Menneskets bedste ven, hunden, kan, som de fleste hundejere ved, bære rundt på en længere række af snyltere, og de kan opholde sig i mange af hundens organer.

Der kan være tale om både rundorme, ikter og bændelorm i for eksempel tarm og hjerte, og hertil kommer de velkendte mider, lus og lopper, der også snylter på og i huden.

Vi kender også til ikke så få arter af encellede snyltere, der kan genere vor firbenede ven, for ikke at nævne dens tarmfunktion. Diarré fremkaldt af tarm-flagellater er desværre alt for godt kendt af danske hundeejere.

I denne artikel skal vi dog beskæftige os med en særlig orm, som vi faktisk har kendt til i mere end 100 år, og som har forkærlighed for at tage ophold i huden på hunde i Sydeuropa.

Det er dog ved at ændre sig, for i takt med stigende globale temperaturer er den sydeuropæiske orm nemlig begyndt at vandre nordpå.

Den er nu fundet smukt udviklet og aktiv i Danmark, og fundet er nærmere beskrevet i tidsskriftet Acta Veterinaria Scandinavica 2025.

Det er ikke specielt godt nyt for hunde, men måske heller ikke for mennesker, idet den også kan inficere mennesker. Hverken hund eller mennesker dør af infektionen, men helt ubemærket foregår mødet mellem parasit og vært trods alt ikke.

Den omtalte orm blev allerede i 1911 navngivet Dirofilaria repens af franske forskere, der var lykkedes med at isolere ormen fra en italiensk hund i Bologna.

Parasitten er en ganske tynd rundorm (under 1 mm i diameter), men den voksne hunkøns-orm kan til gengæld opnå en længde på 10 cm eller mere, når den befinder sig i hundens hud. Hanner er lidt kortere end deres hunlige partnere.

Arten er nu fundet i fuld seksuel vigør i Danmark, hvor en kønsmoden hunlig orm, fuld af æg og larver, er fundet i huden på en Border Collie på solskinsøen Bornholm. Du kan se ormen på fotoet herunder.

Den uheldige hund var måske ikke nævneværdigt påvirket, at dømme efter et overfladisk kig.

Parasitter har nemlig mekanismer til at flyve under radaren. Men inde i hunden er der mikroskopisk aktivitet, som kræver nærmere analyser for at blive opdaget.

Reagerer hunden på den ubudne gæst, vil den få knuder under huden, irritation, kløe, sår og betændelse.

Smitten overføres til hunde af forskellige myggearter, der huser de infektive larver.

Det kan ikke udelukkes, at hunden er blevet smittet ved myggestik på klippeøen, idet vi ved, at smitteoverførsel ved myggestik allerede nu foregår i Finland, Estland, Letland, Litauen og Tyskland, som er lande, der ikke befinder sig langt fra vor østlige forpost i Østersøen.

Alternativt kan hundens infektion måske forklares ved, at den er flyttet fra Italien til Danmark, men under alle omstændigheder er der nu mulighed for, at parasitten tager fast ophold i Danmark.

Gunstige forhold er nemlig til stede i riget, idet højere temperaturer og udmærkede myggearter er ganske almindeligt forekommende i disse år.

Og det er de to faktorer, der ud over parasitten selv, skal være til stede for at snylterens livscyklus kan stå på egne ben.

I galleriet herunder kan du se, hvordan ormen lever og spreder sig i hunde.

Som du kan læse og se i galleriet herover, sender ormen sine larver rundt i hundens blodkarsystem.

Den inficerede hunds blod indeholder således ikke blot røde og hvide blodceller, men tillige et væld af mikroskopiske ormelarver.

Når de cirkulerer rundt overalt i hundens organer og fine kapillærer i huden, ja, så er der serveret for blodtørstige insekter såsom myg.

De små mikrofilarier kan nemlig let ende i en stikmyg, der stikker hunden for at sikre sig et blodmåltid.

Når det sker, vil larverne vandre fra blodmåltidet i myggens tarm via kropshulen til myggens indre organer, hvor larverne foretager to hudskifter.

I den proces bliver larven klar til at kunne smitte hunde - det kalder man for larvens tredje larvestadium.

Larverne vandrer dernæst ud i myggens munddele og videregives så til en ny hund, når myggen bliver sulten igen.

Når tredje-stadie-larverne ved det nye myggestik er trængt ind i en ny hund vil ...