
Sign up to save your podcasts
Or


Der er noget, der ulmer i vores europæiske nabolande mod øst.
Over de sidste par måneder er der blevet afholdt valg flere steder – og det er valg, der kan få stor betydning for det EU, vi kender i dag. Bare i oktober har vi haft to: det ene i Bosnien-Hercegovina og det andet i Serbien.
Nu kunne man måske tænke: hvorfor er det spændende at tale om lande som Bosnien-Hercegovina og Serbien? Det er jo ikke EU-lande. De har ikke indflydelse på den politik, der fastsættes i Bruxelles. Men det, der gør de her to lande spændende er, at de aktuelt er på EU’s kandidatliste.
Men hvad skal der til for, at de her østeuropæiske lande kan blive optaget i EU? Og hvorfor er det overhovedet noget, vi er interesseret i?
I dagens afsnit af Europa Uden Forbehold får vært Jarl Cordua besøg af Viktoria Fuglsang Semenova. Hun er chefredaktør for Magasinet rØST og cand.mag. i Østeuropastudier med specialisering i russisk. Og så er hun bl.a. tilknyttet organisationen Silba, der arbejder for demokratisk udvikling gennem lokale og internationale aktiviteter med hovedvægt på valgobservationsmissioner.
Sammen dykker de ned i det, der lige er sket i Serbien, hvor Studenterbevægelsen tog landet med storm. Og de diskuterer, om der kan være en større bevægelse på vej, hvor de østeuropæiske lande langsomt rykker tættere og tættere på EU.
Manuskript, lyd og redigering: Theresa Cecilie Møller
Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Debatten om EU’s positionering på den globale scene er fortsat et brandvarmt emne. Særligt ét ord, kommer man ikke uden om, når man i dag taler europapolitik – og det er selvfølgelig ordet konkurrenceevne.
I dette afsnit af Europa Uden Forbehold får vært Jarl Cordua besøg af Andreas Geertsen. Han er ansat som chef for EU og europapolitik hos Dansk Erhverv i Bruxelles, og så er han tidligere diplomat og embedsmand.
Sammen med Jarl dykker Andreas Geertsen ned i livet som interessevaretager i Bruxelles. Han taler om, hvordan man bedst bærer sig ad, når man gerne vil have indflydelse på politiske beslutninger i den europæiske hovedstad. Og så åbner han op om, hvordan det er at rykke teltpælene op og flytte hele familien til et nyt land.
Andreas Geertsen kommer også med sine bud på, hvad der går galt, når EU endnu ikke er lykkedes med at styrke den europæiske konkurrenceevne. Han peger blandt andet på regulering, der fylder for meget – og så fremhæver han medlemslandenes forskellige fortolkning og håndhævelse af EU-regler, der skaber fragmentering på det indre marked.
Holdningen fra ugens gæst er klar: i EU skal vi bruge vores fælles penge der, hvor de gør en ægte forskel for sikkerhed og konkurrenceevne. Og vi skal kunne mere selv, så vi kan konkurrere på lige fod med stormagter som USA og Kina – dog uden at vi fuldstændig afskriver et samarbejde på tværs af kontinenterne.
Manuskript, lyd og redigering: Theresa Cecilie Møller
Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Sandheden har været hård længe: Europa sakker bagud.
Mens USA og Kina i årevis har siddet tungt på tronen som økonomiske supermagter, har EU siddet fast. Mario Draghis skelsættende rapport om europæisk konkurrenceevne slog det fast med syvtommersøm: Hvis ikke EU reformerer sin industripolitik og skaffer massive investeringer nu, går vi ind i en langsom, eksistentiel krise.
I dette afsnit af Europa Uden Forbehold får vært Jarl Cordua besøg af Niels Fuglsang, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, hvor han blandt andet sidder i ITRE-udvalget – Udvalget om Industri, Forskning og Energi. Han er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet med en ph.d. fra Copenhagen Business School.
Sammen taler de om, hvor langt EU egentlig er kommet, efter Draghi kom med sine advarsler. De stiller skarpt på, hvordan EU kan bruge Draghis anbefalinger til at styrke industripolitikken i praksis – f.eks. gennem regelforenklinger. Og så diskuterer de, om medlemslandene overhovedet er villige til at spytte de nødvendige milliarder i kassen, før det er for sent.
Lyt med og bliv klogere på europæisk konkurrenceevne, på industripolitikkens rolle, og på Niels Fuglsangs visioner for at gøre EU til en værdig konkurrent på vigtige områder som techpolitik, energi og den grønne omstilling.
Manuskript: Asta Mathilde Mølstrøm
Lyd og redigering: Theresa Cecilie Møller
Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
En usynlig frontlinje rykker tættere på os dag for dag, og Europa kæmper med at finde et effektivt modsvar mod en ny form for aggression.
I dette afsnit af Europa Uden Forbehold får vært Jarl Cordua besøg af Lars Bangert Struwe, ph.d. i historie, sikkerhedspolitisk senioranalytiker for Atlantsammenslutningen og stifter og ejer af rådgivningsvirksomheden Geopol Strategi.
Sammen diskuterer de, hvordan grænserne for den traditionelle krigsførelse de senere år er blevet langt mere flydende. Og hvordan man bedst kan reagere på en trussel, der forsøger at holde sig lige under NATO’s tærskel for et direkte modsvar.
