Så er vi klar med et nyt koncept inden i konceptet!

Bruce Springsteen har udgivet i alt 21 studie-albums - ihvertfald hvis man opgør dem efter wiki-metoden, hvor outtakes-album og compilations ikke tæller med. Og i et år, hvor Springsteen kan fejre 50-års jubilæum for udgivelsen af den første plade, Greetings From Ashbury Park, NJ, hvad er vel så mere naturligt end at dedikere en serie af podcasts til ham - og tilrettelægge dem, så hver podcast i serien kommer til at handle om et af disse albums?

Heldigvis er Vinylstakken til overflod beriget med en medarbejder (ulønnet, ganske vist), der om nogen er Springsteen-kender og -fan. Han hedder Niklas Bøgh Bonnemose, og da han præsenterede idéen, var redaktøren øjeblikkeligt med på den. Især, da det viste sig, at Niklas havde udtænkt et koncept med et lille twist eller to.

Så i 21 afsnit taler vi om Bruce Springsteens plader i en serie, vi har kaldt Bruce Tracks. Vi starter bagfra, således at det er den senest udgivne plade, vi begynder med, og ud over snakken om pladerne, så vil vi også rangere dem ved hjælp af en sindrigt point-system, hvor gæster i podcasten og et par faste panelister vil uddele points, så vi kan få kåret det bedste album, Bruce Springsteen har lavet.

I det første afsnit får du derfor introduktionen til serien, og derudover taler vi om - og giver point til - Bruce Springsteens seneste album, Only The Strong Survive, der udkom i november 2022. Det er et cover-album, hvor bossen har fundet en række soul-numre frem fra gemmerne, som han så behandler, som han mener, de skal behandles.

Det får vi en lille snak om, og vi får lejlighed til at dykke lidt ned i både de aktuelle numre på pladen, deres forlæg - og får en lille afstikker til andre kunstnere også, herunder Southside Johnny. Der er nok at tage fat på, men spørgsmålet er, om det overhovedet er et godt album?

Lyt med, og deltag gerne i debatten og rangeringen, fx via mail på [email protected], på Vinylstakkens facebookside eller på Instragram og Twitter.

Der kan siges meget – og meget godt – om Lowly, et dansk band med rødder i Århus. Man kan fx sige, at de befinder sig i et musikalsk landskab, som de næsten har for sig selv i Danmark, at de allerede har fået en del succes i England og USA, og at de spiller musik, der sine steder lyder som dreampop, sine steder som nedtonet trip-hop og sine steder i soniske lydlandskaber, som man også finder hos Radiohead.

Da Lowlys andet album hifalutin udkom i 2019 blev jeg voldsomt begejstret, og udråbte det som en af de bedste, hvis ikke dén bedste, danske udgave det år. Så forventningerne til deres tredje album, Keep up The Good Work, var naturligvis høje, da de udgav det i februar.

Men hvordan følger man egentlig op på en relativt stor succes? Det – og en hel del andet – fik jeg en snak med Kasper og Soffie fra Lowly om, da de besøgte Posten i Odense, og den snak kan du høre i denne episode, hvor du selvfølgelig også får hørt musikken fra pladen.

Enjoy – og husk, at du altid kan skrive til Vinylstakken, hvis du har spørgsmål, ris, ros eller kommentarer til det, du hører. Det kan du gøre på [email protected] eller på Vinylstakkens Facebook-side.

Historien om Marianne Faithfull er historien om den unge, pæne pige, der som 17-årig blev opdaget af en manager, fordi han så 'en engel med store bryster', som han kunne markedsføre, og som fik et hit med Mick Jagger og Keith Richards' "As Tears Go By" i 1964.

Men det er også historien om forliste forhold, narkomani, selvmordsforsøg og hjemløshed. Om at være (mis-)kendt for at være en letlevende - ja, direkte promiskuiøs - jet-setter i Swinging London, og om at blive ført ud fra Keith Richards' hus ved en narko-razzia kun iført en pelsfrakke.

Og så er det ikke mindst historien om en stærk kunstner, der mod alle odds fik en genkomst af dimensioner, da hun i 1979 på bagkant af punkmusikken udgav albummet Broken English. Den plade stinker af storhed, af nerve og desperation - og ikke mindst af vrede. Den er med rette næsten blevet kanoniseret, og også på mere end 40 års afstand kan man sagtens høre hvorfor.

Lyt med, når du får en lille del af historien om Marianne Faithfull og Broken Engllish.

I programmet bliver der brugt klip fra BBC-programmet "Close Up" fra 2009, fra det amerikanske musikprogram "Hullabaloo" (1964) og fra et ukrediteret interview fra BBC fra 1994.

Hele 3 plader i én episode? Jeps; intet er for stort til åbningen af 2. sæson af Vinylstakken, der denne gang lytter til nogle af de plader, der ikke så tit kommer op at vende på pladespilleren, men som jo har deres plads i pladesamlingen, og dermed i musik- og kulturhistorien.

En pladesamling er en dynamisk størrelse, og også et udtryk for ejerens skiftende smag gennem snart mange år. Nogle af pladerne er blivende mesterværker, mens andre har fundet pladsen på reolen af årsager, der nogle gange fortaber sig i fortidens tåger.

