Der er ingen tvivl om, at USA anser sig selv for den førende rummagt i verden.

Til februar 2026 skal missionen Artemis 2 med fire astronauter sendes rundt om Månen på den første bemandede måneflyvning i mere end 53 år.

Dertil kommer, at SpaceX for nylig gennemførte en helt vellykket 11. prøveflyvning af verdens største raket, Starship. Den næste opsendelse af Starship bliver af en ny 3. version, hvor man for første gang vil gå i bane om Jorden.

De kommende opsendelser af Starship afventes med spænding, for hele fremtiden for Artemis-projektet afhænger af, hvor hurtigt Starship er parat til at blive sendt mod Månen.

Starship skal nemlig fungere som månelandingsfartøj for den fremtidige mission Artemis III og transportere astronauter fra månebane ned til Månens overflade og tilbage igen.

Man håber på, at dette vil være muligt i 2027 eller 2028, men det er, som vi skal se nærmere på i denne artikel, stadig meget usikkert.

Amerikanerne mener selv at Artemis 2 og Starship er bevis for, at USA stadig er 'the best in the world', når talen falder på at udforske og udnytte rummet.

Men går vi lidt bag overskrifterne, så er sagen ikke så simpel, for Kina arbejder hårdt på at overhale USA, og det er meget muligt at man bare 20-30 år vil anse Kina for at være den førende rummagt.

Det helt afgørende bliver, hvem der først sender mennesker til Månen. Der er ikke noget formelt kapløb mellem Kina og USA, men det bliver mere og mere klart, at den første landing på Månen i mere end 50 år vil få både politiske og økonomiske konsekvenser.

Derfor vil vi nu direkte sammenligne USA og Kina, for bedre at forstå hvorfor amerikanerne nu er blevet bange for, at de næste mennesker på Månen bliver kinesere - for det burde efter den amerikanske selvforståelse jo slet ikke være en mulighed.

Det er velkendt at Kina har et stort rumprogram. Mange har nok hørt om rumstationen Tiangong, og at kinserne har landsat sonder på Månen, men det er kun toppen af isbjerget.

Kina opsender nemlig også et stort antal satellitter, vi sjældent hører om, men som tilsammen danner et billede af et meget stort og meget ambitiøst rumprogram.

For at kunne sammenligne det kinesiske rumprogram med det amerikanske skal man se på de to faktorer som er afgørende for ethvert rumprogram:

Den politiske støtte til rumfarten, herunder den kommercielle rumfart

Den teknologi og industri der er til rådighed til at gennemføre rumprojekter

Nu, mere end 50 år senere, er situationen en helt anden, når man skal sammenligne det kinesiske og det amerikanske rumprogram.

Hvad angår teknologi så er der ikke den store forskel. Amerikanerne har stadig et mindre forspring i forhold til Kina, men Kina uddanner langt flere ingeniører end USA, så man skal ikke udelukke, at Kina i løbet af få år er fuldt på højde med USA, og desuden er den kinesiske industri så moderne, at den kan udnytte de teknologiske fremskridt.

I september kom en amerikansk rapport om Kinas rumfart med navnet 'Redshift'. Den 112-sider lange rapport er udarbejdet af Commercial Space Federation - en interessegruppe, der støtter investeringer i den amerikanske kommercielle rumindustri.

Rapporten indeholder oplysninger om Kinas forskellige rumaktiviteter, herunder rumstationen Tiangong, opbygningen af et kinesisk modstykke til Starlink (Elon Musks internetsatellitter), planerne om at besøge og kolonisere månen samt andre satellitprojekter.

Konklusionen var klar: "Kinas rumfremgang - drevet af disciplineret politik, strategiske investeringer og omfattende teknologiske fremskridt - har fundamentalt ændret den måde man kan udøve magt."

For Kinas rumprogram er stort. De har mange opsendelser hvert år af alt fra militære satellitter til civile satellitter med mange opgaver, lige fra at overvåge katastrofeområder til kommunikation og vejrtjeneste.

Der er i de sidste år opsendt mere end 200 satellitter om året, og tallet er stigende - og desuden er mange af satellitterne teknisk meget avancerede.

Især fremhæves to faktorer af betydning for Kinas r...