Share Tankegang
Share to email
Share to Facebook
Share to X
By Thorbjørn Hertz Jensen, Syddansk Universitet
The podcast currently has 6 episodes available.
Det er ikke blot den, der er blevet ramt af en ulykke, som bliver berørt af ulykken. Også de pårørende bliver hårdt ramt. En hustru, et barn eller forældre til en ulykkesramt skal også håndtere en række nye aspekter af livet – samtidig med, at man skal tage hånd om sin egen sorg.
Hvad er det fx for et menneske, man skal leve videre sammen med? Hvordan skal man få familien til at fungere med en mand eller hustru, der har fået helt nye livsvilkår som følge af ulykken? Og hvordan kan man overhovedet håndtere sin egen sorg, samtidig med, at man skal være den, der har overskud og kan være der for den ulykkesramte? Oven i de psykologiske udfordringer, der kan være forbundet med dette, kan der ofte også tilføjes følelser som skyld og dårlig samvittighed overfor den ulykkesramte,
Det er nogle af de spørgsmål, vi tager fat på i denne udgave af Tankegang. Gæsten er psykolog og adjunkt ved Institut for Psykologi, Sophie Lykkegaard Ravn, der har beskæftiget sig indgående med netop pårørendes situation efter en ulykke. Hun kan blandt andet fortælle, at de pårørende ofte må håndtere situationen alene, da al aktiv hjælp og bistand tildeles den ulykkesramte og ikke de pårørende. Og det kan have alvorlige konsekvenser og udfordringer for den enkeltes mentale helbred.
Tankegang er en podcast fra Institut for Psykologi på Syddansk Universitet. Du kan læse mere om instituttet på vores hjemmeside, og du er altid velkommen til at skrive til os på vores mail, hvis du har brug for at komme i kontakt med os.
Udsendelsen er tilrettelagt og produceret af Thorbjørn Hertz Jensen.
Ensomhed er en udfordring for en del unge – og en hel del af de ældste ældre. Og udfordringen med ensomhed synes at være blevet større under corona-pandemien og den nedlukning, der var end del af vores hverdag i næsten to år.
Men hvorfor er ensomheden blevet mere udbredt, og hvad er konsekvenserne af ensomhed?
I denne episode stiller vi skarpt på ensomhed og social isolation, og taler blandt andet om årsagerne til ensomhed, om hvordan ensomhed medfører et større træk på sundhedsydelserne – og om, at ensomhed måske er et stigende problem for unge, fordi kravene til dem er blevet ændrede over årene – og presset på dem er blevet større.
Gæsten i denne episode er Julie Christiansen, der er psykolog, Ph.D. og adjunkt på Institut for Psykologi på Syddansk Universitet. Hun har netop gennemført et stort forskningsprojekt om ensomhed og social isolation, og hun fortæller om, hvilke helbredsproblemer ensomhed kan medføre – både fysisk og psykisk – og om hvordan man kan identificere ensomhed, og hvordan man kan afhjælpe problemet.
Udsendelsen er tilrettelagt og produceret af Thorbjørn Hertz Jensen.
Tankegang er en podcast fra Institut for Psykologi på Syddansk Universitet. Du kan læse mere om instituttet på vores hjemmeside, og du er altid velkommen til at skrive til os på vores mail, hvis du har brug for at komme i kontakt med os.
Sandsynligheden for at overleve efter et hjertestop er steget markant i løbet af de sidste ti år. Hjertestartere er tilgængelige overalt, HjerteLøbere står klar til at bruge dem indenfor få minutter, og ambulancereddere, lægebiler og læger og sygeplejersker i akutmodtagelserne er voldsomt kompetente.
Denne øgede indsats på området betyder, at der nu er fire gange så stor sandsynlighed for at overleve et hjertestop end der var i 2008, så vi har at gøre med en vaskeægte succes-historie i det danske sundhedsvæsen.
Men for overleverne – og for de pårørende – kan et hjertestop have andre konsekvenser, hvoraf nogle kan være invaliderende. Efter den indledende glæde over at have overlevet er der risiko for angst, depressioner og andre psykiske eftervirkninger. Derudover kan hjertestoppet også have medført helt andre, og måske uopdagede, konsekvenser, der på lidt længere sigt kan medføre store omkostninger – både for den overlevende, for familien og for samfundet.
Det taler vi om i denne episode, hvor Anders Wieghorst, psykolog og Ph.D.-studerende på Institut for Psykologi på Syddansk Universitet fortæller om sit forskningsprojekt, der hedder Hjernetjek efter Hjertestop. Projektet handler om, hvordan man får identificeret de kognitive udfordringer et hjertestop kan have medført, så man kan handle på dem tidligt, og ad den vej måske undgå stress, overbelastning, depression og i værste tilfælde (alt for) tidlig tilbagetrækning.
Udsendelsen er tilrettelagt og produceret af Thorbjørn Hertz Jensen.
Flere end 80.000 kvinder bliver hvert år udsat for partnervold, og hvert år søger ca. 2.200 af dem tilflugt på et af de danske krisecentre – ofte sammen med deres børn.
Et stort forskningsprojekt blandt disse kvinder har afdækket, at mindst 70% af dem kommer fra et liv, hvor volden har haft en så grov og omfangsrig karakter, at det påvirker dem på samme niveau, som hvis de havde været udsendt i krig.
De er med andre ord præget af symptomer på PTSD eller kompleks PTSD, der i værste fald er invaliderende, og som i almindelighed kan hindre dem i både aktiv deltagelse på jobmarkedet, på uddannelser og sociale sammenhænge – og som kan have vidtrækkende konsekvenser både for dem selv, og de børn, der har været vidne til volden og dens konsekvenser.
Det er Ph.D. og adjunkt på Institut for Psykologi på SDU, Sarah Bøgelund Dokkedahl, der står bag undersøgelsen, og hun er gæst i denne episode af Tankegang. Her taler hum om, hvilke former for vold, kvinderne oplever, hvordan PTSD rammer dem og hvilke konsekvenser det har, og om, hvordan skyld og skam, når de fx ’fryser’ i voldssituationer forværrer deres psykiske tilstand.
* * *
Hvis du eller nogle i din omgangskreds har været udsat for vold af en nær relation – eller hvis du er i tvivl om, hvorvidt det, du eller din bekendt har oplevet er vold, bør du måske søge råd og vejledning.
Det kan du gøre fx hos Danner via deres døgnåbne telefonrådgivning på 33 33 00 47 eller via deres chat funktion. Den er åben hver mandag og onsdag.
Du kan også kontakte Lev uden Volds nationale hotline, der døgnåbent på tilf.: 1888.
På Landsorganisationen for Kvindekrisecentres hjemmeside kan du finde en række nyttige telefonnumre og adresser til anden hjælp og rådgivning. Her finder du også telefonnumre og adresser på Kvindekrisecentre i hele landet.
* * *
Udsendelsen er tilrettelagt og produceret af Thorbjørn Hertz Jensen.
Tankegang er en podcast fra Institut for Psykologi på Syddansk Universitet. Du kan læse mere om instituttet på hjemmesiden, og du er altid velkommen til at skrive til os på mail, hvis du har brug for at komme i kontakt med os.
Begrebet 'accept' anvendes som regel positivt. Vi accepterer andres holdninger, andres måde at tænke på - og nogle gange accepterer vi også nederlag i fx sport og bruger det konstruktivt.
Men det er ikke altid tilfældet, når det drejer sig om ulykkespatienter. Her handler det nemlig om at acceptere ulykken og dens konsekvenser, og det kan ofte føles som et nederlag hos den enkelte. Men det er ikke en opfattelse, som hovedpersonen i denne podcast, Anders Aaby, deler.
Anders Aaby er Ph.D. og ansat som adjunkt på Institut for Psykologi, og han er samtidig ansat på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter. Hans Ph.D.-afhandling tager netop udgangspunkt i begrebet accept i forbindelse med en livsændrende ulykke.
I denne episode taler vi om accept af ulykken og de ofte langvarige konsekvenser, ofrene for en ulykke kan føle. Og vi taler om, hvordan man kan forsøge at vende nederlagstanken i accepten af det ’nye liv’ til et håb om, hvordan man kan leve med ulykken og dens konsekvenser.
Udsendelsen er tilrettelagt og produceret af Thorbjørn Hertz Jensen
Tankegang er en podcast fra Institut for Psykologi på Syddansk Universitet. Du kan læse mere om instituttet på vores hjemmeside og du er altid velkommen til at skrive til os på mail, hvis du har brug for at komme i kontakt med os.
Hvad er smerte – og hvordan oplever vi den?
I denne episode taler vi om smerte. Både den pludseligt opståede, akutte smerte og hvordan vi oplever og håndterer den, og den kroniske smerte, og hvordan vi behandler den – og måske lærer at leve med den.
Tonny Elmose Andersen er professor i smerte-psykologi ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet, og i denne episode fortæller han om, hvad der sker i hjernen, når vi oplever smerte, hvordan vi selv kan være opmærksomme på, hvad der sker – og hvordan man måske kan lære at leve med det, der for nogle er næsten ubærligt; kroniske smerter.
Og så får vi talt om det, der har vist sig at være et stort problem i USA, men som også i Europa – og Danmark – er noget, der kræver opmærksomhed; brugen (og misbrugen) af opioider som smertestillende middel, og den afhængighed, der kan opstå af den.
Udsendelsen er tilrettelagt og produceret af Thorbjørn Hertz Jensen.
Tankegang er en podcast fra Institut for Psykologi på Syddansk Universitet. Du kan læse mere om instituttet på hjemmesiden, og du er altid velkommen til at skrive til os på mail hvis du har brug for at komme i kontakt med os.
The podcast currently has 6 episodes available.