Et isbjerg, som går under navnet A-23A, der kælvede fra den antarktiske iskappe tilbage i 1986, er nu blevet cyanblåt, mens det hastigt er på vej mod at blive opløst.

Det skriver ScienceAlert.

Satellitter, der har overvåget A-23A i årtier, viser nu, at det massive isbjerg på meget kort tid er gået fra at være snehvidt til cyanblåt, eftersom smeltevand samler sig i hulrum på isbjergets overflade.

Det markerer, at isbjergets dage er talte, da smeltevandet formentlig accelererer A-23A's opløsning.

Isbjerget er ellers et af de længstlevende isbjerge nogensinde, men det kan altså snart være forbi, fortæller den pensionerede forsker fra University of Maryland Baltimore County Chris Shuman til ScienceAlert:

"Jeg forventer bestemt ikke, at A-23A vil holde hele den australske sommer."

Normalt kan isbjerge have forskellige farver af flere forskellige årsager. Mange er hvide som sne på grund af luftbobler, der er fanget inde i isen. Men som isen ældes, komprimeres den, hvilket presser luftboblerne ud og gør isen mere gennemsigtig.

Dermed kan materialer i isen gøre den grøn, mens ren is er mere blåligt.

Men A-23A har ikke den klassiske blå farve, isbjerge kan have.

Det skyldes, at isbjerget smelter hurtigt, mens det driver rundt i det varme sommervejr ved grænsen mellem det sydlige ocean og det sydlige Atlanterhav.

Efter at det kælvede tilbage i 1986, stødte det mod bunden af Weddellhavet ved Antarktis.

Her lå A-23A i cirka 30 år, inden det i 2023 rev sig løs og blev fanget i en havstrøm i flere måneder.

A-23A's langvarige rejse har kostet på dens størrelse. I januar 2025 var isbjergets areal 3.640 kvadratkilometer, hvilket er lidt større end Fyn og svarer til 509.000 fodboldbaner.

I september 2025 var arealet blot 1.700 kvadratkilometer.

Og nu, i januar 2026, er arealet blot 1.182 kvadratkilometer, hvilket svarer til størrelsen på Aalborg Kommune – eller 165.000 fodboldbaner.

"Jeg er utrolig taknemmelig for, at vi har haft de satellitressourcer på plads, der har gjort det muligt for os at spore det (A-23A, red.) og dokumentere dets udvikling så tæt," siger Chris Shuman og tilføjer:

"A-23A står over for samme skæbne som andre antarktiske bjergarter, men dets rejse har været bemærkelsesværdigt lang og begivenhedsrig. Det er svært at tro, at det ikke vil være blandt os meget længere."

Vi ved allerede, at de tusindvis af forskellige bakteriearter i vores tarm, der tilsammen kaldes tarmmikrobiomet, har betydning for vores overordnede sundhed.

Derfor er der al mulig grund til at passe godt på vores mikrobiom, blandt andet gennem sund og varieret, fiberrig kost.

Men det er ikke kun ved at gafle rundt i hele kostpyramiden, at du sikrer dig en sund tarm.

Nu viser et studie fra Cambridge University i England, at de pesticider, som vi sprøjter markerne med, kan påvirke bakterierne i vores tarmmikrobiom negativt.

Kemikalierne, der oprindeligt er designet til kun at virke på én type mål, for eksempel insekter eller svampe, har altså en betydning for vores tarmsundhed, konkluderer forskerne.

Alt, hvad vi spiser påvirker tarmen

Studiet er lavet i et laboratorium og skal ses som første skridt i en afdækning af en kompleks sammenhæng.

Det er budskabet fra Ditlev Egeskov Brodersen, professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet, der har læst det nye studie for Videnskab.dk.

"Vi skal naturligvis værne om vores miljø ved at anvende så få, kendte giftstoffer som muligt og undgå pesticid- og insekticidrester i vores mad," siger han.

"Alt, vi spiser, påvirker jo vores mikrobiom, og vi ved, at ultraforarbejdede fødevarer, for eksempel fastfood, har en negativ effekt på mikrobiomet."

"Så det er da nærliggende, at de forskellige miljøgifte, vi udsættes for, også påvirker det," tilføjer han.

Rester fra pesticider findes især i fødevarer som frugt, grøntsager og kornprodukter, hvis du vil holde dit indtag af pesticider på et minimum, anbefales det blandt andet, at du køber økologisk.

Testet over 1.000 miljøgifte

I studiet har forskerne i et laboratorium testet over 1.000 kendte miljøgifte på 22 almindeligt forekommende bakterier fra den menneskelige tarm.