Lars Bangert Struwe giver blandt andet sit bud på, hvordan Vesten har misforstået Ruslands måde at føre krig på. Hvad EU yderligere kan gøre i sit modsvar mod fysisk sabotage, brandstiftelse og droneovervågning. Og hvorvidt og hvordan Europa kan forsvare sig selv mod Rusland, når forholdet til USA vakler.
Lyt med og bliv klogere på Ruslands hybridkrig og Europas nye sikkerhedspolitiske virkelighed.
Manuskript og lyd: Asta Mathilde Mølstrøm
Redigering: Theresa Cecilie Møller
Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Verden er i dramatisk opbrud, og Europa kæmper med at finde sine egne ben. I dette afsnit af Europa Uden Forbehold får vært Jarl Cordua besøg af Søren Lippert, tidligere markant TV-vært, nu direktør for GeoPolitik og aktuel med bogen "Geopolitiseret".
Sammen stiller de skarpt på de skiftende globale magtbalancer og de udfordrede alliancer med USA, NATO og Storbritannien. Søren Lippert giver sit bud på:
Hvorfor Europa har misforstået den nye geopolitiske orden.
Hvordan kriser som krigen i Ukraine, migrationen ved Ceuta og konkurrencekampen mod Kina bør håndteres.
Fremtidens store spørgsmål i 'Krystalkuglen' – får vi en EU-hær, og hvad sker der med Taiwan og USA's rolle på verdensscenen om 10 år?
Lyt med og bliv klogere på den nye geopolitiske virkelighed!
Lyd og redigering: Ritva Bech
Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
I denne episode af Europa Uden Forbehold ser Jarl Cordua nærmere på den aktuelle migrationskrise ved den spanske enklave Ceuta og de konsekvenser, den har for Europas grænser og Schengen-samarbejdet.
Sammen med Ditte Brasso, vicedirektør og migrationsekspert hos Tænketanken Europa, dykker han ned i, hvad der sker ved EU's ydre grænser, om Spanien har håndteret situationen tilstrækkeligt, og hvordan EU kan finde en fælles migrationspolitik i en tid med stigende politisk pres.
Til sidst ser de i krystalkuglen og diskuterer, hvordan Europas asyl- og grænsepolitik kan udvikle sig de kommende år.
Lyd og manus: Ritva Bech
Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indhold er alene tilskudsmodtagers.
Europæisk Ungdoms landformand vil gerne have en Dexit afstemning. Hvorfor? Og hvor vil ungdommen gerne have, at Europa og EU bevæger sig hen?
Vært Jarl Cordua har i dette afsnit besøg af Asmus Vilster, landsformand i Europæisk Ungdom for at blive klogere på, hvad der rør sig hos de unge i den europæiske samtale.
Sammen kigger de ind i krystalkuglen, hvor Asmus giver sit gæt på, om vi kommer af med forbeholdene og om der er en udvidelse i horisonten.
For lyd og manus stod Julius Hjortshøj Thorning og Ritva Bech.
Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
D. 29. august skal islændinge til stemmeurnerne. De skal beslutte, hvorvidt forhandlinger om deres medlemskab af EU skal genoptages eller om de skal smække døren.
Til at gøre dig, og os, klogere på det har vi inviteret Torfi Jóhannesson i studiet. Torfi har tidligere været rådgiver for Nordisk ministerråd og så har han temmelig godt styr på, hvad der rør sig i sit hjemland.
Vært: Jarl Cordua
Manuskript og lyd: Ritva Bech
Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Er det bare guld og grønne skove, nu hvor Orbán er væk fra magten? Og hvordan sikrer EU, at vi ikke får en lignende situation?
I dette afsnit af Europa Uden Forbehold taler Jarl Cordua med professor i statskundskab, Marlene Wind. Hun giver os sin analyse af, hvordan landet ligger efter Orbáns farvel og giver sit besyv på, hvad EUs næste store udfordring er. Hint: 🥐
Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Verden forandrer sig hurtigere, end de fleste strategier kan nå at blive printet, og de gamle regler, som Europa har indrettet sig efter i årtier, gælder simpelthen ikke længere. I dette afsnit af Europa Uden Forbehold tager vært Jarl Cordua fløjlshandskerne af og kigger ind i det europæiske maskinrum med fokus på ét centralt emne: overlevelse.
Dagens gæst er Mikkel Vedby Rasmussen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, tidligere rådgiver for NATO’s generalsekretær og tidligere medlem af de afgørende danske forsvarskommissioner. Han er aktuel med bogen "Illusionernes fald – hvordan vi overlever den nye verdensorden". I bogen kaster han et nådesløst blik på et Europa, der har holdt ferie fra historien, men som nu er vågnet op til en virkelighed, hvor vi er efterladt alene hjemme.
Den nye virkelighed: Hvilke grundlæggende illusioner om verdens indretning har vi klamret os til i Europa, og hvordan ser det geopolitiske landskab ud, nu hvor den gamle orden er væk?
Magtens sprog: Besidder de europæiske lande den nødvendige kynisme og vilje til magt for at begå sig som stormagt, og kræver afskrækkelse et radikalt brud i retning af en europæisk forsvarsunion?
Krystalkuglen: Mikkel Vedby Rasmussen giver sine kontante bud på Europas situation om fem og ti år, herunder Ukraines fremtidige status og de kommende års største konfliktkilder.
Mikkel Vedby Rasmussens bog "Illusionernes fald" er aktuel nu og kan findes hos din lokale boghandler.
Vært: Jarl CorduaGæst: Mikkel Vedby RasmussenLyd og manuskript: Ritva Bech
Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
From the publisher's feed