I årevis har Elon Musk talt om at sende mennesker til Mars for at kolonisere den røde planet. Men så i februar kom der et opslag på X, hvor han udsætter sine Marsplaner til fordel for at bygge en by på Månen.

Det ser ud til, at forklaringen skal søges i det nye projekt, SpaceX er gået i gang med, nemlig at sendes AI-datacentre ud i rummet – et emne, vi har behandlet i en tidligere artikel.

Men lad os først se, hvad Musk skrev på X:

"For dem der ikke er klar over det, har SpaceX allerede skiftet fokus til at bygge en selvvoksende by på Månen, da vi potentielt kan opnå det på mindre end 10 år, hvorimod det ville tage 20+ år for Mars."

"SpaceX' mission forbliver den samme: at udvide bevidsthed og liv, som vi kender det, til stjernerne."

"Det er kun muligt at rejse til Mars, når planeterne står i den rette stilling, hvilket sker med 26 måneders mellem rum, og desuden er rejsetiden seks måneder. Derimod kan man sende rumskibe til Månen med 10 dages mellemrum, ligesom rejsetiden kun er 2 dage. Det betyder, at vi kan arbejde meget hurtigere på at færdiggøre en by på Månen end på Mars."

Det er jo store ord, men der er en grund til at man tager dem alvorligt, for ligesom den gamle verdensorden, vi har kendt siden anden verdenskrig, nu er ved at ændre sig, så er rumfarten ved at undergå en tilsvarende stor forandring, hvor store firmaer, og ikke bare regeringer, kan forme rumfartens fremtid.

Og når firmaet hedder SpaceX, så er der virkelig grund til at lytte.

Forklaring 1: Musk vil ikke miste sin position til konkurrenten

Meddelelsen om, at SpaceX nu vil koncentrere sig om Månen, kom som en stor overraskelse.

NASA ved endnu ikke, hvordan de skal landsætte mennesker på Månen med den bemandede mission Artemis 3, som efter planen skal finde sted om bare 2-3 år. Derfor har rumagenturet udliciteret opgaven med at udvikle et landingsfartøj til både SpaceX og konkurrenten Blue Origin.

Den mest nærliggende forklaring på Musks nye månefokus er derfor, at SpaceX arbejder på netop dette landingsfartøj til Artemis 3.

SpaceX vil landsætte mennesker på Månen med deres store Starship-raket, men kun 6 ud af de første 11 prøveflyvninger har været vellykkede. Desuden kræver det optankning i rummet, noget, man endnu ikke har prøvet.

Samtidig arbejder Blue Origin på et alternativt landingsfartøj, som skal opsendes med deres New Glenn-raket, og deres projekt virker både mindre og lettere at gennemføre end det meget ambitiøse SpaceX projekt.

Blue Origin har egentlig først kontrakt på at landsætte astronauter på Månen med Artemis 5 og 6, men nu er NASA begyndt at overveje, om de kan flyttes frem til Artemis 3, som SpaceX indtil nu har haft for sig selv.

Hvis det sker, vil det være et alvorligt prestigetab for SpaceX. Samtidig kan det styrke New Glenn som konkurrent på opsendelsesmarkedet, hvor SpaceX i 2025 ellers sad på omkring 80 procent af alle opsendelser.

Det er sikkert en del af forklaringen.

Forklaring 2: Månen skal indgå i en storstilet plan om datacentre

Men så kom Musk med en anden forklaring, som første gang blev omtalt i New York Times.

Baggrunden er, at SpaceX nu er blevet sammenlagt med et andet af Musks mange firmaer, nemlig xAI, der arbejder med at udvikle kunstig intelligens (AI).

Månen skal simpelthen bruges til at levere byggematerialer til de 1,7 millioner datacentre, som Musk håber at bygge med tiden.

Det er nemlig dyrt at sende materialer ud i rummet på grund af Jordens ret stærke tyngdefelt. Således skal man op på en fart af 28.000 km i timen bare for at gå i bane.

Men Månens tyngdekraft er meget svagere end Jordens. For at sende noget bort fra Månen med en kurs mod Jorden skal man kun op på en fart af 8.600 km i timen, og det betyder, at man kan anvende en magnetisk katapult, som er drevet af solenergi i stedet for en raket.

Desuden er der jo en stor fordel, at man ved måneopsendelser ikke skal slås med luftmodstanden, som man skal ved opsendelser fra Jorden.

En industri på Månen indebærer mange udfordringer

Musk har uddybet denne b...

