New Avengers, formerly known as Thunderbolts.

Okay, så er vi nået til MCU-film nr. 36 og den var faktisk rigtig, rigtig god.

Den virkede frisk og opfindsom, samtidig med at den lagde op til de næste par års super-sommer-blockbusters. Men det var også en lille historie om en flok utilpassede ”helte”, som prøver at finde deres plads i en ny og anderledes verden.

Kim og jeg snakker om de byggeklodser fra det rigtige Marvel-univers, som er blevet brugt til den nye film – selvom de oprindelige Thunderbolts ikke har meget til fælles med filmens figurer.

Og det er helt okay i min bog (især så længe de ikke træder på mine sarte nørdtæer).

En af de sjove ting ved MCU er, hvordan de bruger elementer fra tegneserierne og sætter dem sammen på nye og uventede måder.

Det virker ikke altid, men det er også okay.

Det gælder dog IKKE for den kommende Fantastic Four-film.

Her kan jeg virkelig mærke, at min indre gatekeeper er ved at stikke hovedet frem...og det er ikke noget kønt syn.

God lyttehygge – og vi ses om to uger!

Find os på diverse sociale medier eller send en mail

facebook.com/supersnakpodcast

instagram.com/supersnakpodcast

Så er det atter blevet tid til lidt forbrugeroplysning.

Hvad propper vi egentlig i posen (og i hovedet), når vi slæber nyt med hjem fra tegneserie- og bogbutikkerne?

Jeg har i over 60 år slæbt poser hjem fra boghandlere, og det er stadig en stor glæde at bladre stakken igennem, pille prismærkerne af (og plastikken) og sætte på plads.

Hvornår de så bliver læst, er en helt anden sag for jeg lider nemlig af Tsundoku.

Tsundoku er japansk og det betyder, at man køber flere bøger, end man når at læse.

“Selvfølgelig får jeg da læst den uforkortede udgave af Greven af Mondocristo på 1400 sider.”

“Dark Justice Legion-omnibussen på 1800 sider? Den er jeg da færdig med i morgen!”

Hvis det her lyder bekendt, så lider du også af Tsundoku.

Menneske, dit navn er selvbedrag.

God lyttehygge – og vi ses om to uger!

facebook.com/supersnakpodcast

instagram.com/supersnakpodcast

Omkring årtusindskiftet var Marvel endelig på vej ud af sit økonomiske og kreative dødvande.

Ultimate-universet blev skabt, mange af de gamle serier fik en saltvandsindsprøjtning, og underforlaget Marvel Knights begyndte at lave serier til et lidt ældre publikum (bandeord og lidt mere sex).

Og det var netop hos Marvel Knights, at Sentry pludselig dukkede op.

Hvis du troede, at det nuværende Marvel-univers startede med Fantastic Four, så tager du fejl...

Før FF, Spider-Man, Hulk og alle de andre, havde der været Sentry: Superhelten over alle superhelte.

Sentry kunne flyve, var usårlig og havde superkræfter … han var praktisk talt Superman – og han havde hele tiden været en del af Marvel-universet...

Det var bare det lille problem, at alle havde glemt alt om ham.

Det var den ultimative retcon – som blev puttet væk igen … og dukkede op igen … og igen.

Bare rolig – Kim og jeg bruger hele podcasten på at rede trådene ud og forsøger at forstå, at han nu dukker op i MCU om ganske få uger.

FIND OS PÅ:

facebook.com/supersnakpodcast

instagram.com/supersnakpodcast

E-mail:

Gammel ULTIMATIV vin på nye flasker

Nu: Daredevil-tv-serie, nye Spider-Man-film på vej, og en rigtig Fantastic Four-film til sommer.

Hvad er det med de figurer, som den hellige treenighed – Kirby, Ditko og Sprechmaster Lee – skabte i 60'erne?

Hvad er det, der gør dem så langtidsholdbare?

Og hvorfor bruger Marvel dem igen og igen og igen...?

Der findes nok ikke noget entydigt svar på det... og gudskelov for det.

Efter det oprindelige Marvel-univers begyndte at tage form fra 1961 og frem, har Marvel mange gange forsøgt at genopfinde hjulet. De første forsøg, New Universe (helt nye helte) og MC2 (Spider-Girl & Co.) , fik ikke lang tid på jorden.

