Forestil dig en flok mænd på en øde slette i Østafrika.

De står i en halvcirkel med armene lagt over hinandens skuldre. Som én stor dansende masse bevæger de sig op og ned, mens de synger særlige toner fra struben, og sveden pibler fra panderne.

Masai-folket, der lever i det østlige Afrika - blandt andet i Tanzania - er verdenskendte for deres helt særlige hopperitual.

"Masai-mændene hopper i timevis ad gangen, og ritualet er en stor del af deres kultur," fortæller Dirk Lund Christensen, der er lektor i global sundhed på Københavns Universitet.

Hvorfor masai-folket hopper, kommer vi tilbage til. For det, som Dirk Lund Christensen og kolleger har undersøgt, handler ikke så meget om kultur, men mere om fysik og styrke.

"Der eksisterer nogle fortællinger om, at masaierne har en fantastisk fysik, der nærmest er på linje med topatleter. Derfor satte vi os for at undersøge, om det virkelig er rigtigt," siger Dirk Lund Christensen.

Er masai-folket eksempelvis bedre til at hoppe end en flok nordmænd?

Det er omdrejningspunktet i et nyt studie, hvor Dirk Lund Christensen sammen med kolleger sammenlignede hoppehøjde, hurtighed og intensitet mellem 22 masai-mænd og 12 nordmænd i samme aldersgruppe.

"Vores studie viser lidt overraskende, at masai og nordmænd hopper lige højt," fortæller medforfatter Jens Bojsen-Møller, der er ph.d. i idræt og biomekanik på Syddansk Universitet.

Helt præcist kan masai-mænd og mændene fra Norge hoppe 46,5 centimeter i gennemsnit.

"Det er ikke eliteniveau, men stadig relativt højt," siger Jens Bojsen-Møller og peger på, at den almene person med moderat form kan hoppe omkring 30 centimeter i højden, hvor topatleter kan hoppe hele 50 centimeter.

"Det punkterer lidt den her myte om, at maasaier nærmest kunne blive olympiske mestre med deres fysik," siger Dirk Lund Christensen.

Men selvom masaimændene, der lever af at hyrde køer, altså ikke hopper meget højt, er der andre dele af hoppeseancen, hvor de udmærker sig.

De hopper nemlig meget hurtigt og eksplosivt, sammenlignet med nordmændene, forklarer Jens Bojsen-Møller.

"Masaimændene bruger meget kort tid på at nå deres maksimale hoppehøjde, og det siger noget om, at de har en stor muskelstyrke og en eksplosivitet, som man også kender fra eliteidræt," siger han.

Jens Bojsen-Møller vurderer, at masaimændenes eksplosivitet er på niveau med eliteatleter i sportsgrene som volleyball og atletik.

"Det er overraskende, for hopperitualet er langvarigt, og der er som sådan ingen grund til, at de skal hoppe hurtigt eller med høj intensitet. Men det gør de altså," siger han.

Masai-folket har eksisteret i omkring 500 år og har været studeret af forskere siden 1900-tallet.

"Man har haft en særlig interesse i dem, fordi de lever i naturen i alt slags vejr, men sjældent er syge. De spiser meget fedt, men har ikke hjertekar-problemer. De mysterier har gjort det relevant at undersøge deres sundhed," siger Dirk Lund Christensen.

Masaiernes sundhed skyldes formentlig deres moderate, men konstante motion, konkluderede Dirk Lund Christensen også i et studie fra 2012. Her beskriver han, hvordan masai-folket bevæger sig hele 75 procent mere end vesterlændinge.

"Masai-folket går hele dagen med de her køer fra de er omkring seks år gamle. Og så laver de, de her hopperitualer - eksempelvis når der er bryllupper, eller når nogle skal omskæres," siger Dirk Lund Christensen.

Han vurderer, at hopperitualerne er af stor betydning for masai-folkets sundhed:

"Uden de her ritualer, tror jeg, at vi ville se mere diabetes og hjertekarsygdomme hos maasaierne".

Men hvorfor hopper masaifolket egentlig?

Ifølge Niels Larsen, der er kultursociolog og tidligere har været tilknyttet Aarhus Universitet, er hoppeseancen oprindeligt et religiøst ritual.

"Man ved dog ikke helt præcist, hvordan det religiøse kommer til udtryk," siger han og forklarer, at ritualet er i spil ved overgange som bryllupper, omskæring af de cirka 12-årige børn og i forbindelse med, at et barn træder ind i de voksnes rækker.

"Ritual...

Forestil dig, at du skriver til en chatbot i din bank eller kommune. Du får et hurtigt svar: "Det lyder som en svær situation. Jeg vil gerne prøve at hjælpe dig."

