I løbet af juleferien udlægger fire forskere fire af H.C. Andersens eventyr. I dag skriver postdoc Sarah Bienko Eriksen om 'Prinsessen på ærten'. Under artiklen kan du læse selve eventyret.

'Prinsessen på ærten' har haft den pudsige skæbne at være så populær, at mange aldrig får den læst. Det er en fejl. Og eftersom den fylder omkring 350 ord - altså kortere end den artikel, du læser nu - er det også en fejl, der let kan udbedres.

Eventyret begynder med en prins, der rejser verden rundt i jagten på en 'rigtig' prinsesse. Han har mødt mange kandidater på sin vej, men ingen af dem var 'rigtige nok', og for ham duer kun den 'ægte' vare.

Ordene 'rigtig' og 'virkelig' optræder hele ni gange i denne korte fortælling - i klar modstrid med alle skrøner om god stil og sproglig variation.

Så da en mulig prinsesse banker på slottets port en stormfuld nat, med regnvandet løbende ned gennem håret og ud af skoene, bliver hun bogstaveligt talt et billede på spørgsmålet om, hvordan man egentlig afgør, om noget er ægte.

Ser man det ved første øjekast? Kan man aflæse det i adfærden? Eller må man fornemme det?

For at finde ud af, om deres gæst er den ægte vare, tester dronningen hende med en seng, der er en prinsesse værdig: 20 edderdunsdyner lagt oven på 20 madrasser (selv H.C. Andersens brug af ordet 'rigtig' kan dårligt måle sig) og nederst én enkelt ært. Ikke en perle eller en diamant, men det mest ydmyge husholdningsobjekt.

Gæsten overser imidlertid ikke det mindste. Hun vågner blå og gul over hele kroppen, og i endnu værre forfatning end da hun kom. Hoffet er straks tilfredse - kun en ægte prinsesse kunne være så følsom! - men ironisk nok kommer hele øvelsen dem ikke et skridt nærmere på at kunne genkende en prinsesse.

Det er hendes evne til at mærke efter, der består prøven, ikke deres. Det ægte, antyder H.C. Andersen, kender ganske enkelt sig selv.

Vi kan alle gætte, hvad der derefter sker, men hvad med tiden efter brylluppet? Her finder vi Hans Christian Andersens mest nyskabende bidrag til det traditionelle eventyr: nemlig at ærten får sin egen slutning. Den får hædersplads i det kongelige museum: "hvor den endnu er at se den, hvis ingen ellers har taget den".

En dansk læser i 1835 kunne ikke undgå at bemærke hentydningen til tyveriet af Danmarks nationalklenodier, Guldhornene fra Gallehus, der i 1802 forsvandt fra netop dette sted. Mindre oplagt er det, at H.C. Andersen med denne reference sprænger boblen omkring eventyrets verden og sender ærten direkte ud i den virkelige verden.

Følte vi det? Måske ikke. Men på den anden side kan den jo være blevet stjålet.

"Se, det var en rigtig historie!", slutter eventyret sigende. Ikke en sand historie, vel at mærke, men det umulige fænomen: 'virkelig fiktion'. Og hvis vi selv ønsker at teste det, er det ikke H.C. Andersens skyld, at den ægte genstand mangler i museet.

I modsætning til prinsessen leverer dette eventyr ikke en pæn og ordentlig afslutning - og netop det er stor kunsts rigdom: den vækker eftertanke, gemmer forundringen i det helt hverdagsagtige. Den bliver aldrig færdig, men inviterer os til at lege videre med vores eget "lykkeligt til deres dages ende".

Her følger H.C. Andersens eventyr 'Prinsessen på ærten' i en udgave på moderne dansk, som stammer fra hcandersen.dk.

En aften blev det da et frygteligt vejr; det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle konge gik hen at lukke op.

Det var en prinsesse som stod udenfor. Men Gud, hvor hun så ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned af hendes hår og hendes klæder, og det løb ind ad næsen på skoen og ud ad hælen, og så sagde hun at hun var en virkelig prinsesse.

"Ja, det skal vi nok få at vide!" tænkte den gamle dronning, men hun sagde ikke noget, gik ind i sovekammeret, tog alle sengeklæderne af og lagde en ært på bunden af sengen. Derpå tog hun tyve madrasser, lagde dem oven på ærten, og så endnu tyve edderdunsdyner oven på madrasserne.

Der skulle nu pri...

Hele to gange i 2024 vågnede borgerne i Vejle midtby til ødelæggende oversvømmelser. I Kerteminde kan op imod 40 procent af boligerne være ubeboelige om 50 år. Og rundt omkring i landet må marker beskyttes med høje mure mod havets bølger.

Moder Jord bider hyppigere fra sig, og i hele landet undersøges der løsninger på, hvordan man kan beskytte sig mod havvandsstigning og stormfloder, som der kommer flere og flere af.