Endnu engang er en influencer røget i fælden og spreder misinformation om sol og kræft.

Denne gang sker det i podcasten 'Lang levetid', hvor vært og influencer Emil Thorup og hans gæst videreformidler flere påstande om sol, solcreme og kræft, som for længst er blevet tilbagevist af videnskaben.

Emil Thorup hævder blandt andet, at man ikke får kræft af solen, og at man bør opholde sig i solen midt på dagen uden solcreme.

Udtalelserne får nu Kræftens Bekæmpelse og flere hudlæger til at råbe op over for TV 2 og Radio IIII. For påstandene går stik imod al forskning og viden, som viser, at Solens UV-stråler kan medføre hudkræft. Kræftens Bekæmpelse påpeger, at det er velunderbygget, at UV-stråling står for omkring 90 procent af alle hudkræfttilfælde.

"Så det er jo bare forkert, at solen ikke giver kræft," siger Brian Køster, der er seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse, til TV 2.

I samme podcast bliver der også sået tvivl om brugen af solcreme. Det sker efter nogenlunde samme drejebog, som en anden influencer tidligere har brugt til at påstå, at solcreme – ikke UV-stråling – skulle være årsag til en stigning i hudkræft.

Du kan læse meget mere om, hvorfor det er forkert i artiklen Tro ikke vild påstand på Facebook: Solens UV-stråler GIVER hudkræft.

Et gennemgående problem ved falske påstande om solcreme og kræft er, at influencere gennem tiden har forvekslet korrelation og kausalitet. Hvis du selv vil undgå at begå samme brøler, kan du blive klædt på til at kende forskel – og skille skidt fra kanel i junglen af påstande om sundhed – ved at læse Videnskab.dk's manifest.

I et skriftligt svar til RADIO IIII præciserer Emil Thorup sine udtalelser og anerkender blandt andet, at solen kan bidrage til DNA-skader i huden, men at risikoen for hudkræft afhænger af dosis, eksponeringstid og hudtype.

"Mit ærinde er at bidrage til en mere nuanceret samtale om sol, sundhed og risiko," skriver han til Radio IIII.

Når man venter barn, er man optaget af at give sin lille nye den bedste start på livet. Derfor søger mange kommende forældre rådgivning i bøger og artikler på nettet. Men det er ikke alle råd, der er lige gode.

Nogle råd er gode, andre er halve sandheder, og så findes der en række påstande, som er decideret misvisende.

Videnskab.dk har fundet fem graviditetsråd, som florerer på nettet, og bedt mig om at faktatjekke dem hver især.

Som læge og forsker er jeg meget optaget af at hjælpe forældre med at træffe oplyste valg på vegne af deres børns sundhed, så derfor tog jeg glædeligt imod udfordringen.

1: Smertestillende medicin skader fosteret

Ja og nej. Det er korrekt, at nogle typer smertestillende medicin kan være skadelige, men typisk giver de forskellige typer af skader på forskellige tidspunkter i graviditeten.

Paracetamol (som findes i produkter som Panodil og Pinex) ser ud til at kunne hæmme den tidlige celledeling og processen, hvor ægget sætter sig fast i livmoderslimhinden.

Man bør derfor være forsigtig med at bruge paracetamol lige omkring ægløsningstidspunktet og cirka en uge frem. Derefter er det ret ufarligt at indtage paracetamol i de anbefalede doser.

Lægemidler med antiinflammatorisk virkning (NSAID) som Ibuprofen kan muligvis øge risikoen for blandt andet tidlige spontane aborter, og jo tættere på befrugtningen det er sket, jo større er risikoen tilsyneladende.

Ligesom med paracetamol bør man derfor være forsigtig med at bruge NSAID fra omkring ægløsningstidspunktet og de første 12 uger af graviditeten.

Stærke smertestillende præparater som opioider kan muligvis øge risikoen for misdannelser, for eksempel hjertemisdannelser og klumpfod.

Og så kan det give den nyfødte alvorlige abstinenssymptomer efter fødslen, hvis man har taget opioider i ugerne op til fødslen. Det gælder uanset grunden til, at man tager opioider.

2: Man skal spise for to, når man er gravid

Nej. Kroppens energibehov stiger godt nok lidt under graviditeten, men det er kun en lille stigning. Især i starten af graviditeten.

Det vigtigste er at spise sundt og varieret i stedet for bare at spise større mængder. Et sundt, varieret indtag dækker både dit og barnets behov for næringsstoffer.

