Din indre rejse gennem årets cyklus
Download on the App Store

Din indre rejse gennem årets cyklus episodes

  • #76: Fuldmåne i Jomfruen - Ritual

    I denne episode inviterer jeg dig ind i et fuldmåneritual under fuldmånen i Jomfruen.

    Vi tager udgangspunkt i den helt almindelige hverdag. I de små vaner, gentagelser og beslutninger, som former vores liv mere, end vi måske lægger mærke til. Fuldmånen i Jomfruen handler om at se ærligt på det, der fungerer – og det, der trænger til en justering.

    Du bliver guidet gennem en slip-og-frigiv-øvelse, hvor du skriver det ned, du er klar til at give slip på. Vi arbejder med månevand og taler om, hvorfor det giver mening at lade vandet stå i månens lys og bruge det som en konkret påmindelse om den beslutning, du har taget. Og hvis du har lyst, kan du lægge et trekorts tarotoplæg, der hjælper dig med at få øje på, hvad der fylder lige nu, hvor du kan justere, og hvad dit næste skridt er.

    Til sidst samler vi det hele i én sætning: din beslutning for den kommende tid. Ikke som et stort løfte, men som en enkel og ærlig aftale med dig selv.

    Hvis du hellere vil læse ritualet i ro og mag – og måske skrive lidt undervejs, mens du arbejder med det – så ligger det også som et samlet indlæg på min hjemmeside dinindrejse.org

    Til godt år og fred. 


    21 min
  • #75: Astro-Overblik Uge 10: Mars i Fiskene, Fuldmåne i Jomfruen (total måneformørkelse), Venus i Vædderen

    I denne episode tager jeg dig igennem energien fra den 2.–8. marts.

    Vi starter med Mars, der går ind i Fiskene og sætter gang i en periode, hvor din energi kan føles mere bølgende og påvirket af din indre tilstand. Det handler mindre om at presse ting igennem og mere om at mærke, hvornår det faktisk giver mening at handle.

    Derefter står vi i en fuldmåne og total måneformørkelse i Jomfruen. Her bliver det konkret. Hvad fungerer i din hverdag – og hvad kalder på justering? Det er en mulighed for at rydde op, sortere og tage de små beslutninger, der gør en reel forskel.

    Hen mod slutningen af ugen bevæger Venus sig ind i Vædderen. Her skifter tempoet. Der kommer mere mod, mere direkte energi og et tydeligere fokus på relationer og kærlighed. Hvad vil du egentlig? Og tør du stå ved det?

    Jeg dykker også ned i, hvordan de her skift kan mærkes forskelligt alt efter, hvor planeterne står i dit horoskop – og jeg deler en rørende lytterbesked om modet til at tage sig selv alvorligt.

    Hvis du foretrækker at læse i dit eget tempo, ligger ugeoverblikket også på min hjemmeside dinindrejse.org, hvor jeg dykker ned i hver af transitterne i særskilte indlæg.



    49 min
  • #74: Indre arbejde: Uge 10 - Udforskning: Prøv en ny vej af

    I denne episode arbejder vi med udforskning. Ikke som noget stort og dramatisk, men som en helt enkel bevægelse i hverdagen: at vælge en anden vej end den, du plejer.

    Marts viser os, at der findes flere måder at vokse på. Nogle planter skyder tidligt frem, andre venter lidt endnu. Nogle grene strækker sig opad, andre finder plads på tværs. Der er variation side om side.

    Den bevægelse spejler det, vi arbejder med i denne uge. Hvor handler du af vane? Hvor kunne du vælge anderledes? Og hvad sker der, når du helt konkret prøver en ny retning af?

    Du får en guidet gåtur, hvor du fysisk vælger en anden vej.

    En meditation, hvor du får øje på det lille øjeblik, hvor valget træffes.

    Et ritual, der markerer din beslutning og gør den synlig.

    Og tre refleksionsspørgsmål, der hjælper dig med at tage erfaringen med ind i din hverdag.

    Ugens mantra er:

    “Jeg vælger en ny vej i dag.”

    En enkel sætning, der minder dig om, at du har et valg – også i det små.

    Lyt med, og lad uge 10 blive en stille øvelse i at opdage, at der altid findes flere veje, end den du plejer at gå.

    Hvis du hellere vil læse teksten i ro og mag, finder du indlægget på min hjemmeside: dinindrerejse.org.