Et af de steder er på Syddansk Universitet, hvor der er oprettet et elitecenter med det knap så mundrette navn: 'Elite Centre of Aquatic Nature-based Solutions for climate change adaptation' - eller bare Aqua-Nbs.

I spidsen for centret sidder lektor Cintia Organo Quintana, som leder efter løsninger på, hvordan vi kan slå to fluer med ét smæk:

Beskytte mod havet og samtidig styrke livet i havet.

Hun giver her tre bud på danske projekter, der arbejder med netop de løsninger.

På Nordfyn nær Bogense har man siden 1871 gjort, hvad man kunne for at holde havet væk fra landbrugsjorden.

Dengang drænede man området for vand og byggede diger til at holde bølgerne på afstand, så jorden kunne dyrkes.

Men i 2014 købte Aage V. Jensens Naturfond området, ødelagde digerne og gav igen havet adgang til det 214 hektar store område.

Nedenfor kan du se, hvilken forskel det på ti år har gjort at fjerne digerne. (Fotos: Viggo Lind)

Området kaldes i dag Gyldensteen Kystlagune, og det er et af de danske områder, som Cintia Organo Quintana har særligt fokus på som forsker.

"Gyldensteen er et interessant eksempel på kystsikring og naturgenoprettelse på samme tid," siger hun.

"Der er skabt et stort lavvandet område, hvor der er cirka en meter dybt. Det tager energi fra bølgerne ved stormfloder og hjælper med at forhindre oversvømmelse længere inde på land."

Samtidig kan naturen selv genopbygge strandeng:

"Strandeng er et naturligt område med planter, der trives med at blive oversvømmet af saltvand i ny og næ," forklarer hun.

"Det er også med til at bremse bølger, samtidig med at jorden optager vandet langsomt og sender det gradvist ud i havet eller fjorden igen. Så det er en naturlig måde at beskytte mod oversvømmelser inde i landet."

Selvom det kræver et større areal end diger, kan naturen altså selv beskytte mod stormfloder og samtidig give en større biodiversitet.

Syddansk Universitets forskning ved Gyldensteen har dog også vist, at det kan være sværere end som så for livet i havet at trives på ny i et område, der har været brugt til landbrug i over hundrede år. Det kan du læse meget mere om i denne artikel.

Vejle by ligger i et vådt smørhul i bunden af en ådal, direkte ned til Vejle Fjord og skåret over af Vejle Å.

Det kan lyde som en velsignelse for vandglade borgere. Men ikke altid. For det betyder også øget risiko for oversvømmelser.

I februar 2024 var der mange vejlensere, der vågnede op til vandfyldte kældre og gader efter store mængder nedbør - så store, at kommunen måtte slukke for gadebelysningen af frygt for farlig strøm.

Godt et halvt år senere skete det igen med en af de værste oversvømmelser i byens nyere historie, lød det fra kommunens højtvandsvagt til DR.

Men kommunen arbejder på flere løsninger på problemet, ikke mindst projektet 'Membranen', som Cintia Organo Quintana fremhæver.

"Membranen er et af de projekter, hvor æstetik, sundere natur og rekreative områder følges ad," lyder det fra lektoren.

"Det handler om at lave et naturområde, hvor der er plads til, at vandet kan skylle ind naturligt og give mere biodiversitet. Samtidig bliver det et rekreativt sted at færdes for borgerne i Vejle."

Undersøgelser og forskningsbaserede anbefalinger peger da også på, at inddragelse af lokalbefolkningens behov, erfaringer og ønsker styrker klimatilpasningsprojekter.

Membranen bliver et hævet kystområde i forskellige naturlige materialer, hvor mennesker kan færdes det meste af tiden - men hvor fjorden til gengæld kan hæve sig 2,5-3 meter uden at nå ind til Vejle.

"Lige omkring vandoverfladen i det lavvandede område vil der være pl...

Rumfarten voksede frem og blev gradvist en del af menneskets historie ved at stå på skuldrene af de store opdagelsesrejser på Jorden gennem de sidste 500 år. Det har vi for nyligt skrevet om i artiklen Fra opdagelsesrejser på Jorden til udforskning af rummet: Sådan blev rumfarten en del af vores historie.

Denne kulturelle arv dannede grundlaget for menneskehedens næste store skridt, som denne artikel handler om: at rette blikket mod rummet.

Men da dette skridt endelig blev taget, var verden alligevel stort set uforberedt på den betydning, som det fik at opsende de første satellitter, lande på Månen og sende rumsonder længere ud i Solsystemet.

Da Sputnik 1 blev opsendt i oktober 1957, var rumfart noget ikke noget mange tog alvorligt, selv om man kunne læse spændende artikler i aviserne om rejser til Månen, Mars og Venus. Men hurtigere, end nogen havde ventet, begyndte et rumkapløb mellem Sovjetunionen og USA, der kulminerede med Apollo-landingerne på Månen i 1969, blot 12 år efter den første Sputnik.

Udviklingen siden månelandingerne har ført til, at det er naturligt at opdele rumfarten i tre områder, nemlig:

Den militære rumfart

Den kommercielle rumfart

Den videnskabelige rumfart

Den videnskabelige rumfart med opdagelsesrejser er den mindste del, men alligevel har rumfarten allerede nu præget vores verden - man behøver bare at tænke på, hvor afhængige vi er blevet af GPS.

Alt tyder på, at fremtidens verden vil blive endnu mere afhængig af, hvad der foregår ude i rummet, og som verden er i dag, er det nok naturligt først at se på den militære del af rumfarten.

Rumfarten udsprang af den kolde krig, og selvom verden hørte mest om den videnskabelige rumfart, så var det lige fra begyndelsen af rumalderen de militære satellitter, som stormagterne så som den vigtigste opgave.

Således havde USA det særlige problem, at man ikke havde så gode kort over Sovjetunionen, at man kunne udpege de vigtigste militære mål eller vurdere, hvor mange interkontinentale raketter russerne havde opstillet.

Man var virkelig bange for en enorm russisk raketoverlegenhed, men takket være militærsatellitterne blev det hurtigt tydeligt, at det havde man ingen grund til.

Satellitternes næste vigtige bidrag var, at de under den kolde krig gjorde det muligt at træffe aftaler om nedrustning, netop fordi de gav mulighed for at overvåge opstillingen af raketter og andet militært udstyr. Med denne kontrolmulighed kunne man træffe i hvert fald begrænsede aftaler.

Men så kom en episode, hvor verden kom meget, meget tæt på 3. verdenskrig, netop på grund af satellitter. Vi skal frem til 26 september 1983, hvor både USA og Sovjetunionen havde etableret et system af varslingssatellitter, der kunne opdage en raketopsendelse med det samme.

Det var vigtigt, for med raket er flyvetiden fra Sovjet til USA (og omvendt) kun en halv time, og skal man kunne nå at reagere på et raketangreb, er det vigtigt med en så lang varslingstid som muligt.

Satellitten Kosmos 1382 havde netop denne opgave, og fra en bane højt over Jorden observerede den USA med infrarøde teleskoper, som kunne opfange varmestrålingen fra en raket, der blev opsendt.

Blandt de områder, teleskoperne skannede, var Malmstrom Air Force Base i staten Montana, hvor der var opstillet mange interkontinentale raketter.

Her observerede teleskoperne, hvad der blev opfattet som, fem opsendelser, med det resultat at alarmen gik i Moskva, hvor en af historiens største helte heldigvis havde vagt.

Det var oberstløjtnant Stanislav Petrov, der valgte ikke at sende alarmen videre til regeringen, fordi han ikke kunne forestille sig et angreb på Sovjet med kun fem raketter.

På et hængende hår undgik vi en atomkrig, og det viste sig senere, at satellitten havde taget fejl. Der var skyer over basen, og de tilbagekastede sollyset til de infrarøde teleskoper på satellitten, som opfattede strålingen som tegn på en opsendelse.

Petrov blev underkastet mange forhør, men endte med at blive forflyttet til en anden post. Senere tog han sin af...

Når jeg sætter en liter mælk ind i mit køleskab, gør jeg det for, at den holder sig længere, for jeg drikker ikke så meget mælk, at jeg bare kan lade den stå fremme på køkkenbordet.

Lader jeg den stå ved stuetemperatur, skal jeg jo drikke en hel karton om dagen, for at mælken ikke bliver sur og går til spilde.

Inde i køleskabet går tiden meget langsommere end udenfor køleskabet - mælken kan overleve flere dage derinde, i modsætning til det korte liv på køkkenbordet.

Tiden uden for køleskabet forløber grundlæggende set hurtigere, selvom et ur placeret inden i og uden for køleskabet slår lige hurtigt.

Aflæser man dog tiden på de to ure på det præcise tidspunkt, hvor de første tegn viser sig på, at mælken er blevet sur, så vil man se, at der inden i køleskabet er gået mere end dobbelt så lang tid som udenfor.

Jeg forsker i teknologifilosofi og har de seneste år været optaget af, hvordan moderne teknologier påvirker vores forståelse af tid.

Vores opfattelse af tid, begivenheder og ting hænger tæt sammen: Afstanden mellem solopgang og solnedgang markerer tiden på en dag, mens intervallet mellem solopgang og solopgang er et døgn.

Forandringerne i mælken fra at den er frisk, til den bliver sur, er også et ganske specifikt tidsrum. Ligeledes kan jeg også måle tiden, fra jeg tager afsted fra mit hjem i København, til jeg ankommer i Århus.

Når det lykkes os at intervenere og aktivt ændre afstanden mellem disse begivenheder via en teknologi - altså mellem frisk og sur mælk, og afgang og ankomst - så har vi gjort brug af en form for tidsmaskine.

Køleskabet er med andre ord en velfungerende tidsmaskine, da den mere end fordobler tidsrummet mellem, at mælken er frisk, og at den bliver sur.

Bilen og flyvemaskinen blev efter deres opfindelse i begyndelsen af det 20. århundrede også opfattet af mange i samtiden som tidsmaskiner. Pludselig kunne afstande, der plejede at tage flere dage at tilbagelægge til fods, krydses på ganske få timer.

Mens køleskabet sænkede tidens hastighed, så satte flyvemaskinen for alvor fart på den.

Den danske opfinder Piet Hein (1905-1996), som mange primært kender som digter, tog faktisk også patent på en tidsmaskine i 1987 (selve patentet kan du se her).

Piet Hein læste teoretisk fysik på Københavns Universitet og udarbejdede i 1980'erne en maskine, der kunne sende lyssignaler med forskellige tidsintervaller.

Befinder man sig i et mørkt rum med en sådan maskine, og tiden mellem to lysglimt langsomt gøres kortere, resulterer det i, at tiden opleves som gående langsommere.

Menneskets bevidsthed spiller en afgørende rolle for vores forståelse af tid. De fleste kender følelsen af, at tiden snegler sig afsted, når vi keder os, og at den går super hurtigt, når vi har det sjovt.

At måle tiden præcist kan være svært, hvilket vi blandt andet oplever, hvis vi vågner op midt om natten, og det er helt mørkt. Når det er mørkt, så kan vi ikke se nogen forandring, som jo er grundlaget for erfaringen og forståelsen af tid.

Af den grund ved vi ofte ikke, om vi i løbet af natten har været vågne i 5 minutter eller en hel time, når vi står op om morgenen.

I det antikke Grækenland er tænkeren Protagoras (ca. 490 f.v.t. til ca. 411 f.v.t) kendt for at sige, at mennesket er alle tings mål.

Med denne læresætning mente han, at om noget er stort eller småt, godt eller ondt, hurtigt eller langsomt, afhænger af den person, der bedømmer det. Der er ifølge Protagoras ikke nogen objektiv, gyldig sandhed om disse helt basale ting.

Betragter man tiden på den måde, så har den ikke nogen fastlagt hastighed. Nogle gange går tiden hurtigt, andre gange går den langsomt. Nogen kan sige, at de synes en forandring tog lang tid, mens andre folk kan erfare den samme forandring som hurtig.

Bevidstheden kan få tiden til næsten at gå i stå, og få et øjeblik til at vare utroligt længe, når det drejer sig om en vigtig eller pinlig situation.

Bevidstheden kan også få det til at føles som om, at en uge eller en måned er forsvundet inden man kunne nå at tænkte si...

Pumaerne i en nationalpark i Patagonien i Argentina spiser pingvinerne, og det har fået de store kattedyr til at ændre adfærd over for hinanden.

Det skriver Live Science på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B.

Det var i sin tid fåreavlere i Patagonien, som tvang pumaerne ud af regionen i det 20. århundrede.

Og andre arter har nydt godt af pumaernes fravær. Blandt andet har en gruppe pingviner (Spheniscus magellanicus) etableret en ynglekoloni bestående af cirka 40.000 ynglende par.

Men efter at Monte Leon Nationalpark blev etableret i 2004, er pumaerne begyndt at vende retur.

Og pingvinkød har tilsyneladende været en særdeles tiltalende spise for de sultne pumaer, kunne det tyde på, eftersom forskere har fundet pingvinrester i pumaernes afføring.

"Vi troede, at det var et par individer, der gjorde det. Men da vi kom derhen, bemærkede vi et væld af pumaer i nærheden af pingvinkolonien," udtaler Mitchell Serota, medforfatter på studiet, til Live Science.

I det nye studie brugte forskerne kameraer til at estimere, hvor mange pumaer der levede i nærheden af pingvinernes ynglekoloni - en to kilometer lang strandstrækning inde i nationalparken.

Her sporede forskerne 14 pumaer med GPS-halsbånd og undersøgte de steder, hvor pingvinerne blev dræbt i årene mellem 2019 og 2023.

Ni af pumaerne, de sporede, jagede pingviner, men fem ikke gjorde.

Her opdagede forskerne, at pumaer, der spiste pingviner, havde større variation i deres levested i årenes løb. De pingvinspisende pumaer holdt sig tæt på pingvinkolonien, når de ynglede. Men de holdt sig dobbelt så langt væk, når fuglene forlod kysten om sommeren.

Samtidig interagerede pumaerne, der spiste pingviner, også oftere med hinanden end pumaer, der var afhængige af andre byttedyr.

Det skyldes - ifølge forskerne - formentlig, at de pingvinspisende pumaer ikke behøvede at konkurrere så meget om føden, da der var rigeligt med pingviner at mæske sig i.

