Vi ved allerede, at de tusindvis af forskellige bakteriearter i vores tarm, der tilsammen kaldes tarmmikrobiomet, har betydning for vores overordnede sundhed.
Derfor er der al mulig grund til at passe godt på vores mikrobiom, blandt andet gennem sund og varieret, fiberrig kost.
Men det er ikke kun ved at gafle rundt i hele kostpyramiden, at du sikrer dig en sund tarm.
Nu viser et studie fra Cambridge University i England, at de pesticider, som vi sprøjter markerne med, kan påvirke bakterierne i vores tarmmikrobiom negativt.
Kemikalierne, der oprindeligt er designet til kun at virke på én type mål, for eksempel insekter eller svampe, har altså en betydning for vores tarmsundhed, konkluderer forskerne.
Alt, hvad vi spiser påvirker tarmen
Studiet er lavet i et laboratorium og skal ses som første skridt i en afdækning af en kompleks sammenhæng.
Det er budskabet fra Ditlev Egeskov Brodersen, professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet, der har læst det nye studie for Videnskab.dk.
"Vi skal naturligvis værne om vores miljø ved at anvende så få, kendte giftstoffer som muligt og undgå pesticid- og insekticidrester i vores mad," siger han.
"Alt, vi spiser, påvirker jo vores mikrobiom, og vi ved, at ultraforarbejdede fødevarer, for eksempel fastfood, har en negativ effekt på mikrobiomet."
"Så det er da nærliggende, at de forskellige miljøgifte, vi udsættes for, også påvirker det," tilføjer han.
Rester fra pesticider findes især i fødevarer som frugt, grøntsager og kornprodukter, hvis du vil holde dit indtag af pesticider på et minimum, anbefales det blandt andet, at du køber økologisk.
Testet over 1.000 miljøgifte
I studiet har forskerne i et laboratorium testet over 1.000 kendte miljøgifte på 22 almindeligt forekommende bakterier fra den menneskelige tarm.
Det gælder både pesticider og industrielle kemikalier, flammehæmmere og PFAS på 22 almindeligt forekommende bakterier fra den menneskelige tarm.
De har desuden testet de nedbrydningsprodukter, der opstår, når stofferne delvist nedbrydes i naturen.
Forskerne fandt 168 stoffer, der var skadelige for de undersøgte tarmbakterier. Sammenhængen har i de fleste tilfælde ikke været kendt af forskningen tidligere.
Mange af stofferne kommer vi i kontakt med i dagligdagen.
Størstedelen af de skadelige stoffer var eksempelvis pesticider, der findes blandt andet i drikkevand, vandløb og søer, afgrøder og vores omkringliggende miljø.
Solidt studie - med begrænsninger
Studiets overordnede konklusion er altså, at mange almindeligt forekommende, miljøstoffer potentielt har negative effekter på vores tarmbakterier.
Men resultaterne er stadig kun baseret på laboratorieforsøg, minder Ditlev Egeskov Brodersen om:
"Forsøgene er lavet 'in vitro', hvor man dyrker bakteriestammerne under forsøgsbetingelser, der kommer tæt på leveforholdene i tarmen."
"Her blev bakterierne udsat for stofferne i en forudbestemt koncentration på 1:100.000, hvilket ikke er så langt fra de mængder af stofferne, man blandt andet har målt i blodet hos gravide kvinder," forklarer han.
Men koncentration af stofferne, kan godt vise sig at være over det reelle niveau i tarmen, påpeger han.
"Forsøget tager ikke højde for, at bakterier i tarmen ikke nødvendigvis oplever samme koncentration af stofferne, som findes i blodet."
"Desuden er den her slags modelforsøg, selv når man kigger på komplekse kulturer, hvor mange bakterier sættes sammen, en kraftig forsimpling af virkeligheden i vores krop."
Ditlev Egeskov Brodersen tilføjer, at metoderne efter hans vurdering "såmænd er solide nok" – men at der alligevel er begrænsninger i, hvad vi kan konkludere ud fra dem.
"Endelig har de kun kigget på godt 20 bakteriearter, hvor vi ved, at det menneskelige tarmmikrobiom består af mange hundrede - eller endda flere tusinde arter," siger han.
Forskerne bag artiklen understreger derfor, at det er vigtigt at indsamle flere data om eksponering for skadelige stoffer i vores hverdag for at se, om der er lignende effekt...