    16 min
  • #73: Velkommen til marts

    Marts bringer mere lys, mere bevægelse og en tydelig fornemmelse af, at noget er i gang. Vandet løber i grøfterne, jorden tør langsomt op, og de første spirer bryder frem. Det kan mærkes i kroppen som en lyst til at tage fat og komme videre.

    I denne episode byder jeg dig velkommen til marts og folder månedens energier ud: bevægelse, mod, handling og fremdrift. Vi ser på, hvordan du kan lade det, der har modnet gennem vinteren, få en konkret plads i dit liv – gennem små, vedholdende skridt.

    Marts handler om at gå fra tanke til handling. Om at tage ejerskab over din retning og lade hverdagen bære dine drømme frem.

    Hvis du hellere vil læse Velkommen til marts i ro og mag og i dit eget tempo, ligger teksten også på min hjemmeside: dinindrerejse.org


    11 min
  • #72: Heksealmanak – Marts 2026

    I denne episode tager jeg dig med ind i marts måned – en tærskelmåned, hvor lyset vokser, jorden vågner, og noget begynder at røre på sig både ude og inde.

    Vi bevæger os dag for dag gennem månedens energier. Vi kigger på planeternes bevægelser og månecyklussen. Vi står ved forårsjævndøgnet og Ostara, hvor lys og mørke balancerer. Vi dykker ned i St. Patrick’s Day, Palmesøndag og El-måneden i den keltiske trækalender. Og vi lytter til gamle marts-varsler, bondekalenderens tegn og nordisk folketro – bjørnen, vinden, æggene i vindueskarmen og de første grene, der bæres ind i hjemmet.


    Marts handler om overgang. Om at samle sig. Om at tage de første skridt uden at kende hele vejen.

    Det er en måned med bevægelse – stille i begyndelsen, tydeligere mod slutningen. En måned, hvor vi rydder op, justerer kursen, finder fodfæste og mærker, hvad der spirer.


    Du kan bruge denne episode som inspiration gennem hele måneden, vende tilbage til de enkelte datoer eller lade den danne bagtæppe for dit eget indre arbejde i marts.

    Du kan også gå ind på min hjemmeside dinindrerejse.org og læse hele heksealmanakken i ro og mag, hvis du foretrækker at have datoerne og teksterne på skrift.


    48 min
  • #71: Februar-refleksion

    Hjemmeside/Blog: dinindrerejse.org

    Hen mod slutningen af hver måned – nogle dage før vi træder ind i den næste – vil jeg fremover invitere dig til at gøre status. En stille månedlig refleksion, hvor vi samler trådene og mærker, hvad der faktisk har bevæget sig.


    Det her er første gang, vi gør det.


    I denne episode ser vi tilbage på februar, hvor vi har arbejdet med drømmenes begyndelse, de første skridt, spirende energi, forfining og mod til handling. Det har været en måned, hvor noget er blevet tydeligere, og hvor små bevægelser måske allerede har sat retning.


    Jeg guider dig gennem en refleksion, hvor du får mulighed for at:

    – se på hvilke drømme der har taget form

    – mærke hvad der kalder på næste skridt

    – få øje på det, der har været svært

    – og vælge et ord, der får lov at følge dig ind i marts


    Du kan lytte, mens du går en tur, eller sætte dig med en kop te og din dagbog og give dig selv tid til at skrive.


    Refleksionen ligger også på skrift på dinindrerejse.org, hvis du gerne vil arbejde videre med spørgsmålene i dit eget tempo.


    Det her er din mulighed for at stoppe op, samle februar og træde ind i marts med klarhed og retning.



    7 min
  • Astro-Overblik Uge 9: Første kvarter i Tvillingerne, Merkur Rx og Mars-Uranus kvadrat

    I uge 9 bevæger vi os ind i en uge med både nysgerrighed, eftertanke og indre spænding.


    Vi starter med første kvarter i Tvillingen, hvor tankerne bliver mere levende, samtalerne får betydning, og vi kan mærke lysten til at prøve ting af i det små. Det er en fase i månecyklussen, hvor idéer begynder at tage form, og hvor vi kan undersøge, hvad der faktisk føles rigtigt for os.


    Senere på ugen går Merkur retrograd i Fiskene. Her sænkes tempoet, og vi får mulighed for at se tilbage, justere og lytte mere indad. Retrogradperioden inviterer til at samle op, dobbelttjekke og mærke efter, før vi går videre.


