, som var med til at ændre den måde, mennesker så på hvaler.

    Hvordan kan naturfagsundervisning skabe mere end viden? Hvad vil det sige at arbejde med æstetiske læreprocesser? Og kan forundring være en vej til omsorg for naturen?

    Læs forskningsartiklen, episoden bygger på, her:
    https://tidsskrift.dk/mona/article/view/141892

    Gæst: Henrik Zinkernagel, Granada Universitet, Spanien
    Vært: Magnus Krabbe-Raun
    Redaktion: Magnus Boye, Mads Christian Heede, Lukas Bjerg
    Produktion: Kontekst & lyd

    29 min
  • Læringsspor: At gå fra at lære til at forstå at løse ligninger

    Hvordan lærer elever egentlig at løse ligninger?

    Mange elever lærer at følge en metode. Flytte tal. Skifte fortegn. Isolere x.

    Men det betyder ikke nødvendigvis, at de forstår, hvad de gør.

    I denne episode af Stillads dykker vi ned i begrebet læringsspor – en måde at beskrive, hvordan elever udvikler forståelse i matematik. Ikke bare hvad de skal lære, men hvordan de bevæger sig derhen.

    Sammen med Charlotte Krog Skott ser vi nærmere på et konkret eksempel: hvordan elever fra 3. til 6. klasse kan lære at løse ligninger gennem en række trædesten – fra konkrete situationer og tegninger til algebraisk notation.

    Hvad gør ligninger særligt svære for elever? Hvordan kan man støtte deres forståelse frem for deres hukommelse? Og hvad kræver det at arbejde med læringsspor i praksis?

    Læs forskningsartiklen, episoden bygger på, her:
    https://tidsskrift.dk/mona/article/view/156755/199137

    Find materialer, guides og undervisningsforløb til inspiration her:
    https://matematikdidaktik.dk

    Eksempel på konkret undervisningsforløb om tal og agebra til 2. klasse med inspiration fra læringsspor.
    https://www.paa-sporet.dk/

    Gæst: Charlotte Krog Skott, docent i matematikdidaktik, Professionshøjskolen Absalon
    Vært: Magnus Krabbe-Raun
    Redaktion: Magnus Boye, Mads Christian Heede
    Produktion: Kontekst & lyd

    25 min
  • Hvordan er man en god elev i natur/teknologi?

    Hvad vil det egentlig sige at være en god elev i natur/teknologi?

    Hvis man spørger lærere, handler det ofte om nysgerrighed. Om at undersøge verden, stille spørgsmål og turde lave fejl.

    Men når forskeren Katia Bill Nielsen stiller det samme spørgsmål til eleverne selv, lyder svarene anderledes. Gennem interviews med elever fra fem forskellige skoler har hun undersøgt, hvordan børn selv forstår det at være en “god elev”.

    I denne episode af Stillads dykker vi ned i elevernes egne forestillinger om, hvad der gør dem dygtige i natur/teknologi.

    Hvad fortæller elevernes svar os om naturfagsundervisningen i skolen i dag? Hvorfor fylder nysgerrighed og undersøgelser så lidt i deres beskrivelser? Og hvad kan vi som lærere og undervisere lære af det?

    Læs forskningsartiklen, episoden bygger på, her:
    https://tidsskrift.dk/mona/article/view/151383

    Gæst: Katia Bill Nielsen, adjunkt, Institut for Naturfagenes Didaktik, KU
    Vært: Magnus Krabbe-Raun
    Redaktion: Magnus Boye, Mads Christian Heede
    Produktion: Kontekst & lyd

    24 min
  • Semantiske bølger: Hvordan lærer man at tale naturfag?

    En klasse bygger både af sølvpapir og tester, hvor mange søm de kan holde, før de synker. Observationerne er mange – men ordene mangler.

    I denne episode af Stillads undersøger vi sproget som adgangsbillet til naturfaglig læring med forsker Anna-Vera Meidell Sigsgaard.

    Hvordan bevæger undervisningen sig fra elevernes konkrete erfaringer til abstrakte begreber? Og hvordan kan semantiske bølger hjælpe flere elever med at deltage, forstå og lykkes i natur/teknologi?

    Læs forskningsartiklen, episoden bygger på, her:
    https://tidsskrift.dk/mona/article/view/139987

    Gæst: Anna-Vera Meidell Sigsgaard, Københavns Professionshøjskole
    Vært: Magnus Krabbe-Raun
    Redaktion: Magnus Boye, Mads Christian Heede
    Produktion: Kontekst & lyd

    27 min
  • Digitale læremidler: Når matematik bliver gamificeret

    Eleverne sidder bøjet over skærmene i det stille klasselokale. Rigtige svar giver point, en lille jingle markerer succes, og næste opgave venter allerede. Der er feedback – men ikke i form af spørgsmål, refleksion eller fælles samtale. Bare videre. Hurtigere. Flere point.

    I denne episode af Stillads undersøger vi, hvad der sker med matematikundervisningen, når digitale læringsplatforme som MatematikFessor kommer til at fylde mere end lærerens faglige dømmekraft. Sammen med forsker og tidligere matematiklærer Troels Gannerup Christensen ser vi på, hvordan adaptive læremidler kan ændre både elevhandlinger, feedbackformer og selve måden, der læres matematik på.

    Hvornår understøtter digitale læremidler elevernes forståelse – og hvornår risikerer de at reducere læring til gennemførsel? Og hvordan kan læreren bruge digitale platforme uden at give afkald på vejledning, opsamling og faglig retning?

    Læs forskningsartiklen: https://tidsskrift.dk/mona/article/view/146449/189719

    Gæst: Troels Gannerup Christensen, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
    Vært: Mads Christian Heede
    Redaktion: Magnus Krabbe, Magnus Boye
    Produktion: Kontekst & lyd

    28 min
  • Dunkel pædagogik: Da zombie-bierne vågnede

    En flok skoleelever skal dissekere døde bier. Men midt i arbejdet begynder nogle af bierne pludselig at bevæge sig.
    Oplevelsen bliver et uventet møde med det sanselige, det ubehagelige – og det mørke.

    I denne første episode af Stillads undersøger vi dunkel pædagogik sammen med forsker Martin Hauberg-Lund Laugesen. Hvad er pointen med at bringe elever tættere på det, der vækker følelser? Og hvordan kan det bruges i naturfagsundervisningen?

    Læs forskningsartiklen, episoden bygger på, her:
    https://tidsskrift.dk/mona/article/view/141891

    Gæst: Martin Hauberg-Lund Laugesen, Syddansk Universitet
    Vært: Magnus Krabbe-Raun
    Redaktion: Magnus Boye, Mads Christian Heede
    Produktion: Kontekst & lyd 

    28 min

About STILLADS - Matematik- og naturfagsdidaktik

From the publisher's feed

I Stillads dykker vi sammen med forskere ned i den nyeste viden om matematik- og naturfagsdidaktik – og stilladserer samtalen mellem forskning og praksis. 


En podcast…