I 1818 oplevede en lektor i fransk litteratur ved universitetet i Leuven, at hans forelæsninger blev yderst populære blandt en gruppe studerende, som ikke kunne fransk. Lektoren, Joseph Jacotot, kunne for sit vedkommende slet ikke hollandsk.
Tilfældigvis blev der på dette tidspunkt udgivet en tosproget udgave af bogen Telemachos. Jacotot fik en tolk til at give bogen til de studerende og bad dem om at lære den franske tekst ved hjælp af oversættelsen. Det var en tilfældig løsning, men også i lille målestok et filosofisk eksperiment af den slags, som var yndede i oplysningstiden.
Han forventede gyselige sprog fejl, ja måske endda total magtesløshed. Hvordan skulle disse unge mennesker uden forklaringer kunne have forstået og løst vanskelighederne i et sprog, som var helt nyt for dem? Men hvad skidt! Han ville se, hvor denne vej, der tilfældigt var blevet åbnet, havde ført dem hen, og hvad resultatet var af denne fortvivlede empirisme. Hvor overrasket blev han ikke over at opdage, at disse elever overladt til sig selv var sluppet lige så godt fra dette vanskelige skridt, som mange franskmænd ville have gjort det? Var det nu tilstrækkelig blot at ville for at kunne? Var alle mennesker således potentielt i stand til at forstå, hvad andre havde gjort og forstået?
Med historien om dette lille eksperiment indleder Jacques Rancière bogen – fem lektioner i intellektuel emancipation. En bog, som er blevet udgangspunktet for denne udstilling i fem kapitler.
Bogen er et radikalt opgør med traditionelle undervisningsmetoder. I bogens ånd er udstillingen Den uvidende lærer et forsøg på at bryde med traditionelle udstillings- og formidlingsmetoder. Udstillingen er et kuratorisk eksperiment, der undersøger, hvordan man kan oversætte en bog til kunstudstilling og udforsker forholdene mellem kunst, institution og kunstoplevende.
Fra september til november kan du opleve fem kunstnere indtage Galleri 1 i Kunsthal Aarhus på skift i to uger og skabe kunstneriske reaktioner på bogens indhold. Kunstnerne er desuden blevet bedt om at inddrage sociale grupper efter eget valg i deres arbejde.
I forbindelse med udstillingen genudgiver Kunsthal Aarhus bogen Den uvidende lærer i samarbejde med forlaget Antipyrine. Bogen kan købes i Café Kunsthal og på Antipyrines hjemmeside.
Udstillingen indeholder et program med en række offentlige begivenheder, hvoraf flere kræver tilmelding. Læs mere om programmet herunder.
Den uvidende lærer - En udstilling i fem kapitler er kurateret af Mikkel Elming.