Sproget er venligt og empatisk. Det lyder næsten som et menneskes. Men bag de imødekommende ord sidder ikke en person.

Der optræder derimod en algoritme, der gætter sig frem til, hvad der udgør det mest sandsynlige svar på dit spørgsmål.

Algoritmen arbejder sig frem til sit svar via statistiske beregninger, ikke gennem forståelse og refleksion. Alligevel reagerer vi som brugere ofte på chatbots, som om vi er i kontakt med 'nogen'.

Det gør vi, fordi sproget opleves tilstrækkeligt menneskeligt, til at der opstår en illusion af nærvær, dialog og gensidighed.

I vores helt nye bog undersøger min kollega Gitte Rose og jeg, hvordan AI-chatbots efterligner kommunikation mellem mennesker, og hvorfor det er problematisk, hvis vi accepterer det som en ægte samtale.

For i det øjeblik vi begynder at stole på AI som en slags autoritet i spørgsmål om alt fra rejseforsikring over klimakrise til emner af mere eksistentiel karakter, risikerer vi nemlig at blive vildledt.

Har du nogensinde skrevet til en chatbot og tænkt: "Wow, den forstår mig faktisk"? Den forstår dig måske oven i købet bedre end selv din partner eller dine bedste venner?

Så er du ikke alene. Et studie fra januar 2025 finder, at to ud af tre deltagere i forsøgene foretrækker svar fra chatbotter fremfor rigtige fagpersoner, fordi de finder chatbotten mere medfølende og forstående.

Oplevelsen er ganske naturlig, om end den baserer sig på en ren illusion. Mennesket er som art programmeret til at søge kontakt med og bekræftelse fra omgivelserne.

Dette forklarer tendensen til, at vi tillægger teknologien menneskelige egenskaber, som den reelt ikke besidder. Når den taler til os på en menneskelignende vis, oplever vi derfor, at den udviser interesse for os. Vi føler os hørt, rørt og berørt.

Dette kaldes også for ELIZA-effekten.

Navnet stammer fra 1960'erne, hvor datalogen Joseph Weizenbaum skabte en af verdens første chatbots.

ELIZA var programmeret til at efterligne en terapeut ved at spejle brugerens egne spørgsmål. Det kunne eksempelvis foregå på denne måde, illustreret herunder:

ELIZA forstod intet. 'Hun' gentog bare mønstre ud fra forudgående programmering. Mange brugere oplevede imidlertid, at ELIZA tilbød dem autentisk dialog.

Selv Weizenbaums egen sekretær, der vidste, at Eliza var blevet programmeret til at tale brugeren efter munden, bad om privatliv, når hun skulle tale 'fortroligt' med programmet.

Prøv selv en version af ELIZA her.

Mennesket har altså en udbredt tendens til at 'antropomorfisere' teknologien: At tillægge den menneskelignende egenskaber.

Dette er også årsagen til, at vi, uden at tænke over det, undskylder til AI, når vi dummer os, takker den for dens hjælp, og føler os set, når den sender en smiley tilbage på en dårlig dag.

Oplevelsen af, at teknologien er på vores side, understøttes desuden af designvalg, som eksempelvis kvindelige navne som Siri, Alexa og ELIZA. Det er navne, der signalerer underdanig imødekommenhed og hjælpsomhed.

Man skulle måske så tro, at jo menneskelignende en chatbot fremstår i dens kommunikation, jo stærkere en tilknytning ville der opstå mellem brugeren og teknologien.

Men dette har overraskende nok vist sig ikke at holde stik.

Den japanske robotforsker Masahiro Moribeskrev i 1970 fænomenet The Uncanny Valley (den uhyggelige dal).

Mori viser, at mennesket kun reagerer positivt på teknologi, der minder om det selv, op til et vist punkt.

Når teknologien ligner næsten 100 procent, men et eller andet udefinerbart (mennesket) alligevel mangler, knækker tiltrækningskurven og der opstår i stedet ubehag.

Og når AI begynder at ligne os for meget - uden at give det nævnte nærvær - opstår en frygt for at den vil kunne manipulere med os.

Dette fænomen var formodentlig medvirkende til at OpenAI i foråret 2025 ændrede ChatGPT's tone, i kølvandet på, at mange brugere var begyndt at ...

Som en spion-gadget svirrer den rundt i luften for derefter at dykke ned i vandet. Den vilde gadget er en hybrid-drone, som er udviklet af fire bachelorstuderende fra Aalborg Universitet.

Dronen er særlig, fordi den både kan flyve og bruges under vandet.

Det skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

I en video af de studerende ser man, hvordan dronen dykker ned i et bassin og let svirrer op igen i luften. Prototypen er vandtæt, og man kan fjernstyre propelbladenes vinkel, så den fungerer både over jorden og i vandet.

