Hvis du er bekendt med kejser Caligula, der regerede Romerriget fra år 37 til 41, har du med stor sandsynlighed hørt om hans påståede vanvid.

For eksempel beretter antikke kilder om, hvordan Caligula påstod, at han var en gud og krævede at blive omtalt som guddommelig.

Nogle beretter endda om, at Caligula hævdede, at han havde haft sex med Månen og at han konverserede med Jupiter. Alt dette kunne tyde på en psykotisk kejser, der måske led af ubehandlet skizofreni.

Taget ud af kontekst er der ingen tvivl om, at Caligulas adfærd virker vanvittig, men flere af historieskriverne havde en interesse i at fremstille kejseren i dårligt lys.

Historien om Caligula viser den knivsæg, vi har balanceret på gennem vores arbejde med bogen Sindets Ild.

Beretningerne om historiske personer og deres mentale helbred afhænger af øjnene, der ser, og dertil kommer den bias, kilderne til deres liv havde. Dette gør sig i høj grad gældende, når vi ser på Romerrigets (tilsyneladende) sindssyge kejsere.

Det er svært ikke at blive fascineret af de romerske kejsere. Ufatteligt rige, magtfulde og grusomme. Men var de også psykisk syge i moderne forstand?

Gennem tiden har historikere og arkæologer forsøgt sig med analyser af såkaldte sindssyge kejsere, men uden at have den nødvendige faglige viden til at vurdere, om man virkelig kunne diagnosticere dem som psykisk syge.

Omvendt har en del læger forsøgt at diagnosticere antikke personer. Det slipper de dog sjældent heldigt fra, da de ikke har kendskab til de mange faldgruber, der kan være i fortolkningen af de antikke kilder.

Der findes således hverken på dansk eller engelsk nogen bog om de romerske kejsere, der er skrevet af en historiker/arkæolog, sammen med en psykiater til belysning af spørgsmålet, om vi kan forstå nogle af kejsernes handlinger som et udslag af sindssyge.

Ikke før nu, i hvert fald.

Vi har faktisk mange kilder, der kan belyse magthavernes psykiske helbred - især om de mest dramatiske kejsere.

For eksempel skriver embedsmanden Sveton, at kejser Caligula troede, at han var en gud, ville udnævne sin hest til konsul og havde sex med månen.

I de skriftlige kilder har vi altså beskrivelser, der - set med nutidige øjne - kunne ligne symptomer på en psykose eller mani. Vi får detaljer om adfærd, taler og beslutninger, som vi kan analysere (diagnosen vender vi tilbage til).

Desuden var de antikke forfattere faktisk meget optagede af personlighed og karakter. De prøvede at forklare, hvorfor en kejser var "ond" eller "gal".

Det giver os materiale at arbejde med. Hos Nero (kejser fra år 54 til 68) hører vi for eksempel både om barndomstraumer og kunstneriske ambitioner.

Men der er også mange faldgruber ved kilderne.

For det første er det afgørende, hvornår en kilde er skrevet i forhold til den kejser, den beskriver.

Fordelen ved en samtidig forfatter er, at denne ofte har et mere direkte kendskab til kejseren - men en samtidig forfatter vil også være tilbageholdende med kritik, på grund af frygt for repressalier, for eksempel i form af dødsstraf.

Omvendt, hvis en kilde skriver om en kejser efter dennes død, kan der ligge en fordel i at fremstille ham som tyrannisk eller vanvittig for at opnå velvilje hos den siddende regent.

Kilderne er således aldrig neutrale. Mange af historierne stammer fra kejsernes fjender - ofte senatorer, der havde alt at vinde ved at fremstille dem som gale. Det er derfor svært at skille fakta fra løgn og latin.

For eksempel glemmer kilderne behændigt at nævne, at mange af mordene, foretaget under de gale kejsere, var henrettelser af politiske modstandere.

Selvfølgelig virker det i dag voldsomt at dræbe politiske modstandere, men det var nu engang almindeligt i datidens Rom - om end ikke altid velset.

Dermed er den slags politiske mord ikke nødvendigvis et udtryk for sindssyge. Tværtimod: de kan have være et udslag af en magthavers kølige beregninger.

Ofte fejltolker kilderne også bevidst eller ubevidst det, som kejserne gør.

For eksempel mener Sveton, at det er et udtryk ...