Lars-Emil og Rudiger snakker lydpoesi, fortid og nutid, og kommer ind på et helt personligt spor.
Lars-Emil Woetmann: Af det almene – Kronstork
Jeg vil slås af chefen som strategi og
blive virksomhed eller hel i det hele
sådan som jeg er ... jeg ved ikke helt
hvordan min forfremmelse betyder
hvordan jeg skaber min sjæl
hvordan jeg kommer videre
på udveksling i kommunikerende
rum af lysblå og stalinagtige intuitioner
i røvkedelige bebyggelser der er vidtstrakte
på en tilfreds og landskabsplantet måde
som os der arbejder her
som os der arbejder her.
Jeg er ved at lære at tænke ud af boksen.
Statistisk stiger jeg som sommerfugl og eller natsværmer
til befolkningsdel mens en celle af terror går amok
i mit bryst i historisk palaver dukker DET HERLIGE
alligevel op og bliver væk som strubesang i det moderne
hvor der har været mange gæster.
Det virker ikke som om som om
jeg sgu ku placere mig i alvorlighed
... alt det vi længes efter at længes længere væk
stases jeg ud af dette blå men hule
Jeg har været længe væk
men nu er jeg tilbage og tilfreds
intet er virkelig et vilkår som jeg må tage af.
Alt er altid det samme.
Intet er aldrig det samme.
Ah. Disse stenede sandheder.
At stille sig på høje hæle og rage op som chefen!
Jeg kunne sige
bed ikke om mere når du har hvad du skal bruge
jeg kunne sige
i y å
jeg kredser et flakkende blik over dit ansigt
det svinger i blæsten
det trækker striber
efter sig som regn
du drejer dig altså i stik i
verdensvalsens nakkernak
vakker dikdak stak
og lyden af regnen er
tasterne der tapper
her rakker fremtidens børn: børn
her pakker bakpakkere: pik
de stikker dem en hund
og flakker en kort
række af ord der falder sammen
som barn altså glakker børn glakker
blot står som en søjle gennem alt
dette blodbad som du ser for dig
dette blodbad som du finder dig i
altså dark horse sasa vasser saten
jeg vakker dikdak stak
du lakker nok nok sagt
altså marehestens virk virk virk
denne røv går op og ned
ork humper en cirkel a tops
statut lik sig strobestok
tak du tak du tak du tak du mor
næ far
jeg gider ikke arbejde
jeg gider ikke lyve
jeg gider ikke nærvær
jeg gider ikke digte
jeg gider ikke bolle
jeg gider ikke føle
jeg gider ikke noget
jeg gider ikke noget
bam bam bam ham
der er ingen overtoner og der er ingen undertoner
dette øde kontorlandskab
ser en birk og bisser på staten
ser staten ejer din krop
staten ejer din krop
se karno på plokplokstøtte
netop i ar le gro ta klasserne
i belt largo og hrmpf hrmpf
jeg vakker dikdak stak
jeg lakker lounge klonk onk
hovsa
jeg klakker angst du
jeg klakker angst du
ah marehastens virk virk virk
vrikker angstens stok pa hatten
naa nok så gloom gloom min purk
du bist bare hjemagtig og gurk gurk
jeg vakker dikdak stak
jeg lakker lounge kunst kunst
tak du tak du tak du tak du
du bist herafter ak du dark horse du