"Vi blev overraskede over, hvor problemfrit dronen overgår fra vand til luft," lyder det ifølge Live Science i en fælles email fra de fire studerende, Andrei Copaci, Pawel Kowalczyk, Krzysztof Sierocki og Mikolaj Dzwigalo.

Prototypen er en del af de studerendes bacheloropgave og blev udviklet over to semestre. Dronens dele er blevet fremstillet med hjælp af 3D-printer og computerstyret produktionsudstyr.

Selvom der kun er tale om en prototype, kan teknologien potentielt bruges mange andre steder i virkeligheden, siger de studerende. Det kunne være til militære formål, inspektion af skibe og eftersøgnings- og redningsaktioner.

Det er dog ikke første gang, man ser en hybrid-drone. I USA og Kina har forskere udviklet prototyper, der ligeledes kunne overgå fra luft til vand.

At Holocaust var folkedrab er de færreste uenige om. Men ingen af top-nazisterne blev dømt for folkedrab, fordi Folkedrabskonventionen ikke fandtes endnu.

I denne artikel ser vi nærmere på historiske og aktuelle eksempler, hvor det har været eller er relevant at bringe folkedrabsforbrydelsen i spil.

Fik du ikke læst første artikel i serien, finder du den her. Dér gennemgik vi folkedrabsforbrydelsens historie. Vi så på dens juridiske definition.

Og vi så på forskellen mellem folkedrab og andre internationale forbrydelser, såsom krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Der er til dato kun to eksempler på, at en international domstol har fastslået, at et folkedrab har fundet sted. Det gælder folkedrabene i Rwanda i 1994 og i Srebrenica, Bosnien i 1995.

Dog er forbrydelser begået af Pol Pot-regimet i Cambodia mellem 1975 og 1979 også blevet kategoriseret som folkedrab af Extraordinary Chambers in the Courts of Cambodia (ECCC) - en såkaldt 'internationaliseret' domstol oprettet i 2006 med opbakning fra FN til at gennemføre et retsopgør med fire topledere i De Røde Khmerer.

Den første internationale dom om folkedrab faldt i 1998. Her fandt Rwanda-Tribunalet (ICTR), at Jean-Paul Akayesu havde gjort sig skyldig i blandt andet folkedrab.

Akayesu havde taget del i det massive angreb, som blev gennemført af ekstremistiske hutuer mod Rwandas tutsi-minoritet og moderate hutuer.

I Rwanda var der reelt ikke tvivl om folkedrabshensigten, som blandt andet kunne udledes af angrebets skala, af det forhold, at tutsier målrettet blev blevet dræbt (lister og identitetskort blev brugt i den forbindelse), samt af direkte udsagn fra ledende politiske figurer og af sange og slogans sunget af interahamwe (en militsgruppe, som stod bag en stor del af drabene).

I løbet af omkring 100 dage i 1994 anslås cirka 800.000 mennesker at have mistet livet - de fleste dræbt med simple våben så som macheter og håndvåben.

Selv om det er svært at sætte præcise tal på befolkningssammensætningen i Rwanda før og efter folkedrabet, er et rimeligt estimat, at omkring 84 procent af tutsi-befolkningen i Rwanda blev dræbt under folkedrabet.

Efter dommen på Akayesu fulgte en lang række lignende domme. I alt blev 61 personer dømt ved ICTR, mens mange tusinde blev dømt i Rwanda og ved andre nationale domstole.

Tre år efter Akayesu-dommen, i 2001, kom den anden officielle dom for folkedrab.

Denne gang var det ICTY, der fastslog, at general Radislav Krstić havde gjort sig skyldig i folkedrab (senere klassificeret som medvirken og tilskyndelse) gennem sin rolle i angrebet på Srebrenica i juli 1995.

Det, der her blev betegnet som folkedrab, var beslutningen om at rense Srebrenica for bosniske-muslimer ved at henrette mere end 8.000 mænd og drenge, og fordrive den resterende befolkning for området (omkring 25.000 kvinder, børn og ældre).

Dermed ødelagde man i Folkedrabskonventionens forstand en 'betydelig del' (de bosniske muslimer i Srebrenica) af den samlede gruppe (de bosniske muslimer) og gjorde sig således skyldig i folkedrab.

At der kun findes ganske få folkedrab, som har ført til domfældelser herfor ved internationale domstole, betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er begået andre folkedrab i historien.

Tre eksempler fra før Folkedrabskonventionens vedtagelse, der antagelig ville have ført til dom, er:

Holocaust, forfølgelsen af armeniere i det Osmanniske Rige 1915-1918 og den af det sovjetiske regime kunstigt fremkaldte hungersnød i Ukraine i 1932-1933 ('Holodomor').

