I Sct. Matthæus kirke på Vesterbro sidder sognepræst og fremtidsforsker Birgitte Kragh Engholm på sit kontor sammen med to storsmilende forældre.

Hun holder dåbssamtale forud for søndagens dåb, og stemningen er rar og uformel.

Men hun er ikke kommet særligt langt i sin gennemgang af dåbsritualet, før blikket hos de to nybagte forældre begynder at flakke og en nervøsitet bliver mærkbar.

De fortæller, at de synes, synd fylder for meget i dåbsritualet. Og at de har en oplevelse af, at trosbekendelsen er et kryptisk forhør, de ikke forstår.

Og den situation er ikke enestående.

Birgitte Kragh Engholm møder jævnligt mennesker, der giver udtryk for, at de har en manglende forståelse af, hvad det er, der foregår i gudstjenesten.

”Det er sproget, der er problemet,” konkluderer Birgitte Kragh Engholm i denne uges afsnit af ”Tro Om”.

Her taler vært Philip Christoffersen med hende om folkekirkens liturgi og den milliondyre liturgiundersøgelse, som er blevet sat i gang, samt hvad der efter hendes mening bør ændres.

For skal folkekirken partout følge med tidsånden og befolkningen?

Alt er gjort klar til en stor dåbsceremoni i mormontemplet i Stockholm en dag for 24 år siden. 

Ind i tempelrummet træder den 13-årige Maria Brock sammen med en stor gruppe af unge danske mormoner, der er blevet kørt i bus fra Danmark til den svenske hovedstad for at blive døbt. 

Men der er ikke tale om en dåb, som de er flest. 

For Maria Brock og de mange andre unge skal deltage i den dåbspraksis, mormonerne kalder ”dåb for de døde”. Det vil sige, at hun skal døbes på vegne af 10 afdøde personer, hun aldrig før har hørt om. 

Og der foran biskop og dåbsbassin står Maria Brock så. Hun er fyldt af spænding, for det er en stor oplevelse at træde i templet, der for mormoner er et meget helligt sted, for at skulle døbes.

Men hun er også bange.

”Det eneste jeg tænker på er, at jeg håber at vandet ikke bliver sort, når jeg rammer det.”

For Maria Brock føler, at hun er syndig, og frygter, at hun derfor risikerer at smitte stedet og dem, der er tilstede.

I dag er Maria Brock 37 år gammel og ikke længere mormon. Til gengæld er hun forperson for ”Eftertro”, der er et netværk for mennesker, der har brudt med en religion. 

Og så er hun gæst i ”Tro Om”, hvor hun fortæller om sin oplevelse med den stedfortrædende dåb for afdøde personer og om hvilke konsekvenser det fik for hende, da hun ikke længere ønskede at være medlem af mormonkirken.

FIFA, World of Warcraft, GTA og Counter Strike.

Det er titler på computerspil, du sikkert har hørt om. Måske har du endda selv spillet dem, eller du ved, at dine børn har et endda meget indgående kendskab til dem.

Men hvad så med titler som Captain Bible? Eller Noah’s Ark? 

Hvis de ikke ringer en klokke, er det ikke så underligt. 

For det er eksempler på kristne computerspil, der er skabt som alternativer til populære spil domineret af skydevåben, vold og action. Og de kristne spilproducenter bag har haft meget begrænset kommerciel succes med disse mere fredelige og fromme spil. Også selvom de igen og igen har forsøgt sig.

De er nemlig ofte enormt kedelige, dårligt producerede og fokuserer mere på at kommunikere et godt budskab frem for at underholde.

Det siger ekspert i videospil Bobby Ågren, som du kan møde i denne uges afsnit af Tro Om.

Han står for tiden bag en udstilling i uKirke i København, hvor det er muligt at prøve 13 forskellige kristne computerspil.

Vært Philip Christoffersen spørger ham om, hvad der i det hele taget er så dragende ved computerspil? Om hvorfor de kristne af slagsen er så kedelige? Og hvad der skal til for, at fremtidens kristne computerspil bliver til andet end kiksede alternativer?

I mere end 20 år var Bente Boserup chef for Børnetelefonen i Børns Vilkår. Hun har gjort det til en mærkesag at hjælpe børn, der har oplevet problemer med negativ social kontrol i stærkt religiøse hjem. I årevis har hun efterspurgt politisk handling for at få afdækket, hvor stort problemet er blandt kristne familier. Men er der overhovedet et problem? Og hvad er negativ social kontrol egentlig? Det handler dette afsnit af Tro Om om. Vært: Philip Christoffersen.

Da Erik Bjerager blev chefredaktør på Kristeligt Dagblad i 1994, kom han til en avis med 48 medarbejdere, og som var tæt på at dreje nøglen om. Siden da har avisen skærpet sin profil, mere end fordoblet sit oplag og er i dag arbejdsplads for 130 i det centrale København. Det er lykkes igennem fornyelse med avisens rødder for øje. I anledning af avisens 125 års fødselsdag denne uge kigger Erik Bjerager tilbage på sin tid som chefredaktør og forklarer, hvorfor det i Danmark giver mening at udgive en avis, der handler om tro, etik og eksistens.