Det gælder både pesticider og industrielle kemikalier, flammehæmmere og PFAS på 22 almindeligt forekommende bakterier fra den menneskelige tarm.

De har desuden testet de nedbrydningsprodukter, der opstår, når stofferne delvist nedbrydes i naturen.

Forskerne fandt 168 stoffer, der var skadelige for de undersøgte tarmbakterier. Sammenhængen har i de fleste tilfælde ikke været kendt af forskningen tidligere.

Mange af stofferne kommer vi i kontakt med i dagligdagen.

Størstedelen af de skadelige stoffer var eksempelvis pesticider, der findes blandt andet i drikkevand, vandløb og søer, afgrøder og vores omkringliggende miljø.

Solidt studie - med begrænsninger

Studiets overordnede konklusion er altså, at mange almindeligt forekommende, miljøstoffer potentielt har negative effekter på vores tarmbakterier.

Men resultaterne er stadig kun baseret på laboratorieforsøg, minder Ditlev Egeskov Brodersen om:

"Forsøgene er lavet 'in vitro', hvor man dyrker bakteriestammerne under forsøgsbetingelser, der kommer tæt på leveforholdene i tarmen."

"Her blev bakterierne udsat for stofferne i en forudbestemt koncentration på 1:100.000, hvilket ikke er så langt fra de mængder af stofferne, man blandt andet har målt i blodet hos gravide kvinder," forklarer han.

Men koncentration af stofferne, kan godt vise sig at være over det reelle niveau i tarmen, påpeger han.

"Forsøget tager ikke højde for, at bakterier i tarmen ikke nødvendigvis oplever samme koncentration af stofferne, som findes i blodet."

"Desuden er den her slags modelforsøg, selv når man kigger på komplekse kulturer, hvor mange bakterier sættes sammen, en kraftig forsimpling af virkeligheden i vores krop."

Ditlev Egeskov Brodersen tilføjer, at metoderne efter hans vurdering "såmænd er solide nok" – men at der alligevel er begrænsninger i, hvad vi kan konkludere ud fra dem.

"Endelig har de kun kigget på godt 20 bakteriearter, hvor vi ved, at det menneskelige tarmmikrobiom består af mange hundrede - eller endda flere tusinde arter," siger han.

Forskerne bag artiklen understreger derfor, at det er vigtigt at indsamle flere data om eksponering for skadelige stoffer i vores hverdag for at se, om der er lignende effekt...

For 500 år siden udkom den første bibel med et landkort.

Jubilæet er passeret uden større opmærksomhed, men udgivelsen ændrede den måde, bibler blev produceret på.

Kortet var at finde i Christopher Froschauers udgave af Det Gamle Testamente fra 1525, trykt i Zürich og vidt udbredt i det centrale Europa i det 16. århundrede.

På trods af dette banebrydende øjeblik i bibelhistorien var dette første forsøg dog langt fra en succes.

Kortet er spejlvendt langs nord-syd-aksen, og som følge ligger Middelhavet øst for Palæstina i stedet for vest.

Det illustrerer, hvor begrænset kendskabet til Mellemøsten var i store dele af Europa, at et sådant kort kunne trykkes uden at nogen på trykkeriet stillede spørgsmål ved det.

Kortet blev oprindeligt tegnet omkring 10 år tidligere af den berømte renæssancemaler og grafiker Lucas Cranach den Ældre, der arbejdede i Wittenberg i det nuværende Tyskland.

Det er forsynet med latinske tekster og viser Palæstina med en række vigtige hellige steder som Jerusalem og Betlehem. Nederst på kortet ses Sinai-bjerget og den rute, israelitterne fulgte, da de flygtede fra slaveri i Egypten.

Landskabet fremstår dog mere europæisk end mellemøstligt, hvilket afspejler trykkernes uvidenhed om regionen.

Der er befæstede byer med mange træer, og i modsætning til virkeligheden slynger Jordanfloden sig langt mere dramatisk mod Det Døde Hav, mens kystlinjen er rigere på bugter og vige.

I det foregående århundrede havde europæerne genopdaget den græsk-romerske geograf Ptolemæus fra det 2. århundrede og med ham kunsten at fremstille præcise kort baseret på bredde- og længdegrader (i det omfang længdegrad overhovedet lod sig beregne på det tidspunkt, noget der først blev væsentligt forbedret i de følgende århundreder).

Køberne ønskede samtidige kort

Med bogtrykkerkunstens gennembrud gik Ptolemæus' Cosmographia sin sejrsgang gennem Europa.

Hans videnskabelige værk om geografi blev udgivet, og hans kort over den antikke verden reproduceret.

Trykkerne opdagede dog hurtigt, at køberne ønskede samtidige kort. Snart blev nye kort over Frankrig, Spanien og Skandinavien udgivet.

Set med nutidens øjne er de slående moderne: nord vender opad på siden, og byer, floder og kystlinjer er gengivet med stor nøjagtighed.

Disse kort fortrængte hurtigt middelalderens korttradition med dens symbolske tilgang til verden, som for eksempel Mappa Mundi, det berømte middelalderkort i Hereford-domkirken fra omkring år 1300, hvor det handlede mere om at formidle kulturel eller religiøs betydning end geografisk præcision.

Med én undtagelse: Palæstina.

De tidlige trykkere af Ptolemæus gav også deres læsere et 'moderne kort over Det Hellige Land', som i virkeligheden var alt andet end moderne.

Det var et middelalderkort, fremstillet ikke ved hjælp af bredde- og længdegrader, men ved brug af et gitter til at måle afstande mellem forskellige steder.

Det var orienteret med øst øverst på siden og vest nederst. Kortet fremstillede kristendommens hellige steder og opdelte Palæstinas land i stammeområder.

Lucas Cranachs kort blander disse to korttyper.

Langs den øverste og nederste kant er der indtegnet meridianlinjer, men kystlinjen hælder, så hele kortet i praksis er orienteret med nordøst øverst på siden.

Det er som om, Lucas Cranach ikke helt kunne beslutte sig for, hvilken type kort han ville skabe.

Fremstillingen er realistisk og moderne, men kortet er samtidig gennemsyret af symbolsk geografi: Når vi ser på tværs af kortet, følger vi israelitternes rejse fra slaveri i Egypten til det forjættede land, med alle dets ladede steder som Karmelbjerget, Nazaret, Jordanfloden og Jeriko.

Opfattelsen af Palæstina

Kortet var karakteristisk for Europas manglende interesse for Palæstina, der på daværende tidspunkt var en del af Det Osmanniske Rige.

Det, de europæiske bogkøbere interesserede sig for, var den særlige hybrid, som 'Det Hellige Land' udgjorde: Et sted, der på én og samme tid hørte til i den virkelige verden og alligevel stod uden for den.

De byer, kort...

Den sibiriske kulde gemmer på mange hemmeligheder. En af dem har forskere nu fundet i maven på en 14.000 år gammel, mumificeret ulveunge, viser et nyt studie.

Da forskerne åbnede ulveungens mavesæk, lå der stadig et lille stykke muskelvæv tilbage fra dens sidste måltid: kød fra et uldhåret næsehorn (Coelodonta antiquitatis) - en art, der uddøde for mere end 14.000 år siden ved slutningen af den sidste istid.

Forskerne bag studiet forestiller sig, at ulven døde kort efter at have mæsket sig i kødet fra næsehornet. Kort tid efter døde ulven selv, og både rovdyr og bytte blev hurtigt indkapslet i den frosne jord.

Et overraskende sundt næsehorn

Det lille stykke næsehornskød i ulvens mave viste sig at være guld værd. Forskerne har nemlig formået at kortlægge hele arvemassen fra det 14.400 år gamle væv. Noget, der aldrig før er gjort ud fra maveindhold.

Mikkel Winther Pedersen, adjunkt ved Globe Institute, Københavns Universitet, er begejstret for det nye studie. Han forklarer, at forskere normalt må nøjes med fossiler, når de vil undersøge uddøde dyr.

"Men her har vi en ny type kilde: maveindhold fra et dyr, som blev indkapslet i permafrosten. Det er ret usædvanligt," siger han.

Samtidig udfordrer studiets resultater en udbredt forklaring på, hvordan arter uddør. Normalt forventer forskere at se tegn på såkaldt genomisk erosion, hvor små og pressede bestande får problemer med indavl, tab af genetisk variation og ophobning af skadelige mutationer.

Men det var slet ikke tilfældet her.

"Vores analyser viste et overraskende stabilt genetisk mønster uden ændringer i indavlsniveauer gennem titusinder af år før det uldhårede næsehorns uddøen," fortæller Edana Lord, medforfatter på studiet og tidligere postdoc ved den svenske forskningsinstitution Centre for Palaeogenetics, i en pressemeddelelse.

Med andre ord: Næsehornene var genetisk sunde, helt frem til kort tid før de forsvandt.

I stedet peger forskerne på, at hurtige klimaforandringer ved slutningen af istiden sandsynligvis var den afgørende årsag til næsehornets uddøen.

"Temperaturstigninger kan ændre landskabet dramatisk. Hvilke planter der vokser hvor, og dermed hvad store planteædere kan spise. Hvis det går for hurtigt, kan selv store, sunde bestande ikke nå at tilpasse sig," siger Mikkel Winther Pedersen.

Selvom mennesker havde levet i det nordøstlige Sibirien i omkring 15.000 år, før næsehornene forsvandt, tyder den genetiske stabilitet på, at menneskelig jagt næppe var hovedårsagen. Klimaet ser ud til at have givet det endelige dødsstød.

En lektie fra fortiden

Selvom fundet stammer fra istiden, rækker betydningen langt ind i nutiden, forklarer Mikkel Winther Pedersen.

For det første kan studiet hjælpe forskere med at vurdere risikoen for, at nulevende arter uddør. Når man ved, hvordan en genetisk sund bestand kan forsvinde hurtigt, bliver det lettere at genkende faresignaler i dag.

For det andet viser studiet, at der findes nye og overraskende kilder til gammelt DNA - ikke kun knogler og fossiler, men også maveindhold.

Og endelig minder fundet os om, hvor sårbare selv store og tilsyneladende robuste dyrearter kan være, når klimaet ændrer sig hurtigt. En lektie fra fortiden, som kan vise sig at være særdeles relevant i en tid med hastige klimaforandringer, påpeger Mikkel Winther Pedersen.

Det kan være noget så irriterende, når personen foran en til en koncert river telefonen frem for at tage billeder, og det blokerer synsfeltet for de øvrige koncertgængere bagved.

Og så kan det også koste dyrt på den sociale konto, skriver University of Oregon i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Journal of the Association for Consumer Research.

For selvom det ved showets start ofte kraftigt bliver frarådet publikum at filme og tage billeder, er der alligevel altid nogen, der vil 'dokumentere' begivenheden med kameraet.

Det kan føre til sociale straffe og endda påvirke venskaber, viser ny forskning fra University of Oregon i USA.

Af forskningen fremgik det, at folk, der tog billeder og videoer til koncerter og andre live-begivenheder, blev betragtet som værende mindre engagerede i oplevelsen, ligesom deres venner ville være mindre tilbøjelige til at invitere dem med til fremtidige begivenheder, hvis de så dem bruge deres telefoner til at tage billeder og filme.

Det nye resultat strider imod tidligere forskning, der indikerer, at telefonoptagelser er med til at forlænge minderne om koncerter og andre liveoptrædelser.

Det fik forskerholdet til at evaluerede kommentarsporet til en New York Times-artikel om publikummer, der bruger deres telefoner til at tage billeder og filme under koncerter.

De fandt ud af, at mere end 75 procent af kommentarerne var negativt rettet mod mobilfotograferne, hvoraf mange kommentarer specifikt nævnte, at de, der filmede, ikke engagerede sig og samtidig distraherede andre i publikummet.

"Det er ikke sådan, at man ikke må tage nogen billeder. Vi ved, at folk vil tage fotos, men graden betyder noget. At tage et par billeder i begyndelsen eller måske halvvejs gennem koncerten og derefter lægge telefonen væk og nyde showet – det fører ikke til disse negative konsekvenser, eller i hvert fald ikke i samme grad," lyder det fra forskeren bag studiet Freeman Wu i pressemeddelelsen.

"I dette hulrum her kan du se nogle hvide aflejringer," siger Jan Braly Kihle.

På computerskærmen har han zoomet ind på en mørk sten med sorte og hvide pletter.

Petroleum hænger stadig ved i de sorte områder, mens de hvide indeholder netop det, forskerne forsøger at opnå, nemlig at omdanne CO2 til et fast stof. Et stof, der ikke kan slippe ud igen.

Små krystaller af CO2

De mineraler, der lyser op på Jan Braly Kihles skærm, blev dannet helt naturligt for millioner af år siden. Lava, der væltede ud fra Jordens indre, størknede til tung basaltsten.

Da lavaen kølnede, blev CO2 og andre gasser presset sammen i små hulrum, forklarer Jan Braly Kihle.

Så reagerede gasserne med andre stoffer i den vulkanske sten og blev til hårde mineraler.

Jan Braly Kihle zoomer ind på en plet: "Den centrale, indre del er calsit," forklarer han.

Små krystaller dannet af calcium og CO2.

Adskiller sig fra den klassiske idé

"Det er jo en meget tillokkende tanke," siger Martin Fernø, som forsker i kulstoffangst og -lagring ved Universitetet i Bergen.

Ikke langt fra hans kontor er Northern Lights-projektet nu i gang med at lagre CO2-udslip for første gang i norsk historie.

"Northern Lights har et mere klassisk reservoir," forklarer Martin Fernø.

Flydende CO2, som bliver transporteret til Øygarden uden for Bergen, ankommer med specialbyggede skibe og bliver derefter pumpet gennem en omkring 100 kilometer lang rørledning.