Der er også begået forbrydelser i nyere tid, der efter alt at dømme opfylder definitionen på folkedrab, men som (endnu) ikke er behandlet ved internationale domstole.

Det omfatter for eksempel situationen i Darfur fra 2004, hvor det anslås, at mellem 300.000 og 400.000 mennesker mistede livet.

Sikkerhedsrådet henviste sagen til Den Internationale Straffedomstol (ICC) i 2005, og ICC udstedte blandt andet i 2009 en arrestordre mod den daværende sudanesiske præsident, Omar Al Bashir, for folkedrab, f...

Med otte milliarder mennesker på vores relativt lille planet er der efterhånden få steder tilbage, der er uberørte og autentiske.

Et af dem er det antarktiske kontinent, hvor man som velbetalende turist kan få lov at opleve en unik og nærmest uforstyrret natur.

I hvert fald lidt endnu. For når man ser på antallet af turister, begynder ordet 'uforstyrret' at klinge mere og mere hult.

Mens der i starten af 1990'erne kom cirka 8.000 turister til Antarktis årligt, var tallet i sæsonen 2022-2023 helt oppe på 125.000. Forskere mener sågar, at de antarktiske dyr kan forvente besøg fra hele 452.000 menneskegæster i sæsonen 2033-2034.

"Når flere og flere mennesker besøger Antarktis, er vi nødt til at sikre, at turismen ikke skader det liv i havet, som turisterne ofte kommer for at se på," skriver havforskeren Matthew Mulrennan til Videnskab.dk.

Han er CEO i non-profit-organisationen Kolossal, der arbejder for at udforske og beskytte verdens have. Og så er han førsteforfatter på et nyt studie, der ved hjælp af mere end 60 timers videooptagelse viser et problem, der ifølge ham alt for længe har været overset.

"For første gang i den videnskabelige litteratur kan vi dokumentere den skade, som turistfartøjer forvolder havbundens økosystem, når de kaster anker."

Dansk havbundsforsker er enig i, at problemet er værd at undersøge nærmere.

Hvis man er til unik og særpræget natur, kan det måske være svært at bebrejde de mange turister, at de kaster sig over Antarktis.

Der findes nemlig et utal af arter, som kun kan findes i det barske og iskolde miljø, der i perioder er badet i enten sollys eller nattemørke døgnet rundt.

Blandt andet byder havbunden på søstjerner, blæksprutter og havsvampe, der ikke findes andre steder på kloden, og som er en vigtig del af kontinentets økosystem.

"De her sære og fantastiske dyr, for eksempel havsvampene, er vigtige, fordi de filtrerer vandet, lagrer CO2 og giver beskyttelse, mad og habitater, som gavner hele økosystemet. Også for pingviner og sæler, som turisterne kommer for at se," udtaler Matthew Mulrennan i en pressemeddelelse.

Det er Karl Michael Attard enig i. Han er lektor ved Syddansk Universitet og har forsket i havets økosystemer i både Arktis og Antarktis

"I forhold til biodiversitet udgør det en stor risiko for dyrene i Antarktis, at naturen omkring dem er så isoleret og unik, som den er. De har udviklet sig specielt til de barske omgivelser," forklarer lektoren, der har læst studiet, til Videnskab.dk.

"En anden udfordring for netop de dyr er, at området omkring det vestlige Antarktis, hvor vandet har ankerdybde (op til 50 meter dybt, red.), er mindre end halvt så stort som Danmark. Så de kan være meget sårbare over for udefrakommende skader, når de lever på så begrænset et område," fortsætter han.

I det nye studie viser videooptagelser, hvordan en svampekoloni er blevet knust af et anker eller dets lange kæde, der har slæbt afsted langs havbunden.

En anden video viser, hvordan tre kæmpe vulkansvampe (Anoxycalyx joubini) - kendt som verdens ældste dyr, der ifølge forskere kan blive op til 15.000 år gammelt - lige akkurat ikke er blevet ramt af ankeret.

Karl Michael Attard giver forskerne bag det nye studie ret i, at der kan være grund til bekymring omkring ankrene, i takt med at turismen stiger.

"Faktum er, at der sejler flere og flere skibe i de polare områder. Det kan også blive et problem (med ankring, red.) for Arktis og Grønland, selvom bunddyrene har mere plads at brede sig ud på," fortæller Karl Michael Attard.

Han vurderer dog langtfra, at skibsankre er den største udfordring ved turisme i områderne.

"Larm fra skibsmotorer er efter min mening et af de største problemer. Der lever mange havpattedyr i de polare områder. For dem er hørelsen den primære sans, som de bruger til at kommunikere med og finde mad og så videre. Så lydforurening kan være et kæmpe problem."

Studier peger på, at forurening med røg og sod fra fossile motorer kan give såkaldt 'sort sne' i Antarktis, der smelter hurtigere ...