Men så, i år 2000, kom Ultimate-universet og det var noget af en vitaminindsprøjtning!

Det holdt i 15 år (og længere), var den kreative kim til MCU og skabte to fantastiske karakterer (en helt og en skurk), som nu er en del af det store Marvel-epos.

En anden grund til denne podcast om Ultimate-universet er, at Kim og jeg opdagede, at vi faktisk aldrig har snakket om 1610 (Ultimate-universets officielle nummer) og vi er ALTID på udkig efter nye ting at snakke om.

God lyttehygge – og vi ses om to uger!

facebook.com/supersnakpodcast

instagram.com/supersnakpodcast

Superskurke findes der mange af – nok alt for mange – men der er nogle få udvalgte, som ender med at blive, ja, undskyld det noget forslidte og misbrugte ord: ikoniske.

Og Kingpin er nok i top 3. Jeg troede, det var top 5, men Kim belærte mig om andet.

Kingpin fik sin begyndelse i et (nu er det forbistrede ord der igen) ikonisk nummer af The Amazing Spider-Man nr. 50 med en af de mest berømte forsider EVER!

Dette afsnit af Supersnak sporer Mr. Fisks op- og nedgang gennem snart 50 år som superskurken, der startede på toppen, hurtigt endte som en parodi på sig selv – men som så blev "reddet" af Frank Miller.

Og i disse dage er Kingpin også stjerne på tv, hvilket vi selvfølgelig også kommer ind på i dette afsnit om den ultimative "Godfather" i Marvel-universet.

God lyttehygge, og vi ses om to uger!

facebook.com/supersnakpodcast

instagram.com/supersnakpodcast

Supersnak: Fanget i kærlighedens spind

I over et år har Supersnak talt om Alan Moore og hans rejse dybt ind i den menneskelige sjæl – helt til universets yderste kant – så nu trænger Kim og jeg til en lille pause.

Foråret er på vej, vi er både gamle og sentimentale, så hvad er løsningen?

En podcast om Peter Parkers kærester!

Vi ved jo alle, at Spider-Man godt nok er en dynamisk sag med superskurke og nervepirrende spænding, men den er lige så meget en sæbeopera – ikke mindst dengang (for alt for mange år siden), da John Romita tegnede den og skabte MINSpider-Man.

Der er selvfølgelig især to, vi undersøger nærmere, og som det naturligvis ender med, når man hænger ud med en superhelt for længe, så får man selv superkræfter... på den ene eller anden måde.

Så vi går Se & Hør i bedene, finder paparazzi-udstyret frem, telelinser og den slags, og sætter fokus på sagaen om Peter Parker og kvinderne!

Men bare rolig – Supersnak har skam også seriøse emner i den nærmeste fremtid.

Superheltekæledyr!

God lyttehygge, og vi ses om to uger.

Fang os på facebook.com/supersnakpodcast

Følg #Supersnak365 på instagram.com/supersnakpodcast

Send en e-mail på [email protected]

Den fjerde Captain America-film – og nummer 35 i rækken af MCU-film – introducerer den nye, bevingede og af Wakanda-teknologi forstærkede Sam Wilson (spillet af Anthony Mackie), som den nye kaptajn der forsøger at finde et ståsted i denne fagre nye verden.

En verden, hvor halvdelen af Jordens befolkning blev til støv for så at vende tilbage fem år senere. En verden, der har været vidne til, at en forstenet, død gud er blevet til en øgruppe af næsten ren adamantium (se MCU-film nr. 25, Eternals).

Jep, adamantium er nu en del af MCU – takket være Disneys opkøb af Fox.

Den nyvalgte præsident ”Thunderbolt” Ross (spillet af Harrison Ford) sætter alt ind på, at Amerika kommer først i kapløbet om denne nye superressource, adamantium – metallet over alle metaller.

Anthony Mackie kommer fra Disney+ serien Falcon and the Winter Soldier, hvor Sam Wilson endte med at tage opgaven op som den nye Captain America – med skjold og det hele. Captain America: Brave New World fungerer på mange måder mere som en sæson 2 til TV-serien end som en helstøbt spillefilm.