Normalt er voksne pumaer nemlig enspændere, der har store levesteder for at sikre, at de har nok bytte til dem selv og deres unger.

I løbet af juleferien udlægger fire forskere fire af H.C. Andersens eventyr. I dag skriver lektor Jacob Bøggild om 'Skyggen'. Under artiklen kan du læse selve eventyret.

'Skyggen' som udkom første gang i 1847, er på flere måder ét af H.C. Andersens mørkeste eventyr. Den figur, læseren først opfatter som hovedperson, omtales blot som 'en lærd mand' - han får aldrig et navn.

Det er derimod hans skygge, som løsriver sig fra ham, der lægger titel til fortællingen.

I slutningen af historien får skyggen den lærde mand henrettet og gifter sig med en kongedatter, hvilket antyder, at de sammen vil komme til at regere hendes land.

Skyggen sejrer altså på ægte eventyrmanér, mens skyggens tidligere herres liv ender ynkeligt.

Men fortællingen er ikke kun mørk og tragisk. Scenen, hvor skyggen løsriver sig fra den lærde mand, er koreograferet med en præcision, der afspejler, hvordan en skygge normalt følger hvert eneste bevægelse af kroppen, der kaster den.

Senere irriterer det den lærde mand, at han har mistet sin skygge, men fordi han opholder sig i et varmt land, vokser en ny skygge hurtigt. Og en af grundene til, at skyggen kan forføre prinsessen, er dens talent som danser, for den er, naturligvis, let på tå.

I hele eventyret behandler H.C. Andersen det umulige som det mest naturlige, hvilket både er komisk og uhyggeligt på samme tid.

I traditionelle folkeeventyr forlader helten som regel hjemmet, fordi noget er kommet i ubalance. Ude i den store verden skal vedkommende løse en række opgaver, og den lykkelige slutning indebærer ofte et nyt hjem - typisk gennem ægteskab med en prinsesse og et halvt kongerige.

I 'Skyggen' befinder den lærde mand sig allerede langt hjemmefra, da eventyret begynder. Han er på rejse i et varmt land og vender senere hjem til sit eget kolde hjemland.

Det er hér, hans tidligere skygge dukker op og manipulerer ham til at bytte rolle, så den lærde mand bogstaveligt talt bliver en skygge af en skygge. De rejser så til et kursted. Endnu engang er den lærde mand langt hjemmefra, og her dør han.

Skyggen begynder derimod sin historie 'hjemme' fordi dens hjem er, hvor den lærde mand befinder sig. Den løsriver sig, drager ud i verden og opnår stor succes, ganske vist ved hjælp af lyssky metoder som afpresning.

Den endelige triumf kommer, da den etablerer et nyt hjem for sig selv ved at gifte sig med prinsessen. 'Skyggen' er et omvendt eventyr i enhver tænkelig forstand.

Den måde, som H.C. Andersen udfører denne omvending på, er et mesterværk og vidner om hans skarpe bevidsthed om genre og fortællestrukturer; noget, der desværre sjældent er blevet anerkendt helt så meget, som det burde.

Her følger H.C. Andersens eventyr 'Skyggen' i en udgave på moderne dansk, som stammer fra hcandersen.dk.

I de hede lande, dér kan rigtignok solen brænde! Folk bliver ganske mahognibrune, ja i de allerhedeste lande brændes de til negre, men det var nu kun til de hede lande en lærd mand var kommet fra de kolde. Der troede han nu at han kunne løbe om ligesom derhjemme, jo, det blev han snart vænnet fra. Han og alle fornuftige folk måtte blive inde, vinduesskodder og døre blev lukkede den hele dag. Det så ud som hele huset sov, eller der var ingen hjemme. Den smalle gade med de høje huse hvor han boede, var nu også bygget således at solskinnet fra morgen til aften måtte ligge der; det var virkelig ikke til at holde ud! Den lærde mand fra de kolde lande, det var en ung mand, en klog mand, han syntes han sad i en gloende ovn. Det tog på ham, han blev ganske mager. Selv hans skygge krøb ind, den blev meget mindre end hjemme, solen tog også på den. De levede først op om aftenen når solen var nede.

Det var ordentlig en fornøjelse at se på. Så snart lyset blev bragt ind i stuen, strakte skyggen sig helt op ad væggen, ja sågar hen ad loftet, så lang gjorde den sig. Den måtte strække sig for at komme til kræfter. Den lærde gik ud på altanen for at strække sig der, og alt som stjernerne kom frem i den dejlige klare luft, var det for ham som kom han ...

Klokken er 02.44. En luftalarm skærer gennem den stille nat over Kyiv og ind i min søvn.

Med hamrende hjerte rejser jeg mig fra sengen på mit værelse på 7. sal på Hotel Rus. Nærmest på autopilot går jeg ned ad trapperne til beskyttelsesrummet.

