TITLER

Der var engang, man sagde,

at klæder skaber folk.

I dag er det ikke tøjet, der gør arbejdet.

Det er ordene.

CEO. CFO. CTO. CMO. Expert. Konsulent. Leder.

Pedellen på skolen er i dag

Facility Service Manager...

Små skilte, vi hænger om halsen

for at blive forstået

hurtigere.

Og jeg tager dem alvorligt.

Helt automatisk.

Ikke fordi jeg tilbeder dem.

Men fordi jeg har lært,

at respekt også kan være

stilhed.

Når nogen siger deres titel,

nikker jeg.

Anerkender rollen.

For titler er ikke kun magt.

De er også behov.

Behovet for at blive set uden at forklare sig.

Behovet for at vide,

hvor man hører til.

Men titler har en pris.

De svarer på hvad.

Aldrig på hvem.

Hvad laver du?

Hvad er du?

Hvad står der på kortet?

Spørgsmål, der glider let over tungen,

og lige så let udenom mennesket.

For en titel fortæller ikke,

hvordan du er, når ingen kigger.

Den fortæller ikke,

hvad du tror på.

Hvad du kæmper med.

Hvad du beskytter.

Den fortæller kun,

hvad verden kan bruge dig til.

Og måske er det derfor,

vi holder så hårdt fast.

For titler er skjolde.

De giver form.

De giver afstand.

De giver mening,

uden at vi skal vise os selv.

Men jeg længes efter noget andet.

Efter samtaler, der starter et andet sted.

Ikke ved: Hvad laver du?

Men ved: Hvem er du, når rollen falder?

Jeg drømmer om, at vi står foran spejlet

og lægger titlerne fra os.

Ikke for altid.

Bare et øjeblik.

Så vi kan se hinanden uden rustning.

Uden overskrifter.

For hvem har ikke lyst til at blive genkendt?

Ikke for sin funktion. Ikke for sin status.

Men for sit ansigt.

Sin stemme.

Sin måde at være i verden på.

Måske bliver verden ikke mere effektiv af det.

Men den bliver mere menneskelig.

Og det, tror jeg, er titlen værd.

/Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere