Hvad har Kong Charles og Gwyneth Paltrow til fælles? Giver du op?

De har begge på et eller andet tidspunkt skabt kontroverser relateret til både tarmskylning og kaffe på samme tid.

I en tale i 2004 til Royal College of Obstetricians and Gynecologists om alternative behandlinger og kræftbehandling, lod den tidligere Prince of Wales' til at støtte en udokumenteret behandling:

En behandling kaldet Gerson-kuren, som bliver markedsført som en alternativ behandling for kræft, der blandt andet inkluderer regelmæssig tarmskylning med kaffe som en måde at fjerne toksiner fra kroppen.

Den tidligere Prince of Wales' kommentarer blev mødt med kritik af eksperterne.

Wellness-influenceren Gwyneth Paltrow promoverede et gør-det-selv-kaffelavement-kit fra sin livstilssvirksomhed, som blev mødt af kritik fra eksperter, der rådede fans til at 'holde kaffen fra endetarmen og i stedet hælde det i koppen'.

På trods af kritikken er tarmskylning med kaffe fortsat en wellness-trend på de sociale medier, og mange alternative sundhedsklinikker tilbyder det stadig som måde at rense tyktarmen og afgifte kroppen.

Men det er endnu mere bekymrende, at en række influencere anbefaler kaffetarmskylninger som alternativ behandling af kræft og andre alvorlige sygdomme.

Så hvorfor fortsætter denne kontroversielle trend med at være populær på trods af kritikken? Opvejer fordelene ved et kaffelavement de mange risici?

Et lavement (eller tarmskylning) renser tarmen for fæces. Normalt består proceduren af en pose til vand, en slange med en lukke-ventil, samt en kort studs, som føres ind i endetarmen, så væsken kan presses ind.

I traditionel medicin bruges et lavement som en måde at tømme tarmen, eksempelvis ved forstoppelse eller før en operation eller undersøgelse og nogle gange som en del af en tarmbehandling - for eksempel hos personer med inflammatoriske tarmsygdomme.

Et lavement er en væske, som indføres i den yderste del af tarmen, og som herfra virker afførende.

En del kaffetarmskylning-entusiaster hævder, at Florence Nightingale før fremkomsten af moderne smertestillende medicin brugte kaffelavement som en form for smertebehandling hos soldater under Krimkrigen, og læger brugte dem i Anden Verdenskrig.

Men på trods af fremskridt inden for medicin og teknologi, siden Florence Nightingale passede de sårede soldater, bliver kaffelavementer fortsat promoveret som en sundhedsfremmende praksis.

Gerson-kuren får fortsat stor opmærksomhed som et alternativ til kemoterapi. Patienter følger en streng økologisk, vegetarisk diæt, som består af op til 13 glas frugtjuice og op til 5 kaffelavementer dagligt.

Gerson Institute hævder, at lavementerne øger bevægelserne i tarmen, hvilket hjælper med at tømme den. Det påstås, at kaffelavementerne hjælper kroppen med at fjerne toksiner fra leveren og tarmen, hvilket menes at lindre smerter.

Kaffe indeholder forbindelserne kahweol og cafestol, der menes at booste et enzym, som hjælper med at fjerne skadelige stoffer fra kroppen.

Disse stoffer omdannes til galdesalte og udstødes fra kroppen. Koffeinen i kaffe menes at stimulere leveren og udvide galdegangene for at øge strømmen af galde og hjælpe med at fjerne toksiner.

Adskillige studier viser dog, at der ikke er evidens for, at denne kur helbreder kræft, og behandlingen er heller ikke støttet af en eneste velrenommeret kræftforening eller organisation. Men det er muligt, at placebo-effekten kan hjælpe nogle patienter til at føle sig bedre tilpas.

En forskningsgennemgang viser, at der var flere rapporteringer om kaffetarmskylningernes bivirkninger end om deres effektivitet. En del brugere oplevede for eksempel forbrændinger i endetarmen og proctocolitis, som er betændt endetarm og tyktarm.

Som følge af mængden af afføring, der udstødes fra tarmen, kan kaffelavementet fjerne kalium fra kroppen. Det kan føre til ubalance i elektrolytbalancen, dehydrering, muskelsvaghed og kvalme. I alvorlige tilfælde kan det forårsage uregelmæssig hjerterytme og lungeproblemer.

Regelmæssig brug a...

Forbindelsen er allerede velkendt: Personer, der er socialt isolerede eller føler sig ensomme, har større risiko for for tidlig død samt en række sygdomme - som hjertesygdom, slagtilfælde og type 2-diabetes.

Det viser mange studier, men vi ved ikke rigtig hvorfor.

Hvilke mekanismer kan tænkes at omsætte isolation og ensomhed til farlige tilstande i væv og organer?

Et team af britiske og kinesiske forskere har forsøgt at finde ud af mere.

Chun Shen fra Fudan University og hendes kolleger benyttede data fra over 40.000 deltagere i den britiske UK Biobank-database, hvor der findes både blodprøver og resultater fra spørgeskemaer.