Kaloriebehovet under graviditet er:

1. trimester: Behovet for ekstra energi er minimalt og svarer cirka til en ekstra frugt om dagen.

2. trimester: Energibehovet stiger gradvist (til cirka 330 kalorier per dag).

3. trimester: Energibehovet stiger til cirka 530 kalorier per dag, svarende til cirka 2 mellemmåltider og en frugt ekstra.

Derudover kan man med fordel skele til Fødevarestyrelsens gode, officielle kostråd og skrue op for den sunde mad.

Under graviditet og amning stiger både dit energibehov og behovet for næringsstoffer. Det betyder, at du bør spise mere og det er vigtigt, at det er den sunde mad, som du skruer op for.

Det betyder, at du som udgangspunkt kan følge De officielle Kostråd, men skrue op for grøntsager, bælgfrugter, frugter, nødder, frø, fuldkornsprodukter og kartofler samt fisk, æg, mejeriprodukter og kød.

Det søde, salte og fede bør du spise mindre af, og du bør derfor holde dig til højst 5 håndfulde om ugen af snacks, søde sager og søde drikke.

3: Gravide må ikke spise fisk

Jo, gravide må gerne spise fisk. Fisk er generelt sundt.

Nyfødte på Færøerne vejer i gennemsnit mere end børn i alle de andre nordiske lande. Kun på Island er de nogenlunde tæt på færøske børns fødselsvægt.

Vi ved ikke med sikkerhed hvorfor, men en del af forklaringen er temmelig sikkert indtagelsen af fisk og dermed sunde fiskeolier. Du kan med fordel følge Fødevarestyrelsens anbefalinger til gravide:

Spis gerne: Fiskerogn, kuller, kulmule, makrel, rødspætte, rødtunge, sej, sild, skrubbe og torsk.

Undgå: Aborre, gedde, haj, helleflynder, oliefisk, rokke, sandart, sværdfisk, tun. Det gælder også samme fisk på sushi. Baggrunden er, at der i disse fisk ophobes kviksølv via fødekæden.

Her tænker du måske: Hvad med laks og rejer?

Generelt bør du kun spise røget og gravad fis...

Hvor mange gange om dagen er det normalt at prutte? Det ved forskere faktisk ikke med sikkerhed. Men nu har de opfundet et stykke 'smart undertøj', der kan måle det helt nøjagtigt.

Det skriver University of Maryland i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie.

Forskerne har udviklet det, de kalder Smart Underwear. Det er en lille elektrokemisk sensor, der sættes diskret fast på almindeligt undertøj og måler tarmgas døgnet rundt.

Sensoren registrerer især hydrogen, som dannes af bakterier i tarmen, når de nedbryder mad. Ifølge pressemeddelelsen giver målingen derfor et direkte billede af, hvor aktive tarmens bakterier er.

Forskerne fandt i studiet, at voksne i gennemsnit havde luftafgang 32 gange om dagen. Det er mere end dobbelt så meget som de cirka 14 gange dagligt, der ofte nævnes i ældre lærebøger, ifølge pressemeddelelsen.

Tallene varierer meget. I studiet lå deltagerne på mellem fire og 59 episoder med luftafgang dagligt.

Ifølge pressemeddelelsen bygger tidligere undersøgelser især på selvrapportering og små studier. Det er svært at huske alle prutter, især om natten. Allerede i 2000 skrev en mave-tarm-læge ifølge pressemeddelelsen, at det næsten var umuligt objektivt at dokumentere hvor meget tarmluft, testpersonerne havde.

Det nye studie har vist, at målemetoden med elektrokemiske sensorer virker. Nu vil forskerne i et større projekt, 'Human Flatus Atlas' måle hundredvis af voksne amerikaneres pruttevaner for at finde ud af, hvad der er normalt.

Forskerne leder blandt andet efter tre typer deltagere:

'Zen Digesters' spiser meget fiber, men har minimal udledning af tarmluft. Disse personer kan have nøglen til at forstå mikrobiomets tilpasning til fiberrig kost.

'Hydrogen Hyperproducers' producerer meget gas. Undersøgelser af disse personer kan afsløre, hvad der driver overdreven gasproduktion.

'normal people' - dem, der falder ind mellem de to andre kategorier

Forskerne vil også analysere afføringsprøver for at undersøge forskelle i tarmens bakterier

Ifølge forskerne ved man meget om, hvilke bakterier der findes i tarmen, men mindre om, hvor aktive de er. Det nye projekt skal fastlægge en normalværdi og give forskere et bedre grundlag for at teste, hvordan kost påvirker tarmen.