Endestationen ligger dybt under havbunden.

Jordskælv kan føre til lækager

Her er det ikke størknet lava, der skal modtage udledningerne, men sandsten, som er sand, der for millioner af år siden blev skyllet ud i havet og siden presset sammen til en porøs sten.

Over laget af sandsten ligger et lag af skifer, som skal forhindre gassen i at sive ud igen.

Men jordskælv og andre forstyrrelser kan føre til lækager.

Faren for lækage er større end tidligere antaget, skrev Universitetet i Bergen i 2020, og ny forskning peger på, at to af lagene under havbunden kan vende sig, hvilket også kan føre til, at gassen slipper ud.

Ikke helt overbevist

Alligevel er Martin Fernø ikke helt overbevist om, at vulkansk basalt-sten vil erstatte den nuværende teknologi.

"Jeg tror, den vil få en rolle i fremtiden, især i de regioner, hvor man allerede er i gang," siger Martin Fernø, som blandt andet peger på Island.

"Men om det bliver en stor norsk teknologi, er jeg lidt mere i tvivl om" siger forskeren fra Universitetet i Bergen.

Men så kom resultaterne fra det islandske pilotforsøg i 2016. Her havde man pumpet 230 ton CO2 ned i basalt under jorden. Da de to år senere tog prøver af den vulkanske sten, fik de sig en overraskelse: Hele 95 procent af gassen var blevet omdannet til mineraler.

Findes i enorme mængder ud for Norges kyst

Alligevel har hverken forskere, myndigheder eller industri kastet sig over idéen. Men noget er alligevel ved at ske.

Langt ude på havet ud for Nordland, syd for Lofoten, har et skib fyldt med tyske forskere sejlet rundt i fem uger. Fra skibet fortæller Ingo Klaucke, hvad de arbejder med:

"Basalt findes i enorme mængder ud for Norges kyst," fortæller han.

Ingo Klaucke er forsker ved det tyske havforskningsinstitut, Geomar, som samarbejder med det det norske Institut for Energiteknik (IFE) i et stort projekt kaldet Perbas.

Basalten skal have de rette egenskaber

Ved to tidligere ekspeditioner har forskere boret prøver af basalt op fra Vøring-plateauet. Det så lovende ud.

Den vulkanske sten skal nemlig have de rette egenskaber for at kunne bruges til kulstoflagring. CO2 skal kunne trænge ind i stenen, og gassen skal have mange hulrum at gemme sig i.

Nu har forskerne ved Geomar kortlagt hele området med seismiske og elektromagnetiske målinger.

"Vi vil finde ud af, om basalten under Vøring-plateauet egner sig til at lagre enorme mængder CO2, eller om de porøse sten kun findes tæt på borehullerne," siger Ingo Klaucke.

Sprøjtes ind som danskvand

Men lagring i vulkansk sten har en udfordring, fortæller Martin Fernø ved Universitetet i Bergen.

"...

Opdatering 15. januar 2026 kl. 10.33: De fire astronauters rumskib er landet i havet ud for Californiens kyst, og de er netop kommet sikkert ombord på SpaceX's skib. Derfra bliver alle fire astronauter transporteret til tjek på et lokalt hospital, hvorefter de flyves til NASA's Johnson Space Center i Houston, Texas.

Oprindelig artikel fra før hjemrejsen:

For første gang nogensinde har den amerikanske rumfartsorganisation NASA valgt at sende et hold astronauter hjem før tid på grund af problemer med helbredet.

Hjemsendelsen fra Den Internationale Rumstation, ISS, påbegyndes onsdag aften, og du kan følge astronauternes rejse tilbage mod Jorden live i videoen ovenfor.

De fire astronauter, som skal hjemsendes, bliver fragtet i en Dragon-rumkapsel fra firmaet SpaceX – den samme type rumfartøj, som bragte den danske astronaut Andreas Mogensen tilbage til Jorden i 2024 efter hans ophold på rumstationen.

NASA har ikke offentliggjort, hvem af de fire astronauter, som er syg, eller hvad vedkommende fejler, men det meddeles, at patientens tilstand er 'stabil'.

"På grund af medicinsk fortrolighed er det ikke passende for NASA at dele flere detaljer om besætningsmedlemmet," skriver NASA i en opdatering om hjemsendelsen.

Dansk rumlæge: Det må være alvorligt

Holdet, som skal hjemsendes, kaldes for Crew-11 og består af de amerikanske astronauter Zena Cardman og Mike Fincke, den japanske astronaut Kimiya Yui samt den russiske kosmonaut Oleg Platonov.