På baggrund af spørgeskemaerne kunne forskerne kortlægge, om deltagerne var socialt isolerede - altså om de objektivt set kun havde lidt kontakt med andre.

De kunne også måle, om personerne var ensomme, altså om de havde en subjektiv følelse af ensomhed.

Det sammenlignede Chun Shen og kolleger med niveauet af en række forskellige proteiner i blodet.

Proteiner er molekyler, der bidrager til mange processer i kroppen. De hjælper med at transportere vigtige stoffer, regulere kemiske reaktioner, sende beskeder, og de angriber og dræber indtrængende organismer for at forsvare kroppen.

Niveauet af forskellige proteiner i blodet kan derfor fortælle os en hel del om helbredstilstanden hos hver enkelt af os.

Chun Shen og kolleger fandt, at social isolation var forbundet med niveauet af 175 forskellige proteiner i blodet.

Ensomhed var forbundet med 26 proteiner. Der var et stort overlap mellem kategorierne.

De fleste af disse proteiner var involveret i betændelse og immunsystemet, ifølge forskerne. En del af proteinerne var også forbundet med fedtstoffer i blodet.

Der var en klar sammenhæng mellem proteinerne i blodet og sundhedsproblemer forbundet med ensomhed.

50 procent af proteinerne var forbundet med hjertesygdomme, type 2-diabetes og slagtilfælde, og hele 90 procent var forbundet med en risiko for for tidlig død.

Chun Shen og hendes kolleger foretog også yderligere forskning for at afdække mere om årsag og virkning: Var det ensomhed, der førte til proteinernes særlige profil, eller kan en bestemt proteinprofil være skyld i en tendens til isolation og ensomhed?

Forskerne brugte en teknik kaldet 'mendelsk randomisering', som har til formål at undersøge mulige årsagssammenhænge.

Undersøgelserne peger på, at ingen af proteinerne forårsagede social isolation. Det så dog ud til, at ensomhed muligvis var en direkte årsag til niveauet af fem forskellige proteiner.

Effekten var ikke særlig stor, men tilsammen kan disse proteiner forklare lidt om sammenhængen mellem ensomhed og sygdom.

"Det er et velgennemført studie med en solid beskrivelse af analyserne og resultaterne," skriver Linn Nilsen Rødevand ved Institut for Klinisk Medicin ved Universitetet i Oslo.

Hun forsker selv i koblingen mellem psykisk og fysisk sygdom, men har ikke deltaget i dette studie.

"Studiet belyser et interessant emne. Vi ved meget om psykologiske og sociale faktorer, der bidrager til disse sammenhænge, men vores viden om biologiske faktorer er begrænset," skriver Linn Nilsen Rødevand.

"Sammenhængen til inflammation, fedtstoffer og andre biologiske faktorer passer med viden om sygdomsmekanismer, men de er ikke tidligere blevet undersøgt i forbindelse med proteiner, som i dette studie."

"Resultaterne kan tyde på ændringer i visse proteinniveauer, før sygdommen opstår," skriver Linn Nilsen Rødevand.

Hun mener, at yderligere forskning kan give mulighed for tidligere opdagelse af personer, der har øget risiko for visse sygdomme. Dybere viden om de biologiske mekanismer kan også på længere sigt føre til bedre lægemidler.

Linn Nilsen Rødevand understreger dog, at ensomhed og sygdom skyldes et samspil mellem mange forskellige biologiske og psykosociale faktorer.

"Der er behov for en bredere tilgang end analyser af proteiner og de biologiske processer, de er involveret i, for at forbedre forebyggelsen og behandlingen af sygdommene," skriver hun.

Me...

Frøer gennemgår en fantastisk udvikling.

De starter som æg, så bliver de haletudser - og til sidst bliver de til frøer.

Men for Goliath var det helt anderledes. Han blev aldrig en frø, men endte som en kæmpestor haletudse.

I 2018 arbejde forskerne Michele Lanan og Alina Downer med at fjerne invasive oksefrøer i en dam i det sydøstlige Arizona, USA.

Deres mission var at fjerne oksefrøer fra dammen, hvor de ikke hører naturligt hjemme.

"Vi gjorde det for at beskytte de andre frøarter, der lever her. Oksefrøerne æder dem," fortæller forskeren Michele Lanan.

Forskerne gik rundt i dammen med net. Pludselig stødte de på noget helt uventet. En kæmpestor, glat, hoppende haletudse.

"Den lignede præcis de mange tusinde almindelige haletudser i den samme dam, men den var meget, meget større," siger hun.

Fundet overraskede i dén grad forskerne.

"Goliath var en meget sjælden haletudse," siger Michele Lanan.

Goliath blev genhuset i et stort akvarium.

"Vi havde ham i flere år, og han trivedes på en kost af alger," siger Michele Lanan.

Men med tiden bemærkede forskerne, at han blev mere og mere træg.

