Sådan siger Cille på 23 år til Johannes, som interviewer hende. Hun kommer i aflastning sammen med sin bror, fra hun er 3 år, til hun bliver 6 år. Herefter bor hun i en kort periode hos sin gode venindes familie, og kommer så på børnehjem sammen med broderen. Da hun bliver 10 år, flytter de begge ind på et andet børnehjem, fordi kommunen skal spare. Her bor hun, indtil hun bliver 18 år.
Cille har i dag en kæreste, men har endnu ikke fået børn. Hun bor med sin roomie, arbejder i en dagligvarebutik, og så har hun planer om snart at starte på pædagoguddannelsen.
Lyt med og hør Cille fortælle om hvordan hun som barn tror, det er hendes skyld, at hun og broderen bliver anbragt. Om hvordan det er at blive flyttet fra sted til sted. Hør om at søge aktindsigt i egen journal og hvor hårdt det kan være at læse, hvordan andre beskriver hende. Hør om pædagoger, som betyder noget helt særligt for Cille, men også om dem, som slet ikke holder, hvad de lover. Og hør fx også om hvorfor sagsbehandlere kan irritere Cille grænseløst.
Baglandet er et mødested for nuværende og tidligere anbragte. Hvis du er blevet nysgerrig på om Baglandet også kan være noget for dig eller en du kender, så kig forbi vores hjemmeside www.baglandet.dk