De forventes at lande med hjælp fra en faldskærm i Stillehavet ud for Californiens kyst omkring kl. 09.41 torsdag 15. januar dansk tid. Alle tidspunkter for hjemrejsen kan dog ændre sig afhængigt af vejret, oplyser NASA.

Den danske rumlæge og tidligere professor Peter Norsk har tidligere udtalt til Videnskab.dk, at evakueringen fra rumstationen er usædvanlig.

"Det må være en temmelig alvorlig tilstand, når man vælger at sende astronauterne hjem, så kort tid før deres mission egentlig slutter. For det er enormt dyrt og omkostningsfyldt at ændre planer på en rummission," siger Peter Norsk, som tidligere har været forskningsleder hos NASA, i en artikel på Videnskab.dk.

Han henviser til, at man eksempelvis har oplevet astronauter på rumstationen, som fik blodpropper i halsen, uden at det tidligere har ført til diskussioner om afbrydelse af deres rummission.

Når de fire astronauter forlader rumstationen i aften, vil der være tre besætningsmedlemmer tilbage på stedet; de to russiske kosmonauter Sergey Kud-Sverchkov og Sergey Mikaev samt den amerikanske NASA-astronaut Christopher Williams.

Ved en ceremoni mandag aften dansk tid fik den russiske kosmonaut Sergey Kud-Sverchkov overdraget kommandoen over rumstationen.

Efter planen vil fire nye astronauter blive sendt op til rumstationen i februar.

Da universet var mindre end halvanden milliard år gammelt, var det ramt af et mystisk fænomen: Overalt var der små, røde pletter.

De gådefulde pletter blev helt uventet opdaget på billeder fra det enorme rumteleskop James Webb, og astrofysikerne har siden kæmpet for at finde ud af, hvad de kan være.

Nu har en forskergruppe fra Københavns Universitet fundet en mulig forklaring på de kompakte, men kraftigt lysende objekter i det tidlige univers: I et nyt studie argumenterer de for, at der er tale om unge sorte huller, der er indhyllet i en tæt gassky og i gang med at æde sig større.

Studiet har fået en fornem plads på forsiden af det prestigefyldte videnskabelige tidsskrift Nature, og det vækker begejstring blandt studiets 17 forfattere, hvoraf 11 er tilknyttet Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

"Det var lidt af en overraskelse, men meget tilfredsstillende," lyder det fra en af studiets forfattere professor Darach Watson om det at være på forsiden af Nature.

En uløst gåde

En række forskere har igennem længere tid forsøgt at løse gåden om, hvorfor i alverden det tidlige univers så ud, som om det var ramt af børnesygdommen røde hunde.

"Vi blev ved med at se disse små, røde pletter på de skarpe billeder fra Webb-teleskopet. De dukker op i stort antal, når man kigger helt tilbage til det tidlige univers," fortæller Darach Watson fra Cosmic Dawn Center på Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet.

"Hubble-teleskopet kunne ikke se dem, fordi det ikke kan se så langt tilbage i tiden. Så spørgsmålet var også, hvorfor de kun optræder så tidligt i universets historie."

Ikke galakser og - ved første øjekast - heller ikke sorte huller

Umiddelbart kunne de røde pletter ligne tidlige galakser. Men objekterne er ret små. Meget mindre end vores galakse Mælkevejen, og de udsender ekstremt meget lys.

Så hvis der var tale om tidlige galakser, skulle mange milliarder af ufattelig lysstærke og rødlige stjerner være samlet i en ekstremt tæt stjernehob. Det gav ingen mening for forskerne.

Alternativet kunne være sorte huller i voksealderen. De kan lyse kraftigt op, fordi de tiltrækker gas fra omgivelserne. Gassen opvarmes kraftigt og udsender lyset, lige før det falder ned i det sorte hul og er væk for altid.

Til at starte med gav forklaringen med sorte huller imidlertid heller ingen mening. Lyset er for rødt, og desuden afgiver de små røde pletter ikke røntgenstråling, sådan som astronomerne normalt kender det fra sorte hullers ædegilde.

Løste gåden: Det var gas

Gåden blev løst ved at antage, at de små, røde pletter drives af unge, meget tunge sorte huller - såkaldte supermassive sorte huller med masser på mellem 100.000 og 10.000.000 gange Solens masse.

De sorte huller er omgivet af en tæt gassky. Når den kraftige stråling trænger igennem gasskyen, bliver røntgenstrålingen absorberet, samtidig med at lyset bliver mere rødligt.

"Da det gik op for mig, at der måtte være denne signatur af varm gas omkring de sorte huller, og jeg så begyndte at lede efter den, var den der lige for øjnene af mig. Jeg blev helt vildt begejstret," fortæller Darach Watson.