Legenden fortæller os, at han blev båret frem af sine krigere på et skjold, mens han med bue og pil nedlagde fjender og mytiske dyr.

Ivar Benløs var nemlig født med brusk i begge ben frem for knogler ifølge en oldnordisk sagatekst.

Alligevel endte Ivar ifølge sagnet med at blive vikingekonge og en berygtet hærfører, der invaderede England, Sverige og Italien.

Historien om Ivar er også blevet bredt kendt fra TV-serien 'Vikings', hvor den blodtørstige kriger spilles af den danske skuespiller Alex Høgh Andersen.

Nu hævder den britiske amatørarkæolog Steve Dickinson at være på sporet af den danske vikings gravsted, fortæller han til BBC og i Jyllands-Posten.

Steve Dickinson mener, at Ivar Benløs blev begravet med sit vikingeskib under en kongehøj ved Cumbria-kysten i Nordengland.

Ivar er en skikkelse, der er omgærdet af en del mystik, fortæller vikingeforsker og arkæolog Mads Ravn til Videnskab.dk:

"Ivar Benløs er en mytologisk figur, som er baseret på en historisk vikingekonge, der hed Ivar," forklarer Mads Ravn, der forsker og afdelingsleder ved Moesgaard Museum i Aarhus.

"Så der har været en Ivar, men at bevise, at det lige er ham der er begravet der, kræver nogle helt særlige beviser," siger han.

Derfor er det spektakulært, hvis den britiske arkæolog kan underbygge sin teori.

Skibsnitter, blylodder og sølvskat

Højen i Cumbria er knap 60 meter i diameter og seks meter høj. Den blev fundet i august 2024.

Siden har Steve Dickinson med metaldetektor og undersøgelser af jorden gjort en række fund, som han bygger sin tese på.

Han har blandt andet fundet spor efter et skib i form af "meget store skibsnitter", fortæller Steve Dickinson til BBC.

Derudover har han fundet blylodder, som kan være brugt til at veje en sølvskat, der også er blevet fundet i nærheden.

Der står samtidig 39 mindre høje omkring den store høj, og de kan tilhøre Ivar Benløs' krigere, undersåtter og familiemedlemmer, mener arkæologen.

"Det er virkelig spændende – der er en hel vikingekirkegård oppe ved kysten i Cumbria, som kan holde arkæologer beskæftiget i årevis," siger Steve Dickinson til BBC.

Ingen rygende pistol

Mads Ravn fra Moesgaard Museum er enig i, at gravpladsen må have tilhørt en vigtig person:

"En skibsbegravelse gives kun til meget vigtige personer. Så det ser ud til, at han er på sporet af et spændende fund. En skibsgrav fra vikingetiden er ikke noget, man bare lige finder," siger Mads Ravn.

Den danske arkæolog slår til gengæld fast, at der lige nu ikke er nogen beviser for, at graven skulle tilhøre Ivar, der døde i år 873.

"Der var ganske mange danske vikinger, der drog mod England i 800-tallet. Herunder også Ivar. Men der ingen 'smoking gun', der peger på, at det lige skulle være Ivars gravplads, der er fundet her"

"At være konge var ikke en beskyttet titel dengang, som det er i dag. Mange stormænd, der var rige og havde nogle folk under sig og et landområde, kunne godt finde på at kalde sig konger," fortæller Mads Ravn.

Stedet matcher historiske kilder

Steve Dickinson fortæller, at han gennem sin læsning har fundet flere detaljer, der ifølge ham taler for, at Ivar ligger under jorden i Cumbria.

Ifølge Steve Dickinson beskriver den oldnordiske saga kaldet Ragnar Lodbrogs-sagaen, at Ivar Benløs blev begravet i 873 i en høj ved Englands grænse.

Cumbria grænser netop op til Skotland mod nord, mens Det Irske Hav adskiller Cumbria og Irland mod vest.

Ifølge optegnelser fra irske klostre er den danske vikingehøvding Ivar netop konge af Dublin fra omkring år 853 og frem til sin død i år 873.

"Så dette ville passe til hans sidste hvilested, der ser ud over Irske Hav mod hans senere magtbase i Dublin," siger Steve Dickinson til i Jyllands-Posten.

Han fortæller, at de irske annaler beskriver, at Ivars bror, Olav, var søn af en konge, der herskede over et marskland, der ifølge Steve Dickinson kunne minde om Cumbria-kysten.