"Til sidst døde han, sandsynligvis af høj alder. Men han levede meget længere end en almindelig oksefrø-haletudse," fortæller hun.

Michele Lanan tvivler på, at de nogensinde vil finde en gigantisk haletudse som Goliath igen.

"Han er den eneste af hundredtusindvis af haletudser, som dyrelivsforskere her i Arizona har set," siger hun.

Hvordan kunne det ske?

"En mulig forklaring er, at Goliath aldrig fik de signaler, han skulle bruge for at blive en frø," forklarer professor Jarl Giske fra Universitetet i Bergen.

Vores kroppe er styret af gener, der bestemmer, hvornår vi skal vokse og ændre os.

De sender signaler til kroppen og kaldes kontrolgener.

"Hos Goliath ser det ud til, at ét af kontrolgenerne var slået fra," siger han.

Og uden dette gen modtog kroppen ikke signalet om at starte overgangen fra haletudse til frø.

"Vækstgenerne var derimod meget aktive," fortsætter han.

Haletudser gennemgår en proces kaldet metamorfose.

"Det er et fint ord for transformation," siger Jarl Giske.

Kan det samme ske for os mennesker? At vi aldrig udvikler os fuldt ud, men bliver kæmpestore babyer?

"Nej, ikke på samme måde. Haletudser gennemgår en stor forvandling, mens vi mennesker bliver født som mindre udgaver af voksne," siger Jarl Giske.

"Vi starter ganske vist også som æg, men det sker inde i vores mor."

Kan vi lære noget af Goliath?

"Ja, ved at studere den genetiske defekt, som gjorde, at han aldrig udviklede sig til en frø, kan vi forstå mere om, hvad der styrer udviklingen," siger han.

På denne måde kan vi måske få en større forståelse af, hvorfor udviklingen nogle gange stopper.

Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

Traditionelt er det forskere, der står bag videnskabelige undersøgelser, mens patienterne typisk deltager som 'forskningsobjekter'.

Men hvad sker der, hvis vi ændrer den tilgang og i stedet inviterer patienterne til aktivt at deltage som medforskere?

I vores nyeste projekt om rehabilitering af patienter, der har gennemgået en hjerteoperation, har vi valgt at invitere tidligere patienter med som medforskere, så de er med til at forme forskningen.

I denne artikel deler vi sammen med vores medforskere, hvorfor vi valgte at inddrage dem, hvordan de har bidraget, og hvordan de har oplevet at være både patienter og forskere.

Forestil dig, at du som patient får tilbudt en ny behandling, som lover at forbedre både din overlevelse og livskvalitet.

Men måske giver behandlingen slet ikke mening for dig, eller du kan ikke få den til at passe ind i din hverdag.

Sådanne spørgsmål bliver sjældent stillet - og ofte overset - når forskning planlægges og gennemføres.

En medforsker er en patient, der ikke blot er genstand for forskning, men aktivt deltager i forskningsprocessen.

De bringer deres unikke perspektiver, erfaringer og behov ind i arbejdet, så forskningen bliver mere relevant for dem, der faktisk skal leve med sygdommen og behandlingen.

Hver dag gennemfører forskere verden over forskning for at finde nye behandlinger, som ser lovende ud i kliniske studier og anbefales i retningslinjer, men som ikke nødvendigvis bliver brugt i praksis.

Ofte skyldes det, at patienternes oplevelser og perspektiver ikke har været en del af forskningen. Behandlingen kan virke i teorien, men viser sig upraktisk eller irrelevant i virkeligheden.

Ved at inddrage patienter som medforskere kan vi tage højde for deres forventninger og erfaringer, så forskningsresultaterne bliver relevante og anvendelige for dem, der skal leve med sygdommen og behandlingen.

Involvering af patienter i forskning er allerede en anerkendt og udbredt tilgang i lande som Storbritannien, USA og Canada, hvor der findes nationale retningslinjer for patient- og offentlig involvering i forskningsprocessen. I disse lande er det et krav, og nu en selvfølgelighed, at patienter er medforskere.

I Danmark er denne praksis stadig relativt ny og mindre udbredt, selv om der nu findes videns- og forskningsnetværk (se her og her).

Der findes ingen universel metode til at gennemføre patientinvolvering, da tilgangen skal tilpasses det enkelte projekt og de mennesker, der deltager.

Derfor brugte vi tid på at overveje og planlægge nøje, hvordan vi bedst kunne inddrage medforskere i vores projekt.

Formålet med vores forskningsprojekt var at undersøge, hvordan vi kan forbedre rehabiliteringen (genoptræning, vejledning og støtte) af patienter, der har gennemgået hjerteoperation.

Rehabilitering er en anerkendt og vigtig del af behandlingen efter en hjerteoperation, da den hjælper patienter med at genvinde kræfterne, forbedrer livskvaliteten, mindsker risikoen for genindlæggelse og endda øger overlevelseschancerne.

Alligevel viser statistikker, at mere end hver tredje patient med hjertesygdom, der har ret til rehabilitering i Danmark, aldrig deltager.