Verdens befolkning bliver federe og federe. Er det fordi, vi spiser for meget? Skyldes det en kost med tomme kulhydrater? Er det kemikalier i miljøet? Uheldig genetik? Skidt tarmflora?

De sidste 50 år har forskere kastet deres kærlighed på skiftende forklaringer på fedmeepidemien. En epidemi, der ifølge WHO har fordoblet antallet af overvægtige voksne siden 1990.

I dag er hvert ottende menneske på verdensplan svært overvægtig, som er af verdenssundhedsorganisationen defineret som fedme.

Men ingen af de mange forklaringer har været nøglen til at stoppe udviklingen. Påstanden i et studie er, at så er ingen af forklaringerne måske gode nok.

"De fleste tror, at fedme handler om kalorier," siger Robert Lustig, professor emeritus i pædiatri ved University of California.

"Men det forklarer ikke, hvorfor visse fødevarer forårsager mere fedme, og det tager ikke højde for mikrobiomets (tarmfloraen, red.) rolle, og det forklarer ikke, hvorfor visse kemikalier fører til fedme."

Han er medforfatter til studiet, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Obesity.

Nogle mener, at det er raffinerede kulhydrater i vores kost, der driver vores fedme, mens andre i stedet peger på hormonforstyrrende kemikalier i miljøet.

Der er bare det problem, at alle forklaringerne har mangler. For eksempel forklarer en kulhydratrig kost ikke stigningen i spædbarnsovervægt.

"Der er et ordsprog: Alle modeller er forkerte, nogle er nyttige," siger Robert Lustig til Videnskab.dk om den logik, som har fået ham og hans forskerkolleger til at bruge to år på at udvikle en såkaldt 'samlende teori' til at forklare årsagen til fedme.

"De forsøger at samle flere forskellige tråde i én forklaring på, hvordan det kan være, at fedmeepidemien spreder sig over hele kloden," forklarer Thorkild I.A. Sørensen, der er internationalt anerkendt fedmeforsker, dr. med. og professor emeritus.

Han har ikke selv haft med det amerikanske studie at gøre, men har ved konferencer diskuteret fedmeepidemiens årsager med forskerne bag og hilser studiet velkommen.

"Det er en meget omfattende teori med en masse kompliceret biologi i sig, men deres model er fuldt berettiget som et indtil videre gangbart alternativ til, hvad der ellers bydes på fra flere sider," lyder vurderingen fra den danske professor.

Det skorter som sagt ikke på modeller og teorier, der igennem tiden har forsøgt at forklare den stigende overvægt på verdensplan.

Men når fedmen alligevel fortsætter med at stige over hele kloden, er det ifølge forskerne bag det nye studie, fordi man stadig ikke har forstået summen af genetiske og miljømæssige faktorer, der igangsætter fedme.

Især oxidations-reduktionsmodellen, der forklarer fedme med ændringer i celler og enzymer, er ifølge Thorkild I.A. Sørensen så kompliceret biokemisk og biologisk, at den vanskeligt lader sig forklare i almindeligt sprog.

Derfor skal man mest hæfte sig ved to af de faktorer, som den nye teori binder sammen.

"Den ene faktor er kosten - både hvad man spiser og hvor meget. Den anden faktor er de mange kemikalier, der findes i vores hverdag, som giver anledning til overvægt," siger Thorkild I.A. Sørensen.

Når ingen af de store forklaringsmodeller ifølge forskerne kan stå alene, er det, fordi de alle har mangler.

Eksempelvis kan energibalancemodellen (EBM) ifølge forskerne ikke forklare, hvorfor vores kalorieindtag har holdt sig relativt konstant i det sidste årti, mens fedmen er fortsat med at stige.

Og kulhydrat-insulin-modellen (CIM) kan ikke forklare, hvorfor flere nyfødte er overvægtige, selvom de ikke indtager tomme kulhydrater.

Ingen af modellerne kan forklare, hvorfor socialt udsatte børn er mere tilbøjelige til at tage på i vægt.

"Alle modellerne er utilstrækkelige og skal forfines for at være nyttige," konkluderer Robert Lustig da også.

Det er Thorkild I.A. Sørensen enig i.

Han mener, at forvirring om årsagerne til fedme er opstået ud fra den falske modsætning, at det enten er arv eller miljø, der er skurken. Det er...

Helgi Harðbeinsson har netop dræbt den gravide Guðrún Ósvífrsdóttirs mand. Han tørrer sit blodige spyd af i Guðrúns tøj og stryger det hen over hendes mave.

Så siger han: "Jeg tror, at min egen død bor under et hjørne af sjalet".