Det er de sidste, der fokuseres på i denne episode. Pladerne har det til fælles, at de er blevet produceret og indspillet i midten af 1980’erne, at de ikke fik den helt store udbredelse – endsige indfandt sig på hitlisterne – og at de derfor nok heller ikke er blandt de mest lyttede blandt Vinylstakkens lyttere. Så i en god halv time lytter vi til top-numrene fra Commandos og deres første (og eneste) album, ”Edge of town”, Comsat Angels’ ”Chasing Shadows” og The Lover Speaks selvbetitlede debut-album, og finder måske også ud af, hvorfor de står på pladereolen.

Og blandt disse ukendte navne finder vi blandt andet også en enkelt pop-sang, der har kvaliteter, der løfter sig betragteligt over gennemsnittet, og den bør du absolut ikke snyde dig selv for.

God fornøjelse

Der findes rigtig mange gode julesange. Men der findes måske knap så mange rigtigt gode jule-albums. Og der findes måske endnu færre, der med fuld ret kan beskrives som klassikere indenfor genren.

Men i denne episode tager vi kærligt fat i en af dem, Elvis’ Christmas Album. Den er på Vinylstakkens egen Top 3 over Verdens Bedste Juleplader, og ja; jeg er udmærket klar over, at smag og behag osv., men når den nu har været spillet hver evig eneste december siden redaktøren var en lille dreng – og jeg stadig trofast lægger den på pladespilleren hver december – så må den have nogle umistelige kvaliteter. Og det har den! Og nå ja; så er det jo faktisk også en af de første klassiske juleplader i poprockens historie.

Den kan man få lang tid til at gå med at tale om. Især, når man er i godt selskab, og det er vi i denne episode. Jeg er nemlig kommet på besøg hos en gæst i denne uge, og han har et helt specielt forhold til Elvis. Jeg har fået lov til at komme indenfor hos Henrik Busborg, en helt almindelig folkeskolelærer med matematik som linjefag, der i øvrigt også er forfatter til en bog om straffesparkets psykologi og en biografi om Jørgen Ryg, som er inkarneret Liverpool- og OB-fan – og som derudover har Elvis helt inde under huden.

Lyt med, når vi ukritisk og kærligt kaster os over The King of Rock’N’Roll, hans juleplade og Henriks egne erfaringer med Elvis’ musik – og tøj.

Fra Vinylstakken til alle jer, der lytter:

Glædelig jul.

Creme X-treme er muligvis aldeles ukendt for dig. Og så måske alligevel... Bandet, der var et Odense-baseret indie-poprockband, havde deres (korte) tid, og nåede blandt andet den ellers uopnåelige ære at få to af deres numre fra debut-albummet spillet som P3's Ugens Uundgåelige - to uger i træk! Det er ikke sket hverken før eller siden, og alene dér ligger en solid claim to fame.

Men ellers var det desværre småt med berømmelsen. Og det er synd. De er skammeligt underkendte og undervurderede, måske især set og hørt i betragtning af, hvad der ellers blev udgivet af dansk musik på det tidspunkt, hvor landet jo svælgede i Gnags, Anne Linnet, Thomas Helmig og en del andre hitmagere - og i dét selskab kunne Creme X-treme sagtens være med, sådan rent musikalsk.

Men det retter vi op på i denne episode, hvor du kan lære bandet at kende. Vi dykker ned i deres første fuld-længde album, LP'en "Kærlighed og vand", og det gør vi i selskab med en af grundlæggerne af bandet, bassist, tekstforfatter og komponist Jon Helt Haarder. Han fortæller om bandet, om sangene på albummet, om tilblivelsen af pladen, om det danske - og fynske - musikmiljø i slutningen af firserne, og om et politisk og kulturelt projekt, der var måske var med til at rive jerntæppet ned, Next Stop Sovjet.

Og det er spændende, er det...

Efter udgivelsen af ”Born In the USA” i 1984 var der ingen over eller ved siden af Bruce Springsteen i rockmusikken. Men hvordan følger man sådan en succes op?

Man udgiver naturligvis en fem-dobbelt(!) LP med live-musik fra de efterhånden utallige koncerter, Bruce Springsteen og The E Street Band havde spillet gennem de sidste ti år. På den måde kunne man jo både formidle bagkataloget til alle de nye fans, der var kommet ombord fra 1984 – og samtidig lige fået fortalt, hvor stor en live-kunstner Bruce Springsteen også var.

Men hvordan er Springsteen så live? Og hvad kan vi forvente, når the Boss næste sommer gæster Danmark til to udsolgte koncerter i Parken?

Det fortæller en af de største Springsteen-fans og -kendere i Danmark om i denne podcast. Niklas Bøgh Bonnemose skal nemlig til koncert i København – og det har han prøvet før. 15 gange eller deromkring…

Hør Niklas fortælle om hjørnestenene i en Springsteen-koncert, om Springsteen som vokalist, som cover-artist – og som live-performer i al almindelighed, når vi tager et par solide dyk ned i de ti pladesider og tre timers musik, der er at finde på albummet.