Denne manglende deltagelse betyder, at mange patienter ikke får den nødvendige hjælp til at komme sig ordentligt efter deres operation.

I vores projekt har fem tidligere hjerteopererede patienter haft en central rolle som medforskere. De har aktivt delt deres erfaringer fra både hjerteoperation og rehabilitering.

Hver tredje måned har vi mødtes i gruppen til workshops, hvor vi har justeret vores tilgang, analyseret den indsamlede viden og tolket resultaterne.

I stedet for kun at være 'forsøgsobjekter', har de bidraget aktivt i forskningen som medforskere.

Deres førstehåndserfaringer har givet os uvurderlig indsigt i, hvad der fungerer godt i rehabiliteringsforløbene, og hvor der er muligheder for forbedringer.

Vores projekt er baseret på inddragelse af mange personers perspektiver og på at løse problemer i et samarbejde.

For at få en god forståelse af det nuvæ...

Det lyder som alle sofakartoflers drømmestudie, men det er ikke bare ét enkelt studie, forskerne trækker på.

I en kommentar i tidsskriftet Nature Medicine skriver forskergruppen, at en række store og solide studier i de senere år viser noget andet end den forskning, sundhedsmyndighederne bygger deres konklusioner på.

Nye forskningsmetoder har givet ny viden, slår de fast.

I dag lyder anbefalingen fra Verdenssundhedsorganisationen WHO:

Vær fysisk aktiv i mindst 150 til 300 minutter hver uge ved moderat intensitet, som for eksempel rask gang.

Vær fysisk aktiv i mindst 75 til 150 minutter ved høj intensitet, som for eksempel jogging.

Eller en kombination af begge.

Men kortere træningssessioner kan have store sundhedsmæssige fordele, skriver forskerne i deres kommentar.

Det er kommet frem i de senere år gennem data fra store epidemiologiske undersøgelser; det vil sige studier udført på befolkningsgrupper.

Det er gode nyheder, siger forskerne; de fleste mennesker opfylder nemlig ikke anbefalingerne for fysisk aktivitet.

Det kan den norske træningsekspert og professor i fysiologi ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet, NTNU, Ulrik Wisløff, bekræfte.

I Norge er det kun omkring 40-50 procent af befolkningen, der opfylder sundhedsmyndighedernes anbefalinger for fysisk aktivitet, fortæller han.

Han tror, at rådene føles overvældende, og at mange derfor har svært ved at komme i gang med træning og motion.

Ulrik Wisløff er helt enig med forskerne, der skriver i Nature, at det er på høje tid, at rådene om fysisk aktivitet bliver gentænkt og ændret.

"Allerede i 2006 påpegede vi det på NTNU i et stort studie af 60.000 kvinder og mænd fra Nord-Trøndelag. Der fandt vi, at 30 minutter om ugen er nok til at få et bedre og længere liv, så længe du laver aktiviteter ved høj intensitet."

Studiet viste, at deltagerne ikke opnåede så god effekt, hvis de var aktive ved moderat til lav intensitet, fortæller Ulrik Wisløff.

Overraskende nok fandt forskerne, at blot 30 minutter om ugen, frit fordelt - for eksempel 15 minutter to gange om ugen eller 4,5 minut om dagen - kan have så stor en sundhedseffekt.

De nuværende råd om fysisk aktivitet bygger på viden fra studier, som overvejende blev publiceret før 2010. Disse studier er i høj grad baseret på data fra spørgeskemaer, skriver forskergruppen bag kommentarartiklen i Nature.

Spørgeskemaer kan give unøjagtige data, mener forskerne - de er for eksempel ikke et godt mål for små doser fysisk aktivitet, eksempelvis at løbe for at nå en bus eller husligt arbejde.

Med moderne teknologi (som for eksempel smarture) har forskere fået nye og bedre måder at måle fysisk aktivitet på.

Det bekræfter Ulrik Wisløff også.

Alle de nuværende råd er baseret på befolkningsundersøgelser, hvor forskere observerer, hvad deltagerne gør én eller flere gange over længere tid.

Deltagerne bliver så fulgt op på forskellige måder, for eksempel gennem sundhedsregistre, for at se, hvordan de har det, siger han.

"Det er forskning, der tager mange år at udføre."

I dag har forskerne mere avanceret teknologi at benytte sig af end spørgeskemaer.

Ulrik Wisløff peger på et eksempel, nemlig et engelsk studie fra 2022, hvor forskere brugte pulsmålere på cirka 100.000 deltagere.

Studiet viste, at de deltagere, der var fysisk aktive i omkring 4,4 minutter om dagen - eller cirka 30 minutter om ugen - ved høj intensitet havde et bedre og længere liv end dem, der var aktive i mange flere minutter om dagen, men ved lav til moderat intensitet.

Ulrik Wisløff ønsker dog ikke at forvise spørgeskemaerne fra forskningen.