Stole står i snorlige rækker i kælderen, der engang var et fitnessrum. Her sidder kun én ældre mand i joggingbukser med en nakkepude om halsen.

Jeg sætter mig stille ved siden af ham og prøver at vurdere trusselsniveauet på min nyinstallerede Kyiv Air Alert-app.

Faren er ikke drevet over, men i nat ser det ud til, at Kyivs indbyggere har besluttet, at søvn er vigtigere.

Jeg beslutter mig for at vende tilbage til mit værelse.

Jeg skal være frisk til mit foredrag i morgen på PinchukArtCentre, et anerkendt internationalt museum for samtidskunst i Kyiv.

Foredraget er grunden til, at jeg er i Kyiv. Som professor i kultur og teknologi ved Syddansk Universitet er jeg inviteret til at tale om min forskning i dronekunst.

Dronekunst bruger kunstneriske greb til at undersøge, udfordre og reflektere over militære droner.

At blive inviteret til at holde et oplæg om dette i Ukraine føltes som en sjælden og betydningsfuld mulighed - en invitation, jeg uden tøven sagde ja til.

Næste dag har jeg lidt tid, inden jeg skal tale.

Jeg går en tur langs de bred boulevarder og imponerende nyklassicistiske bygninger i Kyivs centrum. Folk sidder på caféer, barer og restauranter. De travle butikker er fyldt med kunder.

Man kan med rette spørge: Hvor er krigen i dag i Kyiv, hvor himlen er høj og blå?

Men krigen er her - hele tiden.

Jeg ser grupper af soldater i camouflagetøj stå langs gaderne. En mand på krykker kæmper sig forsigtigt over et vejkryds.

Statuer er pakket ind i sandsække og brædder for at beskytte dem mod luftangreb.

Kyivs centrale plads, Maidan-pladsen, er dækket af flag og portrætter til minde om faldne soldater.

Luften er fyldt med den konstante brummen fra generatorer, der leverer strøm under de evindelige strømafbrydelser.

Om aftenen står jeg endelig i foredragssalen på PinchukArtCentre for at holde min præsentation.

Dem der sidder i salen er unge mennesker, kunststuderende, kuratorer, kunstnere og ældre generationer.

Hvad kan jeg fortælle Kyivs borgere om droner? For dem er fjernstyret krigsførelse blevet en daglig realitet.

Jeg taler om kunst, om militære droner, om teknologi, om tab. Jeg fokuserer på den ukrainske kunstner Lesia Khomenko, hvis store olie- og akrylmalerier vises på museet.

Hendes værk 'I'm a Bullet' (2024) er slående, da det viser perspektivet fra en kamikazedrone lige før den rammer sit mål.

Maleriet er abstrakt, og de hvide, ekspressive penselstrøg giver indtryk af en eksplosion.

Lesia Khomenkos kunst viser ikke ikoniske billeder af krig; hendes værker stiller i stedet spørgsmål ved, hvordan fjernstyret teknologi dehumaniserer subjektet og rejser etiske spørgsmål om, hvordan vi som tilskuere 'ser' krigen.

Jagten på et ikke-ikonisk visuelt sprog for krig deles også af de ukrainske filmskabere Yarema Malashchuk og Roman Khimei.

Deres seneste værk 'Four Seasons' (2025) er en såkaldt split screen-film, der vises på flere skærme samtidig.

Filmen viser en lille drone ramme et vindue i en stue og udsende en summende lyd. Dronens manøvrer minder om ukrainske unge, der øver sig i droneflyvning derhjemme for at forberede sig på mulig indkaldelse.

Efter mit foredrag kommer en kvinde, der sad på forreste række og ivrigt tog noter, hen til mig:

"Min søn blev dræbt i et russisk droneangreb."

Vi ser tavst på hinanden. Jeg leder efter ord. Hun smiler svagt og siger:

"Tak fordi du kom til Kyiv. At engagere sig i kunst kan være en livline."

Så forlader hun foredragssalen med hastige skridt.

I løbet af min tid i Kyiv, i samtaler med kunstnere, kuratorer og folk, jeg møder, hører jeg igen og igen, hvordan det at skabe eller engagere sig i kunst opbygger modstandsdygtighed, hvordan kunst hjælper folk gennem kriser, og hvordan kunst hjælper fællesskaber med at holde fast i livet.

Det er de udsol...

Dét, vi i dag kalder for rumalderen, begyndte 4. oktober 1957 med opsendelsen af den første Sputnik.

Dengang kunne ingen forudse, om satellitter og senere rejser til Månen og langt ud i Solsystemet ville blive en kortvarig episode, eller om der var tale om en ny epoke i menneskets historie.

Selv nu, mere end 67 år efter Sputnik 1, kan vi ikke give et helt sikkert svar på det spørgsmål. For verden har i denne periode ændret sig meget, og desuden har vi nu lært så meget om Solsystemet, at de oprindelige visioner for rumfarten næppe kan opretholdes.