"Dælme høje odds"

Mads Ravn fastholder, at der skal meget mere til for at koble gravstedet til Ivar.

"Det kræver enten, at man finder ...

Jeg er forsker, og jeg er stoppet med at læse forskningslitteratur. I hvert fald på den gammeldags måde – og i hvert fald det meste af tiden. I stedet for at læse stiller jeg spørgsmål til teksten.

Det er en ny måde at interagere med tekst på, og den gælder hele det landskab af faglitteratur, vi læser for at tilegne os ny viden: pensumtekster, rapporter, fagbøger, manualer, tekniske dokumenter og alt det materiale, der skal hjælpe os med at forstå noget, eller løse en opgave.

Det er denne form for målrettet, læringsorienteret læsning, jeg taler om her. Ikke læsning for oplevelsens skyld, ikke den langsomme fordybelse, hvor man lader sig opsluge af en tekst.

Ud over at bruge AI som støtte i skriveprocessen ser vi også, at stadig flere universitetsstuderende anvender det som dialogpartner for at forstå og arbejde med længere faglige tekster.

I forsknings- og uddannelsessektoren beskrives denne udvikling som et skift fra lineær læsning til dialogisk læsning, hvor teksten ikke længere konsumeres, men forhandles i samtale med et værktøj.

Det kan jeg genkende i mit arbejde som forsker.

I stedet for at kæmpe mig igennem materialet side for side uploader jeg nu teksterne til en stor sprogmodel og fører en samtale om indholdet.

Jeg spørger: "Hvad er deres metode? Hvordan adskiller den sig fra tidligere praksis? Hvad siger resultaterne om netop det aspekt, jeg arbejder med?" – og får svar på få sekunder.

Det, der før var en langsommelig læseproces, er blevet en hurtig dialog, hvor jeg kan fokusere min energi på de pointer, der betyder mest.

Som forsker i læsbarhed og typografi har jeg i mange år undersøgt, hvordan vi mennesker interagerer med tekst – både visuelt og kognitivt.

Jeg har oplevet, hvordan selv små ændringer i skriftdesign kan påvirke, hvor hurtigt og komfortabelt vi læser. Og jeg har også på egen krop mærket, hvad det betyder at miste evnen til at læse midlertidigt efter en neurologisk skade.

Alt dette gør det tydeligt for mig, at vi står midt i et historisk skift i, hvad det vil sige at læse.

Læsning er ikke længere altid en stille, lineær aktivitet, men en dialogisk proces, hvor læseren styrer, hvad der er vigtigt at udfolde.

Nye krav til skrivning

Når læsningen ændrer sig, må skrivningen følge med. Det gælder alle typer fagtekster, der skal overlevere viden. Hvis vi fremover bruger tekster som interaktive kilder, kræver det, at de er opbygget, så AI kan udtrække pointer og skabe overblik, uden at nuancerne går tabt.

Det handler om tydelige strukturer og eksplicitte sammenhænge.

Skal forlag og andre udgivere til at genoverveje deres formater, så de er optimeret til samtale med AI? Skal vi tænke i lagdelte tekster, hvor læseren kan vælge mellem en teknisk, en pædagogisk og en let tilgængelig forklaring af samme indhold?

Fordele og faldgruber

Fordelene er oplagte. Man får hurtigere adgang til komplekse tekster, man kan bruge sin tid mere målrettet, og samtidig åbnes der for en langt større inklusion af læsere med syns- eller læsevanskeligheder eller for dem, der læser på et andet sprog.

Men der er også betydelige svagheder. Vi risikerer at miste den langsomme, dybe læsning, hvor man opdager detaljer, der ikke fremgår af sammenfatningen.

Samtidig kan vi komme til at stole for meget på maskinens fortolkning af teksten – hvad sker der, hvis AI overser en nuance eller fordrejer et argument?

Og endelig truer en svækkelse af den kritiske sans, hvis vi ikke længere selv bruger tid med materialet.

At lære at være kritisk handler nemlig også om at tage sig tid til at arbejde sig gennem teksten. Det er i de øjeblikke, hvor vi ikke forstår, hvad forfatteren egentlig mener, at vi må stoppe op, læse igen og kæmpe os frem til en dybere forståelse.

Det er netop i denne proces, at vi opdager nuancerne, kompleksiteten og de skjulte forbehold i det skrevne. Hvis AI konstant udjævner det svære for os, risikerer vi at miste de erfaringer, der gør os til kritiske læsere og tænkere.