"Spørgeskemaer er ikke nødvendigvis et dårligt måleinstrument i store befolkningsstudier. Men det er godt at have flere uafhængige observationer. Måske er pulsmålere et mere præcist mål for, hvor aktiv og med hvilken intensitet en person træner."

Ulrik Wisløff og Atefe A. Tari har for nylig udgivet bogen 'Mikrotrening'. Her giver de råd om korte, intensive sessioner med fysisk aktivitet, som kan integreres i hverdagen og give ...

EU's mål er at reducere udledningen af drivhusgasser med mindst 55 procent i forhold til 1990 inden 2030 og at blive klimaneutral inden 2050 - den første økonomi i verden med nulemission af drivhusgasser.

Disse ambitiøse mål kræver en radikal stigning i produktionen af grøn energi inden for en relativt kort tidsramme.

Landdistrikternes uudnyttede potentiale kan muligvis være vejen frem.

Landdistrikterne udgør mere end 80 procent af EU's territorium, og 30 procent af EU's indbyggere bor i landområderne.

Vores arbejde på ved Det Fælles Forskningscenter (JRC - Joint Research Centre), som er Europa-Kommissionens interne forskningscenter, der understøtter den europæiske politik med videnskabelig og teknologisk knowhow, viser, at landdistrikterne allerede genererer den største andel af grøn elektricitet (72 procent) fra de tre mest fremtrædende vedvarende teknologier:

Solcelleanlæg

Vindkraft på land

Vandkraft

Den resterende andel af den vedvarende energi produceres i henholdsvis byer og forstæder (22 procent) og byer (6 procent).

Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og Sverige, som er de 5 største producenter af vedvarende energi i EU, tegner sig for 68 procent af den samlede produktion fra sol-, landvind- og vandkraftinstallationer.

Men der er mere endnu. Ifølge vores analyser har landdistrikterne også det højeste uudnyttede potentiale for vedvarende energiproduktion - næsten 80 procent.

Teoretisk set kan de producere nok til at dække EU's samlede energibehov.

Vi vurderer, at det samlede potentiale for sol-, landvind- og vandkraftproduktion i landdistrikterne nærmer sig 12.500 terawatttimer om året. Det er mere end 5 gange den mængde elektricitet, som EU forbrugte i 2023.

Det overgår også det samlede energiforbrug (som inkluderer kilder som gas, olie og kul) for det år.

Al denne energi kan produceres i landdistrikter uden at forstyrre de eksisterende landbrugssystemer, landskabet eller naturressourcer. Landdistrikterne kan producere op til 60 gange mere solenergi, end de leverer på nuværende tidspunkt, firedoble deres output fra vind og øge vandkraftproduktionen med 25 procent.

Spanien, Rumænien, Frankrig, Portugal og Italien er de fem EU-lande med det højeste kombinerede uudnyttede potentiale af sol-, vind- og vandkraft: Tilsammen tegner de sig for 67 procent af potentialet i EU, med bidrag fra landdistrikterne, der spænder fra 92 procent i Frankrig til 49 procent i Italien.

Samlet set vil solpaneler, som er installeret på jorden, udgøre det største bidrag til grøn energiproduktion i EU. Landdistrikterne på tværs af EU er imidlertid meget forskellige, så valget af den rigtige teknologi vil afhænge af lokale forhold.

Bjergområder med rigelige vandressourcer egner sig godt til vandkraftproduktion, mens landkommuner med store arealer med egnet jord egner sig til sol- eller vindenergi afhængigt af mængden af sollys og vindhastighed.

I landområder, hvor der ikke er nok vind eller land, er solcelleanlæg installeret på taget en god mulighed.

Landdistrikter er afgørende for produktionen af en større mængde vedvarende energi, da næsten 80 procent af egnet, tilgængelig jord er placeret i landlige områder.

Desuden står en del af disse områder over for en demografisk og økonomisk tilbagegang, og måske er de allerede mål for foranstaltninger, der sigter mod at gøre dem stærkere, mere modstandsdygtige og velstående - som en del af EU's langsigtede vision for landdistrikterne.

I denne sammenhæng vil det gøre landdistrikterne endnu mere tillokkende, at de drager økonomisk fordel af at være vært for flere vedvarende energiprojekter.

Det stemmer også overens med de politiske overvejelser, fordi energiuafhængighed er en central del af EU's mål om 'strategisk autonomi'.

Selvom potentialet i vedvarende energi ikke kan bestrides, kan placeringen af produktionen af den møde modstand fra lokalsamfundene, der er bekymrede over effekterne på den lokale økonomi og livskvalitet.

Det kan også føre til modstand, hvis områderne bliver brugt til at producere ...

I Kina har man dyrket sojabønner i mere end 3.000 år, men planten kom først til Vesten for 125 år siden. Den blev hurtigt populært, og det er ikke så mærkeligt.

Sojabønnerne er pakket med protein: 36 gram per hundrede gram rå bønner. Det er dobbelt så meget som kikærter og ærter.