Hvordan rumfarten kom ind i vores historie, og hvordan den vil påvirke vores fremtid, er emnet for denne artikel samt en følgende artikel med titlen 'Rumfarten og fremtidens verden' - den udkommer en af de kommende dage.

Man kan sige at rumfarten bygger på en tradition for opdagelsesrejser, der kan føres næsten 500 år tilbage.

Omkring år 1500 begyndte Europa på en systematisk udforskning af Jorden, der på det tidspunkt på mange måder var opdelt i fire områder, der havde så lidt kontakt med hinanden, at de havde udviklet sig uden i væsentlig grad at være påvirket af hinanden.

De fire områder var:

Europa, Afrika og Asien

Amerika

Australien, New Guinea og omliggende øer

Stillehavsområdet, herunder New Zealand, Mikronesien og Hawaii

På en måde var der i 1500-tallet tre nye verdener at udforske, hver med sine dyr, planter, fremmede kulturer og rigdomme. Resultatet blev, at opdagelsesrejser på godt og ondt blev en del af vores historie.

Naturligvis tænkte man i 1500-tallet ikke på rumrejser. De fleste så bare udforskningen som en mulighed for hurtigt at blive rige, men der var dog også nogle få, der brugte rejserne som en mulighed for videnskabelige studier - bare tænk på Darwin, der brugte data, han havde indsamlet på Galapagosøerne, til at skabe evolutionsteorien.

Der er dog ingen tvivl om, at opdagelsesrejserne var med til at skabe den kulturelle baggrund for rumalderen, der dybest set var en idé om at fortsætte disse rejser ud i rummet.

Men vi skal frem til begyndelsen af det 20. århundrede, før den tekniske udvikling gjorde det muligt at tale om rumrejser som noget, vi måske kunne gennemføre.

Den direkte inspiration var flyvningens udvikling, og det er ikke noget tilfælde, at de første rumfartsforeninger opstod kort efter Lindbergs berømte flyvning over Atlanterhavet i 1927.

De første beregninger blev foretaget, og selvom man naturligvis godt kunne se, at der var et meget stort spring fra Lindbergs lille en-motor-fly til en raket, som kunne flyve til Månen, så gik de første amatører med større og mindre held i gang med at bygge raketter.

Pengene var små, men drømmene store, og hvis raketten eksploderede, kunne man tale om muligheden for at rejse til Mars og Venus, ikke bare for at udforske, men måske også kolonisere vores to naboplaneter. Det var vist godt, at man ikke vidste, hvordan klima- og livsforhold var i virkeligheden.

Så sent som 1950 forestillede man sig at vores naboplaneter Mars og Venus kunne minde lidt om Jorden. Man vidste godt, at Mars var en rød og kold ørkenplanet, men der var nogle mørke områder, der blev opfattet som vegetation. Man forestillede sig Mars som en slags Tibet, hvor man kunne gå rundt i polartøj og med en iltmaske, da man godt vidste at atmosfæren var tynd.

Venus er dækket af skyer, men det forhindrede ikke en forestilling om at Venus kunne være en verden med kontinenter og have - og måske en masse liv. Og selv om Venus var varmere end Jorden, så ville de polare områder måske være tilpasse for os.

Grundlæggende forestillede man sig rumfart, som en fortsættelse af de klassiske opdagelsesrejser:

Man sendte et rumskib ud med en besætning under ledelse af en kaptajn. Når man var landet på en fremmed planet, udforskede besætningen landskabet, på samme måde som vi gennem historien havde udforsket jungler og ørkener.

At vi kom til at udforske Solsystemet med rumsonder og robotter i stedet for med mennesker var der ingen, som forudså.

En anden uventet udvikl...

12.-14. november 1872 ramte en stor stormflod Lolland-Falster. Omkring 80 personer døde, og 50 skibe strandede på Sjællands østkyst.

I de efterfølgende dage besøgte den danske digter og maler Holger Drachmann (1846-1908) Lolland-Falster og Sydøstsjælland for at skrive reportager.

Her skildrede han de fortællinger og beretninger om stormfloden, som de lokale fortalte ham, og derudover beskrev og malede han landskabet efter stormfloden.

Han lykkedes med at fremmane et landskab, hvor læseren fornemmer det våde, golde sydsjællandske landskab, som var man der selv.

I denne episode af podcasten 'Hvordan ved vi det?' af Videnskabernes Selskab og Det Unge Akademi har vært Torben Sangild besøg af Søren Frank, professor i nordisk litteratur på Københavns Universitet, og Mette Juhl Jessen, ph.d.-stipendiat i landskabsarkitektur og planlægning på Københavns Universitet.

Her dykker de ned i bøgernes verden, for at blive klogere på hvordan vi kan bruge litteraturen til at gentænke vores forhold til havet.

For vidste du, at vi stadig benytter kort og viden fra stormfloden i 1872, når vi kigger på stormfloder den dag i dag?

