På en gammel kirkegård i det vestlige Iran er arkæologer stødt på et usædvanligt fund.
Et kranie fra en ung pige var formet som en kegle. Det indikerer, at man har forsøgt at ændre på hendes hovedform, også kaldet kunstig kraniedeformation.
Det skriver Phys.org.
Pigen var under 20 år, da hun døde. Hun blev udsat for kraniedeformation i en ung alder, som har gjort hendes kranie kegleformet, skriver forskere i et nyt studie. Det skete ved at vikle hendes hoved stramt ind i et stykke stof - en tradition, som man har fundet i mange tidlige civilisationer.
Kraniet er dateret til cirka 6.200 år siden og blev fundet ved det arkæologiske område Chega Sofla, hvor man også har fundet andre skeletter med kraniedeformation.
CT-skanninger viser også, at hun sandsynligvis blev dræbt af et slag i hovedet, eftersom kraniet var brækket fra fronten til bagsiden.
"Vi ved, at kvinden oplevede bruddet i de sidste øjeblikke af sit liv, men vi har ikke direkte bevis for at sige, at der var nogen, som bevidst slog hende," siger Mahdi Alirezazadeh, hovedforfatter til studiet, til Live Science.
Resultaterne er udgivet i tidsskriftet International Journal of Osteoarchaeology.