Ved alle Kalenderens Helgener Vore dage tælles som plankerne i vor kiste: Ikke som de gyldne engdrag vor ungdom viste, men som hårene på hovedet af den nye søn (at der bliver stadigt flere er barndommens løn). Men ej er ungdommens milde måneder til ende, før livets pragt lader sig falde og til udløb vende, og led efter led skænkes gavmildt […]

Brødre har eet Blod, men ei eet Mod For guds skyld, lad os sidde på den golde jord og som ulmende brødre vi tale om Karnaks kongers forsmædelige død. I den forgangne faders, den fortabte søns, den hemmelige ånds falmede navne, lad os søge den milde frygt i en barket håndfuld evigt støv, skulder om […]

Aldrig har noget Nytaar været saa fattigt Et nyt lorteår truer, så den traditionelle påkaldelse af Ereshkigal er ikke blot tiltrængt, men en tvingende nødvendighed. Byen summer af liv, og livet summer af tvivl, men solen er så rød, alt for rød, og alting får en ende. Vore bestræbelser er dog ikke forgæves, og med […]

Usselt Legeværk henhører til Harmonien Mit dukkebarn, havde hun kaldt ham, før mørket faldt på. Siden da havde ponyernes rige flydt af blod, tårer og afrevne hove. Heldigvis var der ikke noget, der havde forhindret ham i at forvandle sig til en kæmpe skruetrækker og flyve sin vej. Siden da havde han søgt efter harmoniens […]

Dette Legems Fængsel kun stakket vare vil Det sidste gode æg kiggede sig misbilligende omkring. Tilsyneladende var sumpen fri for både seje tabere og høflige landsbyboere, der altid hilste. Var han endelig fri? Han så på sit ur. Fem minutter i bar arm, polsk tid. Ingen gøen eller støj fra helikoptere. Men hvordan vidste han, […]

Men i det Sorte seer jeg intet Helved Det eneste, der så sortere ud end deres kaffe og deres humør, var udsigterne til at slippe helskindet ud af det her. Selvom stjernerne stadig kunne skimtes til den ene side, så var alt lys fra den anden nu fanget i det sorte huls begivenhedshorisont, slugt som […]

Navne glemmes som Sne, der faldt i Fjor En rose ville dufte lige så godt, selvom den hed noget andet. Det vil gamle Billy Rystespyd i hvert fald have os til at tro, men i følge et nok nyere ordsprog har kært barn mange navne. Deraf kan vi udlede, at det har et mindre hadet […]

Vor Bevidstheds forgiftede Sumpe Er dette det virkelige liv? Er disse dinglende galger, gurglende dæmoner, bimlende klokker overhovedet til stede, eller foregår det hele i vore egne hoveder? Solipsisten ville hævde, at det hverken var vedkommende eller ville gøre nogen forskel, om det var det ene eller det andet, men vi overlod solipsisten til den […]

Den halve Mad, men og de haarde Bene Eksplosionen slyngede ham gennem ruden i en sky af glasskår, og fordi han skulle beskytte bylten i sin favn, landede han hårdt på skulderen. Han spildte ingen tid på at føle smerten, men kom på benene og spurtede hen over plænen. Hele gruppen var samlet om bordet, […]

Vor Tids aandelige Leder er Bladmanden Det var en fantastisk historie. En enestående historie. Den slags, Pulitzer’e var gjort af. Men kunne han skrive den? Var det etisk? Rigtigt? Det var jo trods alt ham selv, historien handlede om. Det var trods alt ham, der var vågnet en morgen, 32.000 meter høj. Hvad han ikke […]