Helgis forudsigelse viser sig at holde stik - fostret vokser op og hævner sin far. Fortællingen fra Laxdæla sagaen er én af ganske få historier om gravide kvinder i vikingetiden, som Marianne Hem Eriksen har formået at opspore.

Den gennemsnitlige levealder på dette tidspunkt var 40 år.

"Forskere mener, at de fleste kvinder var gravide eller ammede det meste af deres liv. Det var jo ikke noget, man kunne styre på samme måde som i dag," siger Marianne Hem Eriksen.

Alligevel er der få gravide i kilderne.

Marianne Hem Eriksens forskerhold har ledt efter gravide vikinger tre steder: i litteraturen (sagaer og lovtekster), i gravfund og i kunsten.

Resultaterne er netop publiceret i Cambridge Archaeological Journal.

I kunsten, blandt tusindvis af menneskefremstillinger, fandt de kun én mulig gravid krop. Aska-vedhænget, som blev fundet i en kvindegrav fra 900-tallet i Aska i Sverige, viser en figur i kvindedragt og armene om en tydeligt gravid, svulmende mave.

"Sådanne genstande, der viser mennesker, bliver ofte tolket som amuletter eller gudeskikkelser. De er ikke en dokumentation af samtiden," påpeger Marianne Hem Eriksen.

Ifølge arkæologen har de fleste mennesker, der levede i denne periode, sandsynligvis aldrig set en menneskefremstilling, der lignede dem selv.

"Der er en klar overvægt af mænd i disse menneskefremstillinger, og kvinderne, der vises, er elitekvinder. Måske er de gudinder, måske mytologiske skabninger. Det er en meget snæver billedverden," siger hun.

Altså en billedverden, der ikke var særlig optaget af gravide kvinder.

Også i sagalitteraturen er gravide stort set usynlige, ifølge studiet. De optræder af og til i baggrunden, men sjældent som hovedpersoner.

De ord, der bruges om dem, har ofte en negativ klang. Den gravide beskrives som syg, ufuldstændig, uvel og tung.

Historien om Guðrún er ifølge arkæologen interessant, fordi den tydeliggør sociale strukturer.

"Her fremstår fosteret som en social person allerede inden fødslen. Barnet er en del af alliancer og blodfejder, politik og hævn, mens det stadig ligger i maven," siger Marianne Hem Eriksen.

Et foster i maven på en trælkvinde (slavekvinde) betragtes derimod i lovteksterne som en defekt i en krop, der er til salg.

I en anden fortælling fra Erik den Rødes saga bliver Freydís Eiríksdóttir fanget i et angreb.

"Det er en slags amazone-fortælling," siger Marianne Hem Eriksen, med henvisning til de mytiske græske kvindelige krigere.

Freydís Eiríksdóttir er alene og kan ikke flygte på grund af sin graviditet, men hun griber ifølge sagaen et sværd, blotter sit bryst og slår sværdets æg mod det. På denne måde skræmmer hun angriberne væk.

Marianne Hem Eriksen ser en forbindelse til vedhænget med den gravide. Hun bærer nemlig noget, der ligner en hjelm med en kløverformet næseskærm.

"Gravide kvinder var ikke bare passive. I hvert fald i kunsten og litteraturen var det muligt for en gravid kvinde også at være kriger eller associeret med våbenudrustning," siger hun.

Gravene var det sidste sted, forskergruppen ledte efter gravide. De har gennemgået alle større kataloger over vikingetidsgrave, udgravet fra 1800-tallet og frem til i dag.

Her har de specifikt ledt efter kvinder i den reproduktive alder med nyfødte børn; kvinder, der kan være døde sent i graviditeten eller i løbet af en fødsel.

Ud af tusindvis af grave fandt de kun 14 mulige eksempler.

"Det er meget få. Selvom vi ved, at dokumentationskvaliteten varierer, og at ikke alle har været opmærksomme på levn efter spædbørn, er det et slående lavt antal. Især når man tager i betragtning, at mødredødeligheden under graviditet og fødsel var meget høj i førindustrielle samfund," siger Marianne Hem Eriksen.

Måske hænger det sammen med noget, Eriksen tidligere har forsket i - nemlig jernalderens o...

Universet er fyldt med mærkelige og mystiske fænomener, og nu har forskere fundet endnu et. Et næsten perfekt kuglerundt objekt.

Det er usynligt for det blotte øje, og astronomerne har observeret det med et meget kraftfuldt radioteleskop.

Objektet er beskrevet i et såkaldt 'preprint', som er en forskningsartikel, der endnu ikke er blevet bedømt af fagfæller. Forskerne bag preprintet konkluderer ikke, hvad objektet er, eller hvor det kommer fra.

"Rumvæsner!"

Før nogen råber det, er det værd at bemærke, at det højst sandsynligt er resterne af en supernova.