Måske har du aldrig hørt om et band, der hedder Dans & Lær, som i 2018 udgav pladen ”Fra Fugl Til Fugl”, som der er fokus på i denne episode – og som er en fremragende plade. Hvis det er tilfældet, så får du hermed chancen. Og du får samtidig chancen for at blive lidt klogere end du var, inden du trykkede ’play’ på denne episode.

Dans & Lær tog nemlig allerede i 2010 forskud på den seneste folkeskole-reform, fordi de muligvis også havde forstået, at bevægelse fremmer læringen. Så de lavede et album med dansemusik, der var ledsaget af ualmindeligt oplysende tekster om forskellige fugle-arter. Det kan jo godt lyde lidt tørt og docerende, men tro mig; det er det ikke. Det er derimod en fest, både på plader og til koncerterne.

Musikken er elektronisk funderet, primært i form af glad, dansevenlig pop med et twist, men også sine steder med en arv fra krautrock og inspiration fra nogle af de store indenfor den elektroniske musik (fx Eno og Kraftwerk) - og andre steder med lyst sind og sødmefuld vokal. Det er med andre ord rigtig god musik og en plade, man næsten bør eje. Men det er der ikke ret mange, der gør, for selv om Dans & Lær gennem mere end 12 år har spredt vingerne ud over både spillesteder, festivaler og pladebutikker - og har opbygget en ualmindelig trofast fan-skare - så er de altså fløjet lidt under radaren for rigtig mange musik-elskere.

Men det råder Vinylstakken altså bod på nu. Og hvis du – selv med ovenstående in mente – ikke er helt overbevist, så får du i denne episode også lejlighed til at møde bandet, der fortæller om projektet, en glad fan, der vandt Vinylstakkens første konkurrence nogensinde (og som vist tilhører ovennævnte fanskare) og en hel masse af den gode musik. Så det eneste du risikerer er altså at blive lidt glad, samtidig med, at du også bliver klogere.

Med Metallicas selv-betitlede femte album, der oftest omtales som ‘The Black Album’ på grund af coveret (og måske som kommentar til The Beatles White Album, hvem ved?) krydsede Metallica for alvor grænsen fra ganske vist sindssygt succesfuldt thrash-metal-band til at være det eneste band, der kunne konkurrere med Guns’N’Roses om at være verdens største rockband. Og vinde.

Bandet havde allieret sig med producer Bob Rock, der nok vidste, hvordan man skar en stadion-rock-plade efter at have produceret for bl.a. Mötley Crüe og Bon Jovi, og først og fremmest var det garant for, at Metallica simpelthen lyder djævelsk godt. Der er fylde, tekstur og lidt ‘wall of sound’ på pladen, og resultatet af deres fælles anstrengelser blev intet mindre end mageløst.

Pludselig kunne man høre melodier, der var stringente (og kortere), som man næsten kunne synge med på, som blev spillet på mainstream-radioer – og som problemløst kunne hoppe ind på top 10 på de helt almindelige hitlister.

Forudsigeligt nok blev mange af de hidtidige fans aldeles opbragte og holdt sig ikke tilbage med at fortælle, i hvor høj grad Metallica havde solgt ud, men altså; når man på toppen af sin karriere kan indspille en plade, der sælger mere end Bruce Springsteens Born In The USA, så skulle man da være et skarn, hvis man ikke gjorde det. Eller hvad?

I denne special-udgave af Vinylstakken har jeg igen fået selskab af Metallica-fan Jesper Borup, og i snakken med ham tager vi netop udgangspunkt i, om Metallica har solgt ud af kunstneriske idealer, metal-værdier og integritet – eller om thrash-genren simpelthen var blevet for snæver for et band med ambitioner. Vi får også dykket ned i de enkelte skæringer – både hittene og et par af de andre – vi får talt om Ulrich/Hetfield som sangskriver-par og om Bob Rocks betydning for at lave en af de aller største plader i rockens historie – der kunne holde sig på hitlisten i mere end ti år(!)

Enjoy....

Er Metallicas "Master of Puppets" verdens bedste metal-plade? Eller ’bare’ verdens bedste thrash-plade?

Det kan sikkert diskuteres – og det bliver det med garanti også. Men at det er en djævelsk god plade, kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Min gæst i denne special, Jesper Borup, udnævner den i hvert fald til et mesterværk, og han burde vide, hvad han taler om. Han er nemlig ikke blot Metallica-fan, men musik-fan i al almindelighed – og dertil meget vidende om moderne musik.

I denne episode taler vi om, hvad det er, der gør "Master of Puppets" så god, hvor Metallica var henne i deres karriere, da de udgav den – og hvad, det var, der gjorde den populær også uden for de mere dedikerede thrash-cirkler. Vi kommer også forbi Cliff Burtons betydning for Metallica og slår muligvis også et smut en tur rundt om Stranger Thing – og så får vi spillet en hel del af al den gode musik, der er at finde på pladen.

Det bliver hævvy, gør det, så sæt gerne volumenknappen ekstra højt denne gang, og vær parat til både at headbange og knytte næven med pege- og lillefingeren strittende…