At læse med AI er som at få en guide, der hurtigt viser dig ...

Enkeltsager om kræftbehandling rammer os lige i hjertet.

Journalist Ditte Giese fik konstateret brystkræft i 2021 og døde i januar 2026. For nylig beskrev hun sin oplevelse af at blive tilbudt "gammeldags kemo" fra 1985 og selv måtte crowdfunde til medicin, som er standard i andre lande. Det fik debatten til at blusse op igen.

Er det danske sundhedsvæsen ved at sakke bagud?

Spørger man kræftforsker Stig Egil Bojesen, er svaret dog ikke entydigt sort/hvidt.

Zoomer man ud fra de tragiske enkeltsager og kigger på statistikken, tegner der sig et billede af et sundhedsvæsen, der faktisk præsterer i verdensklasse, men som er udfordret af biologi og benhård økonomi.

"Siden 1995 er dødeligheden af brystkræft faktisk halveret i Danmark. Det er et fantastisk sundhedsvæsen, vi har, hvad det angår," forklarer Stig Egil Bojesen, der er klinisk professor ved Københavns Universitet.

Paradokset med brystkræft

En vigtig nuance i debatten er, at brystkræft dækker over mange forskellige sygdomme. Mens fremskredne stadier er svære at behandle, ser billedet helt anderledes ud for den store gruppe af kvinder, hvor kræften opdages tidligt.

Et dansk studie fra 2025, viser blandt andet, at kvinder med tidlig, ikke-spredt brystkræft og en lav risikoprofil (såkaldt PSI 1) faktisk har en lavere dødelighed end baggrundsbefolkningen.

Ifølge Stig Egil Bojesen skyldes den opsigtsvækkende prognose en kombination af en effektiv behandling og det fænomen, man kan kalde 'the healthy user effect'.

Kort fortalt handler det om, at de kvinder, der bliver diagnosticeret tidligt gennem screening og hurtigt kommer i behandling, ofte i forvejen er ressourcestærke og lever sundere end gennemsnittet.

"Det er, populært sagt, velhavende kvinder, som får konstateret brystkræft tidligt. De har generelt et supergodt helbred fra starten," forklarer han.

Når sygdommen samtidig opdages tidligt, og behandlingen sættes hurtigt ind gennem de danske kræftpakker og kirurgi, betyder det, at mange kvinder ikke blot overlever, men klarer sig mindst lige så godt som deres jævnaldrende uden kræft.

Danmark vs. Europa

Når man læser om enkeltsager i pressen, kan man let få det indtryk, at Danmark halter langt bagefter vores nabolande. Ser man på tallene, er virkeligheden mere kompleks: Vi er blandt de bedste til at behandle kræft, men vi er også blandt de folkefærd, der oftest bliver syge.

Den seneste opgørelse fra EU-Kommissionen viser, at danske kvinder har den tredje højeste forekomst af brystkræft i EU.

Bag tallet gemmer der sig dog flere nuancer. For det første er det danske sundhedsvæsen generelt dygtigt til at opdage sygdomme tidligt, hvilket betyder, at flere tilfælde bliver registreret, end man ser i lande, hvor diagnosticeringen er mindre omfattende. Det forklarer Niels Kroman, cheflæge i Kræftens Bekæmpelse, til Politiken.

Samtidig ligger Danmark en smule højere end Sverige, selvom svenske kvinder deltager mere aktivt i screeningsprogrammer end danske, og allerede fra 40-års alderen imod 50-årsalderen i Danmark. Det kan virke paradoksalt, men ifølge Stig Egil Bojesen er forskellen relativt lille, og man kender endnu ikke den præcise forklaring.

"Vi ved ikke præcist, hvorfor Danmark ligger lidt over Sverige. En mulig forklaring kan være, at danske kvinder i gennemsnit drikker mere alkohol, som er en kendt risikofaktor for brystkræft," siger han.

Det høje antal konstaterede syge smitter naturligt af på dødsstatistikken, hvor Danmark ligger på en sjetteplads i EU over brystkræftrelaterede dødsfald. Men dødelighedstallene fortæller ikke nødvendigvis hele historien om kvaliteten af lægernes arbejde på hospitalerne.

For at vurdere behandlingen er det mere retvisende at se på overlevelsen - altså hvor mange der stadig er i live fem år efter diagnosen. Her har Danmark historisk haltet bagefter Sverige, men hullet er næsten lukket.