En meget usædvanlig en af slagsen, fortæller Max Stritzinger, der er forsker i døende stjerner på Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet.

"Opdagelsen af den galaktiske supernova-rest er et bemærkelsesværdigt fund," siger han til Videnskab.dk.

Forfatterne bag studiet kalder objektet for Teleios efter det græske ord for perfekt.

"Det er bemærkelsesværdigt, fordi de supernova-rester, vi ellers har fundet i Mælkevejen, har en tendens til at være forvredne og ujævne, og altså ikke lige så kuglerunde som Teleios," fortæller astronomen.

Både forskerne bag studiet og Max Stritzinger vurderer, at årsagen til den runde form formentlig er, at det er en bestemt type supernova kaldet en 'Ia-supernova'.

Disse supernovaer opstår i et stjernesystem med to stjerner, hvor den ene er en hvid dværg. Det er en lille, kompakt og tung rest af en død stjerne.

Den hvide dværg suger langsomt materiale til sig fra sin ledsagerstjerne. Når den bliver for tung, sætter det en voldsom kædereaktion i gang, som får stjernen til at eksplodere i en supernova.

Klikker du på billedet herunder, kan du se er en animation, der viser, hvordan en type Ia-supernova kan være dannet, efter at en hvid dværg-stjerne har suget materiale til sig fra nabostjernen:

I modsætning til andre typer af supernovaer bliver selve eksplosionen næsten kugleformet.

For stjernen er meget kompakt og ensartet. Eksplosionen starter midt i den og spreder sig lynhurtigt i alle retninger. Dermed resulterer det i en nærmest helt rund eksplosion.

Det er anderledes med andre typer af supernovaer. Store stjerner kollapser under deres egen vægt, når de løber tør for brændstof. De eksploderer mere ujævnt og kaotisk og er derfor næsten altid asymmetriske.

Der har formentlig ikke været hverken planeter eller andre stjerner i nærheden af Teleios, som kunne forstyrre eksplosionen, hvilket "er med til at bevare den cirkulære form," fortæller Max Stritzinger.

Kan det være noget andet end en type Ia-supernova?

"I princippet ja. Men de foreliggende data peger meget stærkt på en supernova som oprindelsen," svarer han.

Ud over spørgsmålet om, hvordan Teleios er opstået, mangler forskerne at løse et andet mysterium.

De ved nemlig ikke, hvor langt væk Teleios er. I artiklen anslår forskerne, at det ligger et sted mellem 7.000 og 25.000 lysår væk, hvilket er et temmelig bredt spænd.

For at blive klogere på, hvor langt væk Teleios egentlig er, foreslår forskerne blandt andet at undersøge skyer af brintgas i området.

Ud fra brintens bevægelse kan man regne ud, hvor i Mælkevejen den befinder sig, og hvis supernova-resten ligger foran eller bag sådan en sky af brintgas, kan det bruges som en slags pejlemærke til at bestemme afstanden.

Det er nemlig ikke helt ligegyldigt, hvor tæt den er på os, siger Max Stritzinger:

"Afstanden har stor betydning. Den afgør også, hvor stor supernova-resten faktisk er," forklarer han.

"Hvis Teleios er tæt på, tyder det på, at den er ung og relativt lille. Hvis den derimod er meget længere væk, må den være ældre og meget større. De to scenarier peger i retning af helt forskellige forklaringer på eksplosionen og det stjernesystem, der skabte den."

Ingeniører fra Georgia Tech har lavet en pille, der kan håndtere insulin og andre lægemidler, der normalt skal injiceres med nåle.

Pillen vil gøre medicin mod kroniske sygdomme lettere at tage for patienter og kan potentielt bringe prisen på den pågældende medicin ned i pris, skriver Georgia Tech i en pressemeddelelse.

Foruden insulin formodes det, at pillen kan bruges til Ozempic og Wegovy samt en lang række proteinbaserede lægemidler som antistoffer og væksthormoner, som er en del af et marked på 400 milliarder dollar.

400 milliarder dollar svarer til ca. 2.550 milliarder kroner.

Lægemidlerne skal normalt injiceres, da de ikke kan klare sig mod de beskyttende barrierer i mave-tarmregionen. Men Georgia Techs nye kapsel benytter sig af en lille 'eksplosion' til at skyde medicinen forbi disse barrierer og ind i blodbanen - helt uden batteri eller anden lagret energi.

"Dette studie introducerer en ny måde at administrere lægemidler på, der er lige så nem som at synke en pille, og som erstatter behovet for smertefulde injektioner," siger Mark Prausnitz , der skabte pillen i sit laboratorium sammen med den tidligere ph.d.-studerende Joshua Palacios og andre studenterforskere, i pressemeddelelsen.