I dag findes der enorme, supermassive sorte huller i centrum af alle galakser. For eksempel rummer Mælkevejen et sort hul, der vejer lige så meget som fire millioner sole.

Astrofysikerne bag den nye Nature-artikel vurderer, at de små, røde pletter er forstadierne til nutidens supermassive sorte huller. De lå i centrum af små galakser med cirka en milliard stjerner. Lyset fra stjernerne blegner i forhold til lyset fra gassen om det forslugne sorte hul.

Andre bud: Stjerner større end Solsystemet

Fordi de sorte huller var svøbt ind i gas, ligner de til forveksling kolossale stjerner. Faktisk mener nogle astrofysikere, at der slet ikke er tale om sort-hul-stjerner, men i stedet rigtige stjerner i monsterstørrelse.

I en artikel, der bliver publiceret i tidsskriftet The Astrophysical Journal, argumenterer Devesh Nandal og Avi Loeb fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics i USA såled...

Donald Trump kræver stadig ejerskab over Grønland, og det har skabt intens uro i både Grønland og Danmark.

Vi leder alle efter en forklaring på, hvad der driver ham. Er det mineraler? International sikkerhed?

Nej, ifølge historiker Rasmus Sinding Søndergaard handler det i allerhøjeste grad om territorium.

Han er seniorforsker på Danmarks Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han forsker i USA's udenrigspolitik over for Europa – historisk og aktuelt.

I en episode af podcasten Koldfronten, som blev udgivet 5. december, analyserer han Trumps motiver for at få Grønland.

"Man kan lytte til, hvad han (Trump, red.) siger, men man kan også prøve at grave stikket dybere."

"Der tror jeg, at det er ganske afgørende for Trump, at han ønsker at udvide USA's territorium, som han har snakket om – og Grønland er den bedste mulighed for at gøre det," fortæller han i podcasten.

Forskeren mener, at det handler om, at Trump gerne vil sikre sin plads i historiebøgerne, sikre sit eftermæle.

"Han vil huskes som en af de helt store. Han vil ikke bare gøre USA 'great' igen, han vil også gøre USA større igen."

Rasmus Sinding Søndergaard peger på, at der historisk har været en ide om, at USA har en særlig ret og mission i forhold til at ekspandere og udvide sit politiske system til andre dele af verden. Det er en del af deres selvforståelse.

"I den kontekst, tror jeg, vi skal se hans interesse for Grønland."

Det siger han blandt andet med udgangspunkt i en specifik udtalelse fra Trump, der stammer fra 2021 om hans kærlighed til kort:

"Jeg elsker kort. Og jeg har altid sagt: 'Prøv at se størrelsen på det her. Det er gigantisk. Det burde være en del af USA."

USA som ekspanderende nation

I 1840'erne blev begrebet 'manifest destiny' brugt første gang. Altså ideen om, at USA havde en skæbne, som var uundgåelig, om at man skulle udbredes – på det her tidspunkt hen over det nordamerikanske kontinent vestpå.

Den tankegang er så blevet overført op igennem det 20. århundrede og frem til i dag i forhold til amerikansk udenrigspolitik. Man ser USA som leder af den frie verden og den regelbaserede orden.

"Med det har der været en ide om, at USA på en eller anden måde kunne hejse sig op over normal ageren for stormagter og være en særlig stormagt – et særligt imperium, som ikke var et imperium, men en stormagt, der var med til at forme verden til et bedre sted."

Den fortælling indebærer en opfattelse af, at USA har ret til at tage mere territorium, og at det faktisk ville være godt for de territorier og de mennesker, der bor der, at blive indlemmet i den amerikanske fortælling.

"Trump er egentlig ikke en, der tror på den her slags og tænker over det, men han har fundet det her begreb i værktøjskassen."

"Og nu er han begyndt at italesætte sin interesse for Grønland med udgangspunkt i den her fortælling."

Der skal amerikansk flag på det hele

I Trumps første præsidentperiode var der primært fokus på stormagtskonkurrence med Kina og Rusland, men det har ændret sig i anden periode.

Trumps nye måde at tale om USA og andre stormagter tyder ifølge Rasmus Sinding Søndergaard på, at han er ved at rykke sit fokus over på interessesfærer. Altså ideen om, at en stormagt har en naturlig ret til at gøre sin indflydelse gældende i sin egen baghave så at sige – sin egen region.

For Trump er hele det amerikanske område – både nord og syd – USA's interessesfærer. Og det man måske glemmer er, at Grønland ligger på det nordamerikanske kontinent.

Fra amerikansk side har man desuden lige flyttet Grønland ind under den nordamerikanske kommando i militæret, hvor den tidligere lå under den europæiske region.