På cirka samme tid, som stormfloden ramte, var ingeniører begyndt at arbejde på store ingeniørprojekter for at forsøge at kontrollere havet.

Det var ikke en god ide, mente Drachmann. For når alt kommer til alt, kan vi mennesker så blindt tro på, at vi med vores teknologi og byggeri er i stand til at tæmme havet og dets enorme kræfter?

Der er mange gode grunde til at undgå kød og mejeriprodukter.

Det kan være for helbredets skyld, af hensyn til miljøet, eller på grund af etiske overvejelser omkring at spise dyr.

Alligevel fortsætter mange af os med at spise kød - især mænd, som generelt spiser mere kød end kvinder og sjældnere vælger en vegetarisk eller vegansk livsstil.

Er der egentlig en forbindelse mellem kødindtaget og opfattelser af maskulinitet?

Lever den forhistoriske jægers tankegang stadig videre i nutidens restauranter og weekendens grillfester?

For at svare på disse spørgsmål gennemførte mine kolleger og jeg en undersøgelse blandt over 1.000 mænd i Storbritannien.

Resultaterne viste, at sociale forestillinger om 'unddragelse af femininitet' og status faktisk var forbundet med et højere kødindtag og en opfattelse af, at kød er maskulint.

Undersøgelsen viste, at mænd, er positivt indstillet overfor traditionelle maskuline normer spiste mere rødt kød og fjerkræ og var mindre tilbøjelige til at skære ned på kød og mejeriprodukter.

Vi fulgte op på nogle af de mænd, der havde et stærkt 'tilhørsforhold til kød', og inviterede dem til en online diskussion.

Her brugte vi fjernmoderede fokusgrupper til at lytte til deres samtaler om kostvaner.

Så hvad talte de om?

Ofte var mændene tilbageholdende med at tale om køn i relation til kødforbrug eller afviste helt, at der skulle være en sammenhæng.

En deltager i 30'erne sagde: "Jeg tror ikke, mit køn har indflydelse på, hvad jeg spiser. Hvis der er noget, jeg har lyst til, så spiser jeg det bare."

Han fortsatte: "Der findes ikke noget, der er en mandig eller kvindelig ret, hvis du spørger mig. Det er bare mad, så det har bogstaveligt talt nul indflydelse på, om jeg ville spise noget eller ej."

For andre var forholdet mellem kød og maskulinitet mere komplekst.

En del af mændene bemærkede for eksempel, at kvinderne i deres liv var mere tilbøjelige til at skære ned på kødet.

En mand i 40'erne fortalte:

"Jeg bor sammen med fem kvinder, og de fleste af dem ville sagtens kunne undvære kød helt. Også mange af mine venners kvindelige partnere spiser ikke meget kød. De ville sagtens kunne leve uden. Hvorimod vi mænd - ja, vi kan jo godt lide vores kød."

For nogle var forbindelsen mellem kød og maskulinitet helt tydelig, og kødforbruget blev koblet til status i sociale grupper.

John i 40'erne fortalte om den forpligtelse, han nogle gange føler, når han spiser sammen med det, han kaldte alfahanner, til: "altid at vælge en kødret eller en bøf eller noget i den stil."

"Måske føler jeg en slags underbevidst forpligtelse til at gå kødvejen. Jeg har nok følt, at jeg burde tage en bøf eller noget, der måske viser min maskulinitet."

"Jeg føler mig lidt mere tryg ved at vælge sådan noget frem for for eksempel en pastaret eller en salat."

Vi stødte også på en idé, som er blevet beskrevet i anden forskning, nemlig at kød ofte opfattes ud fra de såkaldte fire n'er: naturligt, normalt, nødvendigt og nice.

Disse værdier dukkede op i vores gruppesamtaler, men blev sjældent brugt om plantebaserede alternativer til kød og mejeriprodukter, som mændene ofte beskrev som unaturlige, utilstrækkelige og ikke lækre.

En deltager i 20'erne sagde:

"På kylling står der bare 'kylling' på pakken, mens en plantebaseret har noget som glykolsyre eller sådan noget. Jeg aner ikke, hvad det er."

En anden mand kommenterede: "Jeg tænker, hvis man skiftede til plantebaseret kost - helt eller delvist - ville man så gå glip af nogle næringsstoffer?"

En anden kødspiser tilføjede: "De plantebaserede alternativer smager aldrig særlig godt. Jeg har altid syntes, de smager kedeligt [og] har en mærkelig konsistens."

Det var svært for mange af mændene i vores grupper at forestille sig at leve helt plantebaseret.

De nævnte ofte ekstreme eller meget specifikke situationer som de eneste, hvor de kunne overveje det.

"Hvis lægen sagde til mig, at jeg har seks måneder tilbage [at leve i]," sagde en mand i 50'erne.

En anden mand i 40'erne forklarede:

"Det ville kun være no...