Sojabønner byder også på en masse sund olie: 20 procent. Det er langt mere end kikærter og ærter, som kun har omkring fem procent olie.

Ud over at være nærende er sojabønnerne billige, og det gør dem så velegnede som foder til både mennesker og dyr.

Mange producenter blander desuden sojaprotein i kødet på frysepizzaer.

Der kan også være soja i leverpostej og i kødet i gryderetter på dåse. Tilsætningsstoffet sojalecithin findes i chokoladeglasur, kiks og færdigretter. I vegetariske produkter er soja en almindelig erstatning for kød.

En stor del af vores husdyrs kost består af soja.

20 procent af det foder, kyllinger spiser, er sojaskrå. Svinefoder består af 8 procent sojamel, mens laksefoder består af omkring 12 procent, viser årsrapporter fra diverse foderstofvirksomheder.

Men ikke alle er sikre på, om sojabønner er gode for kroppen, og på de sociale medier florerer påstande om, at mænd får større bryster af sojamælk.

Disse påstande er sandsynligvis opstået, fordi sojabønner og andre bælgfrugter indeholder hormoner, der minder om østrogen.

Men plantehormoner fungerer anderledes end menneskehormoner, forklarer forskere i Washington Post.

Det er nemlig snarere modsat. Soja ser ud til at reducere risikoen for bryst- og prostatakræft, sænke kolesteroltal og blodtryk og måske modvirke dårlig hukommelse ved demens og alderdom, siger forskerne til avisen.

Men på trods af alle sojabønnernes positive egenskaber og alle de produkter, de kan bruges i, har flere lande, som eksempelvis vores skandinaviske nabo Norge, en målsætning om at bruge mindre soja.

Denne målsætning skyldes to ting: genmodificering og regnskoven.

Al den soja, vi og vores husdyr spiser, er importeret. 70 procent af al import går ifølge eksempelvis den norske Laksefakta til lakseindustrien, men resten fordeler sig mellem dyr og mennesker.

USA er den største producent af soja, og det er da også her, at størstedelen af importen til Europa stammer fra. Ud over fra lande som eksempelvis Argentina og Mexico.

Sojaplanten er den mest genmodificerede plante i verden. Generne er blevet justeret for at give de alsidige bønner endnu bedre egenskaber og for at gøre afgrøderne større.

I et land som Norge er ingen produkter med genmodificeret soja godkendt til mennesker eller dyr, oplyser det norske Fødevaretilsyn, så derfor køber norske virksomheder soja fra det næststørste producerende land, Brasilien.

Også i Brasilien er planten oftest genmodificeret, men der er sojaplantager med ikke-manipulerede planter.

Og det er her, regnskoven kommer ind i billedet.

Dyrkningen af soja er vokset meget i Brasilien, og til det har man brug for jord.

Flere europæiske virksomheder har forpligtet sig til ikke at købe soja fra marker, der ligger i fældet regnskov.

Men det hjælper ikke, lyder det fra adskillige miljøorganisationer, fordi sojadyrkningen overtager arealer, der bruges til græsning.

Det flytter bare problemet: Kvæg har brug for plads til at græsse, og den plads findes i regnskoven, som bliver fældet.

Forskere og fødevareproducenter arbejder på to måder for at komme ud af sojaproblematikken. Den ene er at finde erstatninger for soja, den anden er, at vi selv dyrker soja.

Det sidste har Ingunn M. Vågen prøvet.

Ingunn M. Vågen arbejder på forskningsinstituttet Nibio i Norge, og sojaforsøget var en del af et forskningsprojekt om dyrkning af planter med en stor andel protein.

"I de senere år er der arbejdet meget på at øge produktionen af soja på europæisk jord, også i Norden, hvor klimaet som udgangspunkt ikke er godt nok," siger Ingunn M. Vågen.

I Tyskland og Belgien forsøger man for eksempel at finde sorter, der er bedre tilpasset den nordlige vækstsæson og vækstbetingelser.

Ingunn M. Vågen arbejdede mest med ...

Mennesket og hunden har levet side om side i mere end 15.000 år. Men båndet synes stærkere nu end nogensinde før.

Det er konklusionen i et nyt ungarsk studie. Forskeren bag peger på en række statistikker fra det vestlige samfund.

Vi får enten færre babyer eller holder fødselsraten på samme niveau, men får flere hunde.

Ikke nok med det. Hunden overtager det omsorgsbehov, som mange mennesker i det vestlige samfund skal have dækket. Og hundene bliver ifølge studiet endda avlet til at ligne babyer.

"Der er mange spændende tanker i studiet," siger Peter Sandøe, der er professor og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Han advarer dog imod, at man tolker den voksende kærlighed for hunde som en erstatning for babyer i vores liv. Peter Sandøe mener modsat, at livet i børnefamilien på mange måder gør det nemmere at have hund.

I USA var der 90 millioner hunde og 74 millioner børn i 2024. Og der er flere husstande, hvor der er hunde, end hvor der er børn.