Siden foråret har den kendte sognepræst Flemming Pless været sendt på orlov på grund af krænkelsesanklager fra fem kvinder.

Fredag indleverede Flemming Pless så sin forklaring. Et 40 sider langt dokument blev overdraget til advokatfirmaet Kromann Reumert, der som Kristeligt Dagblad denne uge har erfaret er blevet sat til at stå for undersøgelsen af Flemming Pless i folkekirkens første store MeToo-sag. 

Anklagerne hænger fortsat over hovedet på ham som tunge, mørke skyer, mens det er umuligt for offentligheden at få noget at vide. Hverken Københavns Stift, Kirkeministeriet, biskoppen eller Flemming Pless har ønsket at udtale sig. 

Advokatundersøgelser som denne er blevet en populær måde at undersøge MeToo-sager på i blandt andet mediebranchen og hos politiske partier. En fremgangsmåde som nu også har spredt sig til folkekirken.

Men hvorfor er hele sagens forløb fortsat så mørklagt? Er en advokatundersøgelse overhovedet det mest optimale værktøj at tage i brug for en institution som folkekirken? Og hvad kan resultatet af undersøgelsen få af konsekvenser for Flemming Pless? 

Det spørger vært Philip Christoffersen retsteolog og forfatter Kristine Garde om i denne uges afsnit af ”Tro Om”.

Kort tid efter, at præsten Thomas Gotthard blev idømt 15 års fængsel for mordet på sin kone, modtager Kristeligt Dagblad en mail.

Afsenderen er den pensionerede præst Hans Verner Lollike, der mener det skal frem i lyset, hvordan Thomas Gotthard i sin tid som præst har en lang historik af indberetninger om problematisk og manipulerende adfærd bag sig. En adfærd som flere prominente personer i folkekirken har været vidende om, men passivt har ladet forsætte, alt imens kollega efter kollega til Thomas Gotthard er gået ned med flaget.

Matilda Lyager Hanscomb, der er journalist på Kristeligt Dagblad, satte sig for at undersøge sagen, og som Hans Verner Lollike berettede, så tegnede der sig hurtigt et klart mønster. 

Konflikter, bagtalelse, mobning, konfrontationer og uberettigede fyringer af betroede medarbejde var en fast del af Thomas Gotthards modus operandi. Alt sammen noget, som har haft alvorlige psykiske konsekvenser for en række af de mennesker, Thomas Gotthard i sin tid som præst har arbejdet sammen med. 

I denne uges afsnit af ”Tro Om” er Matilda Lyager Hanscomb gæst i studiet. Her fortæller hun om sit arbejde med historien, og vært Philip Christoffersen spørger hende om, hvorfor ingen gjorde noget på trods af, at der blevet slået alarm flere gange.

En fredag morgen i sensommeren 2016 stimler godt 70 kvinder sammen i et lokale på Strøget i København.

Det lyse højloftede førstesalslokale er dog ikke et hvilket som helst lokale. Det er noget så utraditionelt som en kvindemoské. Og tilmed den første af sin slags i Europa.

Frem træder to kvindelige imamer i traditionelle religiøse klædedragter. De er spændte og har lige indtil det sidste arbejdet benhårdt på at få alt på plads til denne usædvanlige premiere.

Den ene, Sherin Khankan, kalder til bøn, mens den anden, Saliha Marie Fetteh, holder prædikenen. Og således skriver de danmarkshistorie. For ingen dansk – eller skandinavisk – moské har tidligere haft kvindelige imamer til at lede fredagsbønnen.

For Sherin Khankan, der fortsat er imam i moskéen, går inderlig tro og aktivisme hånd i hånd. Og centralt i hendes aktivisme er opgøret med mænds monopol på fortolkning af islam samt kampen for muslimske kvinders rettigheder.

Men aktivismen har også store personlige konsekvenser.

Så hvordan er det gået med hendes kamp i de fem år, Mariam Moskéen har eksisteret? Og hvilke personlige konsekvenser er der forbundet med at gå forrest i kampen for et feministisk alternativ til de mere patriarkalske fortolkninger af Koranen?

Folkekirken er alt for bange for at tale om sex. Det mener Poul Joachim Stender, der for 10 år siden skrev en bog, som kastede ham ud i et stormvejr af kritik. Men rykkede ”Med Gud i sengen” noget ved folkekirkens seksualmoral? Det svarer hovedpersonen selv på i denne uges afsnit af Tro Om. Vært: Philip Christoffersen.

Som talsmand for Ateistisk Selskab stod Anders Stjernholm for fem år siden bag en kampagne, der opfordrede danskerne til at melde sig ud af folkekirken. Tusindvis lyttede til ham, og selskabet skabte dermed den største bølge af udmeldelser i folkekirken nogensinde. I ugens afsnit genbesøger vi sagen og stiller hovedpersonen spørgsmålet: Hvorfor bruge så meget krudt på at bekæmpe folkekirken?