Jeg er sikker på, at instruktøren Julius Onah har gjort sit bedste, men med mindst fem forskellige forfattere og en til tider lang og besværlig produktion er slutresultatet desværre lidt af en rodebutik.

Men i en rodebutik kan der også være gode ting på hylderne – og det er her, Ford, med sin rå starpower, om ikke redder filmen, så i det mindste bringer den sikkert i land.

Vi har alle set fra traileren, at Harrison Ford bliver meget rød, meget vred – og smadrer alt til sidst.

Her skal filmen have ros for en ret præcis og vel-timet kommentar til den nuværende politiske situation.

Men det er også filmens største problem: at det er dét, alle venter på. Hvilket bevirker, at filmen op til da føles som lidt af en ørkenvandring.

Så nej, det bliver nok ikke MCU-film nr. 35, der genskaber verdens største filmfranchise til fordums storhed. Den opgave ligger nu i hænderne på nummer 36 – Thunderbolts*.

Følg os på

facebook.com/supersnakpodcast

instagram.com/supersnakpodcast

Skriv til os på

Så er det blevet tid til det sidste afsnit i The Year of Moore – året, der, ligesom Moore selv, har haft svært ved at begrænse sig.

Og det har Supersnak selvfølgelig også, for vi skal da også snakke om alle de ”vidunderlige” film, der er blevet skabt ud fra Moores værker. Til det har vi naturligvis indkaldt Moongaard til at hjælpe os. Dette afsnit kommer nok engang til efteråret.

Og hvad er det så, vi taler om i dette ”sidste” (altså næsten sidste) afsnit om Moore? Det er de korte, små og meget effektive historier, som han især skrev i starten af sin karriere – og som han stadig laver i ny og næ.

Moores korte historier er helt specielle, og de bliver ikke mindre specielle, når de bliver læst op af ”Lokalradio-Kim” – manden med guldstemmen!

Så god lyttehygge – og når du er færdig med afsnittet, vil du fuldt ud forstå, at … "LESS IS MOORE!"

Rigtig god lyttehygge, og vi høres ved om to uger.

Find os på:

facebook.com/supersnakpodcast

instagram.com/supersnakpodcast

Det er endnu engang blevet brevkassetid! Mange af vores trofaste lyttere har sendt en bunke spørgsmål ind, og det er vores glæde og fornøjelse at besvare dem.

For mange år siden – alt for mange år – var jeg brevkassebestyrer i den hedengangne Marvelklub, og i de første mange år fik vi ret mange læserbreve med posten. Og det var rigtige breve! Skrevet på papir og det hele. Jeg får det næsten til at lyde som om, det var tiden med lertavler og kileskrift – hvad det selvfølgelig ikke var – men det føles bare sådan.

Men der er én ting, der ikke har forandret sig: Uanset om det er papir, lertavler eller elektronisk post, så er det de samme typer spørgsmål som i "de gode gamle dage" – og gudskelov for det.

Spørgsmål, der viser, at vores lyttere/læsere elsker disse mærkelige og (nogle gange) tåbelige verdener lige så højt som os selv. Og tit og ofte finder de på spørgsmål, som både er overraskende og fantasifulde.

Så en Supersnak-brevkasse to-tre gange om året er noget, du kan være ret sikker på. Og hvad du også kan være sikker på, er, at vi høres ved igen om to uger, hvor vi endelig får sat punktum for Allan Moore-året (som i typisk Moore-stil blev noget længere end et år).

... Og ja: Vi slutter af med elefanten i rummet, Neil Gaiman-dilemmaet: Kan man adskille kunsten fra kunstneren?

Følg os på

Facebook.com/supersnakpodcast

Instagram.com/supersnakpodcast

Vi nærmer os afslutningen på Supersnaks Moore-år, men der mangler stadig en vigtig brik i mosaikken over Moores samlede værker: Miracleman – eller Marvelman, som han oprindeligt blev kaldt, da han første gang blev genfortolket på den klassiske Moore-manér.

Det er sandsynligvis netop dette værk fra Moore, der har haft størst indflydelse på superheltegenren i de efterfølgende år, ikke det bedste, men måske det vigtigste.

facebook.com/supersnakpodcast

instagram.com/supersnakpodcast