Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Vores primat-stamfædre udviklede sig i kulden - ikke i troperne


Listen Later

De fleste forestiller sig nok, at vores tidlige primat-forfædre svingede fra gren til gren gennem frodige, tropiske skove. Men ny forskning viser, at de i virkeligheden kæmpede sig gennem kulden.
Som økolog, der studerer chimpanser og lemurer i felten i Uganda og på Madagaskar, er jeg optaget af de miljøer, der formede vores stamfædre. De nye resultater vender årtiers antagelser om, hvordan - og hvor - vores slægt begyndte, på hovedet.
Spørgsmålet om vores egen evolution er helt centralt for at forstå, hvem vi er. De kræfter, der formede vores forfædre, former også os og vil præge vores fremtid.
Klimaet har altid været en afgørende drivkraft for økologiske og evolutionære forandringer: hvilke arter der overlever, hvilke der tilpasser sig, og hvilke der forsvinder.
I takt med at kloden bliver varmere, bliver fortidens erfaringer mere relevante end nogensinde.
Et nyt videnskabeligt studie kortlægger de geografiske rødder til vores primat-stamfædre og klimaet i de områder, hvor de levede.
Resultaterne er overraskende: I stedet for at have udviklet sig i varme, tropiske egne, som forskere tidligere har troet, ser det ud til, at de tidlige primater faktisk levede i kolde og tørre områder.
De barske forhold har sandsynligvis spillet en afgørende rolle i at tvinge vores forfædre til at tilpasse sig, udvikle sig og sprede sig til nye områder. Ifølge studiet gik der millioner af år, før primater indtog troperne.
Højere globale temperaturer ser ikke ud til at have fremskyndet udbredelsen eller udviklingen af nye arter. Til gengæld var hurtige skift mellem tørre og fugtige perioder en vigtig drivkraft bag evolutionen.
En af de tidligst kendte primater var Teilhardina, en lille trælevende art på kun 28 gram - omtrent samme størrelse som verdens mindste nulevende primat, muse-lemurarten kaldet Berthe's Mouse Lemur (Microcebus berthae).
Netop fordi den var så lille, krævede dens kost en masse kalorier i form af frugt, plantesaft og insekter.
Fossile fund peger på, at Teilhardina adskilte sig fra andre pattedyr på den tid ved at have fingernegle i stedet for kløer. Det gjorde det lettere at gribe fat i grene og håndtere føde - en egenskab, som stadig er kendetegnende for primater i dag.
Teilhardina dukkede op for omkring 56 millioner år siden (cirka 10 millioner år efter dinosaurerne uddøde), og arterne spredte sig hurtigt fra deres oprindelse i Nordamerika til Europa og Kina.
Det er egentlig ikke så underligt, at forskere i lang tid antog, at primater udviklede sig i varme og fugtige omgivelser. De fleste primater lever i dag i troperne, hvor de fleste primatfossiler også er fundet.
Men da forskerne bag det nye studie brugte fossile sporer og pollen fra de områder, hvor tidlige primater er fundet, til at rekonstruere klimaet, opdagede de, at omgivelserne dengang slet ikke var tropiske.
Primater stammer faktisk fra Nordamerika - stik imod den tidligere antagelse, især fordi der i dag slet ikke lever hjemmehørende primater i Nordamerika.
En del primater koloniserede endda arktiske egne. Disse tidlige arter kan have overlevet perioder med kulde og fødemangel ved at leve på samme måde, som muselemurer og dværglemurer gør i dag: Ved at skrue ned for deres stofskifte og endda gå i dvale.
Udfordrende og omskiftelige forhold har sandsynligvis begunstiget de primater, der bevægede sig meget rundt for at finde føde og bedre levesteder.
De primatarter, der findes i dag, stammer fra disse meget mobile stamfædre. Dem, der ikke kunne flytte helt så meget rundt, efterlod ingen nulevende efterkommere.
Studiet viser, hvor vigtigt det er at studere uddøde dyr og de miljøer, de levede i. Hvis vi skal bevare nutidens primater, må vi forstå, hvilke trusler de står overfor, og hvordan de reagerer på dem.
At kende til den evolutionære tilpasning til klimaforandringer er afgørende for at bevare verdens primater og mange andre arter.
Når deres levesteder forsvinder, ofte på grund af skovrydning, mister primaterne muligheden for frit at bevæge sig. Med mindre bes...
...more
View all episodesView all episodes
Download on the App Store

Videnskab.dk - Automatisk oplæsningBy Videnskab.dk