Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Vild sommervarme på vej: Sådan kommer du sikkert gennem festivalen


Listen Later

2. juli melder DMI om op til 32 grader i Roskilde, hvor op imod 130.000 festivalgæster må deles om skyggepladserne, vandstationerne og isboderne.
Videnskab.dk har derfor allieret sig med Lars Nybo, professor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, for at få råd til hvordan de festglade gæster bedst beskytter sig uden aircondition, kolde brusebade og soppebasiner i haven.
Inden vi når til de praktiske råd, skal vi lige have styr på, hvad problemet egentlig helt konkret er ved at blive udsat for varmen.
Først og fremmest har du normalt en kropstemperatur på 36,5 til 37,5 grader. Men hvis omgivelserne er varme, og du selv samtidig varmer kroppen op med hård fysisk aktivitet, for meget tøj eller lignende, vil kroppen forsøge at køle dig ned.
"Kroppen begynder at afgive mere sved for at blive kølet ned, og pulsen stiger, så det varme blod kan komme ud til overfladen og afgive varme," forklarer Lars Nybo.
Derfor kan du opleve overophedning, når kropstemperaturen nærmer sig 40 grader. Du kan blive svimmel, få hovedpine og når man bliver så varm vil de fleste begynde at hyperventilere.
Hvis kroppen overskrider de 40 grader, kan det blive alvorligt og påvirke kroppen i flere dage, advarer Lars Nybo.
"Så kan du dejse om, og dit kredsløb kan stå helt af. Så er du ude i det, der kaldes for et hedeslag."
"Onsdag bliver den første dag i år, hvor det bliver rigtig varmt, og derfor er man ekstra sårbar," forklarer Lars Nybo.
Kroppen skal nemlig tilpasse sig varmen, og det sker gradvist i løbet af nogle dage, forklarer han.
"Svedkirtlerne kan trænes, så når man er i varmen, bliver de bedre til at sende blod ud," fortæller han.
"Det ville faktisk være en god idé at tage en tur i sauna i dag, for at forberede sig," tilføjer han.
Når det er rigtigt varmt, mister man både væske og salt. Derfor kan det være en god idé at genoprette balancen ved at drikke nok og indtage lidt ekstra salt disse dage, forklarer Lars Nybo.
"Man har en god undskyldning for at spise nogle chips," siger han.
Generelt skal man forsøge at undgå den værste varme og minimere sin egen varmeproduktion, forklarer Lars Nybo.
Det gør man blandt andet ved at køle sig ned og holde sig hydreret. Og der skal man huske, at alkohol er vanddrivende. Det vil sige, at selvom man drikker væske, vil kroppen i højere grad skille sig af med det.
"Det er fint at drikke øl, men man skal supplere med vand, ellers bliver alkoholprocenten for høj i forhold til vand," siger han.
"Man kan køle sig ned med isposer i nakken ligesom cykelrytterne i Tour de France," foreslår han.
Derudover anbefaler Lars Nybo, at festivalgæsterne søger skygge - især omkring klokken 16.00, hvor varmen topper.
"Det værste scenarie, man kan sætte sig selv i, er at stå midt i solen en eftermiddag og hoppe og danse midt i menneskemængden," siger han.
Hvad hvis ens yndlingskunstner spiller i eftermiddag? Kan en hat hjælpe?
"En hat kan tage noget af den direkte varme, der kommer fra solen, og ellers er det en god idé at klæde sig i let, lyst tøj,"
"Tager man læderbukser og en sort t-shirt på, skyder man sig selv i foden."
Hvis man begynder at føle sig svimmel, eller det sortner for øjnene, skal man lægge sig ned, forklarer Lars Nybo.
"Og så kan man få hældt noget vand ud over sig," foreslår han.
Hjælper det ikke, skal man søge hjælp hos samaritterne.
...more
View all episodesView all episodes
Download on the App Store

Videnskab.dk - Automatisk oplæsningBy Videnskab.dk