Udviklingen har rykket sig markant inden for de 20 år, hvor hundene ser ud til at fylde mere og mere for amerikanere. Et billede, der også kan ses i Danmark, fortæller Peter Sandøe:

"Antallet af hunde i Danmark er vokset markant siden år 2000," siger han.

Der er flere end 800.000 hunde, og hver 5. familie har en hund ifølge en undersøgelse fra Københavns Universitet fra 2021. Til sammenligning var der ifølge Danmarks Statistik kun omkring 500.000 ved årtusindskiftet.

Men det er ikke kun fysisk i vores hjem, at hundene tager mere plads. Det er også i forhold til følelser og vigtige relationer, at hundene fylder.

"Det har vi en del viden om. Helt overordnet kan vi bekræfte, at hunden fylder meget i deres ejeres liv," siger han med henvisning til et tidligere studie, som han selv har været involveret i.

I studiet finder forskerne, at næsten 60 procent af danske hundeejere er helt eller noget enige i, at deres hund betyder mere for dem, end deres venner gør.

Et lignende forskningsresultat fremhæves også i det ungarske studie. Her er det 19 procent af deltagerne uden børn, der fandt deres hund mere vigtig end noget menneske.

10 procent med børn fandt deres hund mere vigtig end noget menneske.

Det er spændende tendenser ifølge Peter Sandøe, der dog også ser på det nye studie med en vis skepsis:

"Der er steder, hvor det bliver meget spekulativt," siger han.

I studiet fremgår det, at 87 procent af voksne i Ungarn ikke har kontakt med børn yngre end skolealderen i deres husstand.

På samme tid ser vi en tendens, hvor en hund som en fransk bulldog bliver fortsat mere populær. Den fungerer med sit flade babyagtige ansigt på en måde som en slags erstatning for den manglende menneskelige omsorg og kontakt, lyder en opsigtsvækkende teori i studiet.

Men her bliver det svært for Peter Sandøe at følge med.

"Fødselsraten har godt nok været svagt faldende i Danmark i de seneste årtier, samtidig med at antallet af hunde er gået op. Men der er ikke noget, som tyder på, at det er hundenes skyld, at fødselsraten falder," fastslår han.

Hunde kan give afløb for behovet for at vise og modtage omsorg og endda forbedre vilkår for mennesker, der for eksempel er ensomme, medgiver Peter Sandøe. Han er dog ikke overbevist om, at vi udskifter babyer med babyagtige bulldogs.

Den klart mest populære danske hunderace er labradorretriever, mens den franske bulldog i 2024 kom ind på en femteplads, forklarer han. Labradorretrieveren har en lang snude, bemærker han, og ender altså på en førsteplads trods sit ikke-babyagtige ansigt.

Peter Sandøes største indvending mod studiet er, at forfatteren overser hundes potentiale for børnefamilier.

Et studie, som han og en række kolleger for nylig har publiceret, viser, at 31 procent af børnefamilier har hund. Det er væsentligt flere end i familier uden børn, der ligger på 22 procent. Kun 14 procent af de enlige har en firbenet følgesvend, påpeger han.

Han fremhæver, at ændringer i vores hverdag har gjort det nemmere for mang...

I lige fra eventyrlige filmplots til historiske dramaer er vi blevet tudet ørerne fulde af det. Nemlig at kvinder er dem, som gifter sig op ad den sociale rangstige for at få flere penge og mere status.

Men et nyt studie udfordrer den opfattelse: Mænd og kvinder i England har faktisk stort set altid giftet sig med folk fra samme baggrund.

Det skriver London School of Economics (LSE) i en pressemeddelelse. Det gør de på baggrund af et nyt studie udgivet i PLOS One af to økonomiprofessorer, den ene fra Syddansk Universitet.

Forskerne har undersøgt næsten to årtiers kirkelige vielser i England. De har udtrukket data fra mere end 33 millioner ægteskaber og 67 millioner fødsler i England og Wales mellem 1837 og 2021.

Her så de blandt andet på, hvilket arbejde og titel fædrene til brudene og brudgommene havde, hvor man fandt ud af, at de var næsten identiske. Det brugte man så til at kortlægge, om kvinder giftede sig ind i familier fra de øvre samfundslag eller ej.

Ligeledes analyserede forskerne brudeparrenes efternavne, altså om mændene havde efternavne, der normalt var associeret med højere status end deres ægtefæller. Mere specifikt så man på gennemsnitsværdien af husene, som folk med bestemte efternavne boede i.

Resultaterne viser, at både mænd og kvinder kommer fra familier af lignende socialklasse. Derfor er der ingen stærke indikationer på 'hypergami' blandt kvinder, altså at de skulle have giftet sig med mænd med højere status end dem.

"Du vil støde på lykkejægere, men det er ikke et systematisk mønster, og kvinder er ikke mere 'golddigging', end mænd er," siger professor Neil Cummins til Weekendavisen om studiet.

Der er derfor ikke beviser for, at hypergami hos kvinder reelt er systematisk udbredt i vestlige samfund, skriver forskerne i studiet.

