Klimaforandringerne "truer alle former for liv", og landene skal tage ansvar - ellers risikerer de konsekvenser i henhold til international lovgivning. Det har Den Internationale Domstol (ICJ), som er FN's vigtigste dømmende organ, nu slået fast.

Den Internationale Domstol offentliggjorde i går sin længe ventede rådgivende udtalelse. Den skelsættende afgørelse åbner døren for, at lande, der er ramt af klimakatastrofer, kan sagsøge lande, som er store klimabelastere, for erstatning.

Dommen åbner også for, at borgerne kan holde deres regering ansvarlig for ikke at beskytte deres menneskerettigheder, hvis der ikke gøres tilstrækkeligt for at sikre et sikkert og trygt klima.

Her kan du læse, hvad domstolen har afgjort, og hvilke globale konsekvenser det kan få.

Sagen blev rejst af jurastuderende fra University of the South Pacific i østaten Vanuatu i 2019. De studerende iværksatte en succesfuld kampagne for at få domstolen til at tage stilling til to afgørende spørgsmål:

Hvilket ansvar har landene for at beskytte klimaet mod drivhusgasser?

Hvilke juridiske konsekvenser har det, hvis de undlader at gøre det?

Domstolen anerkendte retten til et rent, sundt og bæredygtigt miljø som en menneskeret. Derfor kan fuldt udbytte af menneskerettighederne ikke sikres uden beskyttelse af klimasystemet og miljøet generelt.

Afgørelsen slår fast, at klimaforandringerne er meget mere end et juridisk problem. Dommerne konkluderede, at det er et:"eksistentielt problem af planetariske dimensioner, som truer alle former for liv og selve klodens sundhed".

De fleste lande har underskrevet globale menneskerettighedsaftaler som for eksempel FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR). Den Internationale Domstols afgørelse betyder, at landene nu er forpligtede til at tage skridt for at beskytte klimaet og miljøet.

Selvom Den Internationale Domstols rådgivende udtalelse ikke er juridisk bindende, er den en autoritativ fortolkning af gældende ret. Den fastslår også, at lande har ret til at kræve erstatning, hvis reglerne overtrædes, og derfor har den stor lovmæssig vægt.

Ligesom klimavidenskabelige vurderinger fra FN's Klimapanel (IPCC) i dag i høj grad betragtes som en gylden standard for forståelsen af årsagerne til og konsekvenserne af klimaforandringerne, giver domstolens afgørelse nu et klart udgangspunkt for at vurdere landenes handling - eller mangel på samme - i forhold til klimaindsatsen.

I de senere år har mange landes klimamål under Paris-aftalen 'stillet sig tilfredse' med et niveau, der i bedste fald vil begrænse den globale temperaturstigning til 2°C.

Men Den Internationale Domstol har nu fastslået, at det langt mere ambitiøse mål om 1,5°C er det videnskabeligt funderede konsensusmål ifølge Paris-aftalen.

En del lande argumenterede for, at udledningsmålsætningen burde være op til den enkelte regering, men det har domstolen afvist.

Den Internationale Domstol slog i stedet fast, at hvert enkelt lands mål skal være i overensstemmelse med - og yde et passende bidrag til - den globale målsætning om at begrænse opvarmningen til 1,5°C.

Den Internationale Domstol fastslog også, at landenes klimamål skal vurderes ud fra en streng 'due diligence'-standard (som kræver, at staterne afbøder deres negative indvirkning på mennesker og planeten, red.). Denne standard tager højde for blandt andet landets historiske udledninger, udviklingsniveau og nationale forhold.

Afgørelsen betyder, at rige lande ifølge international lov vil være forpligtede til at fremlægge mere ambitiøse klimamål under Paris-aftalen.

Domstolens afgørelse leverer også et element af klimaretfærdighed til små ø-stater, som historisk har haft meget lave udledninger, men som står over for langt større klimatrusler og risici end mange andre lande.

Fordi klimaforandringerne er et globalt fænomen, er det svært - men ikke umuligt - at tilskrive skaderne fra ekstreme vejrhændelser til ét enkelt land eller en gruppe af lande.

I denne forbindelse udtalte Den Internationale Domstol...