Pillen virker ved hjælp af en reaktion mellem vand og natriumbicarbonat, som skaber et tryk inde i kapslen, når den er blevet slugt. Når trykket bliver højt nok, sprænger det et svagt punkt i pillens gelatinehylster. Det får pillen til at skyde en stråle af medicin ud med høj fart.

Den kraftige "eksplosion" fjerner slimen, der normalt dækker tarmen. Det gør, at medicinen lander direkte på tarmens celler, som kan optage stoffet og sende det videre til blodet.

Opfindelsen er ført til et studie, der er publiceret i tidsskriftet Journal of Controlled Release.

Hver gang du sætter foden på ujævnt underlag, tager din krop en lynhurtig beslutning for at holde dig oprejst.

Det føles helt automatisk, når vi træder udenom en sten, over et trappetrin eller dukke nakken for en gren.

Som forsker i bevægelse og balance er jeg derfor optaget af, hvordan kroppen 'planlægger' sin strategi for, hvordan vi bevæger os gennem verden uden at falde og træde forkert.

Så da jeg blev spurgt om, hvad min favorit-bevægelse er, var svaret entydigt: At gå en natur-tur - altså en tur i skoven, langs vandet, ud over stepperne.

En sådan tur stimulerer sanserne og giver udfordringer til motorikken.

Der er ujævnt underlag, vidsyn, lyde og lugte, som man typisk ikke møder i den daglige civiliserede hverdag. En masse stimuli, som hjernen kan få lov til at bearbejde, og som man kan blive i godt humør af.

En gåtur erstatter naturligvis ikke styrke-, udholdenheds- eller færdighedstræning, men de varierende motoriske udfordringer fra natur-turen er med til at vedligeholde 'bevægelses- repertoiret' (de bevægelser, vi har lært og kan bruge).

Det er eksempelvis ret fantastisk, at vi ikke snubler over hver trærod eller græstot, når vi går i skoven.

Vi lavede engang et forsøg, hvor deltagerne skulle gå hen mod en trappe og træde op ad den.

Her kunne vi se, at skridtene blev tilpasset 'på magisk vis', så den sidst fodplacering før trappen var lige, hvor den skulle være.

Der var variation i data, og ældre mennesker sagtnede farten mere, men deltagerne kunne alle fortsætte op på trappen uden de var nødt til at stoppe op.

Så dygtige er vi til at planlægger og udføre vores bevægelser - helt uden vi tænker over det.

Det også fantastisk, at vi kan planlægge vores balancestrategier forude. I et andet forsøg lod vi vores forsøgspersoner stå på en platform, der kunne bevæge sig pludseligt ved at glide eller vippe, så personernes balance blev forstyrret.

Bevægelserne blev gentaget igen og igen på en forudsigelig måde. Vi kunne her registrere, at personerne ret hurtigt lærte at forberede sig på forstyrrelsen.

Ældre mennesker havde lidt sværere ved det, når der var andre samtidige forstyrrelser, men som udgangspunkt flyttede forsøgspersonerne deres vægt i modsat retning af bevægelsen. Og det skete cirka 200 millisekunder før forstyrrelsen blev udløst.

Som børn lærer vi at finde balancen på to ben og vi kan efterhånden kontrollere vores bevægelser og færdes i uvejsomt terræn.

Men vores studier tyder på, at vi er nødt til at gøre noget for at vedligeholde disse motoriske evner i voksenlivet. Det er populært at referere til princippet 'use it or loose it', som indikerer tab af det vi ikke bruger.

I forhold til denne logik, er det bare med at bruge sig selv - komme ud at gå en tur i skoven - eller eventuelt det, der er vildere.

Mangler du flere gode argumenter for en tur i naturen? Så kan du se denne video, hvor jeg forklarer, hvorfor det er vigtigt at holde vores motorik ved lige, når dagligdagen foregår påfladt gulv og med kunstigt lys.

Videoen bygger på en ny grundbog om bevægelse, som jeg har skrevet sammen med mine kollegaer Nils Erik Sjöberg og Anne-Merete Kissow. Bogen er udkommet på forlaget Munksgaard.

Til sidst får du tre tips til den gode natur-tur:

1. Underlaget skal ikke bare være en grussti i en pæn anlagt park. Nej, det er meget sjovere at komme ud i den rigtige natur, hvor der er bakker og snoede stier, og hvor det hele er lidt uforudsigeligt.

2. Hvor udfordrende skal det være? Tja - dette er jo individuelt, men det skal gerne afpasses, så det samtidig er en dejlig oplevelse. Gå efter glæden ved bevægelse.

3. Det er selvfølgelig rart med lidt underholdning i form af musik eller en podcast i ørerne, men man går samtidig glip af naturens lyde og bliver mindre opmærksom på de indtryk som skulle være en del af formålet med turen.