Den tro Johannes er en meget interessant fortælling, med mange lag og varianter, samt analyser.
En historie om loyalitet udover det sædvanlige, i form af den tro tjener der her repræsenterer en faderrolle, en gudsdom og en mystisk broder, der kan kommunikere med dyr og gerne ofrer sit eget liv, for at beskytte "familien".
Kilden til historien er den tyske historiefortæller Dorothea Viehmann, der boede nær Kassel omkring år 1800.
I historien om den tro Johannes forelsker en ung konge sig i et billede af en smuk guldelskende prinsesse og på trods af den tro Johannes´ bange anelser, går han med til at hjælpe kongen med at forføre (bortføre) prinsessen. Det bliver ikke en handling uden konsekvenser.

Igen har vi at gøre med en historie der findes i mange varianter. I en, er prinsessen forbandet med uhyrlige kvaliteter, således at hun bliver forvandlet til en hest, en vampyr eller andet mareridt. Disse tre egenskaber har også fået en plads i denne version og kan ses som prøvelser, der kræver en vis grad af tillid fra den unge konge.
I en tysk variant, er det ikke tre ravne der taler til den tro tjener, men tre hekse, der plotter de royales død.
Der er visse sammenligninger med Abrahams prøvelser, da han skulle bevise sin troskab for Gud, ved at slå sin egen søn ihjel.

Her har vi en lille humoristisk fortælling om en doven pige, der er snu nok til at score sig en overfladisk prins og derved slippe for arbejde.
Hun får hjælp af tre kvinder, der besidder magiske kvaliteter, men til gengæld for hjælpen, kræver de anerkendelse. En lille tak for alt det arbejde.

Historien findes i flere varianter, hvoraf den første tyske version i Brødrene Grimms eventyr simpelthen hedder "Det hadefulde hør" på tysk: "dem bösen Flachsspinnen"
Der findes også to italienske varianter over dette eventyr.

Den har åbenlyse paralleller til Rumleskaft, som den ofte bliver sammenlignet med, som det er lignende med andre eventyr, hvori en aftale bliver indgået med en magisk hjælper.
De magiske hjælpere ses i mange eventyr, som naturånder, dæmoner eller overnaturlige væsner, som man kan handle med.
Disse væsners højeste ønske er ofte at opnå kødelighed via anerkendelse, ægteskab, at overtage et barn, eller på anden måde at forsøge at få en plads blandt menneskene.

Her har vi at gøre med et eventyr, der får på alle tangenterne med symboler og arketyper. Vi har den onde stedmor og den uvenlige og forkælede datter, den søde og høflige datter, tre dværge med troldomsevner, en konge, jalousi, forvandling, svig og straf.
Alt, hvad der udgør en god historie.

Den kan minde en smule om Askepot og moralen er så tyk og tydelig, at der kan skæres i den; hvis du er høflig og taknemmelig, vil du blive belønnet.
En version af historien er senere blevet taget med i Ruth Manning-Sanders "A book of dwarfs"

Denne fortælling minder selvfølgelig meget om historien om De tre små grise og redningen af kiddene og den efterfølgende straf, ved at ulvens mave bliver fyldt med sten, kan sammenlignes med Den lille rødhætte og ulven.
Fortællingen er ment som en lektion til børn, om at være på vagt og ikke stole på alt hvad man hører eller ser.
En lignende historie, dog med menneskebørn, er blevet fortalt i mellemøsten så langt tilbage som i det 1.århundrede.
Ulven symboliserer her grådigheden og materialismen, der til sidst bliver for svær for ham at fordøje og derfor må blive hans endeligt.

Ifølge Brødrene Grimm selv, så var dette eventyr, et af de aller smukkeste og ældste af de gamle tyske folkeeventyr.
Faktisk er det muligt at det stammer helt tilbage fra det antikke Rom, hvor der i den antikke roman Satyricon, skrevet af Gaius Petronius, bliver berettet om en frøkonge.
I nyere versioner af denne historie, sker forvandlingen fra frø til prins, da prinsessen kysser prinsen. I denne og ældre version, skal der voldsommere midler til før at magien kan finde sted.
Hvorfra JernHenrik kommer fra, melder historien ikke noget om, men det lader næsten som om at det kan have været to historier der er slået sammen til en.

Denne gruopvækkende historie kendes også under under titlen "Drengen der ikke kunne blive bange"
Den vidtfortalte historie var oprindeligt meget kortere og hed, da den udkom i 1812, "Gut Kegel- und Kartenspiel", altså: "Godt kegle- og kortspil".
Der kendes mange variationer af denne fortælling.

Her skal vi lære hvem Jacob og Wilhelm Grimm var og hvad deres arbejde med at samle folkeeventyr kom til at betyde for verden.