”Vi trodser dig, Blanke Hans!”. Sådan fortæller myten, at beboerne i Rungholt i Sønderjylland råbte fra de store diger, når Vesterhavet stormede og brusede.
Rungholt var en blomstrende handelsby op gennem den tidlige middelalder, men natten til den 16. januar 1362 gik det galt. Rigtigt galt. I en vinterstorm blev store isflager revet løs, de bragede ind mod digerne, der til sidst gav efter – og det kolde havvand oversvømmede hele byen; alt og alle gik under den nat i dét, der blev kaldt den første store manddrukning.
Med historiker Kaare Johannessen i studiet fortæller vi historien om ‘Danmarks Atlantis’ – om Rungholt, der druknede i bølgerne. Det er historien om en af de største katastrofer gennem tiderne – men også om myter om gudsbespottelse og hovmod, der stod for fald.
Om podcasten:
Verden er fuld af vilde historier; utrolige historier, sørgelige historier, så-tæt-var-vi-på-katastrofen-historier.
I podcasten ‘Vild Historie’ folder de to værter, Simon Kratholm Ankjærgaard og Tommy Heisz, fortællinger ud i selskab med gæster. I hvert program vil én vild historie være den røde tråd, dagens tema. Der er kun to krav til historierne: De skal have fundet sted i virkeligheden – og ja, så skal de være vilde.