"Forståelsen er, at Grønland hører til i Nordamerika, og Trump har tilsyneladende en tankegang, der hedder, at i det nordamerikanske kontinent skal USA's indflydelse gøre sig gældende."

"Det er også derfor, han joker lidt med, at Canada burde blive en delstat, og at han har omdøbt den Mexicanske Golf til den Amerikanske Golf."

"Der skal amerikansk flag på det hele."

Du kan h...

Iranerne har vist sig villige til at betale en meget høj og blodig pris for politisk forandring. Protester er konsekvent blevet mødt af vold og massedrab af præstestyret Den Islamiske Republik.

Dødstallet, siden iranerne gik på gaden 28. december 2025, har ifølge rapporter passeret 500, og mere end 10.000 er blevet anholdt. Indkommende meldinger peger på, at antallet af ofre er langt højere.

Et klart flertal af iranerne ønsker ikke det teokrati (præstestyre, red.), der kom til magten med revolutionen i 1979. De ønsker et sekulært demokrati.

Men hvad fortæller den offentlige mening os om, hvordan et sådant system bør se ud, og hvordan forandringen bør gennemføres?

Internet-meningsmålinger viser et andet billede end de traditionelle meningsmålinger

Det er er ikke en let opgave at måle den offentlige opinion i et land med så hårdhændet undertrykkelse af egen befolkning.

Traditionelle meningsmålinger gennemført via (fastnet-)telefoner eller ved personlige interviews giver ofte et billede af et utroligt homogent, islamisk og regimevenligt samfund.

Til forskel fra disse meningsmålinger gennemfører Gamaan (Group for Analysing and Measuring Attitudes in Iran) anonyme spørgeskema via internettet.

Vores forskning bygger på repræsentative stikprøver med alt fra titusinder til mere end 100.000 respondenter.

En Gamaan-meningsmålinger fra 2020 afdækkede et mangfoldigt, sekulariseret (ikke-religiøst, red.) og systemkritisk samfund, hvor omkring 70 procent var imod tvungen hijab - tørklæde, der dækker håret, halsen og skuldrene.

Sådan foretog vi stikprøverne

Disse tal blev synlige i gadebilledet under protesterne i efteråret 2022, hvor iranerne trodsede præstestyret med kampråbet: "Kvinde, liv, frihed" (se mere om stikprøvernes karakteristika, vægtning og eksterne benchmark-tests på gamaan.org samt i dette Wapor-webinar om metode).

For at forbedre randomiseringen (det statistisk tilfældige udvalg, red.) af stikprøverne samarbejder vi med Psiphon VPN, som er udbredt i hele Iran (VPN'er er en tjeneste, der krypterer ens internettrafik og skjuler ens IP-adresse, red.)

I 2025 var anslået 90 procent af iranske internetbrugere afhængige af VPN'er for at få adgang til blokerede platforme, herunder helt basale beskedtjenester som WhatsApp.

Denne dækning har muliggjort det, vi kalder 'VPN-baseret stikprøveudtagning', som giver store og socialt varierede stikprøver under forhold, der sikrer både anonymitet og sikkerhed.

Sammen med omfanget giver anonymiteten et pålideligt indblik i, hvad iranerne rent faktisk ønsker.

Den seneste meningsmåling om den 12 dage lange krig med Israel, gennemført i september 2025, indsamlede mere end 30.000 svar fra personer i landet.

Opstand igen? Hvad er anderledes?

Vores meningsmålinger viser konsekvent, at et flertal er enige om, hvad de ikke ønsker.

På tværs af provinser, land- og byområder, aldersgrupper og køn svarer omkring 70–80 procent, at de ikke ville stemme på præstestyret Den Islamiske Republik.

I alle runder af meningsmålingerne har opbakningen til et regimeskifte som en forudsætning for reelle fremskridt været den mest udbredte holdning. Denne opbakning toppede tidligere under 'Kvinde, liv, frihed'-protesterne.

Vi mener, at vi nu ser endnu en stigning, i lyset af den fremgang, der er registreret efter den 12 dage lange krig.

I modsætning til situationen under tidligere protester er regimet militært svækket efter 12-dages-krigen, hvor mange højtstående militære chefer blev dræbt.

Iran er også kulturelt svækket og ikke længere i stand til at håndhæve den obligatoriske hijab. Samtidig er landet økonomisk svækket med en valuta i frit fald.

Iranere mener, at protester, udenlandsk pres og indgriben er en mere sandsynlige vej til politisk forandring end valg og reformer.

De blev styrket i deres tro, da en amerikansk præsident for første gang truede med indgriben, hvis demonstranter blev dræbt. Det skete få dage efter, at det amerikanske militær bortførte Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, én af Den Islamiske R...