I dag er 91,2 procent af de danske kvinder i live fem år efter diagnosen, hvilket er meget tæt på de svenske kvinders 92,9 procent.

"Forskel i dødelighed skyl...

Adrenalinen suser gennem kroppen, når vi ser sportsfolkene suse ned ad sneklædte pister, kælkebaner og hen over isen i halsbrækkende fart og med imponerende elegance ved Vinter-OL.

Da de første olympiske vinterlege blev afholdt i Chamonix i Frankrig i 1924, foregik alle 16 discipliner udendørs. Der skulle naturligt sne og frostgrader til, før skiløberne kunne bevæge sig ud på løjperne og kunstskøjteløberne ud på isen.

Næsten 100 år senere, i 2022, så verden skiløberne konkurrere på pister Vinter-OL i Beijing på stort set 100 procent kunstig sne.

Kælkebaner og skihop er i dag udstyret med egne køleanlæg, og fire af de oprindelige discipliner afvikles nu indendørs: kunstskøjteløb, speedskating, curling og ishockey foregår alle i klimakontrollerede haller. Teknologisk innovation gjorde vinterlegene i Beijing mulige.

Forud for Vinter-OL i 2026 i Norditalien, hvor snefaldet lå under gennemsnittet ved sæsonens start, har arrangørerne anlagt store søer i nærheden af de vigtigste arenaer for at sikre tilstrækkeligt vand til produktionen af kunstig sne.

Men i et stadigt varmere klima kan kunstig sne kun kompensere til en vis grænse.

Hvordan vil Vinter-OL så se ud om yderligere 100 år i takt med at de globale temperaturer stiger? Vil legene overhovedet kunne afholdes med nye teknologiske løsninger?

Tidligere værtsbyer, der vil blive for varme

Den gennemsnitlige dagtemperatur i februar i værtsbyer for Vinter-OL er steget markant siden de første olympiske lege i Chamonix.

I perioden fra 1920'erne til 1950'erne lå den på omkring 0,4 grader celsius. I begyndelsen af det 21. århundrede var den steget til knap 8 grader.

I et nyligt studie har forskerne undersøgt værtsstederne for 19 tidligere Vinter-OL for at vurdere, hvordan de vil klare sig under fremtidens klimaforandringer.

Resultatet er nedslående. Allerede omkring midten af århundredet vil fire tidligere værtsbyer – Chamonix, Sochi i Rusland, Grenoble i Frankrig og Garmisch-Partenkirchen i Tyskland – ikke længere have et klima, som er stabilt nok til at Vinter-OL kan afholdes.

Det gælder selv ved FN's mest optimistiske klimascenarie, som forudsætter, at verdens lande hurtigt reducerer udledningen af drivhusgasser.

Hvis forbruget af fossile brændsler fortsætter på et højt niveau, vil også Squaw Valley i Californien og Vancouver i Canada komme på listen over byer, hvor klimaet ikke længere er stabilt nok til vinterlege.

Ifølge forskerne vil klimaet i 2080'erne være så ustabilt, at 12 ud af 22 tidligere værtsbyer ikke længere vil kunne afholde Vinter-OL's udendørs discipliner. Blandt dem er Torino i Italien, Nagano i Japan og Innsbruck i Østrig.

Ved Vinter-OL i 2026 vil der være fem uger mellem de olympiske lege og de Paralympiske Lege, som strækker sig til midten af marts. Værtslandene har ansvaret for begge begivenheder, og for stadig flere arenaer kan det blive vanskeligt selv med kunstsne at sikre tilstrækkelig sne, i takt med at vintersæsonerne bliver kortere.

I dag kræver ideelle forhold for sneproduktion en dugpunktstemperatur (den temperatur, hvor en given luftmasse når 100 procent af den relative luftfugtighed, og fugten i luften begynder at kondensere) på omkring minus 2 grader celsius eller lavere.

Mere fugt i luften får sne og is til at smelte ved lavere temperaturer, hvilket påvirker både pister og isen på bobslæde-, skeleton- og kælkebaner.

Som sne- og bæredygtighedsforskere i Colorado (og som passionerede skiløbere) har vi fulgt udviklingen tæt og undersøgt, hvordan klimaforandringerne påvirker de bjerge og vintersportsgrene, vi holder af.

Forholdene varierer fra sted til sted og fra år til år

Jordens klima vil samlet set blive varmere i de kommende årtier. Varmere luft betyder ofte mere regn om vinteren, især ved lavere højder. Samtidig dækker sneen et stadig mindre areal globalt.