En undtagelse er Norge, hvor et nyligt studie viste det modsatte. Men selv hos vores skandinaviske nabo er der i dag en minimal forskel i familiebaggrunden i forhold mellem mænd og kvinder.

Resultaterne er interessante, fordi de har betydning for vores idé om social mobilitet og ulighed ifølge forskerne.

For hvis det ikke er ægteskabet, der forstærker klasseopdelingen i samfundet, kan det være andre faktorer, som påvirker den sociale mobilitet: Uddannelse, professionelle netværk eller hvor mange penge, du arver.

Du har sikkert hørt den gamle talemåde, at øjet er et vindue til sjælen. Nu viser det sig, at øjnene også er forbundet med, hvordan vi trækker vejret.

Forskere har længe studeret pupillernes størrelse for bedre at forstå opmærksomhed, følelser og endda sygdomme og lidelser. Men nu afslører ny forskning overraskende nok, at pupillerne ændrer størrelse i takt med vores vejrtrækning.

Vores pupiller ændrer sig konstant; de justerer sig løbende som reaktion på både eksterne og interne faktorer.

De fleste ved nok godt, at pupillerne - ligesom et kameras blænde - styrer, hvor meget lys der bliver lukket ind i øjet.

Det kan du nemt teste selv: Stil dig foran et spejl, så kan du se, hvordan pupillerne trækker sig sammen og bliver små i stærk belysning, og hvordan de udvider den sig og bliver store i svag belysning.

Denne proces påvirker direkte vores visuelle perception. Større pupiller hjælper os med at se utydelige objekter, især i vores perifere syn (som også kaldes orienteringssynet), mens mindre pupiller hjælper os til at stille skarpere til opgaver som for eksempel læsning.

Faktisk er denne refleks så pålidelig og 'driftsikker', at lægerne bruger den til at vurdere hjernens funktion. Hvis pupillerne ikke reagerer på lys, kan det være tegn på en medicinsk nødsituation som for eksempel et slagtilfælde.

Pupillerne reagerer ikke kun på lysforholdene i omgivelserne. Det er også veldokumenteret, at vores pupiller trækker sig sammen, når de fokuserer på et nærliggende objekt, og udvider sig som reaktion på kognitiv anstrengelse eller følelsesmæssig ophidselse.

Som Irene Löwenfeld, der var foregangskvinde i forskningen af øjet, engang sagde: "Mennesket enten rødmer eller blegner som reaktion på følelsesmæssig ophidselse, men pupillerne udvider sig uanset hvad".

Af denne grund bruges pupilstørrelse ofte i psykologien og i neurovidenskabelig forskning som et mål for mental indsats, anstrengelse og opmærksomhed.

I mange årtier var disse tre pupil-reaktioner de eneste, som forskerne var sikre på eksisterede.

Nu har jeg sammen med et team af forskere ved Karolinska Institutet i Stockholm og Universitetet i Groningen i Holland bekræftet, at vejrtrækningen er en fjerde.

Vi har navngivet pupillernes respons 'pupillær respiratorisk faserespons' ('pupillary respiratory phase response'), for pupillernes tendens til at være størst under udåndingen og mindst omkring starten af indåndingen.

I modsætning til andre pupil-reaktioner har denne respons sit udspring i kroppen, og den sker konstant - og som noget helt unikt, dækker denne respons både udvidelse og sammentrækning.

Der har faktisk været anekdotiske tegn på en sammenhæng mellem vejrtrækning og pupillerne i mere end 50 år, men da forskerholdet gennemgik tidligere studier, var evidensmængden i bedste fald utilstrækkelig.

I betragtning af hvor ofte pupilstørrelse bruges i både medicin og forskning, indså vi, at det var afgørende at undersøge dette forhold nærmere.

Med 5 eksperimenter med mere end 200 deltagere bekræftede vi, at pupilstørrelsen svinger synkront med vejrtrækningen, og at denne effekt er bemærkelsesværdig robust.

Til vores eksperimenter inviterede vi deltagerne til vores laboratorium, hvor vi registrerede deres pupilstørrelse og vejrtrækningsmønster, mens de slappede af eller udførte opgaver på en computerskærm.

Vi varierede systematisk de andre vigtige pupilresponsfaktorer i løbet af hele undersøgelsen - belysning, fikseringsafstand og den mental indsats, som opgaverne krævede. Den måde, vejrtrækningen påvirkede pupillerne, var i samtlige tilfælde konstant.

Vi undersøgte også, hvordan forskellige vejrtrækningsmønstre påvirkede responsen.

Deltagerne blev instrueret i udelukkende at trække vejret gennem næsen eller munden samt justere deres vejrtrækningshastighed ved enten at gøre vejrtrækningen langsommere eller hurtigere.

I samtlige tilfælde opstod det samme mønster: Pupillernes størrelse var mindst omkring begyndelsen af indåndingen og størst under udåndingen.

Denne opdagelse ænd...