Det er tilfældet hos kiropraktoren, når man sidder hos en psykiater, eller hvis man er endt i en respirator.

Sygeplejersker, læger og terapeuter siger det ligeud:

Ja, det er et problem, at vi ikke altid ved, om vores behandling virker efter hensigten.

Dermed går der nemlig tid og penge til sundhedsydelser, som kunne være blevet brugt på at hjælpe andre patienter.

Det viser en ny undersøgelse af spild i sundhedsvæsenet lavet i et samarbejde mellem Videnskab.dk og Gravercenteret samt fire øvrige medier.

Sammen står vi bag den hidtil største rundspørge om spild blandt faglige repræsentanter for tusindvis af sundhedsansatte.

44 ud af 90 deltagere svarer, at de oplever 'manglende eller utilstrækkelig evidens' som 'et problem' inden for deres område.

Med andre ord svarer knap halvdelen af de sundhedsprofessionelle, at de savner dokumentation for deres bestræbelser på at gøre syge patienter raske.

Ikke nok med det. 35 ud af i alt 90 deltagere siger, at de af og til foretager behandlinger med 'manglende eller lav effekt'.

"Vildt nok," siger Helga Gulisano, forperson for Dansk Selskab for Neurokirurgi, som selv forsker i effekten af forskellige sundhedsbehandlinger.

"Hvorfor laver de så de behandlinger?" spørger hun.

Theis Lange, professor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet, siger sådan her om andelen af ansatte, som efterlyser evidens:

"Det er mange."

"Men det er ikke det samme, som at vi generelt behandler i blinde."

Helga Gulisano er en af dem, der svarer, at hun foretager behandlinger med tvivlsom effekt. Hun er cheflæge på Neurokirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.

"Der er enkelte ting, som vi gør, fordi det er noget, vi plejer at gøre - ikke fordi vi med sikkerhed ved, at det har en god effekt," siger hun.

Hun nævner et eksempel: MR-skanninger af hele kroppen, øvrige skanninger uden begrundet mistanke om sygdom. Ofte fører skanninger af hjernen til fund af tilfældige svulster (incidentalomer), som skaber bekymring hos patienten, fortæller hun.

En stor videnskabelig gennemgang fra 2018 har vist, at de tilfældige svulster ikke udgør nogen alvorlig sundhedsrisiko. Alligevel fører fundet af dem ofte til behandlinger.

Hvorfor?

"Vi lever i et videnssamfund, hvor patienterne gerne vil vide, hvad de fejler, og de vil gerne have en diagnose," siger Helga Gulisano.

"Mange ansatte er også blevet mere bange for klager og bange for, at man kommer til at gøre noget forkert."

"Så alle de faktorer skubber på, at vi får flere skanninger, som finder nogle ubetydelige ting, og at vi kommer til at foretage overflødig behandling."

På akutafdelinger er der også mangel på god dokumentation. Men der er ofte en naturlig forklaring, lyder det fra flere i undersøgelsen.

Patienterne kan simpelthen dø i risikable forsøg med livreddende behandling.

Derfor læner man sig i stedet op ad det, man kalder for 'klinisk erfaring', også selv om man ikke er helt sikker på, om den erfaring fører til en helbredende effekt.

"Mange af de behandlinger, vi udfører, er der ikke supergod evidens for," siger Christian Wamberg, overlæge på Bispebjerg Hospital og formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.

Han nævner blandt andet akut behandling med blodtrykstimulerende medicin eller akut behandling i en respirator.

"Under covidpandemien lagde vi for eksempel patienter i respirator i håb om, at de blev raske nok til selv at trække vejret, men vi havde ingen evidens for, at respiratorbehandlingen i sig selv hjalp dem," siger Christian Wamberg.

"På den anden side ville patienterne muligvis dø, hvis vi slukkede for respiratoren."

Lægernes erfaringer siger dem, at det har en god effekt at anvende en respirator, hvis en patient har svært ved selv at trække vejret.

Andre gange er tvivlen større.

"Ud fra de hårdeste kvalitetskrav er det kun 10 procent af det, vi gør, der er baseret på god viden," siger Anders Perner, som er professor og overlæge på Rigshospitalets intensivafdeling.

Skal patienterne være utrygge over det?

"Nej."

"D...