Kombinationen af lavt snefald og høje temperaturer gjorde starten på vintersæsonen 2025-26 særligt dårlig for skisportsstederne i Colorado.

De lokale forandringer er dog forskellige. I det nord...

Får du kuldegysninger ved tanken om en slange, der snor sig i græsset? Så er du ikke alene. Men nu tyder et nyt studie på, at din frygt ikke er medfødt. Måske er den tillært.

Det skriver Oregon State University i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie.

Ifølge universitetet har forskere undersøgt mere end 100 børnehavebørn, for at finde ud af hvorfor så mange mennesker har negative følelser overfor slanger. De skællede krybdyr spiller ellers en vigtig rolle i mange økosystemer - for eksempel ved at holde antallet af gnavere, insekter og andre smådyr nede - men mange bryder sig ikke om dem.

Faktisk oplever 54 procent af alle mennesker en form for angst, når de ser en slange, og den gennemsnitlige amerikaner har en negativ holdning til dyret, fortæller professor i undervisning ved OSU's College of Liberal Arts og medforfatter på studiet Jeff Loucks i pressemeddelelsen.

I forsøget lod forskerne 5-årige børn kigge i en billedbog om slanger sammen med deres forældre. De læste også en historie om en slanges dag.

I nogle versioner blev slangen beskrevet som en ting med ord som 'den' og uden beskrivelser af følelser.

I andre versioner blev slangen beskrevet som en slags person med 'hun'-betegnelse og beskrivelser af tanker og følelser.

Herefter brugte forskerne en metode fra psykologien kaldet 'induction task', til at undersøge hvor ens børn mener, at slanger er i forhold til mennesker, andre dyr og ikke-levende ting.

Ifølge forskerne, viste det sig, at når forældrene talte negativt om slanger, så begyndte børnene at se anderledes på dem - og se dem forskelligt fra mennesker og andre dyr.

Det samme skete, når historien beskrev slangen som en 'ting' fremfor et levende væsen.

"Det lader til, at 5-årige børn, i hvert fald fra vestlige kulturer, har en tendens til at tro, at slanger er meget forskellige fra andre dyr, og negativt sprog kan bidrage til den forestilling," siger Loucks om studiet.

Studiets resultater tyder ifølge forskerne på, at bare lidt viden om slangers liv og behov kan fungere som en måde at ændre menneskers negative holdninger til og fordomme om slanger.

Ifølge forskerne kan det have stor betydning. Mindst 450 af verdens over 4.000 slangearter er nemlig truede af udryddelse.

Forestil dig en ørken så tør, at den længe har været betragtet som et 'biologisk tomrum'. Nu tyder ny forskning på, at dele af den samme ørken faktisk kan omdannes til at suge CO2 ud af luften.

Det skriver Live Science på baggrund af et nyt studie udgivet i det videnskabelige tidsskrift PNAS.

Det handler om 'Taklamakan-ørkenen' i det nordvestlige Kina. Ørkenen er en af verdens største og dækker et område, der er på størrelse med Tyskland.

Over 95 procent af ørkenen er dækket af flyvesand, der er i konstant bevægelse, og høje bjerge omkring den holder fugtig luft væk det meste af året.

Men siden 1978 har Kina plantet træer langs ørkenens kant som led i programmet 'Three-North Shelterbelt', som har til formål at bremse ørkendannelse. Projektet, som også er kendt under navnet 'Den Store Grønne Mur', planter træer frem mod 2050 for netop at bremse ørkendannelse. I dag er der plantet mere end 66 milliarder træer i det nordlige Kina.

Nu har forskere analyseret satellitdata og målinger fra jorden gennem 25 år og fundet ud af, at vegetationen langs Taklamakan-ørkenens kanter optager mere CO2, end området udleder. Det betyder, at området er ved at blive omdannet til et stabilt kulstoflager, som er et sted, der suger mere CO2 til sig, end det sender ud.

Ifølge forskerne giver resultatet det første direkte bevis for, at menneskelige indgreb effektivt kan øge optagelsen af CO₂ selv i de mest ekstreme tørre områder.

Om projektet også får potentiale til at bremse sandstorme og ørkendannelse, er stadig uklart ifølge forskerne. Men studiet tyder altså ifølge forskerne på, at 'den store grønne murs' rolle som kulstoflager, kan blive en værdifuld model for andre ørkenregioner.