    Samtidig står Mars i kvadrat til Uranus, og det kan skabe uro, rastløshed og et indre pres for forandring. Spændingen kan mærkes i kroppen og i vores reaktioner, men den rummer også en invitation: at justere i stedet for at eksplodere, og at give plads uden at rive det hele op.


    Det er en uge, hvor vi kan:

    – undersøge vores tanker

    – lytte mere, reagere mindre

    – og lægge mærke til, hvor noget gerne vil ændres – stille og bevidst


    Tak fordi du lytter med.


    Min hjemmeside: dinindrerejse.org 

    22 min
  • Indre arbejde: Uge 9 - Mod til handling

    Hjemmeside/Blog: dinindrerejse.org 

    I uge 9 bevæger vi os ind i overgangen mellem vinter og forår. Lyset vender tilbage, fuglene bliver mere aktive, og små tegn på liv begynder at vise sig i landskabet. Noget er i bevægelse – både ude og inde.


    Denne episode handler om at opdage den stille fremdrift, der allerede er i gang i dit liv. De små impulser. Tanker, der vender tilbage. En lyst, der bliver tydeligere. En irritation, der peger på noget, der vil forandres.


    I stedet for at lægge store planer for hele foråret, arbejder vi med ét enkelt spørgsmål: Hvad er det næste, helt konkrete skridt?


    Du bliver guidet gennem:


    – En refleksion over, hvor energien allerede bevæger sig i dig

    – En gåtur, der hjælper dig med at opdage de skridt, du allerede tager

    – En meditation, der skaber stabilitet i overgangen mellem det velkendte og det nye

    – Et enkelt, praktisk ritual, der får dig fra tanke til handling

    – Ugens mantra: “Små skridt fører mig frem, ét ad gangen.”


    Episoden inviterer dig til at samarbejde med den bevægelse, der allerede er begyndt. Til at tage det alvorligt, der fylder lidt mere. Og til at erfare, at små skridt skaber retning.


    Du behøver ikke hele planen. Du skal blot tage det næste skridt.


    Til godt år og fred. 


    15 min
  • Guidet meditation: Tilgivelse

    I denne episode inviterer jeg dig til en guidet meditation med fokus på tilgivelse. 

    Meditationen kan tages på alle tidspunkter af året, men passer perfekt i den næste måneds tid, hvor solen står i Fiskenes tegn. Vi arbejder med at samle op, give slip og runde af på det, der har fyldt os, før vi bevæger os ind i en ny cyklus med Vædderen.

    Du får tid og rum til at mærke, hvad der fylder i dig – både over for dig selv og andre – og til at give dig selv blidhed og omsorg. Meditationen hjælper dig med at skabe mere indre ro, se situationer med større overblik og lade ting glide bort, så du kan stå mere frit i nuet.

    Jeg guider dig gennem øvelser, hvor du kan sende varme og tilgivelse til dig selv eller andre, og hvor du inviteres til at mærke kroppen og følelsen af at give slip. Du kan vende tilbage til meditationen igen og igen, arbejde med det samme tema eller opdage nye lag, der kalder på opmærksomhed.

    Afslutningsvis giver jeg tre refleksionsspørgsmål, som du kan tage med dig videre, hvis du vil fortsætte arbejdet med tilgivelse.

    Hjemmeside/Blog: dinindrerejse.org

    17 min
  • dinindrerejse.org

    I denne episode fortæller jeg om min nye hjemmeside, dinindrerejse.org


    Jeg tager dig med rundt på siden og forklarer, hvad du kan finde derinde: heksealmanakken med månedens overblik, blogindlæg der uddyber temaerne fra podcasten, den keltiske trækalender, kinesisk nytår og de aktuelle energier, vi bevæger os i.


    Du kan både læse bagud, følge med fremad og bruge søgefunktionen, hvis du vil dykke ned i et bestemt emne. Hjemmesiden bliver bygget op kronologisk i takt med, at året folder sig ud – så den vokser sammen med vores arbejde gennem årets cyklus.


    Hvis du nogle gange har lyst til at læse i stedet for at lytte – eller gerne vil vende tilbage til noget i ro og mag – så er siden et ekstra rum til fordybelse.


    7 min

About Din indre rejse gennem årets cyklus

From the publisher's feed

En podcast for dig, der er nysgerrig på astrologi, årshjulet og naturens rytmer.  Her dykker vi ned i stjernetegn, nymåner og fuldmåner,  astrologi, sabbatter, ritualer,…