Lørdag indkasserede Enhedslistens ledelse en stor sejr: Et stort flertal stemte for at tage afstand til den kontroversielle venstrefløjsgruppering Rødt Venstre og for at åbne for flere partieksklusioner i fremtiden.
Kan politisk ordfører Pelle Dragsted ånde lettet op nu? Eller kunne der være en ny venstrefløjsalliance på vej?
Statsminister Mette Frederiksen (S) har gjort sig bemærket med interviews i hele fem aviser, hvor hun minder danskerne om den russiske trussel og opfordrer til at have en beredskabsmentalitet. Og så kritiserer hun Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, for ikke at have forstået alvoren af situationen.
Prøver hun at blive samme samlende skikkelse som under coronakrisen? Og hvad får hun egentlig ud af at gå så hårdt til Messerschmidt?
Det svarer Benny Damsgaard og Niels Jespersen på i denne uges udgave af ‘Tingets Tilstand’.
I studiet:
Niels Jespersen, chefredaktør på Netavisen Pio
Benny Damsgaard, politisk kommentator, lobbyist og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti