I Silicon Valley - verdens centrum for teknologi og innovation - har Peter Aksel Villadsen bosat sig med sin familie. Han er et af Berlingske Business’ 100 udvalgte talenter og har trods sin unge alder på 35 år været ansat i LEO Pharma i over ti år. De sidste to år i virksomheden er blevet brugt i innovationens mekka syd for San Fransisco, hvor Peter Aksel er ansat som vicepræsident det nye kontor »LEO Innovation Lab«.
Når Peter Aksel Villadsen ikke jagter nye teknologiske muligheder til LEO Pharma, er han både formel og uformel mentor for flere forskellige personer. Han har også selv flere mentorer, som han kan søge rådgivning hos, fortæller han i det tredje afsnit af »Talentjagten«, som netop handler om at være mentor eller mentee.
Til slut i podcasten inviteres du inden for hos Nordea, hvor deres eksperter og egne talenter giver gode råd til talentudvikling. I dette afsnit deler Katrina Faye Jackson, der er management partner i
Nordea, ud af sin erfaring og giver gode råd til, hvad man kan bruge et mentorskab til.
»Talentjagten« er tilrettelagt af Fannie Pramming og Mia Svenningsen. Programmet udsendes af Berlingske Business og er sponsoreret af Nordea.